Sarte fødder og ben – 2 eller 4 benede

Jeg er meget øm over mine fødder, jeg kan kun gå i sko med indlæg, og min fodplejer siger, at hun får helt ondt over mine fødder, for jeg har næsten kun knogler og hud at gå på! Og så har jeg jo diabetes II, så jeg skal passe på fødderne.

Derfor har det gået mig på, at de virkelig gode (og dyre) ECCO støvler, jeg købte som et godt tilbud for 2 år siden, stadig var så stive, at de gav mig blå og meget ømme mærker på anklerne. Jeg har skrevet om det før, men nu havde jeg fået hjælp fra Grethe, som har en lang erfaring som sko-ekspeditrice. Grethe har haft dem hjemme hos sig selv julen over, hun har banket dem, gjort dem våde og banket igen, så nu skulle de være brugbare.

Grædefærdig var jeg, da jeg gik med dem første gang forleden, og jeg var tæt på at opgive – men de er så dyre, at jeg ville ærgre mig gul og grøn!

Så jeg prøvede igen i går med uldne sokker indeni, og uden at snøre dem helt op. Og HURRA! – det hjalp! Jeg går fint i dem, de generer mig ikke, og det er på det rigtige tidspunkt, for jeg står meget bedre fast på de kraftige såler, når det er glat om morgenen i denne tid, end jeg gør i de nu 9 år gamle, godt tilgåede, hvor sålerne er næsten ikke eksisterende!

De er stadigvæk mere stive end de gamle, men de støtter godt, og de er så solide, at jeg tror, de kan holde min tid ud! (Hvor lang den så bliver?)

Én, der også er øm over sine ben, er Diki, og når han, som i morges, står helt bom stille midt på fortovet, ved jeg godt, hvad der er galt! Så sidder der et eller andet i pelsen på bagbenene! Og ja, der sad en lille pind med torne, og så kan han ikke gå, før jeg har fjernet den! Han siger ikke noget – står bare helt stille og drejer hovedet lidt om mod sin bagdel, så jeg kan gætte, hvad der er i vejen!

Vi kommunikerer ganske udmærket uden ord!

En ØV-oplevelse

Da Diki og jeg var næsten hjemme efter en hyggelig eftermiddagstur – hvor han mødte flere af sine venner – skete der noget ubehageligt lige foran os: En hurtigkørende bil påkørte en kat midt på vejbanen – den var på vej over vejen, og bilisten har sikkert ikke haft en chance for at undgå den! Jeg så vist egentlig ikke selve påkørslen, men jeg hørte bumpet, og jeg så og hørte kattens skrigende vælten rundt og kravlen væk fra vejen. Det lignede mest en slange, der fra side til side snoede sig lynhurtigt hen over vejen, ind under et plankeværk og væk under nogle buske.

Det så voldsomt ud, og jeg er sikker på, at den var slemt tilredt, men væk var den.

Der dukkede et par op, som var på vej til deres bil på Pizzariaets P-plads, de var lige så rystede som jeg. Men også meget vrede på bilisten.

“Han kørte jo bare sin vej, og han kan ikke have undgået at mærke bumpet! Sådan noget svineri”, sagde den unge mand, “han kører bare fra det!” Ja, det gjorde han, og han burde have stoppet og set, hvad der var sket.

Personligt nåede jeg at tænke: “hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke håndtere en vild og såret kat”, før det unge par kom til.

Så der var ingen, der ledte efter katten i de tilstødende haver, og det kan godt give mig lidt dårlig samvittighed. Men jeg kunne ikke selv have taget livet af den eller bragt den til en dyrlæge.

 

Julevasket Diki

Det er hårdt! Både for Diki og mig – jeg får ondt i ryggen, og han kan altså ikke ret godt lide at blive børstet og vasket!

Men han elsker at blive føntørret efter en grundig frottering af den kraftige pels.

Og nu er han lækker, blød, duftende, børstet igen – denne gang var det nemt, og han var rigtig flink. Så nu kan vi slappe af! Men vi er trætte begge 2, for det er lidt af en kamp!

Nyt lys på Diki

Nu kan vi igen være bekendt at gå ud i vinter mørket! Dikis blå lys-halsbånd var løbet tør for strøm, og det er utroligt svært at købe AAAA batterier!

Men det lykkedes at få en fotoforretning til at skaffe dem hjem, så nu lyser han igen på lang afstand, og mor’en behøver ikke at have dårlig samvittighed!

Diki er “sig selv” igen!

Altså, at man kan blive så glad, når Diki opfører sig “normalt” igen 😉 Efter flere dage, hvor han har været “flov”, alt for stille, alt for hurtig til at gemme sig i sin sækkepude, ikke kommer ud til døren, når jeg kommer hjem – kort sagt helt ved siden af sig selv, så vågnede han endelig op her til aften og kom springende med sin “slaskebamse”, som jeg skal kaste, så han kan fange den igen i fuldt firspring, begejstret knurrende!

Så mange dage (siden tirsdag) har det ikke varet før efter en klipning. Hvad er det, vi berøver ham ved at klippe pelsen ned? Eller er det den fremmede fornemmelse af noget, der mangler? Jeg tror, det er det sidste.

Men det er i hvert fald dejligt at have fået min glade hund igen!

Nåh, Diki !

Diki blev klippet i tirsdags, og han er stadig ikke kommet til hægterne! Han gemmer sig og er slet ikke den glade hund. Men jeg har prøvet det før, og der går kun et par dage. Så må jeg muntre ham op, og det kan jeg bl.a. gøre ved at give ham et “ben”, sådan et tørret et lavet af hud.

Jeg var hos lægen i formiddags for blodprøver, blodtryk og den slags, som jeg er hver 3. måned, og så får han jo noget lækkert, når jeg går. Denne gang var det så ekstra lækkert! Så da jeg kom hjem, havde han ikke engang tid til at komme ud og sige goddag! Det har jeg da aldrig prøvet før!

Hunde-morgen-træf

Hvor ville jeg gerne have haft kameraet med, da Diki og jeg gik morgentur og mødte først én (god bekendt) pekingeser, derefter en Lhasa Apsoe, som vi også tit snakker med, så kom der en lille, glad pincher (?) tæve, der va 1/3 så stor som de andre og tydeligt viste, at den respekterede, men meget gerne ville snakke – og det forstod de andre fuldstændig. Så kom sørme også vore gode venner Cannis (labrador) og Carlo (hårløs), som er større end dem allesammen, men alle er gode venner og snuser på kryds og tværs – kun en enkelt lille advarende rumlen fra Carlos, som godt kan være lidt jaloux.

6 skønne, fredelige hunde, ovenikøbet i snor, uden det mindste problem, kun glæde!

Dejligt!

Diki har haft gæster i dag.

Diki’s morbror Lhakpa og Lhakpa’s halvbror Tashi har været på et hyggeligt besøg i dag sammen med deres Mor Gurli.

Det var heldigvis tørvejr, mens de var her, så vi kunne drikke kaffe på terrassen og hundene kunne lege ude, hvilket fungerer bedst, når de skal rende efter hinanden og småslåsse lidt – det gik rigtig fint!

Gurli har altid sagt, at Diki ligner Lhakpa (som er 2 år ældre), og det kunne jeg sagtens se. Men Lhakpa’s pels er meget finere, end Dikis, som ville være meget kraftigere, hvis han ikke var klippet.

Et par dejlige “drenge”, der kom godt ud af det med Diki, og især Tashi var meget kælen overfor mig, som han aldrig har set før. En god eftermiddag!