Det lysner.

Jeg krydser fingre! Det ser ud, som om nogle ting ændres til det bedre.

Efter mødet med visitator fra kommunen og bisidder fra Dansk Handicap Forbund, kommer der nu en hjemmehjælper og hjælper min søn med at komme ud af sengen og i bad hver morgen, og han har også en nødkald-knap med tilhørende chip-lås, han kan bruge f.eks. hvis han falder, når han er alene. Det er klart en tryghed.

Det overraskende tilbud om at kunne genoptage varmt-vand-bassintræning med en fysioterapeut, som han blev frataget for 1½ år siden, er nu også udvidet til, at han får transport og dermed kan få den vigtige træning 3 gange om ugen! Ved sidste scanning på Vejle sygehus for ½ år siden blev det kraftigt pointeret, at da han har svær muskelsvind i hoften/benet pga skruer, der går igennem knoglerne (siden 2013), er den træning meget vigtig for bevægeligheden og evt. gangfunktion, som er ikke eksisterende for nuværende, det er der bare ingen, der har taget alvorligt. Han tror ikke på, at han kommer til at gå igen, men det er den eneste form for motion, han kan klare, og uden den forfalder hans krop fuldstændig. Ikke så morsomt for en 49-årig!

Men nu er humøret i hvert fald lidt bedre!

Skidt og godt!

Det er da godt, at der er små ting at glædes over, når det hele ellers ser håbløst ud.

Ældstesønnen og min dejlige svigerdatter har i frustration over hans fuldstændig håbløse situation helbredsmæssigt og økonomisk – kørestolbruger, ude af stand til at gå, uden mulighed for at komme ud af huset ved egen hjælp, afhængig af andre mht kørsel til alt, afslag på erstatning pga fejlslagne operationer, afslag på pension, kun indtægt fra hans egen uarbejdsdygtigheds pension – besluttet af blive separeret, sælge huset, søge handicap bolig til ham og en lejlighed til hende + datteren. Det er sat i gang.

I den forbindelse har han bedt om praktisk hjælp fra hjemmeplejen og havde besøg af en visitator i går sammen med en bisidder fra Dansk Handicap Forbund.

Til vores forbløffelse gav det et godt resultat! Vi er så vant til, at alt er negativt og bliver mødt med ufattelig kold afvisning i kommunen!

Visitatoren gennemgik huset, som de stadig bor i, så på de 2 kørestole, han er afhængig af, den ene er nærmest en kontorstol med bremse, som han kan skubbe sig rundt i, fordi dørene i huset er for smalle til den rigtige kørestol, f.eks. må han bruge den lille stol til at komme ind i badeværelse, soveværelse og køkken.

Det besøg resulterede i, at han vil modtage personlig hjemmehjælp hver morgen til at komme ud af sengen og i bad, alle 7 dage om ugen! Konen arbejder i hjemmeplejen og er ved at blive slidt op af “dobbelt arbejde”, og det, mener man heldigvis ikke, kan være rigtigt (eller lovligt?).

Han får også nødkald installeret, så han kan få hjælp, hvis han falder.

Det er en kæmpe lettelse efter flere års fuldstændig gennemgående negativitet fra Fredericia Kommune (som mange er frustrerede over hvad angår hjælp til svage borgere). F.eks. fik sønnen, i forbindelse med flere genoptræningsforløb, varmtvand-bassintræning hos en fysioterapeut 3 gange om ugen gennem 2 år. Pludselig meddelte kommunen, at det var en fejl, han var ikke berettiget til den træning! Det var det eneste, han kunne holde til, så han fortsatte for egen regning 2 gange om ugen, hvor hans kone eller søn kørte ham. Det stoppede af økonomiske årsager i maj i år. For nylig fik en borgervejleder, der skulle hjælpe til at løse de forskellige “knuder”, igennem, at han fik træningen bevilget igen – MEN (!) transporten kunne ikke bevilges! Og så kan det ikke gennemføres, for sønnen er nu under uddannelse i en anden by, og konen må jo passe sit arbejde!

Så den hjælp, han nu har fået, er et kæmpe lyspunkt.

Jeg skal ikke skjule, at jeg håber, han kan få mere hjælp, så de kan blive sammen, enten i det hus, de har boet i siden 2003, eller en handicapbolig med plads til familien. Men de skal jo kunne leve, og uden indtægt går det ikke.

Stakkels lille frø!

Da jeg ville skifte vand i Dikis vandskål til morgen, sad der noget mærkeligt, brunt, nopret noget oppe under kanten på vandskålen. Jeg prøvede at ryste det ud – tanken var, at han havde slæbt et stykke brød el.lign. ind og “gemt” det. Men det sad fast, og så viste det sig, at det var en mellemstor brun frø, der klamrede sig fast!

Herregud da, den må være kommet ind ad den åbne dør til terrassen uden at hverken Diki eller jeg har set det, det er sket før, men aldrig så langt ind i huset.

Jeg kan sagtens røre ved frøer, så den blev lempet ud i det grønne igen efter sin tur i “baljen” natten over.

Haven er så smuk lige nu!

Min lille have er så smuk lige nu! Jeg er ikke så godt til at passe den med at luge, men som den ser ud nu, kan jeg godt være lidt stolt!

Jeg elsker, at den ikke er lavet i snorlige rækker, det er lidt tilfældigt, hvordan jeg har plantet de 3 somre, jeg har boet her. Der er nogle rhododendron fra min forgænger + lidt stauder, men ellers er det vist mig, der står bag!

Og krukkerne har jeg plantet til – det kræver lidt vanding og gødning, og det får de så!

Min “LIDO” skrider frem

Ih jeg er så glad, fordi jeg fik 2 ekstra nøgler, så jeg kan strikke “LIDO” (Hanne Falkenberg) større!

Det er en fornøjelse. Se her før og nu, så kan man godt se, at jeg har trevlet skødet op og strikket overdelen et godt stykke længere, strikket biserne med samme garn som overdelen, og derefter har jeg skiftet til det ekstra garn, som jeg fik i Garniture (garn-butik i Middelfart), og strikker nu skødet med de 2 nye nøgler. Jeg kan ikke se forskel, og hvis der skulle være en lille forskel i indfarvningen, vil man ikke lægge mærke til det på denne måde.

Den alt for korte model.

Ny udgave, længere liv og nu nyt skød med 2 ekstra nøgler.

Jeg har prøvet den, og det kommer til at passe med længden, for jeg har først lige taget hul på det første af de 2 nøgler. Jeg tror, den bliver god til mig!

Dejligt besøg

Det var hyggeligt at få besøg af Christian og Christina i eftermiddag. Christian begyndte i mandags sin uddannelse på Medieskolen i Viborg – flyttede ind på skolehjemmet på Landbrugsskolen søndag aften – og er hjemme for første gang, så det var dejligt, at han kom for at fortælle, hvordan det er.

Han er meget glad! Har fået en god værelse kammerat, og værelset er dejligt med køjeseng (kammeraten var kommet først og havde kapret underkøjen 😉 ) eget badeværelse, mini-køkken i et hjørne, og bespisning i kantine morgen og aften med mulighed for at smøre madpakke til frokost. Det lyder til, at han er godt tilfreds. Selve skolen ligger et par km derfra, men han har sin cykel med.

Allerede på torsdag skal han 2 dage i praktik på en virksomhed i København, og han er så heldig, at hans Gudmor bor ganske tæt på, så han kan bo hos hende på Amager.

Victor har inviteret ham i Tivoli, inden han rejser hjem til Fredericia på weekend igen, det glæder de sig begge til!

Det er rart at vide, at han har det godt!

Nabohjælp = Vi passer på hinanden

Uha da, jeg havde ikke fortalt min nabo, at jeg skulle være hjemmefra hele dagen, og her i Andelsboligforeningen passer vi på hinanden! Så hun blev meget bekymret, da hun ikke havde set noget til mig i formiddags, og da hun gik over og ringede på min dør, og det kun var Diki, der var hjemme, mens bilen holdt i indkørslen, blev hun endnu mere urolig!

Så da jeg kom hjem med Rita, som havde kørt, blev hun meget lettet! Vi var også kørt meget tidligt i morges, og da var hendes gardiner endnu rullet ned 😉

Rita og jeg var på visit hos Karin i Skørring v/Randers, vi 3 udgør styregruppen i Projekt Puttetæpper, og for engangs skyld holdt vi møde hos Karin. Det er ellers nemmere at mødes her, men Karin har på det sidste fået nogle meget store donationer – både færdige, toppe (oversider) og en masse stof til tæpper. Det skulle vi jo se, og det var virkelig imponerende!

Vi sorterede i fællesskab stoffet, og en del af det skiftede hænder! Så nu kom jeg hjem med både toppe, som jeg skal finde tæppetanter til at gøre færdige, og masser af stof i alle mulige kulører og størrelser. Ikke mindst bagsider til de tæpper, som nogle vil lave færdige samt stof til kanter på de tæpper, som ikke er helt store nok. Mange poser fulde!

Og min dejlige Diki er så dygtig til at være alene hjemme, han laver ikke det mindste uheld eller rod, han er bare mega glad, når jeg kommer, og jeg får verdens største krammer og møsser – og så skal vi ud og gå tur, før vi får aftensmad.

På Depotgården

Det har været en stor succes, at Depotgården for første gang og på bruger-initiativ har haft temadage i ferieperioden.

Især Tekstilværkstedet gennemførte mange dage med forskellige temaer og forskellige brugere som undervisere.

Rie deltog bl.a. i et billedsyning tema, og i går fik hun quiltet sit lille, kønne billede, som senere skal pryde låget på en æske syet som patchwork.

Laila quiltede igen-igen et puttetæppe til et barn på et julemærkehjem, som nu kun mangler den lukkekant, vi har aftale om, at jeg sluttet tæppet af med.