Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden min familie – især min datter og svigersøn!

Allerede, mens jeg lå på Intensiv i Kolding, og de alle sad i et rum og afventede operationen, oprettede datteren en “tråd”, hvor alle familiemedlemmer kunne holde hinanden a jour med de beskeder, de fik, så alle kendte alt – en god idé.

Og en vigtig ting: de tog hånd om min søde hund Aramis, som vi fra start har haft en aftale om. Det var en del af den omplaceringsaftale, jeg lavede med hans ejer i Sverige, at skulle der ske noget med mig, så blev han en del af deres familie. Han flyttede ind hos dem og deres 2 tæver af samme race – men så kom den yngste i løbetid! Hvorefter datteren proklamerede: Jeg er flyttet fra min mand! (de har lige haft sølvbryllup). Ja, hun flyttede ind i mit hus og boede her med Aramis, indtil jeg var kommet hjem!
Ikke nok med det – hun besøgte mig næsten hver dag, snakkede med sygeplejerskerne, ryddede op i mit køkken, min fryser og mit udhus, satte ud til genbrug og købte ind til min hjemkomst og holdt min søster og mine veninder orienteret! Og hun var også med til udskrivningssamtalen, da vi kom så langt, så hun hjalp mig med at huske, hvad der blev sagt.

Den omsorg har rørt mig dybt!!

Hun satte sig også ind i, hvad det betyder, at jeg skal drikke – drikke – drikke! Væskeindtaget var næsten det vigtigste i helingsprocessen, for nyretallene var ikke gode.

Efter 2 døgn på Intensiv fik jeg en enestue på 8. plan med eget badeværelse og en smuk udsigt over grønne områder. Jeg kunne se ud af det store vindue fra sengen, og selv om jeg var frygtelig træt og sov meget, kunne jeg også tidligt om morgenen ligge lige så stille og nyde bare at ligge fredeligt og kigge ud, når jeg havde fået sat et nyt drop op, fået mere medicin i “min edderkop” = de slanger, der var lagt ind i siden af halsen og holdt fast med hæfteplaster (så de ikke skulle stikke hver gang), eller fik taget nye blodprøver. Det foregik døgnet rundt, men jeg vænnede mig til det. Jeg er dybt imponeret over den behandling, jeg fik! Det var weekend, og der var ikke fuldt belagt, men sygeplejepersonalet gav sig også god tid – ingen fornemmelse af fortravlethed, som der eller snakkes så meget om! Efterhånden som jeg fik det lidt bedre, kom jeg af med kateteret og hjælp til at komme på toilettet og i bad, og de var meget søde til at lokke mig til at spise lidt – og jeg mener “lidt”, for jeg havde absolut ingen appetit, maden vendte sig i munden på mig, ikke mindst pga den svamp, der var.

Maden er et helt kapitel for sig, for de er så dygtige til at lave bittesmå portioner i små fine skåle, og det er så lækker og frisk mad! Samt alt muligt forskelligt at drikke, som hjalp mig med det vigtige væskeindtag.

Jeg fik en rollator til rådighed, så det blev nemmere at komme op på de vaklende ben, og jeg blev i løbet af et par dage animeret til selv at hente min mad i spisestuen henne ad gangen, i stedet for at få det bragt.

Svampen i munden bredte sig til læberne og blev behandlet flere gange om dagen/natten med en mælket væske, som jeg fik i tynde sprøjter (uden spids), som jeg kunne smøre ud, samtidig med, at jeg skulle passe på ikke at smitte mig selv yderligere. Læberne var ét stort sår, men så fik jeg et råd, jeg ikke havde hørt før:
Zendium tandpasta indeholder samme ingredienser som den salve, man bruger mod herpes! Så jeg fik en lille tube Zendium, som jeg kunne smøre læberne godt med til natten. Og det hjalp! Men det gav også lidt at grine af – for den første nat, jeg gjorde det, hvor natsygeplejersken kom ind kl 3 for at sætte et nyt drop op, kiggede han først på mig og sagde: nåh, jeg syntes godt jeg kunne kende navnet – du er her endnu – og så drejede han rundt og hentede en klud for at ville tørre mig om munden! – men det skulle han jo ikke! Han havde aldrig hørt om det middel, så det kunne vi så lige grine af!

Diverse læger på stuegang fortalte mig lidt om, hvad de mente om min “tilstand”, men først efter 12 dage kom en yngre læge ind alene og satte sig og så alvorligt på mig: “Du var godt nok meget syg, da jeg så dig sidst!” Ja, det var jeg jo blevet klar over. Vi opfriskede min 20 år gl. galdeblære/sten-historie, og han var faktisk vred over, at man havde undladt at fjerne galdeblæren for 10 år siden efter at have fjernet alle stenene. Han kaldte det “alders-diskrimination” ! Altså: man brugte ikke ressourcer på at forebygge dannelsen af nye galdesten, fordi man mente, jeg var for gammel (74 år dengang) til at jeg ville”nå” at danne nye sten af betydning!

Og så gav han mig en virkelig overraskelse! Når der er faldet ro på og jeg har fået det bedre – om 1 – 3 mdr. – vil de lave en ny kikkertundersøgelse og måske fjerne galdeblæren! Det er da fantastisk! Og faktisk har jeg allerede (efter hjemkomst) fået indkaldelse til ambulant kikkertundersøgelse i fuld narkose på tirsdag d. 18.6.! Jeg er klar over, at det “kun” er en undersøgelse af galdevejene – men alligevel: det, jeg har fået vide i 10 år, det kan måske alligevel finde sted – det er selvfølgelig videnskabens fortjeneste, men fantastisk!

Der gik 1 dag mere + et par scanninger, før jeg måtte komme hjem. Så kom datteren og var med til udskrivelse, fjernelse af “edderkoppen” mm, sammenpakning af mit habengut, bl.a. en bog, jeg ikke havde haft åbnet og et strikketøj, som jeg havde strikket ganske få pinde på under opholdet (!!!), og så kørte vi hjem til en skeptisk lille hund, der helt tydeligt havde fået en ny Mor! Eller i hvert fald syntes, jeg lugtede forkert og ikke kunne lide den rollator, jeg havde fået med hjem! Det varede ikke så længe, før vi var gode venner igen!

Og datteren blev her til næste dag, sov med døren åben, så hun kunne høre mig, og lavede meget lækker mad både den dag og de næste par dage, hvor svigersønnen kom og spiste med.

Og de skiftes stadig til at komme og gå en god tur med Aramis morgen og aften – han elsker det – og jeg er så taknemmelig! Jeg er først nu begyndt at øve mig i at gå små ture i nærheden, benene er lidt usikre endnu.

Ja, der gik godt nok nogle uger!
I mit sidste indlæg skrev jeg om mit seneste galdestensanfald, en lidelse, jeg har døjet med i over 20 år on & off. Det har indimellem været meget ubehageligt, men denne gang blev jeg meget syg – derfor den lange stilhed på bloggen.

Jeg fik fjernet omkring 30 store sten ved 6 kikkertoperationer i 2013/14, indlagt på Horsens Sygehus, opereret på Århus Kommune Hospital. Men ikke galdeblæren, som det ellers var planlagt, fordi “man” var bange for komplikationer pga arvæv, fik jeg forklaret:
” Med din alder vil der måske ikke nå at blive dannet nye sten – derfor vil vi skåne dig for risikoen for en åben operation!”, sagde den venlige læge og spurgte, om jeg kunne forklare mine børn det? !

Men det holdt ikke! Og jeg har i årene siden 2014 har jeg haft mange – større og mindre – anfald, værst i 2021, hvor jeg blev indlagt af en vagtlæge, med skyhøje infektionstal og behandlet med antibiotika på Kolding Sygehus.

Og nu var det så galt igen! Jeg har nok været lidt for “Jamen de kan jo ikke gøre noget”-agtig. Og det har været “op-og-ned” – også denne gang, hvor jeg den ene dag havde meget ondt og den næste nogenlunde godt. Det var, mens jeg syede svigersønnens tæppe færdigt! Jeg blev heldigvis færdig, og hele familien glædede sig til festen! Yngstesønnen + flere familiemedlemmer kom fra København og boede hos mig, og vi gik til reception lørdag eftermiddag, hvor jeg var så sløj, at jeg ikke rørte hverken vådt el tørt – og jeg måtte blive hjemme fra festmiddagen om aftenen. Resten af Pinsen tilbragte jeg i en lænestol el min seng, og det blev bare værre og værre de kommende dage, indtil ældstesønnen ringede efter en vagtlæge onsdag aften, og jeg blev indlagt i Kolding. Sønnen kørte mig selv derned (med brækpose), da der ville gå 3 timer, før en ambulance kunne hente mig. På P-pladsen satte han mig i en kørestol og trak mig med sin egen “Genny” (Segway-kørestol) gennem de lange gange til Akutmodtagelsen. Og fra da af husker jeg ingenting!

Jeg husker ikke indlæggelsen (jeg husker heller ikke vagtlægen, har faktisk stædigt påstået, at der IKKE kom nogen), ikke natten – og hvad derefter skete. Men mine børn har fortalt mig, at de blev tilkaldt med den besked, at lægerne var bange for, at jeg ikke klarede operationen! Jeg havde næsten 41 i temperatur og vanvittig ondt.
Der blev knust sten og lagt en stent for at skabe afløb for “grus og skidt”.

Puh ha, det er barske sager at tænke på! Jeg lå på Intensiv, hvor de fik lov at komme ind til mig én ad gangen, både børn og børnebørn. Det husker jeg også kun i meget korte glimt.

Jeg blev puslet om af en fantastisk sygeplejerske, og pakket ind i sammenrullede tæpper, så jeg lå helt stille, så alle de nåle/slanger/drops med medicin, væske mm ikke flyttede sig. Jeg havde en stor “edderkop” (kaldte jeg den) med flere permanente nåle/slanger på halsen – den sad der, lige til jeg skulle hjem 2 uger efter – og jeg havde fået lagt kateter – uden at være klar over det, så jeg blev meget sur, da jeg ikke kunne komme op og tisse!

De 2 døgn på Intensiv står i det hele taget som i en tåge for mig. Jeg havde ondt, men det meste gik hen over mig. Jeg kunne ikke snakke, for jeg havde fået voldsom svamp i munden, så det lød som et gebis, der roterede, og læberne var ét stort sår.

Da jeg lørdag blev kørt op til en seng på Organ-kirurgisk afd. på 8. plan og et eneværelse, var jeg en slatten klud, der ikke kunne stå på benene, men som godt kunne nyde den smukke udsigt og glæde mig over besøg.

Jeg var dog ikke helt klar i hovedet, for jeg husker nogle fantasier, som kørte rundt i mit hoved, fuldstændig skøre “film” – og jeg “skrev” også her på min blog!

Jeg har altid – lige fra barn – haft “skriveklø”, så det er der ikke noget mærkeligt i – det er mere unormalt, at jeg først nu skriver om den værste oplevelse, jeg nogensinde har haft!

Mine børn er altid søde til at huske Mors dag, hvor de giver mig gaver el blomster og kommer el. ringer!
I år var ingen undtagelse. Den yngstes gave bliver et besøg næste weekend hos “Sommerblomster” i Middelfart – en fantastisk drivhus-butik med masser af haveblomster, hvor jeg selv skal vælge! Der har jeg været gennem flere år hos Jens, som er søn af min kusine, så det er så hyggeligt. Denne gang kan yngstesønnen og hans familie tage med, når de besøger mig.

De 2 buketter, jeg fik, var så forskellige, som de kan være!

En smuk, romantisk, tæt buket fra datteren:

Og en LEGO-buket roser af røde klodser fra ældstesønnen, som han selv kom med. I en stor LEGO-æske, så jeg nåede lige at blive bange for, at det forventedes af mig, at jeg selv skulle bygge roserne! Det skete jo forrige år, hvor jeg fik en flot LEGO-orkidé, som jeg aldrig blev færdig med, så det endte med, at Christian lavede den færdig!

Men nej – det havde sønnen forudset, så han havde bygget alle roserne for mig, så de var lige til at sætte i vase!

Tak til alle 3 !!!

60 år siden i dag! Det kunne have været diamantbryllup – hvis Søren havde været her endnu!

Det er mange år – meget er sket i de år – men familien har det godt, og jeg ligeså. Jeg har forlængst vænnet mig til et liv alene og har det indhold, jeg ønsker mig.
Men vemodigt er det, og han er altid i tankerne, selv om det er 14½ år siden.

Vi fik 47 år sammen, 3 dejlige børn, som nu alle har deres egen familie, mange gode oplevelser, af og til stormvejr, men det klarede vi også!

Vi blev ikke så mange – flere afbud pga brækkede knogler o.a. – det var synd! – men sikke en udflugt! Det endte med, at vi var 9 fra Tekstilværkstedet på Depotgården, der kørte den lange tur til HANNE’s patchwork i Thorsø. Og vi havde en dejlig dag!

Hannes “nye” butik (2 år), som jeg ikke har set før, er meget lækker og en fin størrelse, hvor der også er fint plads til at sy – eller drikke kaffe! Og til at demonstrere den specialitet, som Hanne har tilegenet sig efter mange år med håndsyning “over pap”, nemlig restetæpper syet på maskine! Og vel at mærke enkle, farvestrålende, gratis mønstre, som man kan hente på hendes hjemmeside!

Mens vi indtog kaffen og rundstykkerne, viste og fortalte Hanne om nogle af de mange imponerende restetæpper, store og små, syet på maskine med firkanter i bare 1 el 2 str.! Og udnyttelse af resterne fra resterne (!) til håndsyede dækkeservietter! Se selv på hendes hjemmeside – der er MANGE FLERE!

Bemærk, at mønsteret er det samme på de 2 ovenstående billeder!

“Bogreolen” gjorde stor lykke!

Der skulle også handles i butikken – og det er svært i sådan en overdådighed!

Der var “nogen”, der skulle indkøbe til et større projekt – og mange ville gerne deltage i valg af stoffer/farver!

Sådan – spændende!

Turen gik videre til Silkeborg, hvor vi fik lidt at spise og besøgte et par mindre butikker.
Det var en dejlig dag!

“Æggejagten” = en påskespøg fra Sisse’s sjaler, har været sjovt at strikke og er i dag givet som 80-års fødselsdagsgave til min nabo Kirsten!

Jeg har brugt garn fra “lager”: 2 x Arwetta = en fuchsia og en mørk petrol, samt en håndfarvet silke/yak/merino fra Uldfeen. Den sidste kommer ikke helt til sin ret på billederne, silkens glans er svær at gengive, men virker flot i det færdige sjal, hvor den går igen hele vejen.

Kirsten blev meget glad for det fine, assymetriske sjal, der er nemt at arrangere og let og lunt at bære!

Til lykke med de 80 år!

Som med adopterede børn kan man vel også med hunde fejre en adoptionsdag?

Det gør vi i hvert fald, Aramis og jeg! I dag er det 1 år siden, min søn og jeg hentede Aramis i Blidberg, Sverige, en køretur på 600 km! med et dejligt resultat, nemlig den skønneste Tibetanske Terrier på knap 7 år:

Den dejligste hilsen fik jeg – man kan se hvordan han logrer med hele kroppen fra 1. øjeblik!

Og allerede fra 1. dag herhjemme følte han sig hjemme og tryg!

Det gav problemer, at han ikke var flink til at gå i snor – han trækker! Det har taget 1 år at lære! Men det er blevet meget bedre, og i dag har han simpelthen gået eksemplarisk! Han kan ikke lide andre han-hunde, men det var jeg advaret om – det er også blevet lidt bedre, og der er nogle han-hunde, som han møder helt uden problemer, som regel mindre hunde. I dag blev jeg positivt overrasket, da vi mødte 2 mindre hunde, som vi har mødt før, på samme tid, en tæve og en han, begge ca 1-1½ år gl, og han var sød ved dem begge, også da den 1½ årige han ville “vise sig” og snerrede og gøede af ham – Aramis sagde ikke en lyd og var helt lige glad!

På sin adoptionsdag har han fået et nyt legetøjsdyr – det er ikke sikkert, det holder så længe, men han er glad for at få nye “dyr”!

Han er en meget kærlig og opmærksom hund, vi giver hinanden knus! Han sover ikke i min seng, men foretrækker sin egen kurv, som står i soveværelset, men på alle tider af døgnet er han super opmærksom på mig og registrerer alle mine bevægelser – også hvis jeg ikke har det helt godt (jeg faldt og slog mig for ½ års tid siden og kunne næsten ikke gå, det indrettede han sig efter!)

Jeg må indrømme, at jeg tænker tit på, hvor heldig jeg har været at få lov at få ham “omplaceret”! Og hvor modig jeg har været! Det var jo slet ikke sikkert, at vi passede sammen! Hans opdrætter har da også været modig! Hun kendte godt min alder, men vidste også, at jeg har sikkerhed i min datter, som jeg har aftalt med, at hun overtager, hvis jeg ikke selv kan tage mig af ham. Og opdrætteren har også skrevet, at hvis det ikke gik, så ville de komme og hente ham (600 km!). Det bliver aldrig aktuelt!

Det var godt, at jeg var modig! Jeg troede, at jeg ikke skulle have flere hunde. Men det ville have været trist at undvære en hund i huset! Og så sådan en skøn en af slagsen!

Christian – som er studerende – havde inviteret sin nærmeste familie på middag på Flammen i Vejle!

Der har jeg ikke været før, og det var fantastisk! Sikke noget dejlig mad og utroligt meget forskelligt, både af kød, grøntsager, salater og desserter! Jeg er bare ikke den rigtige til at udnytte det! Jeg kan simpelthen ikke spise så meget! Men jeg kan godt nyde det – og det gjorde jeg! Det var de skønneste stykker kød, der blev skåret ud efter ønske – jeg valgte lammekød og andebryst med sprøde fritter, stegte kartofler og whiskysovs:

Fødselarens smukke mor har en bedre appetit end jeg og kunne smage flere retter:

Det var en dejlig fødselsdag at slutte Påsken af med!

Det skal helst ikke være for mange dage i træk, før jeg synes, der skal være en slappedag imellem!
Den starter nu! Jeg havde travlt de 2 første dage i påsken med oprydning og start på et nyt håndarbejde: “Æggejagten” = mystery-sjal fra Sisses sjaler, så det kunne komme med i tasken de næste dage!

Det er både underholdende og spændende at finde garn til (fra lager), hvor jeg har valgt et meget smukt uld/silke garn fra Uldfeen, der matcher de 2 x Arwetta = en fuchsiafarvet + en mørk petrol. Her er starten.

Jeg vil jo gerne have et strikketøj, når jeg er passager i bilen – her hos ældstesønnen – som jeg kørte med til en familie-påske-frokost hos niecen i hendes sommerhus syd for Kalundborg. Som altid en dejlig dag med masser (for meget!) af traditionsrig mad og familiesnak sammen med de fleste af mine børn/svigerbørn og 3 af mine børnebørn, som blev sendt på æggejagt i haven, selv om de 2 af dem troede, de var for gamle til den leg! Men de var solidariske med Victor og fik da også deres del af “rovet” !

I dag = Påskedag skulle jeg tidligt op for at tilberede den i familien traditionelle “Karrysalat m/sild”, som jeg havde tilbudt at lave som en gave til kusinens 90-års fødselsdag! Hun havde inviteret til “dame-fødselsdag”, hvor vi er 5 damer temmelig godt oppe i alderen, som fejrer hende hvert år (hvis der ikke er Corona el anden sygdom). Det er godt selskab! Og igen masser af mad – vi kan snart ikke holde til det!

Aramis er flink til at være alene hjemme, i går blev han dog hentet hjem til datteren og hendes “2 tøser” af samme race, fordi vi var enige om, at det godt kunne være for længe, inden jeg var hjemme fra Sjælland. Så ville hun lufte ham og give ham aftensmad! I dag har han været alene og modtog mig med kæmpe glæde, da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen. Han er en skat!

Nu skal der slappes af med benene oppe og en kop te – ikke mere påskemad, maven er prop fuld! I morgen er slappe-dag, og når Påsken så er slut, har Christian inviteret til sin 27-års fødselsdag på Flammen i Vejle – det bliver spændende!