For en gangs skyld…

…vil jeg skrive noget politisk herinde. Det gør jeg sjældent, for selv om dem, der kender mig, nok også kender mit politiske sindelag, så blander jeg mig ikke så meget mere.

Men jeg er så rystet! Og meget ked af det. Jeg hører meningsmålingerne, og jeg ser TV – og jeg forstår det ikke!

Vi er så lille et land, at vi vil få store problemer med at undvære den støtte, vi kan få i forhold til andre lande i EU.

Og jeg er fuldstændig overbevist om, at de større lande vil mene, at vi ligger, som vi har redt, hvis vi “melder os ud” af de forskellige retsinstanser, som et stort flertal af vore politikere nu har vurderet, at vi kunne knytte os til ved egne valg.

Jeg er også vred! Jeg er vred på de ja-politikere, som ikke har været gode nok til at forklare os, hvad det drejer sig om, og hvorfor vi skal sige ja.

Og jeg er vred på de blåøjede, naive politikere, som bilder os alt muligt ind om, hvad vi “bare” kan gøre bagefter.

Jeg fatter det ikke!

Ja-politikerne mente vel, at den ged var barberet, og det behøvede de ikke bruge så mange ressourcer på! Og Nej-politikerne bruger til gengæld uanede midler og uvederhæftige skræmme-historier (og siger, at det er omvendt!).

Jeg forstår godt tvivlerne. De bliver næsten hjernevaskede i øjeblikket. Men selv om mange af os lider af en eller anden form for politiker-lede (også jeg), så har vi altså selv valgt det flertal, som anbefaler os at vælge JA, og jeg tror, de ved, hvad de snakker om!

Jeg håber endnu! Jeg håber, at danskerne vil vågne op og indse, at modellen er god for os, ellers er jeg alvorligt bange for, at det ser meget sort ud. For den med, at vi bare kan gøre det om – den tror jeg ikke på – og resten af EU vil da være ligeglade med, hvad vi har rodet os ud i.

22 tanker om "For en gangs skyld…"

  1. Kære Hanne
    Jeg er meget uenig med dig. Vi skal ikke afgive vores selvstændighed. Det skal være et rungende NEJ, håber jeg. Der har altid været malet fanden på væggen(undskyld sproget), når vi skulle stemme om EU . Først i 1972 ville vi mindste vores arbejde, hvad skete vi mistede vores arbejde, således kan jeg blive ved ligeså med euroen, det var vist godt vi ikke kom med i dem.

  2. Jeg bryder mig ikke om din – i mine øjne – bedrevidende tone overfor tvivlerne og nej-sigerne. Jeg respekterer din holdning og ville sætte pris på, at det var gensidigt.
    Med højagtelse og venlig hilsen

  3. Hej Hanne

    jeg er til gengæld helt enig med dig. Gad vide, om vi havde haft lovgivning om lige løn for lige arbejde, hvis ikke vi var kommet i EF i 72? Jeg mener også, at vi er så lille et land, at vi gør os bedst ved at stå sammen med de øvrige lande i Europa – især når det kommer til grænseoverskridende kriminalitet.

    mvh Lone

    • Fakta er, at ligeløn i DK blev aftalt ved overenskomsten i 73, EF ved ligelønsdirektiv i 75, der blev implementeret i dansk lov i 76.
      Mvh.

      • Ja Kristine, som en følge af EF lovgivning, som vi, som en følge af, at vi meldte os ind i året før måtte implementere! Fakta…..

        • Vil du være så venlig at henvise til noget mere konkret end bare prædikatet fakta, for at påstå at dit udsagn er fakta, gør det ikke til fakta, men vil fortsat bare være en påstand.
          Mvh.

  4. Jeg er fuldstændig enig med dig, selvfølgelig skal vi stemme JA. Jeg har godt nok også været i tvivl, men det er jeg ikke mere efter aftenens tv-debat på DR1.

    • Det var en rigtig god debat – jeg har lige set den, havde optaget den, fordi jeg har været i byen.
      Jeg kunne have ønsket mig, at der havde været mere af den slags.

  5. Jeg håber og krydser fingre for at det bliver flertal for et JA. Jeg er ikke så stor tilhænger af den venstre regering vi har pt, men på dette punkt stemmer jeg JA. Frygter også hvad der sker fremadrettet hvis det bliver et nej. Håber sammen med dig Hanne og forhåbentlig mange andre.

  6. GODT BRØLT LØVE….. Ok med sådan et indlæg, det vil altid være med fare for at få en på hatten, men sådan er livet. JEG er enig med dig. GO` dag herfra.

  7. Din lillesøster er helt enig!
    Hvad jeg slet ikke forstår er, at nejsigerne vil blive i Europol men ikke kan- eller vil -redegøre for, hvad de konkret har imod resten af retsakterne. Det var meget tydeligt i gårsdagens debat.
    kh
    Lotte

    • Det er jeg glad for Lotte. Jeg syntes, det var en rigtig god debat i går – og jeg plejer ikke at være begejstret for de politiske debatter i TV. Der var i hvert fald mange ting, jeg blev klogere på – og mange ting, jeg er dybt uenig i!

  8. Nej, nej og atter nej.
    Har du tænkt på hvorfor man netop har sat bestemte dele af retsforbeholdet til afstemning i første omgang. Punkter som “JA” sigerne netop kan bruge til at skræmme folk med hvis de stemmer nej, for efterfølgende at kunne med et almindeligt flertal i folketinget (51%) overdrage resten af punkterne i retsforbeholdet til EU. Og nåe ja, man har lovet befolkningen at resten nok skal komme til folkeafstemning………. hvis man husker det.
    Hvem var det der lovede at vi ikke skulle tage kvote flygtninge og tre dage efter sagde ja til de første 1000?
    Ja den selv samme der har lovet at solen skal brænde ud inden man undlader at sende mere til folkeafstemning. Hvor meget er det værd.
    Skal vi blive i Europol er en af de store debatter. Ja siger alle, det vil vi gerne på den ene eller anden måde. Men hvad er det vi siger “JA” til på det område. Det er der faktisk ingen der kan fortælle, da aftalen aller tidligst er på plads om 1½ år. Altså skulle vi sige “JA” til noget vi endnu ikke ved.
    Jeg udskriver ikke en blanko check hverken til regeringen og slet ikke EU.
    Det holder jeg for meget af mine børn til.

  9. Selvfølgelig skal vi stemme NEJ til en blanco-check, der er meget mere vidtrækkende end de allerfleste politikere kan og vil vedgå. Debatten går på om vi skal være med i eller udenfor Europol – det er den mindste del af det vi vil give vores ja-stemme, hvis det går så galt at det bliver et ja. Jeg har endnu ikke mødt en eneste ja-siger, blandt almindelige vælgere, der kunne forklare hvad ja stemmen ville betyde. Det er da tankevækkende !!

    • Velkommen på bloggen, Aase. Der er efter min bedste mening ikke tale om en blanco-check – men ja, jeg er enig med dig i, at debatten går mest om Europol samarbejdet, jeg synes, der en nogle meget vigtige retsakter, som er med i de retsforbehold, vi skal tage stilling til. Jeg fik mange gode svar og oplysninger i debatten i DR1 i går aftes, og jeg tror, jeg ville kunne forklare dig, som almindelig vælger (jeg er ikke politiker), hvad et JA eller et NEJ vil betyde. Men jeg mener, at vi har manglet oplysninger i god tid.

  10. Kære Hanne, tak for dine ord – jeg er helt enig med dig og kører i morgen til mit stemmested i Tandslet og sætter et kryds ved JA. God aften til dig

  11. Hej Hanne

    Jeg synes det er i orden at du siger din mening, også selv om jeg nu nok sætter mit kryds ved nej. Men for mig er det okay at sige sin mening og også dele den på din blog (den er DIN) og jeg er glad for alles meninger (jeg er stadig lidt i tvivl).
    Mvh Mette

Skriv et svar til Lone Nielsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *