I dag er det en uge siden, jeg havde fødselsdag – ikke noget rundt – men varmen og at der er sket flere ting, har sat mit tempo betragteligt ned! Måske ikke så mærkeligt, når antallet af år nu er 87! Til min egen store undren! Jeg har sagt flere gange, at jeg har aldrig troet, at jeg skulle blive så gammel! Og det synes jeg faktisk at 87 er, selv om jeg godt ved, at mange bliver meget ældre, end man f.eks. gjorde på mine forældres tid.

Min Far var yngst af 5 søskende, han blev med hiv og sving og mange blodpropper de seneste år 70 år – det syntes vi faktisk var imponerende! Hans forældre blev ikke gamle, og hans søskende blev kun 34, 48, 62 – og så min lille Faster, der blev 90½ ! Det var specielt, og hun var aldrig syg! Var bare træt og sov ind i middagssøvnen!
Min Mor blev 77½ og var meget syg det sidste år, hendes forældre blev kun lidt over 70, men det var jo også almindeligt dengang i 1940’erne.

De sidste 2 år – efter min voldsomme galdestens sygdom og blodforgiftning i 2024 – er det gået ned ad bakke med kræfterne, min balance er ikke så god, benene er ikke stærke – men jeg kan da stadig gå små ture med Aramis – med stok! Det er nok med til at holde mig i gang, så det er jeg glad for. Og jeg møder folk, som bliver ret overraskede, hvis vi kommer til at snakke om alder!

Jeg er glad for, at mine børn er søde til at hjælpe mig, og for at jeg har Mette, min ualmindelig søde rengøringshjælp, der også hjælper mig med haven.

Så jeg havde sagt til mine børn, at jeg ikke ville holde nogen fødselsdag, bare den sædvanlige traditionelle is-chokolade (kakaomælk i et højt glas m/en klump vanille-is + flødeskum + sugerør) på terrassen – og så kunne vi evt. sende bud efter pizzaer hos Marmeris, som ligger lige ved siden af den andelsbebyggelse, hvor jeg bor. Et par naboer og en enkelt veninde var her, vejret var fantastisk, og så kom de børn og børnebørn, der bor i nabolaget, efterhånden som de havde fri fra arbejde. Og de blev også til pizzaer – det var meget hyggeligt, og vi kunne sidde ude. De ordnede det hele, mine ben ville ikke rigtig mere!

Svigersønnen havde leget lidt med AI (som han ellers havde forsvoret, han ville røre ved!). Det er da meget sjovt! Og jeg kan jo genkende min trøje, mit hår og hunden, så det er realistisk nok, selv om jeg ikke kender dugen, lysene og lænestolen, og det aldrig har fundet sted!

Så var den smukke buket, jeg fik af Christian, dejligt naturlig!

Jan kom med en kæmpestor køletaske på hjul, fyldt med store poser friskplukkede, skyllede røde kirsebær fra sit store træ i haven, så kunne jeg dele ud til alle gæster! Det gjorde lykke! Og Helle havde bagt lækre vandbakkelser m/hindbær-fløde.

Det var en dejlig, afslappet dag, og så kunne jeg slappe helt af de næste 2 dage. Så kom Nicolaj mandag med familie fra Brøndby. Han havde sagt, at han nok skulle sørge for indkøb og madlavning, og han lavede en dejlig middag med kalvesteg og havde aftalt med Helle, at de skulle komme og spise med – det kunne så først blive kl 20, da Thomas var på en opgave i Århus, så ville han komme direkte og Helle ville cykle herude.

Hun kom lige lidt over 20, og Aramis, som altid giver lyd og bliver glad, når der kommer nogen, gik ud sammen med mig for at sige velkommen – og så!!! …

… måbede jeg! For udenfor døren stod Tomasz – min unge polske spejderven, som jeg ikke har set siden 1996, og som så ikke er SÅ ung mere – men det vil han altid være for mig. Han er på alder med mine børn, og vi har har haft et dejligt venskab og samarbejde i ’90-erne med vores spejderarbejde, både i DK og i Polen!

