5. afsnit Familieliv i Godthåb 1966 – 1967

Mit arbejde på Kæmnerkontoret i Godthåb (Nuuk)

Det var et meget større kæmnerkontor, end det i Narssaq. Og der var pladsproblemer, så selve bogføringsfunktionen, som vi var 3 piger, der udførte, havde til huse i et privat nabohus hos en ældre enke, der havde lejet et par værelser ud, som blev indrettet lidt interimistisk til kontor. Det betød bl.a. at jeg fik en ordentlig omgang myoser, fordi ruf-bogføringsmaskinerne (store skrivemaskiner med dobbelte valser) stod på almindelige borde, der var for høje. Men vi havde i Godthåb en filial af Skodsborg-sanatoriet, så jeg fik henvisning til varme- og massagebehandling. Fantastisk! Jeg blev pakket ind i opvredne, skoldvarme, uldne tæpper og lå med dem, så musklerne blev løsnet, og så fik jeg massage af en lille spirrevip af en pige, der bare havde sådan nogle stærke fingre! Jeg gik der 2-3 gange om ugen i temmelig lang tid, for de var hårdnakkede, de myoser.

Men der blev bygget til det egentlige kæmnerkontor, så der også blev plads til os, og så fik vi nogle rigtige kontorborde. Det var nu ellers så hyggeligt, for vores værtinde kunne godt finde på at komme med kaffe og nybagte småkager til os.

Pauline, vores kivfak

 

Hun havde et barnebarn boende, som gik på realskolen, og hun ville gerne tjene lidt penge, så hun blev kivfak hos os, dvs rengøringshjælp, og vi blev meget gode venner. Senere hjalp vi hende på vej til en uddannelse i Danmark, og nogle år senere mødte vi hende igen i Egedesminde.

Jeg skiftede fra bogholderiet til at blive en del af kassefunktionen, og det var et dejligt arbejde sammen med mange gode grønlandske og danske kolleger. Nogle blev også personlige veninder, som kom med i en strikkeklub. Der var også en ikke helt ung, enlig dame, der havde været mange år i Grønland og som havde adopteret en lille grønlandsk pige, som på det tidspunkt var 5 år. I Danmark var det dengang umuligt for enlige at adoptere, men i Grønland kunne det lade sig gøre, måske på grund af den overvældende mængde af børn. Datteren kom sommetider sammen med sin barnepige for at hente sin mor fra arbejde, og hun kendte efterhånden os alle. En dag sagde hun til mig: “Sikke en stor mave du har” – ja, jeg var gravid, og jeg kunne se, at moderen bag barnets ryg mimede til mig, at jeg godt måtte svare, så jeg svarede, at det var fordi jeg havde et lille barn inde i maven. “Har den tøj på?” spurgte den 5-årige, og det snakkede vi så lidt om. Næste dag fortalte moderen, at det – som hun havde håbet – gav anledning til en masse spørgsmål, da de kom hjem i retning af “har jeg også ligget i din mave?” Og det var lige den anledning, moderen havde ledt efter, for – med sommerfugle i maven – at fortælle barnet en godt forberedt historie om, hvordan de havde fundet hinanden, da pigen var baby og greb ud efter moderens røde negle, og moderen blev så forelsket i den lille, at hun spurgte, om hun godt måtte få hende. Hvorpå barnet sagde: “Nå, vil du så godt fortælle historien om Tornerose nu?” Sværere var det ikke.

Familie

Vi havde bestemt, at vi ikke skulle have børn lige med det samme, og det gik som ønsket – efter 2 års ægteskab kom vores datter Helle til verden i marts 1966 på Dronning Ingrids Hospital, uden komplikationer, men midt i en voldsom snestorm.

Da barselorloven kun var på 6 uger, og vi dengang hverken betalte skat eller husleje, så vi godt kunne leve for én løn, var vi enige om, at det var bedst, jeg sagde mit job op og blev hjemmegående. Så jeg sagde op og stoppede med at arbejde 3 uger før fødslen. Det blev til 6 år som hjemmegående, hvilket jeg stadig synes var et privilegium!

 

Det var en nem graviditet, bortset fra de første 3 måneders kvalme og nogle problemer med min ryg, som aldrig har været stærk. Jeg var så bange for at tage for meget på, men den bekymring kunne jeg have sparet mig, for jeg havde ikke ret meget appetit, så jeg vejede mindre efter fødslen end min normalvægt, og jordemoderen sagde, at hun aldrig før havde set én, der kunne passe sit tøj og lyne en stram nederdel uden besvær, når hun skulle have sit eget tøj på efter fødslen. Det var også først i 5. måned, at jeg skiftede til graviditetstøj. Det kunne jeg ikke købe i Godthåb, men min mor sendte et par kjoler og slacks op til mig, og jeg syede selv et par overdele og en spencer.

