I disse dage er det 2 år siden, at ældstesønnen og jeg kørte 600 km (og 3 broer) til Blidberg i Sverige for at hente den flotte Tibetanske Terrier, der skulle udfylde mit savn, efter at Diki døde 1 måned før! Jeg troede jo, at han var min sidste hund – min fremskredne alder taget i betragtning – men jeg kunne ikke klare savnet. Og så havde jeg fået et tip om, at “Tibetan Rocks” havde en knap 7-årig, smuk Champion Tibbe til omplacering. En mailkorrespondance resulterede i, at jeg fik lov at overtage ham, og sønnen ville gerne køre (han elsker at køre i sin store VW handicap-bil).

Og jeg glædede mig helt vildt! Men faktisk var det temmelig modigt! For jeg havde jo aldrig mødt ham, kun set et billede, og han var sort med hvid plet på brystet ligesom Diki – men han viste sig at være noget større, meget stærkere og med en helt anden baggrund! Boede på landet, gik ikke ture i snor, men løb på en natursti ved en cykel! Han kunne gå meget flot i udstillingssnor, havde (og har) en flot udstråling og en meget kærlig natur! – men trak voldsomt i alm. snor!

Jeg tør godt at sige, at vi faldt pladask for hinanden, Aramis og jeg! Det er virkelig den store kærlighed! Og det faldt mig aldrig ind at give op og tage imod tilbuddet: “Vi kommer gerne og henter ham igen”, som hans opdrætter skrev, da jeg “peb” lidt, fordi jeg havde svært ved at holde ham, når vi gik tur.

Men det har faktisk taget 2 år! før han opfyldte min drøm om at gå afslappet og pænt i snor ved siden af mig, i stedet for at hale af sted i strakt snor – så voldsomt, så jeg er faldet et par gange, fordi jeg ikke kunne holde ham (uden at der skete nogen skade)! Nå, det blev ikke bedre af, at jeg efter min sygdom sidste sommer havde meget svage ben og dårlig balance.

Det værste har været hans aversion overfor de fleste han-hunde, vi har mødt. Han kan blive totalt ophidset, snerre, gø, trække voldsomt i snoren, så både den anden hund + ejer bliver meget forskrækkede, og jeg blir bange! Ikke alle hanhunde – jeg kan ikke gennemskue,. hvilke han ikke kan lide (eller er frygter?), for nogle – store som små – har han ingen problemer med! F.eks. den store Berner Sennen, som godt nok gør af ham, men som gerne vil “snakke”, når vi går forbi dagligt.

Men gudskelov har jeg hele vejen elsket den kærlige kraftbombe! Og datteren, som har 2 af samme race – har lært mig nogle tricks til at berolige ham med, så nu går det rigtig fint!

Men som sagt har det taget 2 år – og så lige pludselig går han som jeg har drømt om: med slap snor, opmærksomheden på mig (og min lomme med godbidder), mange små snuse- og tissepauser, står pænt stille, når jeg beder ham “vente”, når vi skal over gaden og ser efter biler først, eller når jeg skal “samle op” efter ham.

Herhjemme har vi hele tiden haft det fint, lige fra den første aften, da vi kom hjem fra Sverige, og han fik mad og lagde sig til at sove på sit tæppe (Diki’s kurv var alt for lille) ved siden af min seng. Han fik en større seng, som han er glad for, men han vil også gerne op i fodenden hos mig – bare 10-15 min., så hopper han ned i sin egen seng.

Min lille rækkehus-have sagde ham ikke så meget, men den har han også lært at gå ud i. Og legetøjsdyr interesserer ham heller ikke ret meget, men så har vi fundet andre ting at lege med – helst noget, der har med mad el godbidder at gøre 😉

Og pelsen er stadig flot, selv om han bliver klippet 4 x året, ellers ville jeg ikke kunne holde den.

Så alt i alt – TAK FOR ARAMIS (i daglig tale Armi)!!!

Christian havde inviteret hele sin familie på Café Velvet i Vejle til spisning! Dejligt sted, populært, kunne vi se, og “ung” mad = spændende pastaretter bl.a. og søde desserter.

Vi gamle damer, Farmor og kusine Gurli blev både hentet og bragt, og nød både selskabet og maden!

28 år blev den glade unge mand! – som snart er færdig med sin uddannelse (som jeg aldrig kan huske hvad hedder – men han er datamatiker og har taget bachelor oven i! Flot!

Mit barnebarn Ebbe på 23 år, som læser til maskinmester i Svendborg, har lige ringet med en sjov hilsen.

Han kører taxa i Svendborg som supplement til SU’en og havde en tur i eftermiddag med 2 damer, der hilste på ham og spurgte ind til, hvor han var fra – ikke Svendborg? – nej, kan du høre det? – Næh men du har en mormor, der syr meget patchwork og strikker – og har en blog? Jo, det er jo rigtig nok!

Ja, for jeg har fulgt den blog i 20 år, og jeg kender hele din familie og ved hvad de hedder: din bror Frederik, din fætter og kusine Christian og Christina, og din yngste fætter Victor!

Men din mormor kender mig ikke, for jeg har aldrig kommenteret!

Det er da rigtig sjovt, at mine børnebørn er så “kendte”, at de bliver genkendt med navne! Et er, at jeg bliver genkendt og hilst hjerteligt på af mennesker, jeg ikke kender, men at børnebørnene også bliver, ja det vidste hverken de eller jeg.

Men de er jo vant til at blive fotograferet i forskellige situationer, og det har været en stående vittighed, at “vi skal have billede til bloggen”.

Det er nu ikke helt 20 år, for jeg begyndte at blogge i 2008, mens Søren var syg – han opmuntrede selv til det – og jeg er desværre ikke nær så flittig mere, hverken til patchwork eller til at blogge!

Men her var så en sød historie! Så en hilsen til dig, ukendte læser!

Jeg er så rasende, at jeg dårligt kan finde ord!

Et nært familiemedlem er blevet svindlet af nogle af de fuldstændig skrupelløse, koldblodige forbrydere, der svindler især ældre mennesker og ribber dem for alt (hvis de kan komme til det!) Og de gør det på en venlig og høflig måde, der forvirrer deres ofre, så de glemmer alle advarsler!

Det er virkelig utroligt! Og bagefter hører man fra offeret: “Jeg ved ikke, hvordan det gik til! Jeg ville aldrig gøre noget så dumt – men jeg hoppede på den alligevel”

Offeret blev ringet op fra “banken” lige før lukketid fredag eftermiddag af en meget høflig og venlig mand (dansk), som spurgte, om hun havde overført penge til en konto “sådan og sådan” ? Nej – det havde hun ikke – men hun blev viklet ind i noget spind, der bragte hende i tvivl – for der var noget med en vare fra Tyskland, som hun havde modtaget?? Og den blev der hurtigt spundet videre på, så hun tog gerne imod hjælpen, som “banken” havde på vej ud til hende, og som ankom og ringede på døren, mens hun havde “kollegaen” i røret. Hun spurgte efter sin bankrådgiver – “men han var på kursus!”

Det endte med, at han fik overladt 2 dankort incl koder, som han tog med sig for at bremse transaktionen, og så ville der komme 2 nye dankort på mandag!

Ofret er godt nok en ældre dame, men ellers skarp nok, og da hun var blevet sig selv, fik hun hurtigt mistanke til, at noget var galt, og heldigvis var hun fornuftig nok til at ringe til min søn, som af og til hjælper hende, og som kom straks og tog affære:
Den rigtige bank blev ringet op, og selv om den faktisk havde lukket, kunne han ringe til dem, fordi han har samme bank. Begge konti blev lukket, men desværre var der allerede hævet max beløb på begge.

Det er en god ting, at bankerne nu har indført maximum for beløb, der kan hæves pr dag – ellers kunne det være gået gruelig galt – som det gjorde i lang tid, dengang disse svindlerier begyndte. Da var der mange – mest ældre – mennesker, der blev ribbet for alle deres penge, opsparinger mm. Frygteligt at tænke på!

Derefter blev der ringet til Politiet, som kom med 2 betjente og 1 elev og tog rapport om alt, hvad ofret kunne berette, og de tog sig god tid til at hjælpe med at huske detaljer – det er ikke så nemt, når hjernen ikke er helt ung og frisk, og man er rystet! De fortalte, at der faktisk var utroligt mange sager p.t.
Og meget snedigt på en fredag eftermiddag lige før lukketid i banken, hvor man så håber at have hele weekenden til at hæve flere gange i forskellige hæveautomater!

