Når jeg tænker efter, er der måske ikke noget at sige til, at min krop ikke kan vænne sig til normale tider igen! For faktisk er der sket så meget helt fra midt i maj – dvs 2 måneder – at det ikke har været “hverdag” i al den tid. Min sygdom startede jo et par uger, før jeg blev rigtig syg og kom på sygehuset. Jeg havde flere mindre galdestensanfald med dage imellem, hvor jeg fungerede nogenlunde – det blev bare værre hver gang. Indtil det gik helt galt samtidig med svigersønnens 60 årsfødselsdags fejring, hvor yngstesønnen m/familie boede her, men jeg var for dårlig til at deltage i festen.

Efter min operation og 2 ugers indlæggelse boede datteren hos mig og sørgede for mig med alting – vartede mig op, kørte mig til læge og sygehus, hentede medicin og sørgede for Aramis – det var trygt og rart – og nødvendigt, jeg ville ikke have kunnet klare mig selv! (Og ældstesøn + svigerdatter var sydpå på 3 ugers ferie!)

Selv efter at hun var flyttet hjem, kom hun eller svigersønnen og gik ture med Aramis 2x/dagen, indtil jeg så småt overtog lidt ad gangen.

Det var også dem, der kørte mig til Kolding pga et nyt anfald, mens jeg fik flex-taxa til en planlagt kikkertoperation mere for at få den sidste galdesten fjernet.

Da alt det var overstået, kunne jeg begynde at overveje, hvordan jeg kunne fejre min fødselsdag på en måde, jeg selv kunne holde til! Det indebar også, at yngstesønnen m/familie kom fra Brøndby og overnattede hos mig, dvs kun Victor, forældrene sover altid i vores Fælleshus, hvor vi har gæsteværelser.
Og så kunne Victor blive her på 1 uges sommerferie, som han har gjort, siden han blev 8 år og kunne rejse med “børnetog”, når han skal hjem.

Det er hyggeligt, når han er her, men der foregår jo ikke så meget, udover at han altid har 1 dag sammen med sin fætter Christian i Vejle – det sætter de begge 2 stor pris på.

Nu rejste han hjem i går, og der er blevet stille hos mig! Han forventer ikke underholdning og ved godt, at jeg denne gang ikke havde kræfter til udflugter. Han har mit arbejdsværelse, hvor han spiller på sin PC, og det går ikke stille for sig! Han har masser af kontakter med kammerater, skolekammerater el.a., og de snakker sammen imens, både på dansk og engelsk – og det er faktisk et flot engelsk, han taler! Selv om han høfligt lukker døren, kan jeg jo godt høre, når de morer sig!
Så snakker vi om, hvad vi skal have at spise, vi følges ad på indkøb, og sommetider vil han også gerne med, når jeg går tur med Aramis – nu kan han også holde snoren!

Men i går tog han for første gang hjem med et IC-lyntog – ikke børnetoget! Det blev mere kompliceret, end vi havde planlagt, pga skift til togbusser undervejs, men vi havde snakket det godt igennem, og det gik fint, selv om der var nogle, der havde snuppet den plads, han havde pladsbillet til! (Det er ikke fair efter min mening! Men andre tilbød ham en plads sammen med dem).

Og nu er jeg så blevet alene med Aramis og kan godt mærke, at det trænger jeg til – jeg er stadig meget træt efter operationerne, og tager ofte en lille lur i min lænestol, og går tidligt i seng!

Men der ligger også noget ubevidst som f.eks.: “Mon Victor vil med ned og handle” eller “Nu skal det ikke blive for sent, før vi spiser” osv.
Det er ikke bevidste tanker, og det har ikke noget at gøre med, at det har været for meget. Det er bare min hjerne, der ikke kan slappe helt af, den har været på overarbejde siden midt i maj!