Jeg nød at strikke babytøj. Før broderede jeg mest – og det gik nu næsten i glemmebogen, så jeg har stadig en broderi-UFO fra før jeg blev gravid, der aldrig er blevet færdig!

Fødslen ramte præcist terminsdatoen, på trods af at jordemoderen til rutinetjek dagen før mente, at der ville gå 1 uge mere. Så Søren tog ikke bilen med hjem, som han ellers havde gjort, og han gik i kortklub om aftenen, mens jeg gik tidligt i seng. Men så måtte jeg ringe efter ham ved 23-tiden, og hans venner fortalte, at de aldrig havde set ham løbe så stærkt, som da han skulle hen over “Sletten” og hente bilen hos sin kollega!

18. marts 1966 Helle – på armen: barselsgave fra Søren

 

Det gik nu rigtig godt. Søren var med til fødslen, hvilket ikke var almindeligt dengang, så han måtte love at gå ud, hvis han skulle besvime! Vi var selvfølgelig glade for vores lille pige, der blev født efter bare 4 timer, og jeg var helt “høj” bagefter og kunne ikke sove, så jeg  brugte resten af natten til at skrive brev til mine forældre for at fortælle om oplevelsen.

Postgangen til omverdenen var så ustabil, at det var helt normalt at sende telegrammer, som om det var breve, bare i et forkortet sprog (næsten som sms’er i dag). Så Søren sendte telegrammer til familierne og fik lykønsknings-ditto tilbage.

I løbet af 3 uger landede der kun 1 helikopter i Godthåb, nemlig dagen efter fødslen, og den medbragte 2 store buketter med nelliker fra familierne i Danmark, det var helt fantastisk, det vakte ligefrem opsigt på hospitalet. Folk, der kom forbi den åbne dør, måtte lige ind og se, om det nu også var ægte friske blomster. Og udenfor groede sneen op, så den til sidst næsten dækkede vinduerne.

Jeg lå på en á flere 6-sengsstuer – der blev født rigtig mange børn i Grønland dengang – børnene lå på rad og række på “børnestuen” og blev båret ind til os hver 4. time, så de kunne blive fodret af! Så blev de båret tilbage igen, og vi havde ikke noget at gøre med at passe dem. Vi måtte faktisk overhovedet ikke stå ud af sengen og skulle sidde på bækken, når vi skulle tisse. Afføring skulle vi helst udsætte så længe som muligt, for så var vi ikke sterile mere! Og vi blev vasket i sengen med sterilt vand. Man skulle føde på sygehuset, det var af hygiejniske grunde, for det var ikke alle, der havde moderne forhold, og man gjorde ikke forskel.

Der var en medpatient, der fik barselsdepression og blev lagt på enestue. Og en dag kom jeg vist også under mistanke for det samme! For da den unge elev som sædvanligt kom med babyen til affodring, pakket ind i dynen, så man kun lige kunne se toppen af baghovedet, sagde jeg til hende, at det ikke var mit barn! Jeg var helt sikker på, at det ikke var mit, for Helle var født med “fødselssvulster” =væske under hovedhuden pga tryk under fødslen (det forsvinder igen), og dette barns hoved var – utvivlsomt blond, dansk – men helt regelmæssigt rundt. Den unge pige så på mig, som om jeg var skør! Men da hun så på bændlet om barnets håndled, måtte hun sande, at jeg havde ret. Så hurtigt lærer man sit barn at kende, det er jo imponerende.

Morgenen efter fødslen, da Søren kom på arbejde og fik lykønskninger fra kollegerne, mødte chefen en smule senere, og da det gik op for ham, hvad der foregik, vendte han om og gik tilbage til sin kone – de boede i den anden ende af huset – for at fortælle hende det. Hun havde nemlig bedt ham om at huske at drille Søren, for da jeg var til damefrokost hos hende en uge før, og hun spurgte “hvornår skal det være?”, var hun så forgrint af, at jeg svarede: “på fredag”. Hun havde selv 4 børn og vidste jo mere om uforudsigeligheden ved fødsler end sådan en ung førstegangs-fødende kone. Hun kom på barselbesøg på sygehuset og fortalte det selv.

1 uge skulle man ligge der, men jeg fik mange besøg og mange fine gaver til den lille. Jeg havde det også hyggeligt med de andre på stuen, så det var nærmest ferie. Men desværre fik jeg en dårlig besked, den dag jeg blev udskrevet.

Jeg havde selv været igennem underlivsundersøgelse og gennemlysning for tuberkulose, så jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle til en samtale med overlægen og var noget beklemt. Han ville selv fortælle mig, at Helle var født med, hvad de kaldte “klumpfod”, dvs at hendes ene fod havde ligget forkert og drejede indad og opad. Vi havde ikke selv set det, jeg troede bare, hun lå med krydsede fødder. Det var et chok! Men overlægen gav sig meget god tid til at forklare og til at vise, at jeg selv kunne dreje foden på plads. Med sine store fingre drejede han den lille fod, så den blev helt hvid – uden at hun græd – fordi knoglerne stadig var bløde. Det skulle jeg gøre hver eneste gang, jeg kom i nærheden af hende, når hun blev skiftet, fik mad osv. Så skulle jeg komme til kontrol hos ham hver 14. dag, og i løbet af sommeren ville der komme en ortopædisk specialist, som skulle se hende.

Oveni chokket skulle jeg nu hjem og selv fortælle Søren det – det var svært. Han hentede os, da jeg ringede, at vi var klar. Og den glæde, der var ved at komme hjem med vores lille datter, blev noget neddæmpet af det, som jeg med tårerne løbende ned ad kinderne måtte fortælle ham! Men vi trøstede hinanden, og heldigvis gik det godt. De bløde knogler i foden blev rettet ud ved min flittige massage, og da ortopæden så hende 4 måneder gammel, var det næsten normalt. Da hun begyndte at støtte på fødderne, holdt vi øje med hende, men det rettede sig helt.

Vuggen havde mine forældre sendt op, jeg havde monteret den, og den hang i snore.

 

Barnedåb med Farmor.

Sørens mor havde jo besøgt os allerede i Narssaq, men hun brændte efter at se sit nye barnebarn, så da hun kunne komme i juni, passede det med, at vi kunne holde barnedåb. Hun havde ønsket sig, at vi fik en pige, og vi havde fået den gamle familiedåbskjole sendt op.

Den var syet i 1925 til Sørens ældste søster og bruges stadig i familien. Så det var naturligt, at Farmor blev gudmor til Helle.

Vi inviterede vore nærmeste venner til dåbsmiddag og havde en dejlig dag.

Jeg plyndrede min udsprungne hawaiblomst for dens 4 blomster til at dekorere bordet med.

Og efter middagen og Helles søvn iført dåbskjolen, gik hun “på omgang” – begge dele gamle skikke.

Hvad man kan sende med posten

Der var nogle meget lempelige posttakster mellem Grønland og Danmark dengang. Pakker blev normalt sendt med skib, og det kunne tage lang tid, men prøvekuverter med indhold op til 1 kg kunne man sende til en normal brevtakst, som var ganske lav. Og det benyttede vi os af: jeg fik graviditetstøj sendt enkeltvis i prøvekuverter, strømpebukser til både mig selv og veninderne, det var nyt dengang, og min far handlede med dem. Da jeg havde problemer med ryggen under graviditeten, sendte Far et par “minus-hæl-sandaler” – én i hver kuvert! Vi fik også i sæsonen sendt små nye kartofler, og når min svigermor tyndede ud i sine salatspirer, sendte hun en håndfuld, pakket ind i våd vat og plastikpose, så vi kunne plante dem ud i den mistbænk, der hørte til huset. Så kunne vi nå at få salathoveder i løbet af den korte sommer, mens det aldrig ville være lykkedes for os at få salatfrø til at udvikle sig. Der kom ofte en iskold havgus ind fra fjorden, som fik småplanter til at fryse.

Kaffe på terrassen med venner + 2 ens barnevogne

Men i godt vejr kunne vi godt hygge os med vennerne og barnevognene på træterrassen – eller gå tur med barnevognen – her på “Sletten” foran den nybyggede Blok-P.

"Sletten" med den nybyggede Blok-P

Socialt arbejde

Jeg havde ikke, som håbet, fået tid til at blive spejder igen. Men derimod blev både Søren og jeg optaget i Sct. Georgs Gildet i Godthåb – en forening af gamle spejdere – som bl.a. udmærkede sig ved at have både grønlændere og udsendte danskere som medlemmer. Her engagerede vi os – især Søren – i et stort projekt, der gik ud på at finansiere, bygge og indrette et hus til brug for såvel de lokale spejdere som Sct. Georgs Gildets aktiviteter, og i øvrigt også til Politiets Ungdomsarbejde.
Finansieringen skete ved hjælp af en årlig ”Børnehjælpsdag” med hjemmelavede gynger og karuseller, tombola, salg af æbleskiver og den store succes: gul budding med syltetøj, lavet i store baljer! Der kom mange penge i kassen, som der stadig gør hvert år ved den årlige Børne-hjælpsdag i Nuuk.
Indretning af huset skete på grundlag af et stort antal tiggerbreve, som gildeledelsen – 3 mand incl. Søren – brugte mange timer på at skrive og sende til firmaer i Danmark, med godt resultat. Der kom både penge og praktiske ting som f.eks. umage porcelæn fra et rederi og gardinstoffer fra et møbelfirma, som nogle af os gildesøstre syede til gardiner. Det blev et flot hus, og vi havde mange gode timer med arbejdet.
Jeg er tit blevet spurgt, om vi kom sammen med grønlændere? Det gjorde vi kun i begrænset omfang, Men netop i Sct. Georgs Gildet havde vi fælles interesser og lavede et stykke arbejde sammen, samtidig med, at vi hyggede os.

Rejsen til Nordgrønland

Da Helle var 5 måneder gammel fik jeg en spændende invitation til en rejse. Vi var sammen med andre inviteret til frokost på “Umanak”, som sejlede i passager- og fragtfart langs vestkysten af Grønland. Kaptajnen kom under frokosten med en generøs invitation til de unge fruer, som kunne tage med op til Upernavik i det nordligste Grønland og tilbage igen, med landgang i de forskellige byer! Det kunne blive en stor oplevelse. Men jeg var den eneste, som takkede ja, sikkert fordi de andre ikke syntes, de kunne komme af sted hjemmefra, men måske også fordi kaptajnen var kendt som en damernes ven! Det fine ved invitationen var bare, at han netop på den tur havde sin søde kone med, og Søren syntes, det var en rigtig god idé, og han skulle nok klare sig selv. Helle kunne jeg have med.

Så vi fik en lille enkeltkahyt – lægekahytten, hvis skibet sejlede Atlantfart med passagerer- hvor jeg kunne bruge barnevognens overdel som babyseng om natten, og så kunne hun sove i den ude på dækket om dagen. Jeg ammede stadig og supplerede med babymad fra glas, som jeg kunne varme i håndvasken, samt havregrød om morgenen, som vi kunne få i cafeteriet. Den eneste udgift var mine madbilletter og hendes papirbleer (hjemme brugte vi stofbleer) ..

..og jeg havde en rygsæk til at bære hende i, så jeg kunne komme i land.

Jeg kom hurtigt i snak med andre passagerer..

Umanak-fjeldet

Umanak-fjeldet

 

.. ligesom jeg blev gode venner med både kaptajnens kone og en ældre elektriker-kone, der sejlede med sin mand i en periode. Så tiden gik fint, og hver gang vi lagde til kaj, var der nogle timer, hvor jeg kunne gå i land og se mig om. I Holsteinsborg, hvor Søren jo havde boet og arbejdet, før vi kendte hinanden, blev jeg inviteret til kaffe hos bageren og hans kone, som var gamle venner af ham.

På rejsen blev jeg også gode venner med en sygeplejerske, som var ledsager for en lille dreng fra et udsted ved Upernavik. Han var født med samme skavank som Helle, men der var ingen overlæge til at sætte behandlingen i gang med det samme, så han var få måneder gammel blevet opereret i Godthåb og skulle have gips på i lang tid. Det var jeg glad for, at Helle slap for. Sygeplejersken og jeg mødtes igen nogle år senere, hvor vi begge med vores familier boede i en anden by.

Jordhytte foran kirken i Upernavik

 

Da vi på tilbagerejsen lå ved kaj i Sdr. Strømfjord, lagde jeg mærke til, at besætningen havde travlt med at skrue alle stole fast og sætte “slingrerammer” omkring bordpladerne. Der var varsel om storm! Og ganske rigtigt: da vi om natten sejlede udenfor den lange fjord, fik vi en ordentlig vippetur. Så da jeg slingrende kom op cafeteriet og begyndte at made Helle med havregrøden, måtte jeg pludselig smide hende i armene på en eller anden og styrte ud på toilettet for at brække mig! Jeg er bestemt ikke søstærk. Så det næste døgns tid tilbragte jeg i min køje med Helle i barnevognen. Heldigvis havde jeg mælk nok, og glas med babymad, så det gik, men elendig var jeg. Og efter hjemkomsten viste det sig, at jeg havde fået lungebetændelse, formentlig en kombination af koldsved og nødvendig aktivitet for at passe mit barn.

Besøg hjemmefra

I oktober fik vi min mor på besøg. Hvor havde jeg glædet mig, og hvor var det dejligt. Mine forældre havde jo forretning, så det var ikke så nemt at holde fri, men min far havde straks efter Helles fødsel sagt, at Mor skulle til Grønland og se sit første barnebarn.  Indtil da måtte de nøjes med billeder:

“Tager hun det hele fra dig,” skrev min mor til mig.

 

Min mor har altid været meget glad for børn – og meget god til at tage sig af dem. Hun blev i det hele taget en elsket Mormor af både sine egne børnebørn og andres.

Rejsen i sig selv var også en oplevelse for hende, og vores venner gjorde også deres for at give hende et godt ophold og inviterede os, og hun var glad for at se, hvordan vi havde det og for at møde vore venner, men mest for Helle! Helle var lige i den alder, hvor hun kunne være lidt bange for fremmede, men Mormor var heldigvis tilpas stædig og overvandt modviljen, så de blev rigtig gode venner.

Søren havde fået hovmesteren på et af skibene til at tage en fustage østers med op fra Købemhavn, så der blev arrangeret sammenskudsgilde hos et par af vennerne.

Jeg havde aldrig smagt østers, men min mor kunne godt lide dem, og Søren var helt vild med østers. Vores gode ven kokken kunne jo se, at de var gode nok, trods transporten, og han kunne åbne dem og vidste, hvordan, de skulle serveres – og det blev de med alt tilbehør.

Jeg spiste 3, men det bliver aldrig min livret.

Mors besøg hjalp på min “dårlige samvittighed” over, at mine forældres første barnebarn var så langt væk, og da jeg 2 måneder senere fik mulighed for via en ny forbindelse over radio + telefon, at kunne overraske dem og ringe hjem den 16. december og ønske til lykke på deres 29 års bryllupsdag, så kunne Mor sludre glad om Helle, mens min far blev så rørt, at han slet ikke kunne sige noget. Men nytårsaften havde han sundet sig, og da ringede de til os og ønskede Godt Nytår, og jeg kunne fortælle, at Helle samme dag havde taget sine første skridt 9½ måned gammel!

Gå-træning

 

Efter 2½ år var det i april 1967 skiftedag igen, vi fik at vide, at vi skulle pakke vores gods, for vi skulle til Angmagssalik (Tasiilaq) i Østgrønland efter det ½ års permission i Danmark, vi kunne holde – iøvrigt for sidste gang, for der kom nye ferieregler for de yngre tjenestemænd, så vi fremover kun ville få 1 måneds ferie pr. år.

Nytårsaften – “frugtomanen”

 

Alt skulle pakkes meget omhyggeligt i trækasser, for det hele skulle med skib hjemover København og op igen til Østkysten!

Vi valgte selv at sejle hjem i stedet for at flyve. Vi kunne sejle med et af fragtskibene, hvor vi kendte officererne, og hvor vi kunne bo i “Rederkahytten”, som var stor og komfortabel. Det var den rene luksusferie, hvor vi blev beværtet i alle ender og kanter. Og vi kunne have Helles tremmeseng med i kahytten, hvor den blev surret fast, så der ikke skete noget i søgang!

Og der blev søgang! Så da det første døgns søsyge udenskærs var overstået, lærte vi, at man vander dugene, så glas og porcelæn ikke rutcher – og at man holder på begge glas og lægger armene rundt om tallerkenen, når man mærker den næste store bølge nærme sig! Det var en fin start på ½ års ferie.

17 tanker om "5. afsnit Familieliv i Godthåb 1966 – 1967"

  1. sikke en spændende læsning, bliv endelig ved. og der er da ting fra jeres begynderhjem der er ret så kendte. f.eks. havde min far nöjagtig den bil, en ´67 Volvo Amazon og min mor havde i sit kökken nöjagtig den samme gule kökkenvægt, sjovt!
    kh.fra Island
    Frida

  2. Frida, jeg er da glad for at du kan lide det. Dele af det er jo ret privat, så man ved ikke, om det kan interessere andre?
    Det er nu en ’64-Volvo Amazon, det var en skøn bil!