Ofret faldt efterhånden til ro, men kunne slet ikke selv forstå, hvordan hun kunne lade sig narre og svindle på den måde! Det kan jeg godt forstå, for jeg har faktisk været millimeter fra at falde i en lignende fælde! Heldigvis var der en lille “orm” i baghovedet, der forhindrede mig i at fortælle mine koder, men det var for 3-4 år siden, før man overhovedet havde hørt om den slags svindel, så jeg var faktisk ikke mistænksom!
Og der er slet ingen tvivl om, at svindlerne er dygtige til at distrahere og forvirre ofrene, så man glemmer alt det, vi får at vide gang på gang.

Heldigvis ser det ud til, at banken og forsikringen erstatter det meste af det stjålne, men i virkeligheden er det jo ikke det mistede, der betyder mest! Skammen over at have “dummet sig” er værre, og derfor er det godt, at vi har fået det talt igennem og er faldet til ro!

PAS PÅ!!! BANKER, POLITI OG ANDRE MYNDIGHEDER RINGER ALDRIG om den slags DE SENDER E-POST!!

PAS PÅ DERUDE!!

“February Lady Sweater”

Det er en meget gammel opskrift: “Cardigan kreeret til at “passe en bredbaget pige med kniplings mønster og svaj”, af Pamela Wynne på basis af Elizaberh Zimmermann’s “Babysweater strikket på 2 pinde” fra “Knitter’s Almanac”. Oversat af Lotte Wackerhagen til dansk i 2008. Fantastisk opskrift!

Jeg har strikket den flere gange for en del år siden, denne gang i Uldféens håndfarvede merino i en lidt kraftig, fast spundet kvalitet. Efter håndvask og tørring på håndklæder var den blevet ca. 10 cm for lang, men da den er strikket oppefra, var det nemt at trevle op og strikke ny kant på. Måske skal ærmerne forlænges lidt? Jeg afventer næste vask!

Meget træt Aramis “sover rusen ud”, som dyrlægen sagde!

Han har fået fjernet 2 små kindtænder + en stor “rovtand” pga paradentose, samt (vigtigst” en mystisk lille knude i kæbeknoglen, som skulle undersøges. Selvfølgelig under bedøvelse, så derfor er han meget træt resten af dagen, og har også stærke smerter, men har masser af både smertestillende og anticeptisk medicin med hjem, som jeg skal behandle ham med i 10 dage. Han må også kun spise blød mad. Men trådene vil opløses af sig selv, så han skal kun til kontrol, ikke have trådene taget ud.

Han dingler, og han er ikke sulten, men skal bare have fred og sove – det er ikke noget problem!

Jeg er helt rørt, for det første veterinærsygeplejersken sagde, da jeg kom for at hente ham, var: “Hvor er han en sød hund!” Ja, det er han! Jeg blev der i morges, indtil han sov, og han reagerede slet ikke på stikket ved bedøvelsen, lå bare roligt i min arm, indtil han sov!

Så nu nusser jeg om ham, mens han får det bedre.

…fra Uldféen, som havde salgsaften i onsdags – og jeg skulle “som sædvanligt” ikke købe noget! Men se nu, hvordan det gik – jeg kunne bare slet ikke stå for disse farver, og så i disse fantastiske kvaliteter – mulberry silke, “silkesky” (silke og opbørstet alpacca) og merino:

Det er helt oplagt at strikke en sommerbluse af noget af det! Fingrene kribler – men jeg skal være færdig med min nye “February Lady Sweater” cardigan, som tegner til at blive rigtig god. Jeg har strikket den før i helt andre garner og farver, og den tager lidt tid pga mønsteret, men jeg kan godt lide den!

Jeg må give dem ret, der siger, at man ikke skal se voldsomme ting på TV lige før sengetid!
Jeg drømmer meget, og ofte mærkelige ting, der hverken er hoved eller hale på, og som jeg ikke husker meget af bagefter.

Men jeg har også engang imellem meget livagtige og ubehagelige drømme, som jeg vil kalde mareridt!

Sådan et vågnede jeg fra ved 5-tiden i morges, og det var med hjertebanken og uro i kroppen.
Jeg kan ikke gengive drømmen/mareridtet nu, men meget af den stod livagtigt for mig, da jeg vågnede, og jeg måtte bogstaveligt sunde mig, før jeg kunne stå op og gå en lille tur på badeværelset, før jeg faldt til ro. Personerne i drømmen huskede jeg tydeligt, samt en del af “handlingen”, der var mærkelig og ubehagelig, måske især fordi det var min nærmeste familie, der optrådte – bl.a. Søren, som døde for 15 år siden, og mine børn som helt unge! Handlingen var totalt uden bund i virkeligheden, men meget grim!

Jeg ved ikke, om der er nogen sammenhæng, men jeg havde faktisk set 2 ubehagelige udsendelser i TV sidst på aftenen – og så var det iøvrigt fuldmåne, som jeg ellers ikke mener at blive påvirket af, men det er der jo nogen, der bliver.

Jeg faldt ikke rigtig i søvn igen, men det er nu ikke ualmindeligt, at jeg vågner ved 4-5 tiden og ikke kan falde rigtigt i søvn igen, selv om jeg føler mig træt.
Det skete også i går, men da faldt jeg åbenbart tungt i søvn igen og vågnede med et sæt, da kl. var 8! Og Aramis, den søde “skurk”, vækkede mig ikke! Han er ellers altid frisk, når han fornemmer, at jeg er vågen og står ved siden af sengen kl ca 7, klar til at hoppe op, hvis han bliver inviteret til en morgen-kæletur!

Jeg kan godt mærke i kroppen, at jeg er træt nu og overvejer en middagslur, inden jeg skal over i Fælleshuset og lave kaffe og dække bord til vores lille banko-spil, som vi har 2 gange om måneden.

Ja, jeg troede næsten ikke mine egne ører (og min datter mente, det var FUP!), da jeg blev ringet op fra mit lægehus og spurgt, om jeg havde lyst til at få besøg af min læge?

For nu at være ærlig, så har jeg været utilfreds med, at jeg aldrig så en læge! Heller ikke i forbindelse med min alvorlige sygdom sidste sommer, hvor jeg ikke følte, der blev fulgt op på behandling og indlæggelse på sygehuset! Det var kun de rutinemæssige halvårlige blodprøver mm, som blev foretaget af en medicinstuderende, og så kan jeg jo selv forny recepter over “nettet” = en app.

Men den var god nok! Besøget foregik i går herhjemme, og det var en meget positiv oplevelse på ca 3 kvarter! Jeg fik også at vide, at det er et tilbud til patienter over 85 år, som ikke ses så tit i konsultationen, men som de gerne vil følge op på – det handler om, hvordan man har det socialt såvel som fysisk.

Jeg havde i forvejen fået et blodtryksapparat til låns, fordi blodtrykket ved sidste års-undersøgelse så ud til at være for højt, så jeg selv skulle tage det 3 dage i træk. Og det var heldigvis helt OK! Mine øvrige blodprøver var også tilfredsstillende, så jeg nu fik halveret nogle af mine piller – der var faktisk meget fine resultater. Og det fik vi så snakket om – åbent på en positiv måde. Jeg havde også selv en lille seddel med enkelte ting, jeg skulle huske at spørge om.

Og jeg er også sikker på, at lægen fik noget godt ud af det, for han gav udtryk for, at det var fint at se og høre, hvordan jeg fungerer i det daglige. Han fik også hilst på Aramis, som opførte sig eksemplarisk!

Og nu har jeg så en læge, som jeg kender, og som jeg må spørge efter, hvis jeg får brug for det! Trygt og rart!

Så blev Victor – yngste barnebarn – teenager i dag! En stor dag for ham, hvor han bl.a. fik en Facebook-profil!

Jeg var til en dejlig og meget hyggelig for-fødselsdag i går sammen med nogle af mine andre børnebørn. Det er så fint for mig, at jeg kan køre med dem derover, selv om det er en lang tur frem og tilbage samme dag. Hans højtelskede Gudmor, som er min niece, var også med, så det var rigtig hyggeligt! Og så har han sin Mors familie i dag! Han bliver rigeligt fejret.

Han er blevet en stor dreng, der forlængst er vokset mig over hovedet, han vokser stadig, og hans stemme er gået i overgang, siden han var her på sommerferie!

Til lykke Victor! Til næste år er det konfirmationen, der står for!