Så det er sikkert godt for mig, at jeg nu har et par uger, hvor jeg ikke skal tænke på noget som helst og bare kan strikke eller se Tour de France og senere OL, noget jeg ellers ikke går ret højt op i. Men det passer mig fint! Og nu kan jeg strikke igen – i mange uger strikkede jeg næsten ikke!

Hvem ved? måske begynder jeg også at sy?

Sikke en dejlig fødselsdag, jeg fik!

85 år – det er altså lidt skræmmende, ikke mindst, når jeg tænker på den nylige sygdom!

Men det blev sådan en dejlig dag med mine traditioner lige fra barndommen og med næsten hele min familie!

Traditionen, som er et must (!) er “Is-chokolade” om eftermiddagen = høje glas med cacaomælk + en klump vanille-is + flødeskum på toppen, drukket/spist med sugerør og lange teskeer, og så med et stykke kringle til.
Det fik vi herhjemme om eftermiddagen, hvor jeg havde inviteret nogle af “sypigerne” fra Depotgården + de af familien, der ikke var på arbejde. Det var heldigt, at skyerne drev over, så nogle kunne sidde ude på terrassen! Jeg fik også en stor overraskelse, da ældstesønnen havde en af mine gamle spejdere fra ’80-erne med – mega hyggeligt!

Om aftenen havde jeg inviteret hele familien til middag på “Kims Køkken” inde i Fredericia – Asiatisk mad efter de enkeltes valg forud, det var virkelig meget lækkert og hyggeligt.

Vi manglede kun én, som bor og arbejder i København og ikke havde ferie. Men alle 3 “børn” m/ægtefæller, børnebørn m/en kæreste samt min lillesøster og svoger – det var rigtig dejligt!

Jeg havde ikke en gave-ønskeseddel, så de havde været kreative, og hvad er bedre end overraskelser?
Så jeg fik både gavekort til garn, til brunch på Vivaldi, til praktisk arbejde herhjemme, lækkert bambus-sengetøj, en garn-skål (til at holde på garnnøgler), flotte blomsterbuketter og dejligt TØJ! Tænk nogen havde købt dejligt sommertøj til mig! Modigt! Men det passer!

Yngstesønnen m/familie boede her et par dage og tog på udflugt til Djurs Sommerland i går hele dagen og aftenen, der havde Victor og hans mor aldrig været. Nu er forældrene kørt hjem til Brøndby, og Victor har påbegyndt sin sommerferie hos Farmor, det er rigtig hyggeligt, ikke mindst fordi han nu er så stor og fornuftig, at han kan hjælpe til med alt muligt! Vi har det altid hyggeligt sammen.

Ældstesønnen kom lige trillende på sin Segway-el-kørestol med 2 store poser hjemmedyrkede kirsebær, som hans kone og nogle veninder havde plukket! Lige i tide til at fuglene ikke havde fået øje på dem, men friske og modne til at guffe i sig!

Åhr! de smager godt!

Det er utroligt, så længe der gik, før der kom fart i strikkepindene igen! I de 2 uger, jeg lå på sygehuset forsøgte jeg at strikke lidt på et “lige-ud-ad-landevejen-sjal”, men det blev kun til ganske få pinde. Og det blev ikke meget bedre, den første tid, jeg var hjemme.

Men så fik jeg taget mig sammen til at trevle op – 2/3 faktisk – af den “Peacock-tee”, jeg havde opdaget en dum fejl på. Det var en overgang til nyt nøgle, som var klodset lavet på et meget iøjnefaldende sted, som jeg først så, da blusen var helt færdig, vasket og glattet! Men jeg ville aldrig være kommet til at bruge den, hvis jeg ikke fik det ordnet – så om igen med det nederste stykke – som også er det mest kedelige at strikke!

Og nu er den så klar, hvilket betyder, at jeg kunne slå op til noget nyt! Og for at det nu ikke skal være løgn, så har jeg slået op til 2 nye sommerbluser! Den ene skal jeg se på, mens jeg strikker, den anden kan jeg godt se TV el læse til!
Den er ret lækker – bambus/bomuld – og jeg kan godt lide farven – men garnet! Det er Vikinggarn/Bambino, som er så løst spundet, at man ustandselig får pinden ind mellem trådene! Uden at opdage, før man er kommet et par pinde ned, at man kun har 1-2-3 tråde af 5 med, hvis man ikke kigger på det hele tiden! Det kommer jeg aldrig til at strikke med igen!

Men jeg skal nok få glæde af blusen!

Endelig turde jeg selv køre bil igen og kunne lige nå en dag på Depotgården, inden der lukkes for sommerferie. Det var så dejligt at være med på Tekstilværkstedet, og jeg fik en skøn velkomst med knus og masser af spørgsmål – jeg var netop derinde samme dag, som jeg blev så syg om aftenen, og de fortalte mig, at jeg var helt hvid i hovedet af smerter! Det er ovre nu – håber jeg!

Jeg havde kage med, og det er nok lidt for tidligt at begynde og bage til så mange, så jeg købte et par super-gode Wales kringler hos bageren i anledning af min snarlige fødselsdag!

Der var 2 andre, der også var blevet enige om at have kage (hjemmebagt) med, så der blev rigtig smovset til eftermiddagskaffen! Pia havde gjort fryseren klar til sommerens nye bær og frugt og havde lavet æblekage med masser af flødeskum!

Så lidt var der tilbage af de 2 lækre (glutenfri) roulader, som Jette havde bagt!

Og så nåede Laila lige at tage de sidste sting på sit flotte tæppe – hun er fantastisk til at sy farvestrålende, perfekte tæpper i “Paper-piecing”-teknik.

En festlig dag! Men jeg var også træt, da jeg kom hjem.

I dag er det en måned siden, jeg blev opereret – efter indlæggelse aftenen før – så syg, som jeg aldrig har været før! Og jeg husker stadig ikke ret meget af de første døgn, men mine børn har jo fortalt om det. Og det er ikke rart at høre!

Men det går godt nu, og jeg bliver friskere for hver dag! Jeg har fået min bil hjem, og i dag har jeg kørt en lille indkøbstur, som gik fint. Jeg går også selv med Aramis både morgen og eftermiddag – det går ikke så stærkt, men det må han finde sig i – og det gør han! Han er en virkelig skøn hund, meget tålmodig!

Men når kl. er 19, så kan jeg næsten ikke holde mig oprejst for træthed! Problemet er bare, at hvis jeg går så tidligt i seng, kan jeg ikke sove hele natten – så jeg holder ud og forsøger at lave noget andet, så jeg glemmer, hvor træt, jeg er 😉

1 måned uden ret megen bevægelse sætter sine spor!

Jeg har lige været en lille tur i Brugsen – mest fordi jeg VIL – og hvis nogen har tænkt, at der gik en beruset gammel dame – så forstår jeg det godt! Jeg kan simpelthen ikke styre mine ben, og jeg går snublende langsomt!
Jeg går små ture med Aramis hver dag nu, men sådan en lidt længere tur – det er svært! Og det handler altså ikke engang om 500 m!

Det er mit eget valg, at jeg ikke kører bil (endnu), det bestemte jeg allerede på sygehuset, før jeg blev udskrevet, og det var mest praktisk at overlade min bil til datter/svigersøn, fordi de kørte så meget for mig. Men nu tror jeg snart, at jeg skal køre selv igen – bare sådan ud og handle.

Men hvor føler man sig altså dum, når man vakler af sted med små, langsomme zig-zag skridt!

Ja, det siger hun selv, at hun var allerede som barn – det kan jeg bare ikke huske. Men det er et stort held for mig i dag!

