9. og sidste afsnit – Grønland 1962 – 1973 – tilbageblik.

Gode og mindre gode minder fra Grønland 1962 – 1973.

Det blev i alt til 15 år for Sørens vedkommende og 12 år for mig i Grønland. Vi var heldige at blive udstationerede forskellige steder i både Nord-, Syd- og Østgrønland, i større byer såvel som små, og vi oplevede en rivende udvikling. Og det var både i positiv og negativ retning.

Alt for mange børn.
De første år (i 60-erne) var alt meget primitivt, det kunne være vældig charmerende. Men det var f.eks. uheldigt, at der blev født alt for mange børn, som fik meget dårlige sociale vilkår. I Narssaq var jeg indlagt på sygehuset, der kun havde 2 stuer, og stuen for kvinder husede foruden 4-6 kvinder også 2 små børn, den ene en 1-årig dreng, hvis unge mor havde afleveret ham, da han var 1 måned gammel, fordi hun indså, at hun ikke kunne tage sig af ham. Men på bare den ene måned havde han taget varig skade, fordi han ikke fik mad og pasning. Min kollega og hendes mand havde besluttet at adoptere et barn og ville gerne have haft ham, som jeg havde fortalt om, men blev det frarådet af lægen, fordi den lille i al fremtid ville have så dårlig konstitution, at han ville pådrage sig alle mulige sygdomme. Hans fremtid ville blive en institution.

Det var dog ikke noget problem at finde et andet barn at adoptere, og med kort varsel fik de en lille pige, hvis mor på forhånd havde givet hende fra sig. Det par, der skulle have haft hende, blev ikke godkendt, og derfor blev barnet sendt tilbage til moderen! Hun boede hos sin syge mor, som hun passede foruden 13 søskende, netop derfor kunne hun ikke klare et barn selv. Løsningen fandt socialudvalgsformanden, der også var en kollega til os. Så Birthe og Asger fik ganske få timer til at købe eller låne babyudstyr – heldigvis onsdag før påske, så de havde hele (!) påsken til at vænne sig til at være forældre!

Da de nogle år senere, efter at de var flyttet til Danmark, ønskede et barn mere, arrangerede den samme socialudvalgsformand i Narssaq, at en anden lille pige, som havde været tæt på at indebrænde hos sin fordrukne mormor, blev sendt med sin mors sommerkæreste til Kastrup, hvor de tog imod hende – en grædende, træt, våd og beskidt baby efter den lange rejse med en lidt bedugget håndværker!

Mange af børnene havde jo danske fædre. Der blev ført faderskabssager, men det var ikke altid nemt at finde den rigtige. Det kunne der godt fortælles nogle historier om. Man kunne ”slippe” for mange års alimentationsbidrag ved at aftale et éngangsbeløb. Det kunne være en god idé for den sæsonhåndværker, der havde en kone derhjemme. Men ikke så heldigt for ham, der havde påtaget sig faderskabet på vegne af flere, som skillingede sammen til éngangsbeløbet, inden de rejste hjem for vinteren – og så blev det tvillinger!
En anden dansk håndværker, der var kendt for at have flere grønlandske børn, giftede sig med en ung dansk sygeplejerske, som ikke ville høre på advarslerne om ham, og hun var da også blevet gravid. Da hun havde født, viste det sig, at barnet var umiskendeligt grønlandsk! Det var Nemesis, blev hendes kolleger enige om.

Der blev født utroligt mange børn, men pludselig slog kampagnen for prævention igennem. Jeg oplevede det selv, da jeg fik vort andet barn. Alle børn blev født på sygehus af hygiejniske hensyn (og der blev ikke gjort forskel på danske og grønlandske kvinder), og inden jeg blev udskrevet fra sygehuset, var jeg blevet tilbudt P-piller eller spiral! Og den kampagne virkede. Da jeg i 1971 fik vort (planlagte) 3. barn, var jeg den eneste fødepatient på en stue med plads til 6!