  3. Endnu en rigtig god fortælling om jeres oplevelser i Grønland..Fortsæt endelig..det er meget spændende læsning..
    Og tusind tak for at du lader os læse med.

  4. Tak Hanne for endnu et spændene afsnit om jeres tid i grønland.
    det er nu sjov at se dine gamle billeder af jeres hjem, kan se at mange tingene havde mine forældre/svigerforældre også.
    Mvh Lone Morsing

  5. Jubler igen og kan ikke få armene ned!! Du burde skrive en bog, jeg er vild med dine fortællinger og den måde du når at fange læserens opmærksomhed. Føler nogen gange som jeg selv er til stede.. Kærlige hilsner fra Odense hvor der stormer med enkelte byger ind imellem, Sigrid.

  6. Tak skal I altså have! Det er jeg da glad for at høre.
    Jamen jeg har altså også stor fornøjelse af at skrive krøniken – jeg har altid været glad for at skrive, og der er da også en af mine børn, der har sagt, at jeg skulle skrive en bog. Men det blir det ikke til. Denne form passer mig fortrinligt, og jeg er ikke sikker på, at mine skriblerier kunne sælge en bog!
    Men tak i hvert fald! Det varer ikke så længe, før næste afsnit kommer, for det er egentlig original-historien (som var meget mere kortfattet), der deles i 2, og nu rumsterer det jo i hovedet med alt omkring netop Godthåb.

  7. Nej hvor spændende – og alle de fine billeder – jeg synes det er SUPER at kunne se, hvordan I gik klædt og satte håret – og læse om Jeres hverdag!
    Mer’ mer’ mer!!! 😉

  8. Jeg nyder også dine fortællinger, meget meget spændende. Sjovt at se billederne fra dengang, og sjovt at se, hvor meget Nuuk har ændret sig siden dengang. Jeg ser frem til flere afsnit.

  9. TAK for nok et spændende afsnit.
    Kan kun tilslutte mig de andre, det er fantastisk læsning, man blive fanget ind, bjergtaget af de skønne billeder, hvad enten de er af naturen eller interiør. Hvorfor ikke en bog? – bare en lille en. Når nu du har gennemarbejdet det, brug så meget tid, så billeder og tekst fremstår som en helhed, så hvorfor dog ikke. Du burde i det mindste aflever et eksemplarer til lokalhistorisk arkiv på Grønland – hvis der findes et sådant.
    Knæk og bræk med næste afsnit, glæder mig allerede.

  10. Sjovt at se et yngre billede af din mor end da jeg mødte hende for snart mange år siden… men ingen tvivl… du ligner din mor… og Ebbe ligner sin… Tak for spændende læsning… Burde have været i seng… men måtte liiiiiiige læste kap. 5.

    Knus

  11. Hej Hanne.

    Jeg vil tilslutte mig med de andre, det er spændende læsnig, og sjovt at se at du havde Helle på ryggen, sådan en havde jeg også til min datter. Og gå vognen. Det er jo ren nostalgi.

    Kan du hygge.

    knus fra Laila

  12. Hej Hanne

    Det er da utrolig spændende læsning, især fordi jeg nu kender din datter og dine 2 børnebørn (Helle’s drenge)
    Hold da helt op hvor Helle’s yngste søn ligner hende.
    Glæder mig til at læse forsættelserne.

    Kærlig hilsen fra
    Annette, Molly, Tjasse & Sengi 😉

  13. Spændende læsning og fantastiske fotos! Jeg er opvokset i Nuuk og det er sjovt at se gamle billeder derfra.
    (Jeg har lagt et link af din side på min facebook profil, så andre interessede kan læse med).

    MVH Ânê(raq)

  14. tak for dejlig fortælling,det er et rent tilfælde at jeg er her,men du har en god fortæller evne der samtidig er nem at omsætte til egne billeder, jeg var ansat på grøndlænder skolen uden for åkirkeby på den tid du skriver om børnene skulle være der i 2 år uden at kunne komme hjem de var fra 12 års alderen, det var hårdt for dem. m.v.h.

    • Velkommen på bloggen, Gitte. Det har været dejligt at skrive “krøniken” og opfriske minderne, det blev jo hverdag for os og vores liv i de år. Jeg har ikke kendt nogle af de børn, der blev sendt til DK, men det må have været meget svært for dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *