Jeg havde meddelt min familie, at jeg ikke ville holde fødselsdag, bortset fra den traditionelle “Is-chokolade” på terrassen – og heldigvis kunne og ville de fleste af dem gerne møde op!
Jeg fejrede min 85 års dag sidste år trods ikke helt restitueret efter alvorlig sygdom, og så må det være nok. Jeg har et blandet forhold til min alder! Jeg har aldrig troet, at jeg skulle blive så gammel, det har forekommet mig nærmest uvirkeligt, måske fordi der er meget få af mine aner, der har kunne skrive et 8-tal som første ciffer! På den anden side er jeg også lidt stolt!
Så en lille hyggelig fejring med de nærmeste så jeg frem til. Yngstesønnen m/frue havde ikke ferie endnu, og Victor var på spejderlejr i Norge (til min store glæde) – Frederik skulle passe sit nye studiejob som pølsemand på “Harry’s Place”, og Ebbe har netop indledt sit sidste job som kadet hos Mærsk med sejllads fra Brasilien. Men de ringede alle 3 drenge + yngstesønnen, det var sødt af dem! Og alle de øvrige var her: datteren og svigersønnen, ældstesønnen og svigerdatteren, Christian og Christina samt 2 veninder – så kunne vi heller ikke være flere.
Og vejret var fantastisk, lige tilpas sol og varme. Jeg havde få dage forinden indløst et gavekort fra sidste år, som gik på oprydning i mit udhus, køleskab/fryser, som datteren og svigersønnen fik shinet så fint op som aldrig før! Det er en fornøjelse! Et andet ønske blev også opfyldt, nemlig 2 kurvfulde helt nybagte “Kardemomme-snurrer” som datteren er ferm til at bage! Og dem skulle vi have til is-chokoladen, som var det eneste, jeg selv stod for – det er, som nogen har hørt om før, en uundværlig tradition i min familie, helt tilbage til før 2. verdenskrig !!! Vi boede altid hele familien i min mormor og morfars sommerhus i Nyborg, helt ned til Storebælt, og der var flere, der havde fødselsdag om sommeren, så der fik vi altid is-chokolade. Dengang kogte min mor altid rigtig chokolade dagen før, så den kunne blive afkølet i den lille kælder under bryggerset. Nu om dage køber jeg Mathilde chokolademælk, men den serveres på samme måde: i høje glas med en skive vanilleis og en klat flødeskum på toppen, med sugerør og en lang toddy-ske. Der er knap så mange sommer-fødselsdage blandt nuværende familiemedlemmer, men så må vi nyde det!
Det gjorde vi også, og snakken gik – det var så hyggeligt, også da Christian hentede store familie-pizzaer hos Marmaris pizzaria, som ligger lige ved siden af!
Selv om min indsats rent fysisk var beskeden, så var jeg helt udmattet! i går blev det mest til lidt oprydning (svigerdatteren havde ryddet det meste op, som hun plejer), og til at glæde mig over de fine gaver, jeg havde fået!
Sikke en dejlig fødselsdag!