Så flot morgen! Dem er der oftest flere af på denne årstid, og når man er tidligt oppe og går med Aramis i den kølige luft, må man nyde det! – før frosten melder sig!

Siden 2013, hvor Birgith første gang inviterede Projekt Puttetæpper til “Tæppetante-træf” på gården i Hejnsvig, hvor hun bor sammen med en af sine sønner og hans familie, har en stor flok “tanter” mødtes der én gang om året, medbringende store favnfulde / tasker / sække med puttetæpper, som gives som gaver til alle børn (1000 pr år) på de 5 julemærkehjem i DK – det ene flottere end det andet!

I de seneste år arrangeres der også et lignende på Sjælland, men for mig er det begivenheden i Hejnsvig, der har en særlig betydning! Og selv om jeg ikke selv er i styregruppen mere, er jeg en glad deltager og glæder mig altid til at se alle tæpperne og møde tæppetanterne. Det første år, som var et forsøg, var vi 22, men de næste år steg deltagertallet til 80! Så kom “Corona”, hvor vi begrænsede antallet, og nu er det landet på max 50 deltagere – det passer fint!

Altid samme opskrift: glad modtagelse – aflever dine tæpper til en hjælper – find en plads ved de runde borde – formiddagskaffe, mens medbragte tæpperne bliver dynget op over sønnens veteranbiler – kig på de tæpper, der er hængt op på forhånd – der er meget at se på!

Senere er der orientering om året, der er gået, frokost og et foredrag. I år var det forstanderen på Julemærkehjemmet Fjordmark, der fortalte om arbejdet med børnene – det er altid medrivende!

Og efter kaffe og kage fjernes de tæpper, der holder på “hemmelighederne” = store-store bunker, kasser og æsker med donerede stoffer, som er kommet ind i årets løb. Det er helt overvældende, og man skal bare tage fra!

Sådan har det været i alle årene – også i år! Det er helt utroligt, hvor meget, vi kan drage hjem med!

Her er en lille kavalkade:

Der blev også vist tæpper med særlige historier!

Det var en dejlig dag! Tak!

Når “mor” har været væk hele dagen, skal vi først ud og luftes, have aftensmad – og så…

…kan vi hygge! Aramis har lært nu at hygge på samme måde som Diki: På mit skød og ben og hovedet helt oppe på min mave, så jeg kan omfavne, kæle og nusse!

Det forstod han intet af i starten, men lidt ad gangen er han kommet til at elske det og kommer selv og hopper op på min fodskammel, så jeg kan tage hans poter og trække ham op til mig.

Han fylder noget mere end Diki! Ren hygge!

Birte og Jonna 2 ældre damer i Hovedgaard har strikket en ny, stor portion “hyggesokker”, store og farvestrålende, til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Jeg regner med, at de har kørelejlighed i dag, når jeg mødes med forstanderen til Tæppetante-træf i Hejnsvig!

Ikke så meget denne gang – men super lækkert!

Uldfeen havde efter en lang sommerpause salgsaften i onsdags, og allerede i dag fredag formiddag modtog jeg mit indkøb: både den gråblå merino/silke og de 2 fed ren silke i blå+grønne farver skal strikkes sammen med garn, jeg har på mit “lille” lager – jeg glæder mig!
Og det lille bundt kulørt merino-broderegarn er en gave fra Uldfeen – spændende til effekter.

Hvor er det frækt! Lige midt i min lille forhave, på græsplænen – hov hvad er det?

En “pæn” bunke hundelorte! – nu har jeg da aldrig…

Vi har 4 hunde her, hvor jeg bor, men de går alle i snor, så hvilken hund vover sig her ind i vores delvis aflukkede fællesskab og lægger sådan en bunke lige foran mit flotte figentræ, som jeg havde inspiceret dagen før?

Det må have været i mørke, for Aramis holder rigtig godt øje med alt, hvad der bevæger sig – harer, andre hunde, mennesker, biler – han skal nok give lyd fra sig – og han har ikke alarmeret!

Men jeg bliver sur!

Jeg har altid haft “noget” med tal – datoer, tlf.numre, fødselsdatoer, årstal – som sidder fast!

31. august er sådan en dato – ikke fordi den betyder noget særligt eller er en mærkedag. Men fordi jeg frøs en hel nat for mange, mange år siden, som jeg ikke mindes at have frosset før eller efter!
Og nu er det 31. august – og meget koldt om aftenen/natten, som det var 31. august 1959!

Jeg var – som jeg har været det meste af mit liv – spejder. Og jeg var netop blevet betroet at være ansvarlig leder for 30 ulveunger (8 – 12-årige drenge). Det var lidt ualmindeligt for en 20-årig, men jeg har altid godt kunne lide en udfordring, og ikke mindst hvis der fulgte et ansvar med!

Dengang var spejdere i DK delt, så piger og drenge var adskilt og havde forskellige uniformer: grønne for piger i KFUK og drenge i KFUM. I Det Danske Pigespejderkorps havde blå kjoler, og Det Danske Spejderkorps havde mørkeblå sweater for drengene (ulveungerne) fra 8 – 12 år, derefter khakigule skjorter. Jeg havde været blå pigespejder, men blev opfordret til at blive leder for en gruppe ulveunger i en DDS-gruppe i Odense. DDS havde næsten udelukkende kvindelige ledere til denne aldersgruppe, og så skiftede man til khaki skjorte + ulden khaki nederdel.

Forældre-rådet i 3. Odense gruppe, som blev min gruppe, afholdt en weekend-tur for rådsmedlemmerne m/ægtefæller samt de 2 ansvarlige ledere for hhv ulveungerne og trops-spejderne (over 12 år), og det foregik på ægte spejdermaner i telt!
Jeg lånte min fars lille amerikanske 2-3 mands telt, som jeg havde sovet i mange gange sammen med mine søstre eller mine forældre, men aldrig alene.
Det var rigtig dejligt eftersommervejr, og der var så skønt ved den spejderhytte, der hedder Hylkedam v/Gelsted, hvor jeg har været mange, mange gange.

Sjovt nok var det vejr netop som denne weekend: solskin – men meget koldt om natten. Og min sovepose dengang kan slet ikke sammenlignes med de lækre, frostsikre poser, spejdere har nu om dage!
Det amerikanske telt, som min far havde “swappet” (byttet) på en kæmpestor verdens jamboree i Østrig i 1951 havde en sjov trekantet facon med kun 1 teltstang og et “vindue” i den ene ende, det kunne ikke lukkes! Og der var ikke andre beboere end mig til at varme det op, som i de øvrige telte, hvor de kunne varme hinanden!

I løbet af natten frøs jeg så jammerligt, så jeg pakkede alt, hvad jeg havde, omkring mig: teltunderlag, frakke, trøje osv, men det hjalp ikke ret meget – hold da op, hvor jeg frøs!

Og det er jo nok derfor, jeg kan huske det 65 år senere! Og det var netop i nat, jeg kom i tanker om det, da jeg frøs under min sommerdyne og med åbent vindue, som jeg altid har.

Jeg var inviteret til svigerdatterens fødselsdag i går aftes – men uden at vide, hvor det skulle foregå – bare med besked om, at jeg blev hentet ca. kl. 16. Det blev jeg, af hende og ældstesønnen, og jeg havde forstået, at vi skulle hente deres børn + svigersøn i Vejle – men pludselig opdagede jeg, at vi kørte syd på og ikke nord på – hvor skulle vi hen? Jeg fik lov at gætte, og jeg gættede på 2 muligheder – den ene var rigtig!

Vi kørte næsten til grænsen, til Genner Hoel kro og Pandekagehus! , hvor jeg ikke har været før, men som fødselaren havde valgt! Og der mødtes vi med “børnene”.

Jeg spurgte til, om det var noget med valgfri pandekager med forskelligt fyld, og så grinede de! Prøv at se, om du kan spise mere end 1 !

Menukortet indeholdt udelukkende pandekager! Med oksekød + salat, med kylling + salat, med flere forskellige muligheder, også med desserter f.eks. ost, is, æblekage eller bare med sukker!

Vi valgte hver især en middagspandekage med forskelligt fyld og hvilke pandekager! Kæmpestore, helt tynde, men varme og meget velsmagende og med det lækreste fyld! Kød, salat og dressing indeni den foldede pandekage (jeg kunne have spist pandekagen helt uden fyld, så godt smagte den! Men det var også lækkert fyld: små, møre og varme stykker kylling + bittesmå sprøde “perler” af bacon sammen med masser af lækker salat! Jeg kunne slet ikke spise op! Men så fik jeg da bare resten med hjem!

Og hvordan det nu kunne lade sig gøre, så fik vi også kaffe med en stor dessertpandekage m/is el. æblekage!

Det var så hyggeligt – og der var masser af mennesker, både inde i de små stuer i det gamle hus og udenfor i solskinnet. Det er åbenbart kendt, og der hører også en lille campingplads til, så er det både nemt og lækkert at spise i pandekagehuset!

Tusind tak for en dejlig oplevelse!

Kl 6 i morges vågnede jeg ved, at et lille glimt nåede gennem de lukkede øjenlåg – nåh, er det lyn? Ja, det var det, og næsten samtidig bragede det løs – det var tæt på. Det var også næsten mørkt, og jeg havde ikke travlt med at stå op, for vi skulle i hvert fald ikke ud i det voldsomme regnvejr, som hurtigt fulgte efter, og med lyn over os! Det blev ved, og efter ca et kvarter kom der Aramis pludselig listende fra entreen, hvor han oftest ligger sidst på natten.

Han har p.t. halskrave på, efter at han er blevet klippet for et par dage siden, og igen for tæt under maven og kønsorganerne, så han slikker sig! Det har vi prøvet et par gange, og jeg håber, jeg har taget det i opløbet, så der kun er lidt tynd hud/sår på tissemanden. Men halskraven er nødvendig, og han er utroligt flink til at affinde sig med det!

Jeg har ikke oplevet, at han bliver bange for fyrværkeri el torden, men dette var nok for langvarigt og for voldsomt – så med skærm og det hele landede han på maven af mig! Han er jo stor af en Tibbe at være, men det er helt OK! Han må gerne søge tryghed hos “mor”, han sagde ingenting, rystede heller ikke, lå bare stille, tværs over min mave, men spændt i kroppen! Jeg lagde mærke til, at hver gang, der kom et lyn, løftede han hovedet og lyttede: han havde fundet ud af, at der kom et stort brag efter! Der gik næsten en time, før det stoppede, det var som om, det kørte rundt og kom tilbage. Men vi kunne jo ikke ligge der hele dagen, så vi gik vores morgentur (eller det halve!) og fik gjort “toilette” – men uden torden!

Han er sådan en kærlig hund, og det er dejligt, at han ved, hvor der er tryghed! Vi er blevet et godt par efter knap 1½ år, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke holdt fast i planen om ikke at få flere hunde!

Når jeg tænker efter, er der måske ikke noget at sige til, at min krop ikke kan vænne sig til normale tider igen! For faktisk er der sket så meget helt fra midt i maj – dvs 2 måneder – at det ikke har været “hverdag” i al den tid. Min sygdom startede jo et par uger, før jeg blev rigtig syg og kom på sygehuset. Jeg havde flere mindre galdestensanfald med dage imellem, hvor jeg fungerede nogenlunde – det blev bare værre hver gang. Indtil det gik helt galt samtidig med svigersønnens 60 årsfødselsdags fejring, hvor yngstesønnen m/familie boede her, men jeg var for dårlig til at deltage i festen.

Efter min operation og 2 ugers indlæggelse boede datteren hos mig og sørgede for mig med alting – vartede mig op, kørte mig til læge og sygehus, hentede medicin og sørgede for Aramis – det var trygt og rart – og nødvendigt, jeg ville ikke have kunnet klare mig selv! (Og ældstesøn + svigerdatter var sydpå på 3 ugers ferie!)

Selv efter at hun var flyttet hjem, kom hun eller svigersønnen og gik ture med Aramis 2x/dagen, indtil jeg så småt overtog lidt ad gangen.

Det var også dem, der kørte mig til Kolding pga et nyt anfald, mens jeg fik flex-taxa til en planlagt kikkertoperation mere for at få den sidste galdesten fjernet.

Da alt det var overstået, kunne jeg begynde at overveje, hvordan jeg kunne fejre min fødselsdag på en måde, jeg selv kunne holde til! Det indebar også, at yngstesønnen m/familie kom fra Brøndby og overnattede hos mig, dvs kun Victor, forældrene sover altid i vores Fælleshus, hvor vi har gæsteværelser.
Og så kunne Victor blive her på 1 uges sommerferie, som han har gjort, siden han blev 8 år og kunne rejse med “børnetog”, når han skal hjem.

Det er hyggeligt, når han er her, men der foregår jo ikke så meget, udover at han altid har 1 dag sammen med sin fætter Christian i Vejle – det sætter de begge 2 stor pris på.

Nu rejste han hjem i går, og der er blevet stille hos mig! Han forventer ikke underholdning og ved godt, at jeg denne gang ikke havde kræfter til udflugter. Han har mit arbejdsværelse, hvor han spiller på sin PC, og det går ikke stille for sig! Han har masser af kontakter med kammerater, skolekammerater el.a., og de snakker sammen imens, både på dansk og engelsk – og det er faktisk et flot engelsk, han taler! Selv om han høfligt lukker døren, kan jeg jo godt høre, når de morer sig!
Så snakker vi om, hvad vi skal have at spise, vi følges ad på indkøb, og sommetider vil han også gerne med, når jeg går tur med Aramis – nu kan han også holde snoren!

Men i går tog han for første gang hjem med et IC-lyntog – ikke børnetoget! Det blev mere kompliceret, end vi havde planlagt, pga skift til togbusser undervejs, men vi havde snakket det godt igennem, og det gik fint, selv om der var nogle, der havde snuppet den plads, han havde pladsbillet til! (Det er ikke fair efter min mening! Men andre tilbød ham en plads sammen med dem).

Og nu er jeg så blevet alene med Aramis og kan godt mærke, at det trænger jeg til – jeg er stadig meget træt efter operationerne, og tager ofte en lille lur i min lænestol, og går tidligt i seng!

Men der ligger også noget ubevidst som f.eks.: “Mon Victor vil med ned og handle” eller “Nu skal det ikke blive for sent, før vi spiser” osv.
Det er ikke bevidste tanker, og det har ikke noget at gøre med, at det har været for meget. Det er bare min hjerne, der ikke kan slappe helt af, den har været på overarbejde siden midt i maj!

Så det er sikkert godt for mig, at jeg nu har et par uger, hvor jeg ikke skal tænke på noget som helst og bare kan strikke eller se Tour de France og senere OL, noget jeg ellers ikke går ret højt op i. Men det passer mig fint! Og nu kan jeg strikke igen – i mange uger strikkede jeg næsten ikke!

Hvem ved? måske begynder jeg også at sy?