Vi, dvs mest hans søde kone og jeg, har hele tiden holdt kontakt via Facebook, men jeg havde ikke drømt om, at han besøgte mig, Men han havde været på cykletur på Bornholm med en kammerat og havde sms-et med Helle, om jeg mon kunne tænke mig, at han besøgte mig! Og tænk! han lignede sig selv fuldstændig, måske lidt mere fyldig i ansigtet, men ligeså sød og sjov med sit lidt gebrokne engelsk! (Meget bedre end i -90’erne !)
Jeg gad vide, hvordan jeg så ud i ansigtet!!
Helle og han var mødtes på banegården og cyklet herud sammen, og han kunne jo få et værelse i Fælleshuset ligesom Nicolaj og Ulla (Victor sover altid her på arbejdsværelset).
Det blev en meget sjov aften, der blev frisket utallige minder op, og Nicolaj havde jo sørget for dejlig og rigelig mad.

Tomasz var kun 18 år, da vi lærte hinanden at kende i 1991, 20 år i 1993, da jeg besøgte ham i det sydlige Polen for at arrangere en lejr med mine spejdere i en stor skov med 80 polske spejdere. Det var et led i et projekt “Det europæiske hus”, som Det Danske Spejderkorps stod for i 1993 for øst-europæiske spejdere, og som min spejdergruppe deltog i . Jeg boede nogle dage hos hans Mor i Thychy, han viste mig Auschwitz og en stor saltmine i 9 etager under jorden! Og jeg mødte også de spejdere, han havde haft med i DK på den jamborette på Kulsø, som jeg var leder af og havde inviteret dem med til.
Og i 1994 var de så 25 spejdere med på Blå Sommer sammen med os. Og der var hans kæreste Karolina også med, og de var allesammen i “Home Hospitality” hos vores spejdere i Brædstrup bagefter.
I 1996 inviterede Karolina Søren og mig med til deres bryllup i Thychy – det var en stor oplevelse!

Sikke en dejlig aften, og sikke en overraskelse, mine børn kender ham jo også, og det var lykkedes dem fuldstændig at holde det hemmeligt for mig – det var også snyd med Thomas’s arbejde i Århus! – og Nicolaj var spændt på, om jeg opdagede, at han lavede rigeligt mad = 2 kalveculotter! Næste dag fulgte Jan på sin Genny Tomasz og hans cykel op på Den gl. Lillebæltsbro for at tage billeder og så mod Kolding, hvor han havde fået billet til en Flix-bus incl. cykel, mod Berlin, som han gerne ville besøge.

…

Det er ikke nogen hemmelighed, at Uldfeens håndfarvede garner er top-populære for mig og mange andre strikkere! Og – JA! det er dyre sager! Men jeg elsker at strikke med dem!

Derfor er det også brandærgerligt, når jeg fejlbedømmer de flotte farver i forhold til mig selv!

Det har jeg desværre gjort med min nyeste Kumulus Tee O-Neck fra Petite Knit, som jeg nød at strikke i det lækre garn af Mulberry Silk og Suri Alpacca, og jeg var også glad for farverne – MEN! Jeg bliver for bleg i disse farver. Efterhånden som jeg er blevet ældre, skal farverne være mere “kolde” / skrappe, og det kan man jo ikke sige, at disse er:

Så jeg har bestemt mig for at sælge den, hvis det kan lade sig gøre?

Den er strikket i 2 tråde, ganske tyndt silke/alpacca garn, og størrelsen er XL – 60 cm fra skulder og ned – brystmål 116 cm – vejer kun 209 gram. Er håndvasket.

Den er sat til salg på en strikke gruppe på Facebook, men der er godt nok MEGET andet strik der.

Jeg vil sådan ønske, at der er en anden, der kan få glæde af den!

Victor blev konfirmeret i lørdags i Brøndbyvester Kirke, og han og hans forældre holdt en fantastisk fest – anderledes – i telt haven – med familien og alle vennerne, gamle som unge!

Og han fik sit konfirmationstæppe, som jeg har syet på i en årrække!

Victor er spejder, og spejdere fra Ulf Jarls gruppe i Brøndby stod fanevagt – en fin gestus!
Bedstemødre, forældre, gudmor og faddere fik de få tildelte pladser i kirken, og hele højtideligheden var meget fin!

Hjemtransporten af den unge mand foregik meget fornemt i en vens flotte el-sportsvogn!

Derhjemme var haven pyntet både med fin flagalle og digital hyldest! Så vi kunne finde om i baghaven, hvor et kæmpestort telt dannede rammen om festen for 60 mennesker!

Ingen gammeldags borddækning med et centralt bord med konfirmanden midtfor mellem forældrene! – nej, her var der voksenborde + 2 store borde til unge og børn, hvor Victor kunne skifte mellem dem alle!

4 3-D printere havde arbejdet i dagevis med at fremstille bordpynten = LEGO-blomster,…

…og bordkortene, som var mini-buster af Victor!

Maden, som jeg ikke har billeder af, var meget lækker: grill-stegt lam, okseculotte og kyllingespyd, som nogle dygtige mennesker havde grillet siden formiddagen ude i haven – dertil lækre salater, forskellige kartofler og brød. Fri is-bar til dessert.

Ved det store børnebord sad Victors bedste kammerater sammen med børn af venner.

Og ved unge-bordet sad hans kusiner, fætre og unge venner.

Ved begge borde havde de det rigtig sjovt og hyggeligt.

Og de voksne og ældre generationer hyggede sig!

Gudmor Christa var toastmaster, og selv om der ikke var mange taler, var der andre aktiviteter, som hun havde styr på! Bl.a. havde hun flere meget specielle, fine gaver med stor affektionsværdi fra sin fars bankboks, som hun havde tømt fornylig:
f.eks. et smukt guldur!

Kærligt tak til “Gud”, som Victor har kaldt sin gudmor siden han var så lille, at han ikke kunne sige “gudmor”

Farmor tog forskud på gave-regnen og overrakte det med spænding imødesete konfirmationstæppe, som har holdt hårdt og jeg ikke altid har været sikker på at komme i mål med – selv om det er ca 6 år siden, jeg startede på det!

Fætter Christian hjalp med udpakning!

Tæppet er syet med en speciel teknik, så hver blok har sin egen bagside og er quiltet for sig før sammen føjning med strimler.
Victors yndlingsfarver er gul og orange.

Og i hjørnet på bagsiden er en label med Victors navn og dato, som hans Farbror Jan har broderet:

Tæppet er stort: 205 x 155 cm, fordi Victor er en stor dreng, og glæden hos os begge var umiskendelig!

Gæsterne havde fået til opgave at fotografere opgivne emner – f.eks. konfirmanden og forældre

Konfirmanden med Mormor og Farmor!

Konfirmanden med Morfar

Konfirmanden med en af sine faddere – her Tante Leonor!

Kærestepar = Kusine Christina og Felix!

Ældste og yngste gæst – her Julie og Astrid (som ikke kendte hinanden i forvejen, men var uadskillige til hele festen) sammen med Farmor!

Alle de mange billeder blev lagt ud på et fælles galleri, hvor man kan finde dem og f.eks. som her bruge dem som minde om dagen!

Et virkelig morsomt indslag stod kusinerne Lærke og Linea for! En dametaske, et par gummistøvler og Victor havde hovedrollerne i en sketch, hvor Victor skulle gætte nogle ting, som vi andre havde set/hørt, mens han ikke måtte se & høre.

Hvis han gættede rigtigt fik han “tingen” i dametasken – hvis han ikke kunne gætte rigtigt, fik han iskoldt vand i gummistøvlerne!

Alle – store og små og Victor – morede sig over de søde kusiner (som betragter ham som lillebror) og deres spøg!

Gave udpakningen var spændende! Der var mange dejlige gaver – også mange penge, men jeg tror, at Victor fik flere gaver end de fleste konfirmander nu om dage – fordi han havde mange ønsker!

Farmor er ikke så sikker på benene mere, så jeg fik en stol – og blev sammenlignet med Dronningen!

Victor holdt en flot tale og sagde tak for festen og gaverne til sin mor og far og alle gæsterne!

Festen fortsatte til ud på de små timer – for nogle! – jeg var så heldig, at datter & svigersøn kørte forholdsvis tidligt hjem (det er en lang tur frem og tilbage samme dag) – mens ældstesønnen og hans familie, som jeg kørte med derover, festede noget længere og vildere!

Det var en dejlig fest, vi var meget heldige med vejret- og jeg “klarede” at give Victor et flot tæppe (synes både Victor og jeg) – det er jeg glad for!

I aften 17. marts 1966 var jeg alene hjemme i Det gamle canadiske Konsulat på Skibshavnsvej i Godthåb/Nuuk – jeg havde sendt Søren i kortklub, for jordmoren havde samme dag sagt til den rutinemæssige konsultation: bare rolig, det bliver ikke i morgen, som termindatoen var sat til. Der går mindst en uge.

MEN! Ved 23-tiden, da jeg ellers var gået i seng, måtte jeg ringe og bede ham komme hjem – og hente tjenestebilen på vejen! Hans kammerater fortalte senere, at de aldrig havde set ham løbe så stærkt hen over “Sletten” !

Vi nåede det! Men det gik godt nok stærkt for en førstegangsfødende – allerede ved 3-tiden kom vores datter til verden! Det var bestemt ikke almindeligt dengang, at faderen var med til fødslen, og han havde måtte love at gå udenfor, hvis han blev dårlig, så da han lige efter for ud af døren, troede vi jo, at han var ved at besvime! Men nej – det var bare fordi han skulle nyse pga den gazemaske han havde fået på! Og hans nys var som et tordenskrald!

Dengang vidste man jo ikke før fødslen, hvad køn, barnet havde, og jeg var fuldstændig overbevist om, at det var en dreng, så resten af natten lå jeg og kiggede på den lille overraskelse – jeg kunne jo ikke sove med al den adrenalin i kroppen! Men så kunne jeg skrive brev til min Mor og Far i DK med alle detaljer vedr. deres første barnebarn. Søren sendte telegram til begge familier – det gjorde man altid, for posten kunne være mange uger undervejs. Og telefonere var ikke muligt!
Og mens sneen faldt i store mængder de næste dage, og efterhånden dækkede vinduerne til den 6-personers stue, jeg lå på, skete det helt mirakuløse, at jeg fik rigtige levende blomster – 2 smukke buketter – fra familierne i DK, med den eneste helikopter, der kunne lande i 6 uger! Så længe lå vi der selvfølgelig ikke, men jeg tror, der gik mere end 1 uge, før vi kom hjem for at begynde vores liv som en “rigtig” familie!

Og nu – om 4 timer – er det 60 år siden! Og livet har maget sig sådan for os, at vi er tæt på hinanden, og jeg er meget taknemmelig for den hjælp hun giver sin gamle mor!

Til lykke Helle med de 60 år!

Det har været en tid med mange følelser! Og nu på onsdag tager vi afsked med familiens ældste – Gurli -, som har spillet en stor rolle – uden egentlig at være et tæt familiemedlem i rent fysisk henseende, men i virkeligheden meget nærtstående gennem mange år.

I en alder af næsten 92 år havde hun ikke længere sin tætteste familie, men til stor glæde for hende selv havde mine børn og jeg som “afdøde fætter’s familie” samt en anden lignende familie knyttet hende tæt til os – den ene fætter på hendes Fars side og den anden på hendes Mors side – lidt indviklet at skulle forklare på sygehuset, men der var jo ingen nærmere mere!

Gurli var jævnaldrende med Søren, og lige fra børn har de haft meget tilfælles, og især i de senere år har vi haft megen glæde af hinanden – både før Sørens død i 2009 og før hendes søsters død i 2019. Vi besøgte dem mange gange i sommerhuset i Blåvand, og Søren arrangerede pinseture for os og den fælles kusine.
Gurli var glad for Søren, og hun og jeg fik også et godt og fortroligt forhold, og hun nåede også at sige farvel til Søren. Hun fik aldrig selv mand og børn, men vores børn tog hende til sig, de inviterede hende og mig sammen på ferieture, og hun holdt i mange år juleaften hos dem på skift. De sidste år hos min ældste søn efter et bestemt mønster: han hentede hende om formiddagen, og så kørte de en tur fra Vejle til Esbjerg, hvor de besøgte hendes forældres og søsters gravsted. Det var en stor glæde for hende, og den tur skulle de også have haft denne jul, det havde hun glædet sig til, men sygdom slog til lige før jul.
I 2 omgange blev hun alvorligt syg og lå på sygehuset, og selv om der var meget lidt kontakt, fortalte hun sygeplejersken, at hun skulle hjem til Jan og holde juleaften! Det blev ikke muligt!

Lige efter jul kom hun efter eget ønske hjem til sit hus, med plejeseng og andre hjælpemidler, og med intensiv hjemmehjælp – men tryg ved at være hjemme! Og efter få dage sov hun ind, knap 92 år gammel, en stærk kvinde, har jeg altid ment.

Det bliver et stort savn! Æret være Gurlis minde!

Jeg har altid været “blå pige” – i de senere år også pink!

Her er 3 meget forskellige sommerbluser i blåt, produceret den forgangne sommer:

“Yume” – opskrift Isabel Kraemer – ren mulberry silke fra Uldfeen.

“Rigmor” variation med “lange masker” fra Petite Knit – strikket i bomuld/uld fra Hjertegarn.

“Tide Tee”, opskrift af Hanne Rimmen, garn 1 tråd bomuld/uld og 1 tråd mohair.

…er modtaget! Meget spændende i pink!

2 bluser skal der blive ud af disse fed: de 4 fed (2 pakker) til venstre er hhv 2 fed ren mulberry silke, som skal strikkes sammen med de 2 fed ovenover= 42% silke – 26% merino sw, 26% alpacca og 6% stellina (små bitte sølv-glimt). Det er bare så let og blødt. Det bliver en sommerbluse til næste år.

De 5 fed i pakken til højre er ren fine merino sw, farvet så garnet graduerer. Det bliver meget spændene, om jeg kan finde ud af den teknik, som hedder “pooling”!

Og så er der gaver i form af tynd, lækker silke til at brodere med eller strikke fine små ting, samt slik og lodder til det lotteri, som alle dette salgs købere deltager i! (Faktisk vandt jeg forrige gang et flot gavekort!)

Skærm-billede af et projekt på Ravelry (internationalt strikkegalleri), som jeg har været medlem af siden 2007, men ikke har brugt ret meget – og slet ikke de seneste år.

Der var noget, jeg ville kigge efter, og da jeg åbnede, dukkede dette op = et strikkemønster til salg, som jeg var interesseret i og købte.

Det mærkelige? jo, det var i søndags 7. september 2025, jeg slog det op aktuelt – og det er udgivet 7. september 2020 – OG: det er det projekt, jeg har på pindene lige nu!!! Faktisk tæt på færdig, mangler kun ærmer.

Der er langt mellem indlæggene denne sommer – jeg ved det!

Men vi er her endnu – Ar’mis og jeg – og vi har det godt. Det har taget 2½ år for mig at få ham til at gå pænt i snor! Og jeg har været temmelig nervøs, fordi min balance stadig (efter min sygdom for 1 år siden) ikke er god. Men nu er han blevet roligere og jeg er stærkere!

Så i dag ville jeg prøve, hvordan det ville gå at sætte ham i flex-line i stedet for den faste snor, som jeg altid må holde temmelig kort!

Succes! Han trækker ikke, men går så pænt og har plads til at snuse til begge sider. Når vi kommer ud på den befærdede gade, strammer jeg snoren og låser den, men han går stadig pænt, og så får han længere snor igen, når vi slår ind på stille vej. Jeg tror virkelig, han nyder det, selv om han sikkert ikke er klar over, hvad der gør forandringen! Før har jeg været generet af hans impulsive, hurtige træk til siderne, når han vil undersøge ting/dufte, det kan han nu gøre uden gene for mig! Og han går bare lidt foran mig, roligt og pænt – reagerer på mine kald: “vent” – “stop”, og jeg har hele tiden fingeren klar på bremsen. Det var også sådan, jeg gjorde med Diki, men han trak aldrig, så jeg har ikke turde gøre det med Ar’mis.

Vi må prøve igen i morgen!

I nat var det ham, der havde brug for tryghed! Vi gik i seng kl ca. 24, han sover for det meste på gulvet eller i sin kurv ved siden af min seng – aldrig problemer! Han må godt hoppe op i min fodende, men han blir der kun nogle minutter – det er for varmt, tror jeg.
Pludselig vågnede jeg – kl 01 – ved et enormt knald, opfulgt af mange flere, tydeligt fyrværkeri! Det er sket før, hvis der f.eks. er bryllup i forsamlingshuset, som ligger på den anden side af gaden – men dette var voldsomt!

Jeg blev liggende og lyttede – helt stille – og så pludselig mærkede jeg Ar’mis, der helt stille krøb op i min fodende, trådte hen over mig og lagde sig forsigtigt ned tæt op ad min ryg lige så lang han er. Ikke en lyd, men hovedet ned på min pude, da jeg nussede ham!

Jeg tror, det varede 1 kvarter, og det var meget højt (jeg har altid vinduet åbent), så stoppede det, og så listede han ned på gulvet igen! Vi sov godt resten af natten!

Og så fandt jeg ud af, da vi mødte vores “morgen-gå-tur-med-hunden-venner”, at det faktisk ikke var i forsamlingshuset, der var fest, men i Idrætcenteret, der ligger noget længere væk, de var nemlig også blevet vækket og havde været oppe og kigge, hvor larmen kom fra. Det er ikke OK, synes jeg, min demente nabo havde også været vågen, meget forskrækket og forvirret, det sad stadig i hende i dag, da jeg kiggede til hende.

Jeg havde meddelt min familie, at jeg ikke ville holde fødselsdag, bortset fra den traditionelle “Is-chokolade” på terrassen – og heldigvis kunne og ville de fleste af dem gerne møde op!

Jeg fejrede min 85 års dag sidste år trods ikke helt restitueret efter alvorlig sygdom, og så må det være nok. Jeg har et blandet forhold til min alder! Jeg har aldrig troet, at jeg skulle blive så gammel, det har forekommet mig nærmest uvirkeligt, måske fordi der er meget få af mine aner, der har kunne skrive et 8-tal som første ciffer! På den anden side er jeg også lidt stolt!

Så en lille hyggelig fejring med de nærmeste så jeg frem til. Yngstesønnen m/frue havde ikke ferie endnu, og Victor var på spejderlejr i Norge (til min store glæde) – Frederik skulle passe sit nye studiejob som pølsemand på “Harry’s Place”, og Ebbe har netop indledt sit sidste job som kadet hos Mærsk med sejllads fra Brasilien. Men de ringede alle 3 drenge + yngstesønnen, det var sødt af dem! Og alle de øvrige var her: datteren og svigersønnen, ældstesønnen og svigerdatteren, Christian og Christina samt 2 veninder – så kunne vi heller ikke være flere.

Og vejret var fantastisk, lige tilpas sol og varme. Jeg havde få dage forinden indløst et gavekort fra sidste år, som gik på oprydning i mit udhus, køleskab/fryser, som datteren og svigersønnen fik shinet så fint op som aldrig før! Det er en fornøjelse! Et andet ønske blev også opfyldt, nemlig 2 kurvfulde helt nybagte “Kardemomme-snurrer” som datteren er ferm til at bage! Og dem skulle vi have til is-chokoladen, som var det eneste, jeg selv stod for – det er, som nogen har hørt om før, en uundværlig tradition i min familie, helt tilbage til før 2. verdenskrig !!! Vi boede altid hele familien i min mormor og morfars sommerhus i Nyborg, helt ned til Storebælt, og der var flere, der havde fødselsdag om sommeren, så der fik vi altid is-chokolade. Dengang kogte min mor altid rigtig chokolade dagen før, så den kunne blive afkølet i den lille kælder under bryggerset. Nu om dage køber jeg Mathilde chokolademælk, men den serveres på samme måde: i høje glas med en skive vanilleis og en klat flødeskum på toppen, med sugerør og en lang toddy-ske. Der er knap så mange sommer-fødselsdage blandt nuværende familiemedlemmer, men så må vi nyde det!

Det gjorde vi også, og snakken gik – det var så hyggeligt, også da Christian hentede store familie-pizzaer hos Marmaris pizzaria, som ligger lige ved siden af!

Selv om min indsats rent fysisk var beskeden, så var jeg helt udmattet! i går blev det mest til lidt oprydning (svigerdatteren havde ryddet det meste op, som hun plejer), og til at glæde mig over de fine gaver, jeg havde fået!

Sikke en dejlig fødselsdag!