Det lysner.

Jeg krydser fingre! Det ser ud, som om nogle ting ændres til det bedre.

Efter mødet med visitator fra kommunen og bisidder fra Dansk Handicap Forbund, kommer der nu en hjemmehjælper og hjælper min søn med at komme ud af sengen og i bad hver morgen, og han har også en nødkald-knap med tilhørende chip-lås, han kan bruge f.eks. hvis han falder, når han er alene. Det er klart en tryghed.

Det overraskende tilbud om at kunne genoptage varmt-vand-bassintræning med en fysioterapeut, som han blev frataget for 1½ år siden, er nu også udvidet til, at han får transport og dermed kan få den vigtige træning 3 gange om ugen! Ved sidste scanning på Vejle sygehus for ½ år siden blev det kraftigt pointeret, at da han har svær muskelsvind i hoften/benet pga skruer, der går igennem knoglerne (siden 2013), er den træning meget vigtig for bevægeligheden og evt. gangfunktion, som er ikke eksisterende for nuværende, det er der bare ingen, der har taget alvorligt. Han tror ikke på, at han kommer til at gå igen, men det er den eneste form for motion, han kan klare, og uden den forfalder hans krop fuldstændig. Ikke så morsomt for en 49-årig!

Men nu er humøret i hvert fald lidt bedre!

Skidt og godt!

Det er da godt, at der er små ting at glædes over, når det hele ellers ser håbløst ud.

Ældstesønnen og min dejlige svigerdatter har i frustration over hans fuldstændig håbløse situation helbredsmæssigt og økonomisk – kørestolbruger, ude af stand til at gå, uden mulighed for at komme ud af huset ved egen hjælp, afhængig af andre mht kørsel til alt, afslag på erstatning pga fejlslagne operationer, afslag på pension, kun indtægt fra hans egen uarbejdsdygtigheds pension – besluttet af blive separeret, sælge huset, søge handicap bolig til ham og en lejlighed til hende + datteren. Det er sat i gang.

I den forbindelse har han bedt om praktisk hjælp fra hjemmeplejen og havde besøg af en visitator i går sammen med en bisidder fra Dansk Handicap Forbund.

Til vores forbløffelse gav det et godt resultat! Vi er så vant til, at alt er negativt og bliver mødt med ufattelig kold afvisning i kommunen!

Visitatoren gennemgik huset, som de stadig bor i, så på de 2 kørestole, han er afhængig af, den ene er nærmest en kontorstol med bremse, som han kan skubbe sig rundt i, fordi dørene i huset er for smalle til den rigtige kørestol, f.eks. må han bruge den lille stol til at komme ind i badeværelse, soveværelse og køkken.

Det besøg resulterede i, at han vil modtage personlig hjemmehjælp hver morgen til at komme ud af sengen og i bad, alle 7 dage om ugen! Konen arbejder i hjemmeplejen og er ved at blive slidt op af “dobbelt arbejde”, og det, mener man heldigvis ikke, kan være rigtigt (eller lovligt?).

Han får også nødkald installeret, så han kan få hjælp, hvis han falder.

Det er en kæmpe lettelse efter flere års fuldstændig gennemgående negativitet fra Fredericia Kommune (som mange er frustrerede over hvad angår hjælp til svage borgere). F.eks. fik sønnen, i forbindelse med flere genoptræningsforløb, varmtvand-bassintræning hos en fysioterapeut 3 gange om ugen gennem 2 år. Pludselig meddelte kommunen, at det var en fejl, han var ikke berettiget til den træning! Det var det eneste, han kunne holde til, så han fortsatte for egen regning 2 gange om ugen, hvor hans kone eller søn kørte ham. Det stoppede af økonomiske årsager i maj i år. For nylig fik en borgervejleder, der skulle hjælpe til at løse de forskellige “knuder”, igennem, at han fik træningen bevilget igen – MEN (!) transporten kunne ikke bevilges! Og så kan det ikke gennemføres, for sønnen er nu under uddannelse i en anden by, og konen må jo passe sit arbejde!

Så den hjælp, han nu har fået, er et kæmpe lyspunkt.

Jeg skal ikke skjule, at jeg håber, han kan få mere hjælp, så de kan blive sammen, enten i det hus, de har boet i siden 2003, eller en handicapbolig med plads til familien. Men de skal jo kunne leve, og uden indtægt går det ikke.

Dejligt besøg

Det var hyggeligt at få besøg af Christian og Christina i eftermiddag. Christian begyndte i mandags sin uddannelse på Medieskolen i Viborg – flyttede ind på skolehjemmet på Landbrugsskolen søndag aften – og er hjemme for første gang, så det var dejligt, at han kom for at fortælle, hvordan det er.

Han er meget glad! Har fået en god værelse kammerat, og værelset er dejligt med køjeseng (kammeraten var kommet først og havde kapret underkøjen 😉 ) eget badeværelse, mini-køkken i et hjørne, og bespisning i kantine morgen og aften med mulighed for at smøre madpakke til frokost. Det lyder til, at han er godt tilfreds. Selve skolen ligger et par km derfra, men han har sin cykel med.

Allerede på torsdag skal han 2 dage i praktik på en virksomhed i København, og han er så heldig, at hans Gudmor bor ganske tæt på, så han kan bo hos hende på Amager.

Victor har inviteret ham i Tivoli, inden han rejser hjem til Fredericia på weekend igen, det glæder de sig begge til!

Det er rart at vide, at han har det godt!

Diki havde ikke tid…

…til at hilse på én af sine absolutte yndlinge i familien: Christian! der kom for at hjælpe mig med nogle problemer på min PC.

Diki havde nemlig haft besøg af Hjem-Is-bilen, og vi havde købt “Mælkedrenge”, som han elsker, og han var lige midt i at spise én, da Christian kom. Han er ellers hurtigt ude for at hilse på, når der kommer gæster, og så farer han gøende ind til mig for at fortælle, at der er gæster. Men ikke i dag! Ikke før han havde spist isen! Christian grinede højt, og de fik deres hyggestund, før han satte sig til pc’en. Det var 2 blogge, som han ikke er vant til at beskæftige sig med, men han er dygtig og fandt ud af det, til stor lettelse for mig!

Det er hyggeligt at få besøg af Christian, og vi blev enige om, at han godt kan hjælpe mig i weekenderne fremover, selv om han fra på søndag begynder uddannelse i Viborg, hvor han skal bo på skolehjem det første ½ år. Det bliver spændende!

Men hvordan kan det være, at han kun får SU som hjemmeboende i august, selv om han flytter derop allerede d. 6.? Jeg håber, de finder en løsning på det.

En god dato

Hørte lige i radioen, hvor de har fulgt en fødende kvinde i godt et døgn, og hun nu fortalte om fødslen af hendes 3. barn, der fandt sted kl 12 minutter over 12 i nat = kl 00.12 den 27.07.17 – en god dato, som hun sagde!

Sjovt nok oplevede jeg det samme for 46 år siden, da jeg fødte min yngste søn (også 3. barn) 27.07.71 ! Den dato kunne jeg også godt lide! Og til lykke med den og med fødselsdagen, søn!

Jeg havde faktisk først termin 14 dage senere (03.08. = min Mors fødselsdag!) – men læge og jordemor mente, at han var ved at blive for stor til “lille mig” på 50 kg! Så han blev sat i gang den 26.07., da vores barnepige var ankommet fra DK.

Der skete bare ikke ret meget i de 8 timer, jeg lå med drop, så de stoppede til min store utilfredshed, fordi de mente, det var for hårdt. Og så fik jeg drop igen næste morgen, hvor der kun gik nogle timer, før det tog fat. Og allerede ved 12-tiden arriverede den flotteste, smukkeste lille søn (dengang kendte vi jo ikke kønnet på forhånd), efter lidt dramatik, fordi man først var bange for, at navlestrengen var på gale veje, og derefter at jeg var ved at gå i krampe! Men alt gik godt!

Og da jeg altid har haft en svaghed for tal og kombinationer af tal, var jeg fint tilfreds, for 27.07.71 var meget bedre end 26.07.71 – Ikk’ ?

Sidste indlæg fra Casa Cantares

Stadig i drønende varme og med en vis vemod er vi nu næsten færdige med at pakke. Sønnen er fantastisk til at pakke, ethvert hulrum bliver fyldt ud med lidt tøj, én kuffert rummer alle flasker og tuber med vædsker og cremer, pakket i hver sin plastikpose og lagt mellem æsker med spil, (nye) indpakkede håndtasker, sko mm. Vi har hver sin lille kabinekuffert, som ikke må rumme vædsker + en skuldertaske med en bog, pc, håndarbejde (uden saks) el.a., som skal kunne lægges op på båndet til scanning.

Alle kufferter bliver vejet, ting flyttes fra én kuffert til en anden, så ingen af dem vejer for meget. Toiletsager vejes med, så de kan lægges i i morgen meget tidligt (kl 4), hvor vi kører til lufthavn og biludlejning.

Den allersidste udflugt til et marked, hvor vi ikke kunne finde P-plads sidste mandag, kørte vi i formiddags – hvor der blev handlet et par gaver – gæt hvad? (en taske og et par bukser).

Hjemkørsel ad en bagvej med en utroligt flot udsigt over bjerge og dale, men skumplende, så det føltes som om noget ville ryste løs!

Det er ellers en god bil, der har tjent os godt, der er god plads, også til kørestolen, som de 2 store “børn” slæber ud og ind af bilen for deres far.

Den sidste svømmetur er desværre overstået, den kunne jeg ellers godt bruge en mere af, men badetøjet er pakket ned, og jeg tror børnebørnene ville blive noget forlegne, hvis jeg svømmede uden 😉 !

Tak for ferien til familien, det har været et skønt sted at være her ude mellem bjergene med langt til alting! Og jeg har (næsten) vænnet mig til varmen!

Nu glæder jeg mig til at se Diki og høre, hvordan, han har haft det!