7. afsnit – Egedesminde, Nordgrønland 1968 – 1973 – 1.del

Egedesminde (Aasiaat) 1968 – 1973, 1. del.

De sidste 5 år af vores ophold i Grønland boede vi i Egedesminde – nuværende Aasiaat – i Nordgrønland.

Vi bestemte jo ikke selv, hvor Søren blev stationeret, men efter at han først havde boet i Holsteinsborg (Sissimiut), begge i Narssaq, hvor vi lærte hinanden at kende, bryllup i Danmark, som nygifte i Grønlands hovedstad Godthåb (Nuuk) 2½ år, og derefter knap et år i det meget smukke og spændende, men isolerede Angmagssalik (Tassiilak) i Østgrønland, passede det os fint at komme til Egedesminde (Aasiaat).

Der er meget smukt, og det ligger så nordligt, at der er 2 måneders mørketid, som godt kan være deprimerende men tilsvarende er der midnatssol i 2 måneder om sommeren. En fordel var det, at selv om der ikke var skibstrafik om vinteren på grund af isen, var der helikoptertrafik hele året, såvel med passagerer som post – selvfølgelig med de begrænsninger som tåge eller storm kunne give.

Søren skulle være souschef og stedfortræder for handelschefen, og det gav store udfordringer og meget arbejde, men også spændende oplevelser og møder med mange sjove mennesker.

Som før omtalt i denne lille ”Grønlandskrønike” kunne Søren kun undværes 1 uge imellem sine tjenester i Angmagssalik og Egedesminde, hvor vi holdt barnedåb i Danmark for vores andet barn, Jan. Derefter tog jeg ophold med børnene på skift hos familierne i Danmark, mens vort flyttegods blev transporteret fra Angmagssalik i Østgrønland helt hjem over København og op til Egedesminde i Vestgrønland, det tog 1½ måned!

Venner
Søren blev indkvarteret på et værelse på ”Gæstehjemmet”, hvor han også kunne spise, men han savnede sin familie! En aften bankede det på hans dør, og udenfor stod vore gode venner, lægefamilien Jytte og Flemming fra Angmagssalik med en flaske champagne! De var også blevet stationeret i Egedesminde og boede som Søren nogle dage på Gæstehjemmet, før de kunne flytte ind i deres lejlighed på sygehuset. Det var en stor overraskelse og gensynsglæden var stor.

Da børnene og jeg ankom med kyst-passagerskibet ”Kununguak” fra Sdr. Strømfjord, troede jeg, at jeg så syner, da jeg så et glimt af Jytte, der stod og gemte sig bag noget gods på kajen, det skulle jo være en overraskelse, og det var det sandelig! Det var dejligt, at man allerede på forhånd havde venner, når man kom til et nyt sted.

Bolig med smuk udsigt
I første omgang boede vi i en treværelses lejlighed i en boligblok i Smallesund. Det var det eneste tidspunkt i de mange år i Grønland, vi havde træk-og-slip! Til gengæld var lejligheden ikke særligt komfortabel og dårligt vedligeholdt. Den kollega, som Søren afløste, havde boet i lejligheden og havde opmagasineret alle sine ting i soveværelset, så vi måtte bruge spisestuen som soveværelse til hele familien, og derudover var der kun 1 stue.
Ovenover os boede en bornholmsk familie, som havde børn på samme alder som vores 2. Det var fint med legekammerater, og konen og jeg blev gode veninder og bevarede venskabet, også efter at vi flyttede derfra.

Vi boede der kun i 3 måneder, så blev det hus ledigt, som var tiltænkt os. Det var et ældre hus, af træ som de fleste énfamilie-huse, i 2 etager + kælder, på Sanerut 4. Der var 2½ værelser ovenpå, det ene meget stort, så det blev børnenes værelse med god plads til at lege. I stueetagen 2 gode stuer, stort køkken, badeværelse med badekar og toiletspand med pose + for- og baggang og entré. Derfra en stejl trappe ned til kælderen med vaskekælder, oliefyr, et lille rum til fryseren, og vandtank, der blev fyldt op 3 gange om ugen i vinterperioden. Det betød, at jeg skulle økonomisere med, hvor mange gange jeg vaskede i den nye fuldautomatiske vaskemaskine imellem hver opfyldning. Om sommeren var der “sommervand” = vand fra de offentlige vandrør, der lå ovenpå klippen. Det viste sig at være vigtigt at holde døren til kældertrappen aflåst, for Helle tog den på hovedet ned og landede på cementgulvet med et klask, som jeg kan høre endnu, 43 år efter! – uden at komme noget til.

Det var et dejligt hus med en god beliggenhed, højt over havnen, med en pragtfuld udsigt mod vest, hvor vi i klart vejr kunne se Disko-øen, og hvor vi ofte kunne nyde de smukkeste solnedgange.

Vi kunne også hele året følge med i trafikken på havnen, skibsfarten i sommerhalvåret, hundeslædetrafikken, når fjorden frøs til, opbruddet af isen i maj, hvor man strøede kulsnus ud i striber på isen for at fremme optøningen, så fiskerbådene kunne komme hurtigere fri. Og hvor isbryderen kom ind og brød op i inderhavnen. Når det første atlantskib kom med friske forsyninger i maj, fik skolebørnene fri fra skole og stod på havnen og fulgte med, sommetider var havnen ikke helt fri, så skibet måtte tage tilløb mange gange og bryde isen op meter for meter.

Indefrosne atlantskibe
Der var et år, hvor vi havde 3 store atlantskibe liggende indefrosne i havnen hele vinteren! Det var en dyr affære at have sådan 3 store skibe liggende uvirksomme. Normalt forlod alle atlantskibe farvandene nord for Polarcirklen før 1. december, for efter dette tidspunkt kunne vest-isen fra Canada når som helst komme ind og blokere fjordene, og så frøs de meget hurtigt til. Men et af disse skibe, ”Britannia”, som sejlede med saltfisk fra Egedesminde, var blevet forsinket på grund af snevejr, der forhindrede lastningen af saltfisken. Samtidig var olietankskibet ”Irland”, som var mindre og ikke havde så stor maskinkraft, blevet forsinket i Jakobshavn, så det store Lauritzen-skib ”Frida Dan” ventede på dem, så de kunne hjælpes ad med at komme ud. Uheldigvis kom isen tidligt det år, og efter flere dages forgæves forsøg på at ”banke” sig gennem isen, blev faren for nedskruning i isen for overhængende, så de måtte alle 3 opgive og søge havn i Egedesminde. Det var et meget mærkeligt syn at have de 3 kæmpestore skibe liggende side om side ved kajen hele vinteren, helt indtil sidst i april! Frosset fast i isen! Det meste af mandskabet blev fløjet hjem, så der kun var nogle få mænd tilbage som vagter og til at holde skibenes maskineri i gang.

Vintertid
Et andet år var Søren ude på den sidste udsteds-tur med rejsebåd inden vinteren, da vest-isen pludselig lukkede af, så båden måtte søge læ bag en ø, indtil den kunne forsøge at finde nogle render at komme igennem. Det var få uger inden jul, og Handelschefen ringede flere gange til mig for at forsikre, at de nok skulle få dem hjem til jul, om nødvendigt ville han få dem evakueret med helikopter. Han var mere nervøs end jeg, men det havde sine grunde, for han havde år tilbage oplevet den tragedie, at en båd ikke nåede hjem, men gik ned i en storm på vej hjem fra en udsteds-tur lige før juleaften. Disse skibe kom dog hjem i god behold inden jul.

Mørketiden var ikke så sjov. Det var ikke bulder-mørkt hele døgnet, men der var kun få timers tusmørke midt på dagen, og det var f.eks. meget frustrerende, at man ikke engang midt på dagen kunne støvsuge uden elektrisk lys, og i elektrisk lys føler man ikke, man kan se ind under møblerne! En anden ting var, at potteplanterne gik ud, fordi de ikke kunne leve uden lys. Men det var der en løsning på: Søren fik lavet en stor ”krybbe” af træ i et hjørne af spisestuen, hvor vi samlede alle potteplanterne med et stort, afskærmet neonrør over, det var både virksomt og dekorativt. I øvrigt blev jeg god til at tage stiklinger, så jeg kunne forny min samling af planter, og sommertiden med midnatssol var så gavnlig, at jeg ikke bare havde mange flotte blomstrende stueplanter, men også tomat- og peberfrugt-planter i vindueskarmene. Dem såede jeg og plantede ud i kæmpestore dåser fra mælkepulver, så det blev vældig store planter med mange tomater og peberfrugter. Bestøvningen foregik med en pensel, det hed sig, at man skulle huske at sige ”BZZZ”, ellers troede planterne ikke på det!


Når solen kom igen sidst i januar, var det en festdag, hvor børnene fik fri fra skole og gik op på det højeste punkt for at se et lille glimt af solskiven, før den forsvandt igen. Hjemme hos os kunne vi højt oppe på væggen i børneværelset se en lille lysstribe, som voksede dag for dag!

Sommerglæder
Stolt var jeg, når jeg kunne servere friske tomater og peberfrugter sammen med den salat, jeg dyrkede i mistbænk i den korte sommer – af salatspirer, som Svigermor sendte op med luftpost, i en plasticpose med fugtigt vat, når hun tyndede ud i sin salat derhjemme! Der var både mistbænk og et lille drivhus i den ”have” (læs: indhegning mod hundene), der hørte til huset. Uden drivhus eller mistbænk kunne man ikke få noget til at gro, for selv om solen var stærk og skinnede i mange timer, kom der en iskold vind ind fra fjorden. På gode dage kunne man tage solbad, hvis man havde en lækrog.

Sådan en krog havde jeg mellem huset og drivhuset, så da jeg lå på sygehuset efter at have barslet med vort 3. barn, i juli 1971, var jeg så solbrændt i det hvide hospitalstøj, at mine besøgende undrede sig over, hvordan jeg var blevet det.

I haven kunne børnene også lege såvel sommer som vinter. Nogle gange lå sneen så højt, at de kunne lave glidebane fra toppen af hegnet og ned i haven!

 

Besøg fra Danmark
Da Sørens Mor blev 70 år i 1970, kunne vi ikke komme hjem til fødselsdag, fordi Søren var fungerende handelschef i ½ år, og derfor gav vi hende endnu en rejse (hendes tredje) til Grønland, som hun var meget begejstret for. Hun ankom 15. juni med samme helikopter som 2 folketingsmedlemmer, som Søren skulle tage sig af: ægteparret Eva Rhee (Venstre) og Holger Viveke (SF). De blev budt hjem til ”natmad”, nemlig en kæmpestor skål store friskpillede rejer, som vi kunne hente på rejefabrikken til repræsentation. Og de beundrede naturligvis den flotte udsigt fra vore vinduer ud over havnen og fjorden med midnatssolen, der stod over fjeldene.
Da de var gået, spurgte jeg min svigermor, om hun ikke var træt efter den lange rejse, men nej – hun skulle da ikke i seng, så længe solen ikke var gået ned! Og hun ville ikke tro på, at ”midnatssol” betød, at solen slet ikke gik ned. Den gik nok bare ned efter midnat, mente hun. Næste dag fortalte hun os, at hun havde siddet ved sit vindue til kl. 01.30, hvor hun måtte erkende, at solen begyndte at stige højere på himlen, så der var åbenbart noget om det.


Svigermor havde medbragt lækkerier fra Danmark: en hel, fersk oksemørbrad og en stor pose nye, danske kartofler, samt salat. Det inviterede vi selvfølgelig gæster på – og som de spiste! – og nød det. Men da vi bagefter ryddede op, sagde Svigermor: “det var ikke så godt!” – Hvad? “Der var ikke kartofler nok.” Jo, der var én kartoffel tilbage i skålen, den mente hun så, at ingen ville være bekendt at tage, så der var ikke nok! (hun var jyde og vant til at man skal nødes) – men alle havde jo spist, så de ikke kunne rokke med ørerne.

Søren fik arrangeret, at jeg kunne tage hans Mor med på en éndagstur med Grønlandske Handels lille rejsebåd til Jakobshavn, og vi var så heldige, at det var det flotteste solskinsvejr, så vi kunne sidde godt indpakket i tæpper ude på dækket det meste af tiden og beundre de kæmpestore isfjelde, som vi sejlede imellem, det var et ubeskriveligt og meget betagende syn, som jeg filmede, så det senere kunne vises derhjemme. I Jakobshavn så vi Knud Rasmussens fødehjem og kunne kigge ind over den store is-bræ. Og handelschef Kofoed-Frederiksen viste os rundt på Grønlands største reje-hermetikfabrik.

Kultur
Sørens job var særdeles alsidigt, han måtte f.eks. også være koncertarrangør et par gange. Som noget helt nyt fik Egesminde (og andre grønlandske byer) besøg af 2 så forskellige orkestre som Det Kongelige Kapel og FDF’s orkester fra Thisted!
Det var virkelig noget helt nyt og sensationelt for den grønlandske befolkning, der ikke kendte til anden levende musik end spillemandsmusik på harmonika og violin foruden orglet i kirken.
Da det store FDF-orkester marcherede med faner og fuld musik igennem hele byen, havde de en voksende hale af børn efter sig, der fulgte med for at overvære koncerten i forsamlingshuset. Det var en meget stor succes. Søren arrangerede drengenes og deres lederes indkvartering hos private, udflugter og rejsen videre i Disko-bugten, og vi havde selv stor glæde af at have nogen boende.

Det kongelige Kapel’s turné var arrangeret af Verner Nicolet og Palle Huld, og de havde medlemmer af operaen og balletten med. De optrådte også i forsamlingshuset med en flot forestilling, som vakte stor beundring og jubel. Kongelig operasanger Ib Hansen havde ikke bare en pragtfuld stemme, men også en herlig humoristisk og folkelig facon, som charmerede alle, og Flemming og Vivi Flindt dansede flot, men det virkede overraskende, at man så tydeligt kunne høre deres trin på scenegulvet, der ikke var bygget til ballet.
Det var dejligt med lidt kultur!

En anden slags kultur erhvervede vi, da vi meldte os ind på et hold på aftenskolen, hvor man kunne lære at spille bridge. Vi fandt godt nok ud af, at det i virkeligheden var en flok skolelærere, der havde oprettet holdet for sig selv, med en meget dygtig lærer og bridgespiller som underviser, men de tog pænt imod os ”outsidere”, og der fik vi i løbet af et par år det grundlæggende kendskab til spillet. Det førte senere til starten på en egentlig bridgeklub, men også til en lille privat bridgeklub med 8 medlemmer, der spillede intens bridge, men også kunne hygge sig med mad og drikke ud på de små timer. Det blev til mange muntre oplevelser, hvor især gæstehjemmets bestyrer, Vagn, kunne fortælle ustyrligt morsomme historier. Det var også Vagn og hans kone, der et år holdt nytårsaften for os alle med børn, hvor han havde sat familiernes navne på alle dørene på gæstehjemmets værelser, så vi kunne blive der, hvis vi ville. Vi ville nu hellere hjem i vore egne senge, så engang hen på morgenen trak vi vores store kælk hjem med alle 3 børn, iført sælskindspelse i den bidende kulde. Den nytårsaften kan vore børn huske endnu.

Og bridge blev resten af Sørens liv hans store interesse, mens jeg var knap så god til det og holdt op efter nogle år her i Brædstrup.

Familieforøgelse

På grund af at Søren fungerede som handelschef ½ år, kunne vi ikke holde ferie om sommeren det år, 1970, så vi bestemte os for at holde jul i Danmark med familierne for én gangs skyld. Nu var børnene også så store, Helle knap 5 og Jan knap 3, at det kunne være rigtig sjovt. Vi havde ellers holdt juleaften alene med børnene, det gav et roligt forløb, og så kom Sørens chef og hans kone, som var barnløse, men meget glade for børn, lidt hen på aftenen, når de havde spist deres julemiddag, til en kop kaffe og julehygge. Som regel spiste vi så julefrokost med Jytte og Flemming, som nu havde 3 børn.

I løbet af efteråret 1970 skulle Søren 2 gange på kursus i Sdr. Strømfjord, 1. gang var samtidig med at vores veninde Jytte var på besøg i Danmark, så da inviterede Flemming og jeg hinanden + børn på middag og grinede meget af, at nu kunne byen få noget at sladre om! Men 2. gang fulgte børnene og jeg med Søren til Sdr. Strømfjord og rejste i forvejen hjem for at starte ferien. Det var i november, i den mest mørke og deprimerende tid, så kunne vi lige så godt hygge os med familien derhjemme, og så kunne Søren følge efter i december. Vores bil var klodset op i Svigermors garage, og den blev gjort klar, så vi kunne komme omkring. Søren ville gerne have mig til at hente ham i København alene, så vi kunne gå ud og spise og danse og more os for os selv, og mine forældre ville gerne passe børnebørnene. Men jeg måtte fortælle ham, at det ikke kunne lade sig gøre, at jeg kom alene! Jeg vidste nemlig nu, at vores ønske om et 3. barn var gået i opfyldelse, og jeg var gravid – men det fik han ikke at vide, før vi mødtes.

Familierne var selvfølgelig meget glade for at holde jul med børnene, og der blev danset om juletræet både juleaften og nytårsaften. Vi vælger sange/salmer efter alder, og alle syntes, det var morsomt, at Jan insisterede på at vi skulle danse om træet til Halfdan Rasmussens ”Hej – hej – Nicolaj..” som var hans yndlingssang.

For at få lidt sol, tog vi på charterrejse til Tenerife i 2 uger, inden vi rejste tilbage til sneen!

Helle var ellevild ved tanken om en baby, og ønskede sig helt klart en lillesøster, hvad hun fortalte vidt og bredt. Men da der en dag var en bekendt, der spurgte den mere tilbageholdende Jan, om han glædede sig til at blive storebror, kom det med stor sikkerhed: ”Det er en dreng, og han skal hedde Nicolaj!”. Vi havde slet ikke snakket om navne endnu, men nu begyndte vi så at kalde ”maven” for Nicolaj – bare for sjov.

Søren fik arrangeret, at hans søsters voksne datter, der boede og uddannede sig i Sverige, kunne komme op med et skib som kahytsjomfru, blive hos os for at passe Helle og Jan, mens jeg var på sygehuset, og så følges med os hjem på ferie på samme skib’s næste rejse som vores personlige kahytsjomfru! Hun ankom 2 dage før, jeg skulle have fødslen sat i gang, fordi lægen mente, at barnet var meget stort.

Vi tog imod hende på kajen og blev som altid inviteret om bord, det var et af de skibe, hvor vi kendte kaptajn og officerer rigtig godt. Og der blev skænket nogen ordentlige drinks op, så da vi gik fra borde med Kirsten og hendes bagage, sagde Søren til mig: ”Du kører!”. Hans tjenestebil, en VW pick-up med passagerkabine, holdt på kajen. Jeg havde aldrig kørt bil i Grønland, for det var jo tjenestebil, han havde, og jeg var ikke engang sikker på, at jeg kunne få plads til maven bag det vandrette rat. Men det skulle jeg, for han havde på fornemmelsen, at en medarbejder, som han havde anmeldt for gentagen spirituskørsel, holdt øje med ham. Og han skulle i hvert fald ikke tabe ansigt ved at blive taget i at køre efter de drinks, han havde fået.

Jeg havde igen en hurtig og ukompliceret fødsel, selv om det varede en dags tid, før det lykkedes at få gang i den, og vi fik en smuk lille søn på 3600 gram, hvilket var pænt 14 dage før termin. Morgenen efter kom en sygeplejerske ind til mig og spurgte, om han skulle hedde Nicolaj? For lægen, vores ven Flemming, stod og sang: ”Hej – hej Nicolaj”, mens han undersøgte ham! Og sådan blev det, selv om det nok kun var for sjov, vi havde kaldt maven for Nicolaj. Det var et højst ualmindeligt navn i Danmark, men det har jo ændret sig.

Søren og børnene hyggede sig med niecen, og det lykkedes ham, da jeg var hjemme igen, at arrangere en tjenesterejse til den nedlagte kulmineby Qutdlissat, hvor Kirsten kunne komme med ham, så hun kunne få en udflugt og se noget af den skønne natur.

Da Nicolaj var 3 uger gammel, sejlede vi alle sammen med ”Grønland” hjem på ferie, samme skib som vi havde sejlet med før, og hvor vi blev forkælet med alle livretterne af hovmesteren, som havde glædet sig til at få en familie og et spædbarn ombord – han havde provianteret med papirbleer i ”nyfødt-str.”, det kendte jeg slet ikke. Der var mange, som ikke kunne forstå, at vi turde sejle over Atlanten med en nyfødt, men hvad skulle der ske? Jeg havde mad til ham, han sov i en ”moseskurv” i min køje, Kirsten passede de 2 ”store”, og selv om vi som sædvanligt blev meget søsyge det første døgn, klarede vi også det, så det var som en ekstra ferie. Det ville have været meget mere stressende at flyve hjem.

Og så lykkedes det igen at holde barnedåb med familierne i Danmark, med Moster Kisser som gudmor i Hørup Kirke i Kjellerup.

Denne ferie benyttede vi til at forberede vores tilbageflytning til Danmark, som vi håbede at kunne gennemføre i løbet af et par år. Vi købte nemlig hus i Klarup ved Aalborg, idet vi satsede på, at Søren kunne få job hos KGH, når de flyttede til Aalborg.

9 tanker om "7. afsnit – Egedesminde, Nordgrønland 1968 – 1973 – 1.del"

  1. tak tak – jeg har med stor glæde læst og set billeder fra Egedesminde. Jeg har så mange minder om netop denne by. 1963 sad jeg vejrfast et par uger, mens jeg ventede på Tikkeraq nordpå. Jeg boede dengang i Upernavik 1963 til 65. jeg kom til at elske dette skønne barske land, men har desværre kun været der et par gange siden.
    Tak igen og mangve hilsner Ellen Mortensen

  2. dejligt at i havde en dejlig tid i egedesminde vi boede der fra 68 til 80 og jeg var maskinmester på sygehuset og oplevede alt det vi tænker til bage på en gang imellem hilsen jørgen strand

    • Hej Jørgen Strand. Hyggeligt at høre fra dig, jeg tror ikke, vi kender hinanden, men vi har jo været der samtidig fra 68 – 73. Vi var venner med distriktslægen Flemmeing Mikkelsen og hans kone Jytte, ham må du have arbejdet sammen med. Jo, Egedesminde var et godt sted!

  3. Kære Hanne, Tilfældigt kom jeg ind på din blok idag, kendte den ikke før, men det har været mig en stor glæde at læse om dit liv på Grønland.
    Jeg er selv født i Umanak i 1942 af danske forældrer, boede der i 10 år og så 2 år i Egedesminde, Min far sejlede som skonnertfører i 30 år. Stor var min glæde at se på det første fotos du har fra denne by, det røde hus i højre side, der boede vi , jeg har desværre ikke selv fotos fra det, der er også et med midnatssolen og huset, tak for synet! Mine forældrer boede derefter i Holsteinsborg mange år . Jeg husker selv meget af din historeie, som minder lidt om mit liv der, har også sejlet med “Umanak” til Danmark + retur. Tak for en dejlig oplevelse!! Venlig hilsen Ida

  4. Kære Ida, velkommen på bloggen! Det er sjovt at “hilse” på folk med fælles minder eller baggrund! Det røde hus på billede, ligger lige nednfor det hus, vi boede i, der går en trappe op over fjeldet fra “jeres” hus + en sti hen til “vores hus”. Der boede nogle af vore venner, så jeg er kommet i det hus, og vore børn legede sammen. Som det fremgår af de første afsnit, boede min mand i Holsteinborg 1958 -1961, men det er jo nok efter jeres tid. Dejligt, at du kan lide min “krønike”.

  5. Hallo 🙂

    Det er sjovt at læse om Egedesminde fra dengang, jeg boede der selv fra ca. 1962 til 1970, gik i børnehave og i skole deroppe, også jeg kom fra Holsteinsborg.

    Vagn (Nissen) som nævnes et par gange er ganske rigtig en sjov fyr, min lillebror var engang til børnefødelselsdag på Gæstehjemmet, alle børnene blev, kun iført undertøj lukket ind på vaskeriet hvor 5 – 6 store gryder fyldt med en flødeskums – havregryns masse stod, denne lækre masse var ikke længe i gryderne, det fløj, blev klasket og smurt ind, det hang på væggene, gulvene, loftet og ikke mindst på otte – ni begejstrede børn.

    Min forældre havde radio forretningen i Egedesminde (“Burnæs radio og Foto) dengang var der ingen fjernsyn i sigt, min far forsøgte at indføre fjernsyn dengang, vi havde sågar udstyret til det men Telegrafstyrelsen forbød det med henvisning til en lov fra 1890.

    Vi flyttede efter Grønland til Gran Canaria, efter dette til Danmark, jeg rejste sidenhen videre og har boet og arbejdet verden rundt lige siden, de sidste år i Tyskland, Min bror og min mor bor i Århus og min far ligger på en idyllisk kirkegård med udsigt over Århus bugt.

    Jeg vil med sikkerhed besøge Aasiaat igen, min kammerat fra første klasse bor der endnu 🙂

    Ennu engang tak for fortællingen og billederne, de bragte glemte minder tilbage.

    (Jeg havde faktisk forsøgt at finde et billede af legepladsen fra børnehaven med kutteren, lastbilen og brandvognen da jeg faldt oder din side)

    • Hej Steen! Tak for din hilsen! Din mor og far hørte til vores bedste venner de 5 år, vi boede i Egedesminde! Vi havde utroligt hyggelige oplevelser sammen – og sammen med Vagn og Gerda Nissen – det er ikke længe siden, jeg snakkede med Vagn i tlf.! Vores “lyserøde fest” hører til de helt uforglemmelige minder ligesom en nytårsaften på Gæstehjemmet, hvor jeg tror, at I også vare med, og hvor alle familierne fik værelser med familienavnet på. Hils din mor mange gange! Vi har også besøgt jer i Fredericia, og dine forældre besøgte os i Klarup. Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *