8. afsnit – Egedesminde, Nordgrønland 1968 – 1973 – 2.del

Oplevelser i Egedesminde, Nordgrønland, 2. del, 1971 – 73

I Egedesminde, hvor vi boede fra 1968 – 1973, var vi så heldige at bo i en dejlig tjenestebolig..

..et ældre træhus med ikke bare en smuk beliggenhed, men på et sted, hvor der næsten udelukkende var grønlandske familier omkring os. Der var et naturligt skel imellem grønlandske og danske familier, bl.a. på grund af sproget og interesser, men børn bryder mange skel, og Helle og Jan havde heldigvis nemt ved at komme i kontakt med nabobørnene, så de havde gode legekammerater.

Helle på søndagstur i fjeldet med legekammerat

Og den dag, hvor der kom et barn og bankede på min dør og inviterede til ”kaffemik”, fordi der var fødselsdag i et nabohus, følte jeg, at også jeg var accepteret. Det var skik, at familie og naboer kom til kaffe og kager, blev en times tid og så gav plads til andre. Jeg kunne en lille smule grønlandsk, nok til at klare mig, men børnene talte sproget helt naturligt, fordi de dagligt legede med grønlandske børn, også i halvdags-børnehaven. Især Helle talte som 6-årig så flydende grønlandsk, at hendes børnehaveklasselærer ikke fandt grund til at tage særlige hensyn til hende, men læste alle historier på grønlandsk! Da vi tog med Søren ud på en tjenesterejse til udstederne, hvor han havde en ældre mand fra kontoret med som tolk, sludrede Helle løs med ham og besætningen på rejsebåden, som kun talte grønlandsk, så jeg spurgte ham, om de forstod hende? Han så overbærende på mig og sagde, at hvis man lukkede øjnene, ville man tro, hun var grønlænder!

Brand
Et af nabohusene var et dejligt nyt hus, bygget af en dygtig ung grønlandsk handelsassistent og hans kone. De havde 4 børn fra 6 – 1 år, hvor Helle gik i børnehaveklasse med den ældste. De måtte knokle for at have sådan et hus, og konen havde arbejde på rejefabrikken, mens en barnepige passede børnene.
En formiddag lød brandalarmen – en sirene – ud over hele byen, og alle løb som altid ud og op på den nærmeste knold for at se, hvor branden var. Det var deres hus, og moderen var naturligt nok helt ude af sig selv. Da brandfolkene trængte ind, kunne de ikke finde børnene! Den 6-årige var i skole, og det viste sig, at barnepigen var kommet for sent, så moderen havde været nødt til at forlade huset for ikke at komme for sent på arbejde, og hun havde låst efter sig! De 3 små børn havde leget med tændstikker i soveværelset, og da det gik galt, kunne de ikke komme ud! Men den 4-årige pige var så snarrådig, at hun fik den 3-årige ud gennem vinduet og løftede babyen ud til hende, inden hun selv kravlede samme vej. Og så gik de over til en ældre nabokone og bankede på og spurgte, om de måtte komme ind og besøge hende! Uden at fortælle hvorfor – de vidste jo godt, at det var galt. Så først, da nabokonen så brandslukningen, fandt man ud af at børnene var i god behold.
Efter en anden brand under de samme omstændigheder fandt man først børnene for sent, de havde gemt sig under en seng! Det går stærkt, når et træhus brænder. Vi havde soveværelser på 1. sal, så efter disse oplevelser fik vi en stige hængt op uden på huset.

En nytårsaften var vi inviteret ud til stort gilde og havde 2 barnepiger, som hyggede sig med børnene og sov hos os.

Vi kom først hjem ved 5 tiden i bidende kulde og var kun lige faldet i søvn, da vi tumlede ud af sengene ved lyden af brandsirenen. Som altid skulle vi se, hvor det var, og Søren havde iøvrigt pligt til at stille med nøgler, hvis det var et af KGH’s huse, butikker eller lagre. Vi kunne tydeligt se, hvor brandskæret kom fra, og den ene barnepige, som også var vågnet, var bange for, at det var det hus, hendes onkel boede i. Så Søren tog overtøj over pyjamasen og gik ud. Ganske rigtigt – det var hendes onkels hus, og det viste sig også senere, at det måske var mordbrand, for døren var låst og nøglen væk. Der var sikkert spiritus med i spillet, hun vidste godt, at han var meget fordrukken, men han var meget hjælpsom overfor sin søster, hendes mor, som var alene med 4 børn og hjalp hende økonomisk, men hun var der heldigvis ikke ved den lejlighed. Det var rigtig grimt, og desværre ikke ualmindeligt.

Qivitokker
Da Jan blev 4 år, kom han også i børnehave, men det var ikke altid, han havde lyst til det, når Søren afleverede ham om morgenen. Jeg havde på det tidspunkt et lille halvtidsjob på et kontor, mens 1-årige Nicolaj var i dagpleje. En vintermorgen ringede en bekendt og fortalte, at han havde mødt Jan på vej væk fra børnehaven, og han havde ikke kunne overtale ham til at vende om. På grund af slædehunde – løse eller tøjrede – var det ikke uden risiko at lade små børn færdes alene, så der blev straks sat en eftersøgning ind. Men i første omgang fandt man ham ikke. Pludselig kom en af vore nabokoner med ham. Det viste sig, at han var kommet helskindet hjem til vores hus, hvor en dør stod ulåst, så han var kommet ind, men der var jo ingen hjemme, det var mørkt i stuen, og så hørte han – som altid har haft en god fantasi – at nogen ”qivitokker” (spøgelser) gik rundt omkring huset og kaldte ”Jaan – Jaan”! Så han gemte sig under spisebordet, til de var væk, og så gik han over til naboen og spurgte, om Per ville lege!

Helle og Jan sammen med nabopigen Marianne i sin fine nationaldragt

Fint besøg
Sommeren 1970 afløste Søren første gang handelschefen ½ år under hans permission, og det gav ikke bare meget arbejde, men også mange oplevelser, hvoraf jeg har omtalt nogle tidligere. Bl.a. i form af repræsentation, idet der altid i sommerhalvåret rejste mange politikere, embedsmænd og andre ”på kysten” i forskellige ærinder. Og det var tit spændende at møde og beværte nogle af disse mennesker. Som ung 30-årige husmor så jeg også en vis udfordring i at servere en god middag for mennesker, der ofte var vant til store forhold, men som var meget søde og taknemmelige for at blive inviteret hjem under hyggelige forhold.
Dette gjaldt også for officererne på diverse handelsfartøjer eller marinens inspektionsskibe, som til gengæld gerne inviterede os til fester ombord.

Den sjoveste oplevelse i den retning var, da Arveprins Knud og Arveprinsesse Caroline Mathilde kom på besøg i Egedesminde.
Søren var blevet varskoet fra Den Kongelige Grønlandske Handel i København, at de kom på uofficielt besøg med et følge af venner og en tidligere direktør i KGH. Og han skulle arrangere en frokost for dem, hvor han skulle invitere byens honoratiores – under uofficielle former! Det var en udfordring og en balance at finde, man skulle jo passe på ikke at glemme nogen. Der skulle også arrangeres nogle uhøjtidelige besøg på institutioner i byen.
Med blev også inviteret kommandørkaptajn Undén fra flådens inspektionsskib ”Hvidbjørnen”, som ”tilfældigvis” anløb havnen netop samtidig med det ”uofficielle” kongelige besøg.

Frokosten blev lagt i hænderne på vores ven Vagn Nissen, bestyreren af gæstehjemmet, der gjorde sig megen umage med at arrangere et flot frokostbord, ikke mindst med lækre grønlandske specialiteter.
Bordplanen blev også gennemtænkt, og da Prins Knud’s borddame, borgmesterens kone, ikke talte ret meget dansk, sad jeg på hans anden side med KGH-direktøren som min bordherre.
Prins Knud var meget venlig og ville gerne tale om 2 ting: hans oplevelser i Grønland som ung marineofficer i 20-erne, samt at han var blevet bedstefar til de 2 små komtesse-tvillinger.

”Sild og Kartoffelvand”
Men sjældent har jeg oplevet nogen, der spiste så lidt fra det bugnende bord! Værten, Vagn, bød af alle de lækre retter, f.eks. varme stegte angmagsetter (en lille lakseart på størrelse med små sild), men Prins Knud rystede venligt på hovedet og sagde ”nej tak” til det hele. Vagn var ved at fortvivle, så jeg spurgte min bordherre, om der slet ikke var noget, der kunne friste Prinsen, og han fortalte, at han havde lagt mærke til, at han sommetider spiste en leverpostejmad om bord på båden. Blandt 72 retter på bordet var der ikke leverpostej, men Vagn sendte en taxa af sted efter en leverpostej, som han rørte op med fløde, varmede og pyntede med champignons, og stolt kom og bød Prins Knud, som igen rystede på hovedet. ”En god dansk sild på et stykke godt dansk rugbrød med smør, og med et glas dansk kartoffelvand (snaps), det ved man hvad er! Og så måske lidt ost”, sagde han. Og derved blev det. Men ”kartoffelvandet” fik Vagn besked om at holde lidt igen på.

Da frokosten var ved at være slut, annoncerede Søren, at der var arrangeret et besøg på børnehjemmet og alderdomshjemmet. ”Jeg skal sgu’ ikke besøge flere alderdomshjem”, sagde Prins Knud bramfrit til Arveprinsesse Caroline Mathildes tydelige ærgrelse. Men hun lyste op, da Søren hurtigt fik arrangeret, at den flotte kommandørkaptajn Undén med stor fornøjelse ville ledsage hende. Og han var jo i fuld uniform, så børnene på børnehjemmet spurgte, om han var kongen!

Selskabet skulle flyve til Sdr. Strømfjord med helikopteren om eftermiddagen, men som det ofte skete, kom tågen ind og gjorde det umuligt for helikopteren at lande! Så nu måtte der improviseres. Overnatning kunne finde sted på gæstehjemmet, men vi blev enige om, at det ville være det hyggeligste med noget aftensmad under private former. Så jeg fik min allerstørste steg hevet op af fryseren, fik barnepigen til at blive og gik i gang med forberedelserne. Jeg syntes, det var spændende – men så lettede tågen! Og så kom hele selskabet af sted til Sdr. Strømfjord. Det var så det.

Men hvad nu med al den mad? Jo, vi arrangerede et selskab. Med kommandørkaptajn Undén og andre officerer fra ”Hvidbjørnen”, samt gæstehjemmets bestyrerpar, Vagn og Gerda (nu helt afslappede og festlige!). Og det blev selvfølgelig alle tiders herlige, festlige aften. Det kunne have været morsomt at være værter for de kongelige og deres venner, men dette var nok sjovere.

Masser af børn

Ved en anden lejlighed, hvor ”Hvidbjørnen” kom i havn i Egedesminde, havde Undén fået den idé, at han ville glæde børnene i byen, så han annoncerede ”åbent skib” en eftermiddag. Vi skulle selvfølgelig også derned med vores børn, så vi spadserede derned fra vores højt beliggende hus først på eftermiddagen og så et fantastisk syn: Det store inspektionsskib lå ved kajen og var myldrende fyldt med børn, der kravlede overalt – på alle dæk, i masterne osv, og rundt om skibet sejlede gummibåden for at holde øje med, om der faldt nogen i vandet! Kun på helikopterdækket var der vagt ved den lille helikopter, som børnene måtte nøjes med at kigge på! I helikopter-hangaren var der servering af kakao og kager i massevis! Det var en festlig, men også helt overvældende dag. Skibets hovmester havde aldrig troet, at der var SÅ mange børn i byen.

Agterudsejling

En nat kl 3 vågnede vi ved nogle store brag fra havnen og røg ud af sengen.Der lå inspektionsskibet “Ingolf” med 2 spanske trawlere, som var opbragt for ulovligt fiskeri. “Ingolf” skød med kanonerne, så jeg troede, at de var ved at stikke af. Men da han også tudede i fløjten som en vild og lyste op i luften med en projektør, mente Søren, at det var et samlingssignal, og det viste sig da også, at “Frida Dan” var i nød længere sydpå, og “Ingolf” skulle skynde sig at komme til hjælp. Men de måtte agterudsejle næstkommanderende og 7 officerer og menige, der var på pigebesøg rundt om i byen, bl.a. på sygehuset! Det må have været en flov en næste morgen!

En anden gang, hvor Søren og jeg var inviteret til middag på ”Hvidbjørnen”, var der drinks i officerernes bar bagefter. Og der var vist nogle af byens pæne fruer, der fik lidt af en overraskelse, da de under deres mænds bortrejse på rensdyrjagt havde taget imod en invitation til natmad på inspektionsskibet og ikke havde regnet med at møde nogen af deres venner!

Dette bliver det næstsidste afsnit af min “Grønlandskrønike”, og det skal ikke vare så længe, før sidste afsnit kommer!

 

 

14 tanker om "8. afsnit – Egedesminde, Nordgrønland 1968 – 1973 – 2.del"

  1. Tak Hanne for at du vil dele jeres historie med alle os andre,der er jo lidt nysgerihed i os alle.Jeg vil glæde mig til næste afsnit
    Og forøvrigt tak fordi du vil dele ud af glæderne over din lille hund med os
    Mvh Lone

    • Tak for besøg, det er meget spændende oplevelse du har haft også alt det håndearbejdet.
      Jeg er født i ginniarfik og opvokset i Aasiaat

      • Martha, vi må jo have boet i Aasiaat samtidig, så du har sikkert kendt de piger, vi havde som barnepiger, de var fra børnehjemmet. Men jeg kan ikke huske nu, hvad de hed.

  2. Tusind tak for de gode historier fra Grønland. Det er sjovt og spændende læsning.
    Og endnu mere tak for de skønne hvalpe ikkeret og historier. Skal selv hente en ny hvalp i morgen. Har stadig en gammel hunhund, som trænger til lidt opgaver- og sjov. Er lige så spændt som hvis det var et nyt barn der skulle komme til vores hjem.
    Hunde holder os unge, glade og friske:)

  3. i må have haft en pragtfuld tid på grøndland i alle disse år det ind til nu er blevet til for jereslille familie
    kh gitte

  4. Tak for nogle dejlige historier og billeder!
    Jeg har brugt det mest af min eftermiddag og aften på at læse din beretning om Grønland. Jeg glæder mig til sidste afsnit, men er også meget ærgerlig.
    For jeg kunne godt tænkte mig at læse om hvad der skete efter Grønland – og så til nu.
    Du skriver meget interessant og muntert, så jeg vil utrolig gerne læse mere fra din hånd.

  5. Velkommen på bloggen, Simone! Dejligt, at du synes om at læse mine skriblerier. Der kommer et afsnit mere, før det er slut. Det er næsten færdigt.
    Tiden efter Grønland? Det er nok lidt sværere at beskrive, for det ligner sikkert de fleste andre familiehistorier med op- og nedgange, men jeg vil tænke over muligheden!

    • Det håber jeg sådan at du vil!

      Jeg tænker især på at der må være spændende historier om hvordan jeres børn skulle omstille sig til Danmark.
      Jeg kan fornemme at I er en familie, der har taget mange fotografier.
      Og du er rigtig godt til at finde balancen mellem offentligt og privat, hvis du forstår hvad jeg mener.

      I virker som en utrolig sød og kærlig familie, jeg har virkeligt nydt at læse bloggen.
      Jeg blev skilt for nogle år siden, og mistede derved min store svigerfamilie, jeg har desværre næsten ingen familie selv. Så beretninger om familiebesøg og traditioner osv. vækker megen nostalgi og gensynsglæde.

      Jeg laver intet håndarbejde, mine hænder sidder helt forkert til den slags og tålmodigheden er heller ikke for god, men jeg nyder billederne og kan sætte pris på den indsats der må ligge bag hvert projekt.

      Jeg har nu sat din blog over listen af dem jeg følger.
      Og jeg vil glæde mig til det sidste afsnit om Grønland, og billeder af din lille yndige (frække) hvalp.

  6. Hej
    Marianne er min barndomsveninde som jeg ikke har set i ca. 40 år.
    jeg har lige fået kontakte til hende via hendes lillesøster i mandags.
    Hun og jeg kom meget hjem til hinanden som børn. (min bedstemor Anna Brandt, mon mor Oline Brandt)
    tak fordi jeg fik lov til og se min barndomsveninden Marianne
    mange hilsner
    Dorthea

  7. Hej Hanne. Du er rigtig god til atfortælle. Skønt at I har haft nogle spændende år deroppe.
    Jeg har været i Julianehåb i 3 uger. Mine svigerforældre var der i mange år. Et så storslået land.

  8. Tak Birthe! Det blev jo hverdag for os dengang, fordi det var så mange år, og vores familie udviklede sig i de år. Men selvfølgelig er det spændende at tænke tilbage på – og gode minder!
    Jeg har også været i Julianehåb nogle gange, mens jeg boede i Narssak, der var 4 timers sejlads, og det var vores nærmeste naboby. Den var meget smuk!

  9. Tak for henvisningen til dine Grønlandsoplevelser Hanne, spændende at læse. Jeg har ikke selv været i Grønland; men har en grønlandsk veninde fra min studietid på Ergo- og fysioterapeutskolen i Aarhus. Min mand har været i Egedesminde en sommer som radioreparatør.
    Jeg er med i en FB gruppe Søfolk, hvor en styrmand fra Strynø, har mange beretninger fra sin sejltid i Grønland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *