En lille time i venteværelset – men det er der jo ikke noget usædvanligt i.

En hyggelig rund vagtlæge var helt enig i, at jeg skulle have den vaccination, og han syntes, jeg var heldig, at der var kommet lidt blod, for ellers skulle han prikke hul!

Og så ville han da ellers gerne vide, hvad det var for en hund, jeg har – den kendte han ikke, så den måtte lige slås op! Og så fik vi en lille snak om hunde – så kørte Christian mig hjem igen.

Nu måtte jeg lige ha’ et par panodiler igen, og jeg er også blevet instrueret i, hvordan jeg prikker hul, hvis det dunker meget senere.