Strikkefestivalen i Svendborg

Jeg glemte jo mit kamera, da jeg drog af sted på Webstrikkernes festival forrige weekend.

Men Lene Sophie lovede at tage en stak billeder og sende dem til mig.

Så nu kan jeg vise dejlige billeder fra Svendborg Vandrerhjem:

Sådan startede vi fredag eftermiddag, med kaffe og kage, strik og snak i nogle dejlige lokaler, som var stillet til vores rådighed.

Og vi strikkede – og strikkede!

Vi havde flere lokaler at råde over, nogle med bløde møbler, og nogle med borde/stole, det hele på forskellige etager, så først skulle vi lige finde ud af, hvor det hele var, og så var det op og ned ad trapper!

Fredag aften havde vi “Show & Tell”, hvor de, der havde lyst, viste deres strikprojekter frem – det er altid vellykket!

Anita fremviste udover sin trøje og sit sjal, herover, også indholdet af sin røde kuffert, som hun trak rundt med = 7 flotte tæpper, strikket i dominostrik:

Her er flere flotte strikkemodeller:

Det lille sjal her har Lotte strikket i grønlandsk moskusuld garn med en fin knipæing, som hun har kniplet efter grønlandsk opskrift. Den bliver brugt til pynt på kvindedragtens kamikker.

Fredag aften bød også på pakkespil med strikkerelaterede pakker!

Det var rigtig sjovt!

Forplejningen, som var buffet morgen frokost, aften + kaffe, kage og frugt, var fantastisk!

Og indimellem strikkede vi bare rundt om i huset. Nogle var også på forskellige udflugter.

Lørdag aften havde vi et spændende foredrag om “Strik historien” – et social/økonomisk projekt med strikkemodeller, der har taget mønstre fra flere historiske steder mm. Der var mulighed for køb af mønstre og kits.

 

Når man bliver helt opslugt…

…af en god bog, som man ikke gerne slipper igen! – så er det godt (for mig), at jeg også strikker, samtidig med, at jeg læser.

Det gør jeg hver morgen med min morgenavis, og det gør jeg også af og til med bøger.

Jeg har i en del år haft et “book-seat”, som avisen kan læne sig op ad, og en bog kan sidde fast i ved hjælp af en lille skinne.

Jeg har været vant til det, siden jeg var barn, min Mor læste og strikkede også samtidig, og hun havde et nodestativ-lignende apparat, som jeg også brugte. Senere fik jeg et sengebord, der kunne indstilles, så pladen stod skrå. Men den fylder lidt for meget, så den er pakket væk. Dette her er perfekt!

Et stort gode for mig er, at når jeg læser en bog, jeg har svært ved at slippe, føler jeg, at jeg ikke er unyttig (!), når jeg strikker også. Jeg får da noget fra hånden! Det skal selvfølgelig helst være noget, jeg ikke skal tælle til – retstrik er helt fint.

I går strikkede jeg næsten hele dagen og fik strikket ca. ½ trøje!

Men jeg var altså også meget grebet af bogen.

Jeg læser Leonora Christina Skov’s “Den der lever stille”. Jeg er sikker på, at mange ikke vil bryde sig om den – af mange grunde – men jeg synes, den er fantastisk.

Jeg kan slet ikke drage paralleller til noget i mit eget liv, Gudskelov har jeg selv haft en meget enkel og lykkelig barndom og et ukompliceret ungdomsliv, men hun skriver så godt, at jeg næsten kan leve mig ind i det. Og jeg kan altså slet ikke forstå, at forældre kan støde deres barn fuldstændig fra sig, fordi hun er “anderledes”. Ja, hun skiller sig ud – hun har en anden seksualitet end de fleste – men hun er da på godt og ondt deres barn!

I dag skal jeg sy lidt. Resten af bogen må vente.

Min nye cardigan

Jeg var lige ved at glemme at vise min nye, lækre cardigan!

Jeg faldt for opskriften i en bog, jeg købte for – måske et par år siden? – “Mange Masker”, hvor der er strik af flere forskellige ankerkendte strik designere, og mange virkelig fine modeller. Et par stykker af dem har jeg hele tiden haft på to-do-listen.

Denne cardigan – “Striber” af Rachel Søgaard – er i bogen strikket i et flot farveskifte-garn, der danner smukke striber. Jeg valgte en anden mulighed og strikkede den i Silkwool fra Garnudsalg Gug v/ Aalborg, og jeg valgte selv farverne og striberne. Jeg har strikket den i ret riller i stedet for glatstrik, længere end modellen og med en ekstra kant i halsen, da jeg syntes, den blev for vid.

Den er strikket oppe fra, så man bestemmer jo selv længden, og den ekstra halskant strikkede jeg på bagefter, det kan man faktisk ikke se.

Den er let og dejlig at have på, så den er jeg sikker på, at jeg vil få brugt. (Det er ikke alt, hvad jeg strikker, som falder ud efter mit ønske!).

Så tager vi på tur i morgen!

Depotgårdens Tekstilværksted tager på spændende tur i morgen. Det er heldigvis blevet en tradition ca hvert ½ år, at vi besøger en patchworkbutik, en garnbutik og evt. et andet spændende sted.

I morgen slår vi alle rekorder! Vi bliver 21 – så mange har vi ikke været før!

Vi besøger Kirsten Juhl i Patchworkkælderen i Kolding, som giver formiddagskaffe, derefter Koldinghus, hvor vi skal se “Magtens smykker”-udstillingen. Frokosten er bestilt i “Den blå Café”, og til slut “Marthas Garn”.

Det skal nok blive en dejlig dag!

Alle de lækre sokker!

Jeg er ikke så flink til at få lagt billeder ud af alle de dejlige sokker, jeg modtager og viderebringer til børnene på Fjordmark.

Men prøv engang at se de ialt 90 par sokker, superlækre og mega flotte i alle mulige farver, striber og jeg ved ikke hvad, som jeg har modtaget siden 1. juni, hvor vi havde den sidste lodtrækning.

3 gange om året trækker jeg lod om en garnpræmie, 1 par sokker = 1 lod. Næste lodtrækning er 1. oktober.

Og alle sokkerne, tager jeg med til Fjordmark i Kollund, når jeg kører derned med puttetæpper.

Se mere på Projekt Hygg’esokkers egen blog.

Diki pakker op!

Nej, det er ikke en pakke til Diki! Men der kommer jo af og til pakker til adressen, og nogle gange er der “guffer” lagt ved! Det var der ikke i den pakke meget fine sokker, jeg modtog i går, men der blev ledt godt og grundigt! Måske har afsenderen, Britta, hund?

Sokkerne er til børn på julemærkehjemmet Fjordmark, hvor jeg afleverer dem snarest.

En lang weekend uden ret meget aktivitet…

…synes jeg, det har været! Jeg har ofte vilde planer for weekender, som jeg ikke har programlagt 😉 Jeg skal sy tæpper – jeg skal sy eller montere blokke til tæpper – jeg skal sy småting til “Kulturnatten”…..

Intet af det har jeg gennemført!

Men når jeg så tænker mig om, så har jeg jo alligevel fået noget fra hånden. Jeg har syet lukkekant på et meget stort sengetæppe, jeg har strikket – både på en cardigan og på de 2 sjaler, jeg er i gang med.

Og så fik jeg slået græsplænen, eller hvad vi nu skal kalde den, det er mest ukrudt og lidt græs, men det er første gang i måneder, at der var noget at slå!

Jeg fik også fjernet en MASSE visne blade fra vores stakkels bøgehække, som holder efterår allerede! Jeg har købt en ny løvsuger, og den er effektiv, men stopper også til engang imellem, og det er hårdt arbejde for den gamle kone, der aldrig har lavet havearbejde, før jeg flyttede ind her for 5 år siden!

Så sveden haglede af mig efter alt det. En middagslur havde sikkert været fornuftigt efter vask og tøjskift ! Men det har jeg aldrig været god til, så det blev til et par timer med strikketøjet, lige så stille!

Diki holdt mig med selskab, både i haven og i stuen, han vil gerne være med.

Når man ikke kan begrænse sig!

Jeg kunne ikke vente med at prøve det nye Cashmere garn, jeg havde købt, så jeg gjorde som planlagt (bare lidt før): slog op til et Hap-shawl = et trekantet sjal efter samme opskrift som Mary-svøbet, som jeg strikker i Merci pimabomuld og supewash uld. Cashmere garnet har den naturlig farve efter fårene, det er også tyndere end Merci, men jeg strikke på samme tykkelse rundpind, og har fået oplyst af forhandler Marianne Knorborg, at det åbner sig og bliver super lækkert efter vask. Det bliver spændende!

På sjalet (til venstre) er maskerne sat på vente-pind, mens inderbort og yderbort strikkes. Der afsluttes med en hestetømmeaflukning på de masker = den lange side på sjalet, til slut. Jeg planlægger at strikke den brede bort længere end opskriften, men på samme antal masker i den retstrikkede trekant, man starter med.

På Mary-svøbet er jeg ved at strikke yderborten, som strikkes hele vejen rundt.

 

Kan det være alderen???

Jeg havde en aftale i formiddags, og jeg var ved at gøre Diki klar, da datteren ringede, hvor jeg var? Jeg var efterlyst! Jeg tog ikke mobilen? Nej, den var løbet tør! Jeg svarede ikke på Messenger – nej, jeg var jo ved at børste Diki udenfor! Så “nogen” var urolige for mig!

Min aftale var kl 9.30 og ikke kl 12.00, som jeg var ved at forberede mig på! ØV! Jeg havde skrevet forkert i kalenderen, det var den 12. kl 9.30 og ikke den 12. kl 12.00.

Der kunne heldigvis laves en ny aftale. Og jeg var selvfølgelig både flov og ked af det.

Men så må jeg jo lave andre ting i dag – det er heller ikke noget problem.

F.eks. noget lækkert strik! Jeg er ved at strikke “Marysvøbet – det hele kongerige” til en lille ny verdensborger, der kommer i december (til højre). Jeg strikker det i Merci = uld og bomuld, superlækkert!

Og jeg er ved at vinde garn op til “Et halvt kongerige” = ½ trekantet “Marysvøb”, i tynd, ren Go Green 100% Tibetansk cashmere! Ren luksus!

Det sidste bliver til mig selv – i hvert fald i 1. omgang, for der er vist garn til mere end ét! Jeg glæder mig!