Tænk at det skulle lykkes! Jeg håber og tror på, at Aramis og jeg vil blive et godt match! Han ligner Diki, han er en venlig hunde, han er ikke ung og sprælsk, og hvis jeg ikke kan passe hans store pels, har jeg ejerens godkendelse til, at bliver klippet, som Diki var. Det er ikke ualmindeligt, når Tibber går på pension.

Og jeg er så heldig, at jeg har løfte fra datteren om, at hun hendes 2 tæver vil tage sig godt af ham, hvis det bliver nødvendigt (man må have en plan i min alder).

Ældstesønnen kører mig til Sverige til Påske for at hente ham, og alle mine børn er også glade på mine vegne – de kan jo ikke undgå at følge med i min tristesse!

Nåhr, hvor jeg glæder mig! Han må jo så lære dansk 😉

Jeg tror, at jeg aldrig mere tør være så optimistisk, som jeg var med 3 tilbud på hånden om en ny hund!

For lige pludselig var hånden tom!

Den første kan familien alligevel ikke sende fra sig! Det er ikke helt udelukket, men det undersøges, om et ældre familiemedlem må ha’ den, der hvor hun skal flytte hen.

Den anden har et meget stort adfærdsproblem, som er grunden til, at den skal finde et nyt hjem uden børn og andre hunde! Ellers en sød og kærlig hund, som er elsket af alle – men den er nærmest traumatiseret i forhold til mad! Tåler ikke, at andre hunde el børn har mad!

Den tredie har en anden fået chancen for at se først!

Så jeg er stadig alene uden udsigt til en lille ny ven 🙁

Så lige p.t. kan jeg måske håbe på den 3., som er en 7-årig avlshan, som skal have lov at gå på pension, men jeg tror desværre ikke så meget på det.

I dag er jeg blevet spurgt, om jeg er interesseret i en 1-årig Lhasa Apso/Shih Tzu ? Men jeg er lidt nervøs for, om en 1-årig er for sprælsk? og dermed kræver mere af mig, end jeg kan klare?

Det gør mig urolig og rastløs – jeg syntes eller, at jeg var kommet i gang igen – jeg går også troligt min morgentur med den hund, jeg ikke har! Ellers kan jeg slet ikke finde min dagsrytme. Mine naboer siger, at jeg ser så ensom ud, når jeg traver af sted i den tidlige morgen! Men det er også hyggeligt at møde de hunde / mennesker, som Diki og jeg har mødt mange, mange morgener de sidste 9½ år, hvor vi har boet her.

Jeg har tid til at sy en masse patchwork, som jeg gerne vil – men det bliver ikke til noget! Det ligger klar på arbejdsbordet, men det blir ikke til ret meget! Jeg strikker ser TV og læser lidt (langsomt og ukoncentreret).

ØV!

Det opslag, som blev lavet på flere FB-sider vedr. en “omplaceringshund”/Tibetansk Terrier til mig, har givet pote!
Jeg har fået 3 tilbud! Så nu er det faktisk svært!

Der er en 3½ årig tæve, en 4-årig tæve, som ejerne gerne vil give en bedre chance, end de selv kan give,

Og så er der en 7-årig avls hanhund fra Sverige, som skal på pension!

Vi skriver og ringer – både ejerne og andre tibbe-ejere, der har forstand på sådan en proces! Datteren er med indover, for det er en aftale, at hvis der sker mig noget, så tager hun over – det er jeg nødt til i min alder. Så den skal kunne med hendes 2 dejlige tæver af samme race, det er vigtigt!

Jeg har ligget vågen i flere timer i morges og spekuleret over, hvad der er bedst – både for mig og for den hund, det bliver!

Hun og hundene kom på besøg i går for at få et bad! De er nemlig ved at få ny brusekabine, så der var lukket for vandet derhjemme.

Og det første, de 2 tæver gjorde, var at gennemsøge huset grundigt – for hvor var Diki???
Jeg er ved at vænne mig til det, men her er altså blevet tomt! Så jeg håber inderligt, at en af de 3 “kandidater” rykker ind snart!

Jeg har været længe om at afprøve min “fnuller-barbermaskine”, som jeg købte for et godt stykke tid siden – men HVOR ER DEN GOD!

Den kommer jeg til at bruge flittigt!

Kan nogen huske, da vi var børn og “plukkede” hinandens og egne trøjer for fnuller og lagde dem sammen til fine, tynde fantasibilleder?

Jeg er kommet så langt nu, at jeg gerne vil prøve, om det kan lykkes at finde en ny “bedste ven”!

Jeg har i flere dage kigget på internaternes sider, men ikke fundet nogen hund, jeg kunne tænke mig at lægge billet ind på.
Jeg har også været i kontakt med én der gerne ville finde et nyt hjem til sin hund, fordi hun har for lidt tid til den – hun overvejer!

Og i dag tænkte jeg på, at det er sommetider, man på Tibetanerklubben finder et opslag vedr. en “omplaceringshund” – altså vel at mærke en Tibetansk Terrier som Diki – det kunne jo være fantastisk!

Så jeg skrev til Hanne, der bestyrer den side og kender “alle”, og hun svarede med det samme, at der er jo ikke ret mange i DK, og at der sjældent er omplaceringshunde – det er så også et godt tegn, for så er hund/mennesker mixet godt!

Men sagde: “vi skal da have fundet en ny bedste ven til dig” og lavede et fint opslag…som Majbritt (der selv er avler) straks reagerede på og sendte videre “ud i verden”, nemlig til Tyskland, Sverige og Norge, hvor der er mange TT’er. Som hun sagde: der kan godt være ældre avlshunde, som ikke skal avles på længere og som derfor omplaceres! (lidt barsk måske?, men forståeligt, når de er avlere).

Så nu må vi se, om det lykkes? Det er godt nok spændende! Det er jo min favorit hund – jeg havde bare ikke tænkt, at det kunne lade sig gøre.

Energien har ikke været der til det – men i dag SKULLE jeg ud og gå Diki’s og min morgentur, også selv om det regnede.

Og det var lige, hvad jeg trængte til. Desværre mødte jeg ikke vores “hundevenner”, men det gør jeg nok en anden dag, for jeg kan ikke undvære den tur. Hvis jeg venter til senere på dagen, er der altid så meget andet, jeg har travlt med.

Det er jo ikke kun Diki, jeg har gået morgentur med, det har jeg gjort, siden jeg gik på efterløn! Så på den igen!

Fra vi fik den første hund i 1979, var det børnene, der på skift luftede hund(e) om morgenen, men så blev det mig. Søren ville gerne sove lidt længere om morgenen, så han gik senere på dagen med vores skiftende hunde. Vi gik næsten aldrig tur sammen – vi havde forskelligt tempo!

Men siden 2009 har jeg gået alle ture, så det skal jeg fortsætte med! Og det går også bedre, selv om jeg stadig har Diki “på rygraden” ! Det sker mange gange om dagen og om natten, at det strejfer mig: han skal have mad / han skal ud / hvor er han? / han følger efter mig…

Det er på en måde hyggeligt, men selvfølgelig også vemodigt!

Jeg er rastløs, kan ikke finde ud af, at mine morgenrutiner er radikalt ændret 🙁

Der er mange tidspunkter på dagen, hvor jeg savner Diki – vi var så tætte på hinanden, og mine instinkter vidste hele tiden, hvor han var. Det ryster jeg (bogstavelig talt) af mig: ryster på hovedet – nej han er her ikke.

Men om morgenen, hvor vi altid har haft helt faste rutiner, hvor han hoppede op i min seng, når jeg gik på badeværelset, og blev børstet i sengen, når jeg havde fået tøj på – en rigtig hyggestund, som vi begge nød. Og så fik han (de sidste 2 år) sine piller, som jeg proppede helt ind mellem kindtænderne, og han tyggede dem, mens jeg kælede lidt for ham og roste ham!

Og så morgenturen – samme rute hver morgen, hvis det ikke lige var glat, så jeg var bange for at falde – eller hvis det regnede meget, så satte han poterne fast i fortovet og ville ikke længere, når han havde besørget det, han skulle. Ofte mødte vi de samme 2-3 hunde, som vi hilste på og udvekslede godbidder med – det var så hyggeligt!

Og så hjem til morgenmaden og min avis, mens han hyggesov i sofaen og måske kom med legetøj, som vi skulle lege lidt med. Det sidste blev mindre de sidste 2 år, hvor han ikke kunne holde til for meget tummel.

Øjnene svier, og jeg har svært ved at finde en ny rutine – åhr hvor jeg savner ham!

Ja, det ved jeg jo godt, at Diki ikke er, men jeg har hele tiden den fornemmelse af, at han er her lige ved siden af mig, som han altid var!

Jeg har været til patchwork i aften, og det var så mærkeligt at komme hjem til det tomme hus, hvor en søvndrukken, men glad, lille hund ellers altid tog imod mig! Nu er der bare tomt!

Men jeg fik en stor overraskelse i dag, da der kom en yndig buket blomster fra Dikis opdrættere Susan og Jesper! Tusind tak – det varmer og trøster at høre, hvor glade de har været for, at han har haft et godt liv hos mig!

Jeg tror, jeg vil bruge den som nøglering!

“Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?
Den er sød og den har vær’t min bedste ven.
Den er klog og fin,
Og har lige vær’t i bad.”

Ordene i visen “Himmelhunden” faldt mig ind, da jeg i går tog den utroligt svære beslutning, at søde, bløde, nyvaskede Diki nu skulle have lov at flyve i forvejen ind i himlen!

Hold da op, hvor er den beslutning svær!!! Jeg vidste det godt, jeg har prøvet det 4 gange før – men det bliver det bestemt ikke nemmere af!

Diki har været sammen med mig – kun os 2 – i næsten 11 år, de andre højtelskede hunde: Toby (Cocker spaniel), Bamse (labrador), Baloo (flot, dygtig schæfer) og Whisky (smuk selvrådig børneglad schæfer) har været familiehunde, som har boet med familien fra 1979 – 2012.

Diki var MIN hund, og som denne races hunde stærkt knyttet til sit menneske, men også glad for resten af familien.
Det er svært at skildre en Tibetansk Terrier – den har så mange sider, men er først og fremmest en hund med stærk vilje, god tilpasning, kærlig og vagtsom!

Det kan undre, at der ikke er så mange i DK af dem, måske fordi de har fået et lidt uretfærdigt ry? Som egensindige og svære at opdrage – det er helt forkert! Jeg hælder mere til, at det er pga den pelspleje, der er nødvendig.
For mit vedkommende valgte jeg tidligt at lade ham klippe, så jeg kunne holde ham pæn – og jeg har aldrig haft intensioner om udstilling eller avl. Han skulle bare være min dejlige hund, og han har altid været nem at have med at gøre, han krævede ikke meget, og vi fandt ud af en god rytme med børstning hver morgen og professionel klipning 4 x året, det trivedes vi begge med. Og så nu i morges, hvor han blev børstet for sidste gang, mens jeg havde en stor klump i halsen!

Jeg har indenfor de sidste uger fortalt, at jeg var urolig for ham, han var så træt, så træt, og han havde svært ved at få vejret! Jeg vidste godt, at han de sidste 2 år har haft dårligt hjerte (og fik medicin for det), og jeg var forberedt på, at der var kort tid tilbage! Men indimellem havde han det godt, ville gerne lege lidt og gerne gå ture.

Men denne weekend har været meget slem! Han hostede voldsomt, hev efter vejret, sov meget, spiste næsten ikke og havde også tabt sig 3 kg – det er meget for en hund at gå fra 12 til 9 kg i løbet af få måneder.

Det hjalp, når han fik sin hjertemedicin og vanddrivende piller, men det var kun 3 x i døgnet, og da han i nat kl 3 begyndte at hoste helt vildt, endte det med, at jeg selv tog 2 beslutninger: 1) at give ham en ekstra portion medicin og 2) at få tid hos dyrlægen så hurtigt som muligt, så hans lidelser kunne slutte!

Det er den sværeste beslutning en dyreejer skal træffe – og vi ved det fra den dag, vi tager dyret til os – men fortrænger det!

Den ekstra medicin hjalp, og han sov fra kl 4 til 7. Det gjorde jeg ikke! Jeg lyttede til ham, mens tankerne myldrede og sorgen fyldte mig!

Han blev børstet, og vi gik vores sædvanlige morgentur – vi mødte endda de 2 hunde, vi er gode venner med og ofte snakker med, det var rigtig dejligt!

Og heldigvis kunne vores søde dyrlæge tage os ind kl 12, og vi fik også selskab af hans kærlige “søster” / min datter, som vaskede ham i sidste uge, og som var ligeså berørt som mig!
Dyrlægen fortalte, at hun var overrasket over, at hans hjerte havde holdt ud så længe, og hun var helt sikker på, at beslutningen var den rigtige for Diki.

Vi hyggede os i sofaen i det fredelige rum, dyrlægen har til denne lejlighed – de 2 skud med bedøvelse og sovemedicin virkede hurtigt, og Diki sov bare stille og roligt ind, mens vi kælede for ham.

Jeg savner ham forfærdeligt! Det bliver svært at vænne sig til tomheden! Han har jo altid været her sammen med mig!

Farvel Diki – min dejlige, sjove, stædige, kærlige ven! God rejse over regnbuebroen, hils Bodil, din mor Lukla, onkel Sherpa og alle de andre venner!

Efter et par nervepirrende dage, hvor jeg oprigtigt troede, at Diki var alvorligt syg af sine hjerteproblemer, er dagen i dag lys og lykkelig!
Diki er ikke rask – men han er, som har været det sidste ½ år: glad og veltilpas!

Jeg ved godt, jeg er pylret! – men Diki er en stor del af mit liv, og de sidste 2 år har jeg levet med den viden, at han pga en hjertefejl har en begrænset tid hos mig!

Jeg skal “bare” passe på ham, han tåler ikke anstrengelser! Og det var det, der skete i lørdags, hvor vi var til fødselsdag i familien. Familien omfatter nu også en Fransk Buldog hvalp, Yuki på ca ½ år – mit barnebarns lille hund, som vi har hilst på et par gange – men som nu er blevet større og frækkere, og som frygtelig gerne vil lege med Diki!
Men det gider Diki altså ikke! Yuki er dog meget vedholdende og prøver på alle mulige måder at opfordre / drille Diki, så som noget meget sjældent bjæffede han af Yuki og viste tænder – det havde overhovedet ingen virkning!

Derimod kunne den mere end dobbelt så store Labradoodle Mickey , som også var med (gode venner af familiens hund) godt sætte sig i respekt – han gider nemlig heller ikke det lille myr, men Diki og Mickey er rigtig gode venner, fordi de har kendt hinanden, siden Mickey var hvalp! Så er det nemlig stadig Diki, der er “den voksne”! – Ja hunde har deres eget hiraki og kropssprog!

Det var åbenbart for anstrengende for Diki, så han var dødtræt, da vi kom hjem, og smed sig omgående i en sofa og snorksov. Det gjorde han så også hele søndagen – men det var jeg forberedt på, så jeg lod ham bare være.

Derimod blev jeg urolig, da han mandag stadig var helt udmattet og slet ikke ville noget som helst, ikke engang spise! Og vores ture blev også meget korte, for han nærmest kravlede af sted bag mig, langsomt – langsomt. Han hostede også meget, og det er tegn på at hjertet ikke pumper godt nok (derfor får han både hjertepiller og vanddrivende piller).

Så det roterede i mit hoved! Er det ved at være slut nu! Han har ellers haft det godt det sidste ½ år, godt humør og glad og livlig! I nat var jeg vågen nogle gange og kunne ikke høre ham (hosten), men lod ham være, og så begyndte tanken om dyrlæge i dag at melde sig – UH jeg hader tanken!

Da jeg tændte min sengelampe kl 7 som sædvanligt, lettede han fra sin kurv og kom hen til mig, og ville gerne op i sengen som alle andre dage! Han var glad og veltilpas og nød børstningen, som han altid får, inden vi går vores morgentur!

Nøj, hvor var jeg lettet og rørt! Min dejlige, elskede hund er helt sig selv igen! Og han gik også, som han plejer – foran mig og “læste aviser” og fik gjort, hvad han skulle, på den sædvanlige rute.

Og for nu lige at understrege, at alt er fint, skulle vi lege, mens jeg spiste morgenmad (han skal nu normalt vente, til jeg er færdig), med “skildpadden”, som han har haft fra han var hvalp – jeg skal kaste den, så han kan fange den og komme med den igen-igen!

Vi skal ikke til dyrlæge! Ikke endnu i hvert fald! Sønnen forsøgte ellers i går, da jeg fortalte om min uro, at forberede mig! – men ingen ved det jo bedre end jeg selv: der er begrænset tid, men det er så ikke nu!