Nicolaj, Helle og Jan

Ulykken, der blev til lykke.
Mange børn var der også i det lille hus, der lå ved siden af vores i Egedesminde. De hørte til de fattigste med en fordrukken Far og en stakkels underkuet Mor. Hver morgen blev toiletspanden tømt ud over fjeldsiden, hvor hundene tog noget af indholdet! Det så ikke så slemt ud om vinteren, når det blev dækket med sne, men det var fælt om sommeren.
Familien levede af, hvad Far’en kunne fiske eller fange, men han drak selv det meste op.
En vinterdag, sejlede han ud i sin lille motorbåd med den ældste søn på 12 år, efter at konen forgæves havde forsøgt at holde ham hjemme, fordi han var for fuld. Han røgtede sine garn fra en lille jolle, og mens sønnen hjælpeløs så til, gled han og faldt i det iskolde vand. Sønnen kunne ikke starte motoren, han så faderen drukne og sad der i mange timer, indtil en forbipasserende båd samlede ham op.
Det var jo en forfærdelig tragedie, og der blev samlet penge ind i hele byen til at hjælpe familien med. Som en af naboerne var jeg med til at aflægge besøg for at finde ud af, hvordan man bedst kunne hjælpe dem. Det glemmer jeg aldrig. I det lille hus var der et rum med en stor briks, hvor alle sov, andre møbler fandtes ikke, ikke så meget som en skammel. Så vi blev enige med enken om, at pengene blev brugt til møbler.

Ganske kort tid efter så jeg, at nogle af børnene havde fået varme hundeskindsbukser på i stedet for de pjalter, de plejede at gå i. Konen havde nok aldrig før fået lov at bruge hundeskind til tøj, når de kunne indbringe penge til øl.
Konen fik arbejde med rengøring på sygehuset, og efter ½ år flyttede hele familien ind i en moderne lejlighed, som hun nu havde råd til at betale. Så tragedien blev i den sidste ende til lykke for resten af familien.

Spejdere
Nogle af pigerne fra nabohuset blev for øvrigt spejdere i den lille flok, jeg fik samlet. Det havde jo været min drøm at fortsætte det spejderarbejde, der altid har været min store interesse. Det var ikke så nemt, men jeg fik lov at låne lokaler i en børnehave, og fik brugte uniformer gennem min svigerinde i Danmark, hvor man netop havde fået ny model. Det var udelukkende piger, i forvejen var der en drengespejdergruppe, og dengang blandede man ikke pige- og drengespejdere. Og selv om det ikke rigtig lod sig gøre at arrangere lejrture, så kunne vi godt tage ud i fjeldet på 1-dagsture. Det blev heldigvis en succes, og jeg fik også flere voksne med, som kunne overtage efter mig.

Diskrimination
Vi følte selv, at vi havde haft det godt med de grønlændere, vi i årenes løb havde været sammen med. Både på arbejde, naboerne, i børnehaven og hvor vi færdedes. Vi dansede og morede os med grønlændere til familie- og firmafester, vi blev inviteret til. Vi kendte og snakkede med alle mulige mennesker, vi mødte i den lille by.

Med hensyn til sprog, så lærte vi fra starten så meget grønlandsk, at vi kunne klare os – og iøvrigt kom man jo langt med “fingersprog” og mimik. Jeg husker fra det allerførste år, hvor Søren og jeg havde lært hinanden at kende i Narssaq, og vi mest opholdt os i hans hus, fordi han skulle være ved telefonen. Man gik aldrig ind med fodtøj på pga sne/pløre og manglende asfaltering, så jeg havde “parkeret” et par hjemmesko hos Søren. Og en lørdag, hvor hans ældre “kivfak” kom for at få sin løn for rengøringen og blev budt på kaffe, fik hun pludselig øje på mine fødder med hjemmeskoene på. Og så skal jeg ellers love for, at der kom en strøm af ord, som jeg ikke forstod et kvæk af – men det fremgik tydeligt af fagterne, at hun havde været nysgerrig efter, hvilken pige, der kom så permanent i huset, at de samme sko stod der!

Efterhånden snakkede de fleste grønlændere mere eller mindre dansk, så jeg har ikke følt, at der var alvorlige sprogproblemer.

Men vi kunne efterhånden godt mærke, at der var holdningsændringer undervejs. De ”udsendte” havde tjent for mange penge og haft for dominerende stillinger i forhold til de lokale. Jeg prøvede det på min egen krop, da jeg tog et halvdagsjob for at prøve, om det kunne fungere, når vi kom til Danmark. Jeg fik kun ¼ løn i forhold til den ”udsendte”, jeg arbejdede sammen med, og selv om jeg kendte vilkårene og ikke var afhængig af min løn, så var det frustrerende.
Værre var det, at vores datter Helle, som begyndte i børnehaveklasse, kom grædende hjem og spurgte, hvorfor børn på vejen kastede sten efter hende og råbte ”dumme dansker!” ? ”Jeg er da ikke dansker – jeg er grønlænder”, sagde den lille lyshårede dobbeltsprogede 6-årige. Hun gik i en klasse sammen med grønlandske og dansk/grønlandske børn, men hun talte og forstod så godt grønlandsk, at lærerinden ikke fandt det nødvendigt at fortælle en historie på dansk engang imellem. Hvordan skulle jeg forklare hende om raceforskelle eller kulturforskelle som årsag. Det kunne og ville jeg ikke.

Helle, Nicolaj og Jan i sælskindspels med kant af hundeskind

Vi havde længe været enige om, at når børnene fik en vis alder, ville vi forlade Grønland og bo i Danmark. Vi havde desværre set mange eksempler på, at venner og kolleger sendte børnene hjem for at bo hos familie eller på kostskole. Og forældrene kunne næsten ikke tænke på andet end børnene, bekymringen skinnede konstant igennem. Det kunne og ville vi ikke. Vi havde også mange gange oplevet venner, der rejste hjem med bemærkningen ”aldrig mere Grønland” og så stod der igen efter ½ år, fordi det ikke var ordentligt gennemtænkt.
Så vi lagde grundige planer, købte hus udenfor Ålborg 2 år før, idet vi regnede med, at Søren kunne få job der, når KGH flyttede dertil fra København, og vi fik det til at passe med, at Helle skulle begynde i 1. klasse.

Hjem til Danmark
Og sådan blev det. Flere af vore venner i Egedesminde forlod Grønland samme år, så der blev en række sjove afskedsfester. Vi var også hele familien med Søren på en dejlig flere dages arbejdstur rundt til nogle små udsteder i fjordene, så vi rigtig kunne huske, hvor smukt, der er i Grønland.

Hundeslæde-væddeløb på fjorden, Egedesminde

Og vi vil altid have dejlige minder om den vidunderlige natur, der kan være barsk og voldsom, men også meget smuk. Om mørke deprimerende vintre, og somre, hvor solen ikke forsvinder fra himlen. Om mangler i vareudbudet i butikkerne, men også om at kunne klare sig udmærket med det, man kan få. Om uheldige individer, men også om søde, dejlige mennesker, danske såvel som grønlandske. Om savnet af familien og vennerne derhjemme, men også om forventningen og glæden ved ferierne.

Og korrespondancen! Så mange breve, man skrev dengang, da vi ikke kunne ringe, og i den retning var jeg flittig. Vennerne har fortalt, det var på grund af alle mine breve, at vi kunne holde kontakten så godt, at vi kendte hinanden, når vi kom hjem på ferie. Og det er også nogle af de breve, der er en del af grundlaget for denne “krønike”.

Jeg rejste hjem med alle 3 børn den 9. august 1973, så Helle kunne starte i 1. klasse på Klarup skole samtidig med sine kommende skolekammerater. Søren kunne ikke rejse, før hans chef kom tilbage fra permisson i september, men han kunne så pakke hele vores hjem sammen i solide trækasser til Atlanttransport, og den sidste tid boede han på Gæstehjemmet.

Jeg er senere flere gange stødt på andre kvinder, som har fundet det helt umuligt at rejse alene med 1 – 2 børn, f.eks. fra Sverige til Danmark. Det har nok noget at gøre med vores måde at leve på i de år, at for mig var det kun et spørgsmål om at indstille sig på at klare det bedst muligt – at rejse alene med 3 børn i alderen 2 – 7 år, med helikopter til Sdr. Strømfjord, overnatning 1 nat, hvis vi var heldige, fly til Kastrup med 3 sæder til 4 personer, nyt fly til Karup, med en tidsforskel på 4 timer mellem Grønland og Danmark – det betød: ingen hyggelig læsning i en bog på flyet, børnene fodret af først, så kunne jeg måske få noget senere, få de 2 “store” børn til at sove på de 2 sæder og et tæppe på gulvet, og så få den lille beroliget, så han også sov – det sidste var det mest anstrengende. Det gik fint, og familien hentede os i Karup. Indtil flyttelæsset ankom, kunne vi bo på skift hos familie, og vores opklodsede bil stod klar, så vi kunne komme rundt. Så begyndte vores tilværelse i Danmark!

Årene i Grønland har været en vigtig del af vores liv, som vi ikke ville undvære – men mærkeligt nok har vi aldrig ønsket (turdet ?) at gense Grønland.

PS. Det har været en stor fornøjelse for mig at skrive disse 9 afsnit af min lille ”Grønlands-krønike”, mange minder er dukket op, og det har været dejligt at høre kommentarer fra læserne, som jeg håber at have givet en lille oplevelse.

14 tanker om "9. og sidste afsnit – Grønland 1962 – 1973 – tilbageblik."

  1. Kære Hanne.
    Tusind tak for din dejlige blog og for hele din skønne Grønlandskrønike. Jeg vil fortælle dig at jeg hver eneste dag læser din blog og også bliver inspireret af dit håndarbejde (jeg har meget lidt tid til den slags). Jeg har været helt flov over, hvordan jeg hver dag læser om Diki, Victor, kanotur, naboens død osv. uden at give mig til kende, men nu ved du altså at der et sted sidder en gammel lektor og nyder dine indlæg på bloggen. Tak for det hele!
    Mange gode hilsener
    Else L. J.

  2. Tusind tak for din flotte Grønlandskrønike herligt at du vil dele dine oplevelser fra Grønland, selv har jeg boet i Nuuk i 4 år på slutten af 1980erne – har heller ikke været tilbage men følger med på hvad der sker deroppe. Det var på Grønland jeg lærte at sy patchwork af Wendy
    som dengang boede deroppe.
    Bor nu i Norge må op på højfjeldet engang imellem for at få Grønlands stemningen – vil samtidig takke for din flotte inspirende blog.

  3. Suk!!!!!!

    Helt vemodigt, at der nu ikke kommer flere afsnit af din krønike.
    Det har været spændende læsning, tak for det.

  4. Helt fantastisk at læse din historie, tak fordi du deler den med os andre.Har været i Sydgrønland i 14 dage om sommeren, så det kan ikke rigtig sammenlignes….men et fantastisk sted.

  5. Hej Hanne.
    Jeg er tilfældigt faldet over din hjemmeside og med interesse læst afsnit 1 og 2 i din Grønlandsfortælling. Virkelig spændende læsning, som jeg vil vise min mor. Hun vil også synes om det.
    Desværre kan jeg ikke finde afsnit 3 og 4. Links dertil synes ikke at virke. Kan du hjælpe med det?

    Med venlig hilsen
    Birgit Sommer

    • hej Birgit

      3. og 4. afsnit ligger som dele af den første artikel, som dermed indeholder 1., 2. 3. og 4. afsnit i forlængelse af hinanden. Det er markeret med overskrifter midt i teksten.
      Hilsen
      Hanne

  6. Kære Hanne
    Hvor har det været en stor fornøjelse at læse om jeres tid i Grønland, du er utrolig god til at fortælle levende, så man bare må læse videre. tak for det.
    Venligst Lykke

    • Velkommen på bloggen Sabina! Jeg skal prøve at kigge i billedarkivet, om jeg har flere af de gamle billeder liggende i digital version.

  7. Kære Hanne,
    Jeg er tilfældigt stødt på din blog, og da jeg læste følgende passage, blev jeg nysgerrig:
    En anden dansk håndværker, der var kendt for at have flere grønlandske børn, giftede sig med en ung dansk sygeplejerske, som ikke ville høre på advarslerne om ham, og hun var da også blevet gravid. Da hun havde født, viste det sig, at barnet var umiskendeligt grønlandsk! Det var Nemesis, blev hendes kolleger enige om.

    Det lyder som om, det barn kunne være mig! Ved du noget om, hvem den unge danske sygeplejerske måske var blevet gravid med? Håber du kan hjælpe mig lidt.
    De bedste hilsner
    Elsi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *