Nu gider jeg ikke mere!

Jeg troede, det gik bedre, men blev ved med at hoste, og jeg har svært ved at hoste op og kan mærke, jeg har svært ved at trækkevejret helt igennem!

Og nu har jeg også lidt feber, så jeg kommer nok til at prøve i morgen, om jeg kan få en akuttid hos lægen. Det er heldigvis stadigvæk her i Erritsø – men fra 1. marts skal vi have ny læge, og det bliver i en helt ny konsultation inde i Sundhedshuset. Den tid – den sorg! Eller glæde – det kan være, det bliver en læge, jeg bliver mere glad for?

Det gik som det altid gør…

…jeg hoster! Sådan går det næsten altid, når jeg bliver forkølet, denne gang gik der bare et par dage, uden at det brød rigtig igennem, det var bare snot!! (slemt nok).

Men nu er hosten kommet til, og det trætter! Så mon ikke jeg skal tage det helt med ro og måske sy en lille slipsetaske?

I går spillede vi BANKO i fælleshuset, hvor vi spiller om pakker, vi selv har med, samt en flaske vin til sidst. Det er meget hyggeligt, og opfindsomheden er stor mht pakkernes indhold. Det er ofte chokolade eller ost+kiks, men det kan også være en blomst, frugt, lys+servietter…

Af og til laver jeg selv et eller andet, og i går var det en lille slipsetaske, som jeg havde puttet lidt godter i.

Det var min nabo på knap 90 år, som vandt den, og det var bare så morsomt! Hun er dygtig til håndarbejde – men sådan én havde hun da aldrig set før! Jeg viste hende, hvordan man lyner den helt op og fortalte hende, at det skulle hun prøve at få sin mand til! Han bliver simpelthen så overrasket, når han pludselig står med et slips i hånden! Det var sjovt!

Masser af slips til tasker

Der var mange slips at vælge imellem, da der blev syet slipsetasker på Depotgårdens tekstilværksted i dag. Det var både donationer og ægtefællers slips! Og iveren efter at lære at lave de søde små tasker var stor!

Masser af slips at vælge imellem – det var svært
Sådan sætter man skyderen på lynlåsen – Lis har tawet
Færdige modeller til inspiration

Der var et par stykker, som kom så langt, at de bare skal sømme færdig derhjemme, jeg håber, vi får dem at se en dag. En enkelt fik lynlåsen nålet på, så tasken først blev for flad – ommer! – så var den igen forkert – ommer! Og hun var så stædig og vedholdende, at hun fik den rigtig fin i 4. omgang! Det var flot ! Jeg tror, der bliver nogle rigtig søde tasker ud af det.

Det var en lang dag – helt til kl. 17! Og der blev også lavet andet end slipsetasker:

Annies lille babytæppe, der skal helt til USA!
Laila har quiltet Merethes flotte puttetæppe
Inge har syet et dejligt puttetæppe til et barn på julemærkehjem

Det er dejligt, at Tekstilværkstedet er udvidet med flere store lokaler med hæve/sænkeborde, så der kan foregå flere aktiviteter på én gang – og nu er det snart fyraften:

Varmt strik!

Jeg havde egentlig strikket den varme hue til ældstesønnen, som skulle bruge den, når han kører i al slags vejr på sin “Genny”. Men han bryder sig ikke om strikkede huer!

Så er det jo godt, at Christina gerne ville overtage og er glad for den, hun cykler til/fra gymnasiet hver dag.

Og den passer jo fint til det “Prinsessen-på-ærten”-tørklæde, som jeg havde strikket til hende i julegave. Hun fortæller, at kammeraterne er vilde med den lille grønne “ært”, der er strikket ind! Hun synes heldigvis, at det er så dejligt blødt og varmt!

Slipsetasker på Depotgården

I morgen eftermiddag har vi en temadag på Depotgårdens Tekstilværksted, hvor man kan prøve at sy små tasker af slips!

Slips med Elvis, og slips med håndmalet motiv.

Det er en del år siden, at der var én, der fandt på denne finurlige taske, og jeg har i tidens løb demonstreret den flere gange.

Jeg har en hel masse slips, som jeg er blevet foræret, og vi har også fået en stor pose fuld på Tekstilværkstedet, så vi har nok at arbejde med. Vi har også indkøbt metervis af lynlåse – der skal bruges 2 meter til 1 slips = 1 slipsetaske – så det er bare at gå i gang.

Spændende, hvor mange, der har lyst til at være med.

Jeg er blevet forkølet og var bange for, hvor slemt, det skulle blive, men det ser ud til, at det allerede er aftagende (3xbank under bordet). Jeg skal jo ikke smitte nogen. Der er faktisk flere, der fornylig har haft meget grimme udgaver af forkølelse, og der er næsten ingenting, jeg hader så meget som en slem forkølelse. I går holdt jeg mig hjemme og drak spandevis af grøn te, pakkede mig godt ind i en tyk trøje, hjemmestrikkede uldne sokker og silketørklæde om halsen – jeg tror, det har hjulpet.

Hvad er det nu, det hedder?

En begyndende forkølelse holder mig hjemme i dag, jeg sov ikke så godt i nat, fordi jeg var snottet, og så drømte jeg – igen – noget forvrøvlet tøjeri! I baghovedet blev ved med at lure noget, som jeg ikke kunne komme på!

Det sker ofte, at jeg pludselig ikke kan komme på et navn, som jeg udmærket kender, eller noget andet, som bare er væk i øjeblikket, men hurtigt dukker op. Jeg ved, at der er mange på min alder (eller endda yngre) som har det ligesådan. Og det er bare irriterende!

I går havde jeg hyggelige besøg – først af Christian, som hjalp mig med at pille ledningerne til den udendørs julebelysning ned og satte kasserne med julepynt på loftet – det er så dejligt, at jeg altid kan bede ham hjælpe!

Senere kom Christina og hendes kæreste til eftermiddagskaffe, og vi hyggede nogle timer.

Jeg har et skibsur og barometer i samme stil på væggen, det har vi haft i mange, mange år, og det hører til, uanset, hvor vi har boet.

På et tidspunkt spurgte Christina, hvordan man skulle forstå måden, det slår på, det kunne hun ikke få til at passe med klokken?

Det kunne jeg godt forklare, men om jeg kunne komme på, hvad det er, det hedder, når et ur slår sådan maritimt! Hvis man ikke ved det, så slår det indenfor 4 timer (som svarer til vagterne ombord på et skib), efter et mønster med 1, 2, 3, og 4 slag på hele klokkeslet, samt tilføjet et hurtigt slag på halve klokkeslet.

Jeg ved, at det hedder et bestemt ord, og det blev ved med at rumstere i mit hoved både i nat og i dag – pludselig dukkede det op: “Slår slag” – nej, “slår kop” – nej, “slår krus” (hvor kom det fra?) – “slår glas” !!! Ja, det er det, det hedder. Jeg ved jo godt, at det kommer på et eller andet tidspunkt.


Skønt puttetæppe

Det er glimrende håndarbejde at sy lukkekant på et puttetæppe, med håndbold som baggrund! I hvert fald, når det er andre hold en vores eget, der spiller!

I går aftes blev jeg færdig med lukkekanten på et skønt tæppe, som jeg selv har været lidt inde over, idet jeg har syet den dejlige kant med ugler + lukkekanten på – med lidt problemer, fordi den ville trække.

Laila har quiltet på long-arm-maskinen på Depotgården.

Men resultatet er blev flot! Tæppet er lige i overkanten af, hvad vi anbefaler (for at der ikke skal være for stor forskel på str. af de tæpper, børnene får), så jeg kunne godt have undladt uglekanten, men for det første kan jeg godt lide, der er 1 eller helst 2 rammer om tæppet, for det andet var uglerne, som er en donation, så oplagte i farverne. Det er jo sådan noget, jeg elsker!

Alfred reddet

Det sidder i maven endnu! Forskrækkelsen og lettelsen over, at det lykkedes mig at redde Alfred, en stor Berner Sennen hund, som Diki og jeg mødte i morgenmørket midt i trafikken på Erritsø Byvej.

Da jeg fik øje på ham, var han på vej over den stærkt trafikerede vej med børn på cykler og mange biler – sort og svær at se, hvis det ikke lige var pga hans størrelse – men helt upåvirket af trafikken!

Han stod lidt rådvild, men glad og logrende, midt på vejen, han var på eventyr! Jeg kiggede mig omkring, men han var ikke sammen med nogen, så jeg kaldte på ham, og heldigvis kender han os, for vi stopper tit op og snakker med ham og hans lidt ældre “bror”, når de står i deres forhave og gør voldsomt ad forbipasserende – men ikke os, for vi snakker jo med dem.

Så han kom heldigvis hen til os på fortovet og vimsede glad om os, det store bjerg, som han er. Vi må vist hellere følge dig hjem, sagde jeg til ham, så vi vendte om og gik tilbage og hen ad den vej, han bor på, og han fulgte glad med. Nåh ja, han smuttede da lige lidt ud på vejbanen igen, så jeg var glad for, at bilisterne åbenbart havde set os og kørte langsomt. Han havde ikke halsbånd på, så jeg kunne ikke holde ham.

Da vi kom til hans hjem, stod hoveddøren åben til haven, så jeg kaldte højt, indtil ejeren kom ud og tog imod Alfred – “din bandit!”, sagde han og forklarede, at han var lukket ud i haven for 2 minutter siden – nåh jah det var måske lidt underdrevet! Heldigvis havde han netop selv fortalt mig for et par dage siden, mens vi stod på hver sin side af hegnet om haven, at Alfred har fundet ud af, at han kan springe over hegnet! Ja, det var jo faktisk det, jeg huskede, da jeg mødte ham midt i mørket og morgentrafikken.

Min forskrækkelse meldte sig faktisk først, da jeg var kommet hjem. Jeg fik uro i maven og havde svært ved at “falde ned” ved tanken om, at jeg kunne have stået og set Alfred, det glade “læs”, blive kørt ned!

Godt, at vi kender hinanden, ligesom vi har mange andre hundevenner i nabolaget.