Arlette – en historie vi aldrig må glemme

Det går – fortjent – meget hurtigt med dokumentaren / filmen om Arlette Andersens historie, som så mange ønsker at se, at det alene her i Panorama i Fredericia og i Middelfart har været nødvendigt af forlænge visningerne flere gange! Nu er der planlagt 70 forestillinger! Oprindeligt var det 10 forestillinger, så det er godt nok en udvidelse, der siger Spar 2 på mindre end 1 uge!

Som jeg tidligere har skrevet, er det en fantastisk film – ikke en spillefilm med skuespillere – nej det er 92-årige Arlette, Auschwitz-overlever, der selv fortæller sin historie, meget nøgternt og naturligt, dokumenteret med filmklip fra både Paris, hvor hun er født, universitet i Clermont Ferrand, hvor hun blev taget af Gestapo, og fra Auschwitz. Musikken, som er meget stærk og smuk, er komponeret specielt til denne film. En meget stærk oplevelse!

Der er forhandlinger med biografer andre steder i landet, så endnu flere kan se den. Det fortalte filmens ophavsmand, min svigersøn Thomas, mig i går, da jeg var på lykønsknings besøg på hans fødselsdag. Han sagde selv, at det var den ultimativt bedste fødselsdagsgave, han nogensinde havde fået! Til lykke med den flotte film, til hele filmholdet!

Se mere her.

Arbejdsdag i Fælleshuset

Én gang om året har vi ½ dag med fælles arbejde i Fælleshuset, hvor vi fejer spindelvæv ned i kælderen, rydder op i køkkenet, på loftet, og udenom huset – de steder rengøringsselskabet og gartneren ikke skal røre.

Der var et år, hvor der blev ryddet meget ud i nogle garderobeskabe på loftet efter nogle, der ikke bor her mere, et andet år var det kælderen, der blev ryddet, og i år har foreningen købt nyt bestik og nye duge til huset, så skufferne blev tømt, og der blev vasket af, lagt pænt på plads, og de nye duge klippet til, så de passer til bordene.

Jeg vil gerne arbejde uden om huset, og det gjorde jeg også i år sammen med 4 andre med at klippe buske til, feje skidt langs rabatterne, luge et par bede, rense kælderskaterne for blade osv. Det tog ikke lang tid.

Vi er jo mange om det, og så var der kaffe og madder til alle.

Det var så det!

Arlette – en historie vi aldrig må glemme!

Jeg er rystet, rørt, dybt berørt over filmen “Arlette, en historie vi aldrig må glemme”, som havde premiere i Panorama i Fredericia i aften.

Jeg tror hele salen var lige så berørt som jeg, og jeg ved, at filmens hovedperson og fortæller, Arlette Andersen, overlevende fra Auschwitz, 92 år gammel og en skrøbelig gammel dame var både meget rørt og glad over at opleve sin historie formidlet så flot og dramatisk. Flotte effekter og en utrolig smuk men også voldsom musik ledsagede hendes egen fortælling, filmet ved et af hendes 426 foredrag igennem 25 år.

Sikke en oplevelse. Jeg kan kun opfordre til at benytte sig af de få dage, den spiller.

Jeg har lige givet mine unge børnebørn billetter, de får ingen bedre chance til at høre om den forfærdelige del af en verdenskrig.

Premiere

Jeg glæder mig til i aften, hvor jeg skal til premiere på “Arlette – en historie, vi aldrig må glemme”

Jeg har fulgt tilblivelsen af filmen gennem 3 år, har også mødt Arlette Andersen et par gange, og jeg ved, at hun også er meget spændt på at se filmen, der fra at være en idé om at forevige hendes foredrag om sine oplevelser i Frankrig og Auschwitz, som hun overlevede, blev til en stærk film med besøg i Paris, hvor hun boede, på universitet, hvor hun blev taget af Gestapo, og fra Auschwitz anno 2015.

Filmen vil senere udkomme på DVD, så den stadig kan bruges i undervisning af unge mennesker.

 

Post Nord igen – igen

Tænk, nu er det kommet dertil, at man ikke tør sende f.eks. en invitation ud med Post Nord!

Det kan jo være, at den ikke kommer ud, før begivenheden finder sted!

Så når Post Nord beklager sig over, at det er pga at vi bruger mails i høj grad, så er de selv med til at opfordre til at bruge mails!

Forleden læste jeg om et medlem af Dansk Patchwork Forening, der ikke havde modtaget sit medlemsblad og efterlyste det igennem foreningen, ikke bare én med 2 gange – dvs at der blev sendt 3 blade, før hun modtog et – ca 1 måned forsinket! Og de 2 første er ikke dukket op!

Hvad sker der med Post Nord! Jeg kan ikke forstå, at der bliver skrevet så meget om, at det “er synd” for dem, og at det er vi danskere, der ikke bruger dem, så de skal til at fyre personale. Hvis de har for mange ansatte, hvad laver de så, når vi ikke får vores post?

Unge arme!

Det er godt at kende nogle unge mennesker, når man skal have hjælp i et senior-andels fællesskab som her, hvor jeg bor. Jeg er flaghejser sammen med vores formand (begge kvinder!) – og forleden dag lå vimplen på jorden i blæsevejret! Snoren var knækket!

Så er det fint, at vi har en praktisk “yngstebeboer”, der løser mange håndværker opgaver for foreningen! Ovenikøbet har han nogle unge mennesker i sin familie, som vil give en hånd med, når flagstangen skal ned og ligge – og op igen!

Men hvem var det så lige, der blev hentet, da snoren skulle bindes i med de rette knob? – Det var så den gamle bedstemor-flaghejser! for de var ikke sikre på, at de kunne gøre det rigtigt!

Godt, vi kan supplere hinanden! Tak for hjælpen!

4. maj 2017

Vi er stadig nogle, der husker og mindes.

Vi blev taget op af vores senge for at være med i glæden den aften – det glemmer man aldrig. Jeg var gammel nok til at forstå.

Mange bække små!!! Samt en advarsel.

Lene Fløistrups billede.

Jeg er glad følger af “Balders klumme” på Facebook, hvor Nete lader sin elskede gravhund Balder fortælle løst og fast om sine oplevelser. Det er morsomt!

Men nu har Nete og Balder fået alvorlige problemer. For Balder blev meget syg og er blevet opereret flere gange. Årsag: trevler fra et tygge/legetov, som havde sat sig i tarmen!

Nete fortæller nedenstående selv historien, og jeg er én af flere, der forsøger at hjælpe ved at opfordre til at støtte med et lille beløb til den voldsomme dyrlægeregning, som Nete slet ikke kan se udvej for. (Balder var ikke sygeforsikret – det er han nu).

Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt, det må være, men det er også slemt nok! Vi er jo stærkt knyttede til vores elskede dyrevenner! Lene Fløistrup, som er opdrætter af gravhunde, blandt andre Balder, har påtaget sig at være formidler. Så som beskrevet nedenfor kan man henvende sig til Lene Fløistrup på Facebook og få et konto nr. eller Lenes Mobile nr.. Hvis man ikke er på Facebook, men gerne vil hjælpe, kan man få det hos mig ved at sende mig en mail og bede om bank konto eller Mobile nr.
Følgende er lidt om hvorfor Agnete Meiniche har brug for vores hjælp. Mange bække små gør en stor Å, så hvis nogen kan undvære et mindre beløb – så kan vi i fællesskab gøre en stor forskel for Nete og Balder.

Nete: KÆRE VENNER Jeg har brug for jeres HJÆLP!
Mit liv blev stillet på O for 3 år siden og derfor fik jeg kun en alm. hundeforsikring på Balder. Jeg har en almindelig folkepension + en pension fra min fagforening 12.000 kr om måneden.
BALDER blev syg og jeg tog ham til Næstved Dyrehospital i påsken d. 13 hvor han blev røntgen fotograferet igen den 15. og betalte en regning på 5000 kr og havde så kun 480 kr tilbage. Den 18. da jeg måtte til egen dyrlæge og han sendte ham videre til Næstved Dyrehospital – hvor han nu var tæt på at dø af det – nu kunne de pludselig godt se, på de røntgten billeder taget den første gang vi var der, at der sad noget i hans tarme. Han blev så opereret d. 18.4. det var tråde fra et legetov der sad fast i hans tarme og det kostede 15.000 kr og d. 21 blev han igen indlagt og opereret fordi der var gået betændelsen i såret og han havde væske i bughulen, det viste sig ved operationen, at der var lille hul på tarmen.
Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skulle kunne undvære Balder – og samtidigt kan jeg slet ikke se hvordan jeg skal kunne betale 15.000 + en ny operation + behandling. Det er astronomiske beløb for mig. Jeg har selvfølgelig tegnet en hunde sygeforsikring nu, men den hjælper ikke på mit problem nu.
en meget ked Balder og Nete.

Lene skriver: Hvis du/I kan hjælpe – så skriv venligst til mig, Lene Fløistrup – så vil jeg stå for indsamlingen. Send en pb på Facebook til mig, og så sender jeg et konto nr. eller min mobil pay og sender pengene videre til Nete´s konto.
På Forhånd TAK!

Bane Danmark betaler!

Man får den tanke, at når det ikke er ens egne penge, så betyder det ikke så meget, hvordan de bruges? Det handler om Bane Danmark, hmm!

På vores morgentur går Diki og jeg hver dag et lille stykke på en vej, der har huse på den ene side og jernbanen på den anden, og der er en skråning ned til banelegemet, hvor der vokser lidt forskelligt. For kort tid siden blev vejen delvis nyasfalteret, udkørslen til den større gennemgående Bygade blev hævet, så vigepligt blev mere tydelig, og så blev der samtidig sat et flot nyt trådhegn op ned mod jernbaneskråningen.

Men i forgårs mødte vi en arbejdsklædt mand, der var ved at sætte nogle målepinde op. Det så mystisk ud, så jeg spurgte til, hvad der nu skulle til at ske.

“Jo hegnet skal flyttes – der er regler her i Fredericia for, at et hegn skal stå 40 cm fra kantstenen, og det gør det ikke, så alle hegnspælene skal flyttes! Du kan se den streg, jeg har sat i jorden, der skal de være!”

Det drejede sig om ca 15 – 20 cm, højst, og der var jo “ingenting” andet end jordskråningen?

“Næh, men det skal flyttes, og de galvaniserede hegnspæle er støbt ned, så det er ikke så nemt at flytte!”

Hold da op, sagde jeg, jeg kender ellers til andre steder i byen, hvor kommunen har set stort på hegnsregler (det er ikke engang løgn).

Jo, men det er jo ikke kommunen, der betaler! Det er Bane Danmark, for det er deres hegn!

Og nu har han så gået/kørt derovre med sine maskiner i 3 dage for at flytte det hegn 20 cm længere ind på skråningen og samtidig fældet det småkrat, der stod i vejen.

Bare det dog havde været her på den anden side af banen, hvor træerne er vokset så højt op på vores baneskråning, at de tager vores eftermiddags- og aftensol.

Julemærkehjemmet Liljeborg på DK4

I morgen Skærtorsdag 13. april kl. 15.10 på DK4 genudsendes udsendelsen om det nye julemærkehjem Liljeborg i Roskilde. Jeg så den, da den blev sendt 1. gang, og den blev også genudsendt sent i går aftes.

Men nu er chancen der så igen for at høre historien bag den ufatteligt store donation, som Winnie Liljeborg har givet til børn, der trænger til hjælp og omsorg.

Det er en rigtig god udsendelse, hvor Winnie Liljeborg og Søren Ravn, direktør for Julemærkefonden fortæller til Thomas Evers Poulsen om projektet og hvordan det er startet.