Vilde farver!

Det super lækre “non-sw-merino” fra Uldféen i matchende farver fristede til at strikke en “Edith-sommertop” fra Önling.

Hold da op, hvor den er lækker, og selv om det 100% uld, så er det så tyndt og let, at det fint går til en sommerbluse.

Men jeg har lært lektien: kun håndvask + centrifugering og liggetørre.

Og så er den da sjov!

Om og om og om igen! ØV!

Det er da utroligt, at jeg ikke kan strikke sådan et lille diagram rigtigt!

Det er 3. gang, jeg “strikker baglæns” på den lille hulbort på “Anne’s top”, som jeg strikker af Uldfeen’s (Anne’s) lækre pimabomuld + morbærsilke.

Det er ikke spor indviklet, men jeg havde talt forkert, så der er ikke andet at gøre.

Det irriterer mig, for jeg har jo masser af gange strikket efter diagrammer og har altid en tælle-metode i hovedet – denne gang 2 x 5 masker og så forfra. Jeg havde så bare talt 5 + 2 x 5, et sted, og det viser sig så på næste omgang! Jeg kunne jo tælle tilbage og se fejlen.

Det kunne måske godt distrahere, at opskriften siger 2 omgange med 2 tråde pimabomuld og 2 omgange 1 tråd pimabomuld og 1 tråd silke, men det har jeg styr på.

Pause nu! Og så om igen – det skal nok lykkes! Det er jo rigtig strikke vejr i dag.

Diki på springtur!

Puh ha, det var med hjertet oppe i halsen, jeg “jagtede” Diki – nej jeg jagtede ikke, for så går det galt, men jeg fulgte efter ham med godbidder og snor, da han pludselig kom i tanker om, at han skulle på eventyr! Og det kunne godt være gået galt!

Jeg har opdraget ham til at kunne færdes her inde i det lukkede område mellem husene i andelsforeningen, og han har også flere gange fået lov at komme med ind hos naboen, som gerne vil have hans besøg – altid sammen med mig.

Og det var der, han var med i dag, hvor de sad udenfor i det gode vejr og havde besøg af en slægtning, der var kørende på en “tri-cykel” sammen med en medarbejder fra plejecenteret, hvor hun bor. De ville også gerne hilse på ham, MEN… da de kørte af sted på cyklen fulgte han efter dem – det var sjovt! Og han ville i hvert fald ikke med mig hjem, ligegyldigt hvor meget jeg kaldte og lokkede!

Jeg hentede hans snor og en håndfuld godbidder og fulgte efter, men han holdt sig lige uden for rækkevidde.

Faktisk gik han den vej, vi går om morgenen, men hele tiden et stykke foran mig! Det er farligt uden snor, for der kører mange biler, og han krydsede et par gange vejen – heldigvis uden at der skete noget, men nogen biler kører stærkt der.

Et par damer med hver sin hund, som vi tit møder, forsøgte at lokke ham til sig – men nej! Heldigvis gik han ind på et lukket vej/sti-system, og der var der en sød dame, som snakkede til ham, og hun fik en god idé: hun og jeg gik ind i hendes hus, og han er jo så nysgerrig, så han fulgte gladeligt med!

Puh ha! hvor var jeg lettet! Selvfølgelig skal han komme, når jeg kalder! Men han var helt udenfor de vanlige omgivelser, så dels var han eventyrlysten (mens han hele tiden holdt øje med mig!), dels var han forvirret!

Han har fået kys og kram, og nu ligger han afslappet her ved siden af mig som vanligt! Vi er jo knyttede til hinanden, og selvfølgelig kan vi ikke undvære hinanden!

I familiens fodspor!

Her er Victor:

På vej til sin første spejderlejr!

Vi har jo altid været en spejderfamilie – helt fra min far, som til sin 12-års fødselsdag i 1924 ønskede sig, at han måtte blive spejder.

Victors farfar var også spejder som dreng og ung, senere støttede han i meget høj grad ved praktisk hjælp. Og vores 3 børn var spejdere, fra de var gamle nok: én af drengene stod på venteliste og kom ind dagen efter, han fyldte 8 år! Hans bror, Victors far, fik dispensation og startede som 7-årig (dengang skulle man være 8) Nogle af dem blev også spejderledere, og drengene har – som deres far – ydet et stort arbejde, når der var store lejre som Blå Sommer.

Jeg selv har en meget lang spejder “karriere”, fra jeg var 8 år og med mellerum til jeg var over 60 år! Pigespejder, ulveunge-leder, skiftende lederjobs (opstart af 3 spejdergrupper), divisionschef, korpsstyrelses medlem, 50 år ialt!

Desværre er der indtil nu kun ét af vore børnebørn , der har været spejder. Der har været andre interesser.

Men nu startede Victor i januar, da han blev 8 år, og han er glad for det, så jeg håber, at den første lejr bliver en dejlig oplevelse!

Nye dæk!

Er jeg ikke heldig, når jeg har sådan en hjælpsom familie?

Nye dæk

I lørdags punkterede jeg – barnebarnet og ældstesønnen rykkede ud og skiftede til reservehjul, og så kunne jeg køre igen – med forsigtighed.

Det betød bl.a., at jeg ikke kunne køre til Kollund mandag som planlagt, hvor jeg skulle aflevere nogle puttetæpper og auktionstæpper på Julemærkehjemmet Fjordmark – men så tilbød sønnen at køre Birgith og mig! Det fik vi en dejlig dag ud af!

24 puttetæpper og 2 sengetæpper afleveret på Fjordmark

Og i dag kom Christina så og hentede min bil, da hun kom fra arbejde, og tog vinterdækkene med fra fælles-kælderen. Hendes far havde nemlig konstateret, at såvel sommer- som vinterdæk var kassable! Jeg lytter gerne til dem, der er klogere end jeg – og i hvert fald på dette område har jeg ikke megen forstand! Og med den ikke så omfangsrige kørsel, jeg har i årets løb nu, kunne det være mere fornuftigt at skifte til helårs-dæk. Så sparer Christian også at skifte mine dæk 2 x årligt! Sønnen fandt også det bedste sted at købe dem, han hentede dem og sørgede sammen med en ven for at montere dem på min gamle bil!

Og for at det nu ikke skal være løgn, så støvsugede svigerdatteren hele bilen, inden jeg fik den tilbage!

Tusind tak! Hvor er det dejligt!

Tak for hjælpen!

Når nøden er størst – er hjælpen at have en god familie!

Jeg var virkelig på den i formiddags:

Jeg kørte til Daugaard med Diki, som skulle klippes (dejligt!), og de 2 timer, det tager, havde jeg en aftale med kusinen i Vejle om en kop kaffe på hendes terrasse.

Pludselig ringer det på hendes dør: en nabo spørger, om hun har en gæst og gør opmærksom på, at min bil, som holder parkeret derude, har et fladt dæk på højre baghjul! Og JA – det var virkelig fladt! Luften må være sivet ud, for jeg havde ikke bemærket noget, men nu var det helt galt.

Hva’ nu? Jeg er ikke i Falck, og jeg kunne ikke finde mit Autohjælp-kort, som jeg aldrig har brugt!

Diki skulle hentes om ½ time, og hvordan skulle jeg bære med ad med det, og hvordan kom vi hjem.

Som så mange gange før, når jeg er i knibe, ringede jeg til barnebarnet, som heldigvis lige var kommet hjem, hun mente nok, hun kunne hjælpe, men hendes far sad ude i bilen, og i løbet af et kvarter var de der. Han kan ikke (som handikappet i kørestol) skifte hjul, men med ham som bisidder, kunne Christina – hun er sørme dygtig! Sikke et håndelag!

Jeg forsøgte at ringe til hundefrisøren, men hun tog jo ikke tlf., fordi hun arbejdede med Diki. Efter flere andre forsøg på kontakt fik jeg en besked igennem til hendes kæreste og fik besked tilbage, han kunne bare blive der, til jeg kom.

Sønnen syntes ikke, jeg skulle ud og køre på motorvej med reservehjul, så han kørte os til Daugaard, hvor jeg kun ½ time forsinket kunne hente en mor-syg, men fin og nyklippet Diki! Og så kørte vi stille og roligt i egen bil ad landevejen hjem!

Hvor er det skønt med en hjælpsom familie!


Barselgave til morfar

Den bedste og mest hjælpsomme nabo, man kan ønske sig i en senior-andelboligforening – Jens – skal være Morfar lige om lidt. Og en måde at takke ham for alle de praktiske ting, han hjælper sine naboer med, kunne være dette:

Kravletæppe med hundehvalpe

Et lækkert “kravletæppe”, som han kan give den lille pige !

Jeg ved af erfaring, at sådan et lækkert babytæppe kan følge barnet i mange år. Mål 125 x 125 cm, bagside af babyfløjl, quiltet af Laila.

Jeg er så spændt på, hvad han siger til det! Bente hans kone er informeret, men Jens ved det ikke.