Jeg opdagede i går aftes, at jeg manglede mit ene høreapparat, og jeg troede selvfølgelig, at det kunne være sket på sygehuset, for jeg kan huske, at jeg troede, jeg skulle tage dem ud før undersøgelse/operation og begyndte at fjerne det ene, da lægen sagde, at det behøvede jeg ikke, for de sad så dybt, at de ikke ville genere (alt andet, smykker osv måtte jeg ikke have på). Så jeg ringede til sygehuset, som ikke havde fundet det. Og jeg ledte først og fremmest i soveværelset, fordi jeg havde den tanke, at jeg måske ikke havde fået det sat ordentligt i. Ligeledes ledte jeg i vaskemaskinen, fordi jeg grisede min bluse til, da jeg kastede op og derfor straks havde vasket den – men jeg kunne ikke finde det.

Så jeg benyttede mig af den “tryghedsaftale”, jeg fik ved køb af høreapparaterne hos Audio-Nova for 3½ år siden. Jeg vidste godt, at der er en selvrisiko, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Det fortalte jeg datteren i telefonen, og vi snakkede om, hvor det kunne være, og så sagde hun: “Har du kigget i sofaen, hvor du lå, da du var så dårlig og havde travlt, når du skulle ud i badeværelset?

Og der lå det!!! Under puden. “Jamen jeg er tingfinder,” sagde hun grinende. Fantastisk!

Så nu må jeg lige ringe til den søde dame hos Audio-Nova straks i morgen tidlig!

…at al “balladen” omkring min galdeblære er slut!

Ambulant kikkertundersøgelse/operation i fuld narkose i går i Kolding har efterladt mig uden flere galdesten (stor sten fjernet som den sidste), uden den indsatte stent, som blev fjernet, med “oprensning” for grus og skidt, så der er god passage, men med en lille galdeblære i behold, tilsyneladende uden større funktion, fik jeg oplyst efter undersøgelsen.

Det var – igen – en god oplevelse, med meget venlige sygeplejersker og læger, der var meget omsorgsfulde og med informationer hele vejen igennem. Jeg blev bl.a. spurgt om evt. allergier, dem har jeg ingen af, men jeg fortalte, at jeg altid bliver meget dårlig efter narkose, så jeg fik ekstra kvalmestillende medicin. Og glad var jeg, da jeg havde det rigtig godt, mens jeg langsomt vågnede op på opvågningsstuen. Jeg kunne endda spise en ristet toast m/ost og drikke sød saft!

Og et par timer senere blev jeg kørt hjem i en flex-taxa – alt var godt! – Øøhh – troede jeg! For undervejs begyndte jeg så småt at få kvalme og blev nervøs for, om jeg skulle bede chaufføren om at holde, for jeg havde ikke fået en brækpose med!

Jeg nåede hjem, fik låst mig ind til min glade hund og styrtede ud i badeværelset og kastede op igen og igen, det var voldsomt! Og det gentog sig hele eftermiddagen.

Jeg fik også ondt, smerterne lignede dem, jeg får ved anfald. Men nu har jeg den kombination af Panodil + morfin-stikpiller (som ikke ryger op igen med opkast), og det hjalp! Så sidst på eftermiddagen havde jeg det bedre igen, og da datter og svigersøn kom og gav lidt omsorg, og sørgede for, at jeg fik frisk saft at drikke, og han gik tur med Aramis, så gik det godt igen.

Og det gør det stadig, jeg har det fint nu og har sovet godt i nat.

Så nu satser jeg på, at lægerne har ret: der er ikke mere, der kan genere mig (før der dannes nye sten???).

Hvorfor de ikke vil fjerne den galdeblære, kan jeg ikke få klar besked om. Måske arvæv fra de nu 8 kikkertoperationer fra 2013 – 2024?

Alle mine sygdomsproblemer først – og derefter mystiske problemer med min PC, som ikke kunne oploade de flotte, store billeder, som Thomas tog af sin fødselsdagsgave – gjorde, at jeg kun har vist nogle mørke billeder, der slet ikke viser de fine farver i William Morris stofferne, jeg brugte til det flotte, håndsyede tæppe, som jeg på et hængende hår fik færdig, og som han er meget glad for.

Men her er det (jeg er sgi’ stolt af det!)

Og nogle nærbilleder af udsnit: