Der er langt mellem indlæggene denne sommer – jeg ved det!
Men vi er her endnu – Ar’mis og jeg – og vi har det godt. Det har taget 2½ år for mig at få ham til at gå pænt i snor! Og jeg har været temmelig nervøs, fordi min balance stadig (efter min sygdom for 1 år siden) ikke er god. Men nu er han blevet roligere og jeg er stærkere!
Så i dag ville jeg prøve, hvordan det ville gå at sætte ham i flex-line i stedet for den faste snor, som jeg altid må holde temmelig kort!
Succes! Han trækker ikke, men går så pænt og har plads til at snuse til begge sider. Når vi kommer ud på den befærdede gade, strammer jeg snoren og låser den, men han går stadig pænt, og så får han længere snor igen, når vi slår ind på stille vej. Jeg tror virkelig, han nyder det, selv om han sikkert ikke er klar over, hvad der gør forandringen! Før har jeg været generet af hans impulsive, hurtige træk til siderne, når han vil undersøge ting/dufte, det kan han nu gøre uden gene for mig! Og han går bare lidt foran mig, roligt og pænt – reagerer på mine kald: “vent” – “stop”, og jeg har hele tiden fingeren klar på bremsen. Det var også sådan, jeg gjorde med Diki, men han trak aldrig, så jeg har ikke turde gøre det med Ar’mis.
Vi må prøve igen i morgen!
I nat var det ham, der havde brug for tryghed! Vi gik i seng kl ca. 24, han sover for det meste på gulvet eller i sin kurv ved siden af min seng – aldrig problemer! Han må godt hoppe op i min fodende, men han blir der kun nogle minutter – det er for varmt, tror jeg.
Pludselig vågnede jeg – kl 01 – ved et enormt knald, opfulgt af mange flere, tydeligt fyrværkeri! Det er sket før, hvis der f.eks. er bryllup i forsamlingshuset, som ligger på den anden side af gaden – men dette var voldsomt!
Jeg blev liggende og lyttede – helt stille – og så pludselig mærkede jeg Ar’mis, der helt stille krøb op i min fodende, trådte hen over mig og lagde sig forsigtigt ned tæt op ad min ryg lige så lang han er. Ikke en lyd, men hovedet ned på min pude, da jeg nussede ham!
Jeg tror, det varede 1 kvarter, og det var meget højt (jeg har altid vinduet åbent), så stoppede det, og så listede han ned på gulvet igen! Vi sov godt resten af natten!
Og så fandt jeg ud af, da vi mødte vores “morgen-gå-tur-med-hunden-venner”, at det faktisk ikke var i forsamlingshuset, der var fest, men i Idrætcenteret, der ligger noget længere væk, de var nemlig også blevet vækket og havde været oppe og kigge, hvor larmen kom fra. Det er ikke OK, synes jeg, min demente nabo havde også været vågen, meget forskrækket og forvirret, det sad stadig i hende i dag, da jeg kiggede til hende.