50 års fødselsdags fejring af svigerdatteren!

Flere fødselsdage efter hinanden, det er næsten for meget! Svigerdatter Leonor bliver 50 år i morgen og fejrede det først hos sin egen familie på Filippinerne i april, og nu for veninderne og den nærmeste familie i går, hvor vi var inviteret på asiatisk mad på “Asian” i Fredericia.

Hun har en hel flok dejlige filippinske veninder + en enkelt dansk! Og det er altid festligt at være sammen med dem!

Da vi ikke kunne proppe os med mere af den lækre mad, var det gaverne, der skulle pakkes ud – med mange kommentarer og højlydt bifald!

Flotte mode-solbriller fra mand og børn – det var populært!

Og hjemme på terrassen var der flere gaver fra familien..

..som blev pakket ud og sat sammen med det samme!

Og taget i brug!

Til kaffen havde en af veninderne bagt kager – både en filippinsk og en dansk kage, Uhmm!

Tak for en dejlig dag, som nogle af “tøserne”  og fødselaren fortsatte inde i byen senere!

136 puttetæpper!

136 tæpper blev afleveret på Tæppetante-træf 2018 i Hejnsvig!

Alle billeder af 133 puttetæpper og 3 sengetæpper er nu lagt ud både på Projekt Puttetæppers hjemmeside, på Dansk Patchwork Forenings galleri HER  og på vores gruppe på Facebook.

Det er dejligt at se billederne, for det var ikke alle tæpper, der blev tid til at kigge på i Hejnsvig. Og når jeg fotograferer med flere “tæppeholdere” på skift, koncentrerer jeg mest om at få billedet rigtigt. Det er helt utroligt flotte tæpper, som vil bringe glæde hos børnene, der modtager dem i den kommende tid.

Tæpperne er nu delt op, de første 21 er allerede på Liljeborg, de øvrige er på vej ud til de andre hjem.

På galleriet kan man se billeder af tæpper fra 2010 og indtil nu, delt op i kvartaler. Og det er første gang, vi på ét kvartal har modtaget over 400 tæpper! Og kvartalet er ikke slut endnu. Når man tæller kvartalerne sammen til år, er det også første gang, at vi har modtaget over 1.000 tæpper på ét år!

Det er en glæde at konstatere, at Projekt Puttetæpper også efter, at der er kommet et nyt julemærkehjem i år, er et puttetæppe til ALLE børn på alle 5 julemærkehjem = 1.000 tæpper pr. år!

Det giver ikke bare glæde (hos både børn og quiltere), men også ny energi til at sy flere tæpper!

17. maj 2008

I dag, for 10 år siden, den 17. maj 2008 startede Søren og jeg en vidunderlig rejse, som han havde givet mig i julegave – en rejse, vi havde snakket om mange gange, men som jeg ikke troede, at vi nogensinde ville opleve!

Vi fløj fra Kastrup til Stavanger, hvor der ventede en dobbeltdækker bus, som kørte os til Bergen, fordi der var strejke i Bergen lufthavn!

Det var 17. maj, Norges nationaldag, og alle vegne så vi nordmænd, familier med børn, i norske nationaldragter. Og der vajede norske flag overalt på vores tur gennem mange tunneller og smukke landskaber.

I Bergen gik vi ombord i “Polarlys”, der lå og ventede på os (rejseselskabet fra Norsk Rejsebureau). Vi fik en lille udvendig kahyt og pakkede ud, her skulle vi bo de næste 12 dage – eller rettere sove de næste 12 nætter, for vi opholdt os oppe på et af dækkene alle dagtimer.

Alle måltider spiste vi i spisesalonen, det var buffet til morgen og frokost og 3 retter til aften.

Især Panoramasalonen på 7. dæk var vi begejstrede for, der havde vi den allerbedste udsigt, mens vi sejlede ud og ind af de smukke norske fjorde:

…og lagde til i alle byer, større som mindre. Nogle gange bare 1 kvarter, andre gange flere timer. Vi sejlede helt op til Kirkenes, vendte og sejlede samme tur tilbage. Indimellem var der udflugter, vi kunne deltage i, men vi kunne også gå i land og selv spadsere rundt.

Vi havde valgt tidspunktet efter, at der var Midnatssol på turen – det kendte vi fra Nordgrønland, og det var utroligt smukt også her i Norge.

 

Det var en meget vellykket tur, og vi nød det meget! Vi lærte også hyggelige mennesker at kende, og jeg havde selvfølgelig håndarbejde med, både strikketøj og patchwork. Og så oplevede jeg, som både før og siden, at det giver nysgerrige kontakter!

Jeg syede meget af 40-års-fødselsdagsgaven til svigerdatteren på den tur! Nu blir hun snart 50!

Vi var meget heldige med udflugten til Nordkap, hvor det næsten altid regner, men det var flot solskin med sne! Og Søren var i sin elskede sweater fra sine helt unge dage!

En anden meget interessant udflugt gik til Kirkenes, hvor vi fik den frygtelige historie om de stakkels mennesker, der gemte sig i minegangene, da tyskerne brændte deres by af. Søren var hele sit liv meget historie interesseret og læste meget, også om 2. verdenskrig.

Søren havde som altid gode bøger med, men var også glad for de bekendtskaber, vi gjorde.

Jeg tænkte ikke meget over, at han hvilede sig en del gange om dagen – han havde faktisk været ret træt hele foråret, efter en influenza.

Men da vi kom hjem, gik han til lægen, fordi han havde haft lidt ondt over lænden i nogle dage.

Det var godt, vi fik den dejlige oplevelse, som turen var! For det viste sig, at han var syg – uhelbredeligt syg! Og derfra startede det 1½ år lange forløb, som fra starten var dømt håbløst.

Men 17. maj var starten på en fælles, stor oplevelse, og jeg er meget glad for, at vi fik den. Nu er det 10 år siden, turen startede, og heldigvis vidste vi ikke, at han var syg, før efter, vi kom hjem.

Hvor heldig kan man være!

Jeg har vundet ugens blomster præmie hos Sommerblomster.dk som holder til i Fredericia i et par måneder.

Hver uge udskriver de en konkurrence på Facebook, og i går aftes fik jeg en mail, at jeg var udtrukket som ugens vinder!

Faktisk havde jeg planlagt at skulle derud i dag, fordi jeg gerne ville have nyt til min “altankasse” på udhusvæggen, og ville kigge efter nogle bestemte planter til krukker, som jeg havde købt samme sted sidste år: Dipladenia, som bliver så flotte.

Så nu var der en ekstra “gulerod” til at besøge butikken.

En rose, en krukke til rosen, jord til rosen, en ampel med blomster (jeg valgte selv Petunia), og 6 krydderurter!

Tusind tak! Jeg fik også suppleret med de blomster, jeg havde planlagt at købe, så nu skal der arbejdes i eftermiddag – heldigvis har skulderen det nogenlunde godt igen.

Det er ikke til at se det…

…hvis man ikke lige ved det!

Men jeg kan godt se, hvordan meget af det afklippede (eller savede) er fjernet.

De var både hensynsfulde og dygtige, de 2 gartnere, der gik her mange timer for at få “dynen” af afklippede grene væk.

Jeg var temmelig nervøs for en Magnolia og en særlig rose, som var begravet under grenbunken. Men det havde chefgartneren set i går, da de fældede, så de passede på, og der var ikke sket noget med dem:

De står lige så fint ved enden af fliserne “4 pinde” = Magnonialen, og “1 pind” = rosen, som jeg har haft med mig fra BRædstrup, og som dufter så helt vidunderligt! Nu skal de lige hvile sig, så skal jeg nusse lidt om dem og give dem gødning.

Rhododendron’erne ser også lidt slukørede ud, men de var slet ikke dækket af grenene, og de skal snart have gødning, når frosten nu er væk. Måske også et lag ekstra sphagnum?

De kæmpemæssige bunker af grene blev båret i store bundter af 2 mand, hvoraf den ene havde en motorsav i den ene hånd, så han kunne kappe det, der ikke fulgte med. Det blev mast igennem det lille hul i hækken indtil naboen, hvor de havde fjernet hendes gren bunker allerførst.

Derefter gik de efter og klippede/savede endnu mere, og rev fint op. Det hele havnede ude i naboens indkørsel (det er et enderækkehus), hvor det blev grabbet op på en stor lastbil og kørt væk. Det var rimeligt imponerende! Især når man tænker på, hvor lidt plads, de havde at arbejde på.

Og nu er der fint og revet sammen, de tog ovenikøbet lige toppen af en meget tornet småblomstrende rose, der vokser som ukrudt, og tog det med. Så kan jeg selv klippe til. Og hundehegnet er sat for åbningen i hækken igen. (Diki var iøvrigt ret ligeglad med det hele!)

Alt det, der nu er tilbage, vil hurtigt begynde at skyde grønne skud og camouflere rækværket efterhånden. Jeg har selv bedt om, at der skal være grene op ad, så det blev ikke klippet helt ned, som andre af mine naboer selv har gjort.

Fremover vil foreningen betale gartneren for at holde det nede ved at klippe det hvert eller hvertandet år. Han slår også græs på fællesarealerne og klipper alle hække.

Det bliver spændende at se, hvordan, det kommer til at se ud.

Mens jeg kiggede på “herligheden” inde fra stuen, så jeg pludselig en gærdesmutte søge rundt i grenene. Jeg vidste godt, at jeg har gærdesmutter, men ser dem sjældent. Det er godt, at det var nu, der blev fældet, for ellers havde den måske boet derinde?

UHA – sikke et syn! Min stakkels have.

Sådan så min baghave ud, da jeg kom hjem i eftermiddags!

Det var ikke helt uventet, men jeg var alligevel ikke forberedt på, at det kunne se sådan ud!

Bestyrelsen i vores andelsboligforening har besluttet, at foreningen betaler for, at den grønne bevoksning op ad vold og plankeværk mod jernbanen, der kører nedenfor, bliver klippet og fremover holdt ved lige. Nogen af os i de 5 huse i denne del af foreningen har selv fået det klippet mere eller mindre ned og ind, men vi kan ikke selv, og enten har vi så måtte betale for det eller bede vores familier hjælpe. Og det, mener bestyrelsen, ikke er rimeligt, når de øvrige huse får klippet alle hække.

Jeg havde på forhånd aftalt med gartneren, at han ikke måtte klippe det helt ned, så det grimme plankeværk blev fuldt synligt, og det har han forsøgt, så godt det lod sig gøre. Hele den “dyne” af grene, der ligge mellem rhododendronerne og plankeværket bliver fjernet i morgen, og så vil det hurtigt spire og grønnes på de grene, der står tilbage op ad plankeværket og i bunden. Det er jo den rigtige årstid til den slags. Fremover vil det så blive klippet/studset så meget, at det ikke igen bliver en “tyk dyne”.

Lidt spændende, hvordan det bliver!

Groggy!

Jeg rendte ind i et regulært maveonde i dag, som lyn fra en blå himmel!

Pludselig midt i en hyggelig dag og møde med styregruppen i Projekt Puttetæpper hos Birgith i Hejnsvig v/Grindsted blev jeg utilpas og fik lidt efter kvalme. Det endte med voldsomme opkastninger og koldsved – puh ha, jeg var godt nok mat i sokkerne!

De andre mente ikke, det var forsvarligt, at jeg selv kørte bilen hjem, og først forsøgte jeg, om jeg kunne få Christian til at komme, men han var på arbejde.

Det er godt med gode venner! Så jeg blev kørt hjem af Birgith, mens en af hendes gode venner kørte hendes bil.

Jeg havde det bedre på det tidspunkt, men jeg måtte give dem ret i, at jeg ikke var i stand til at køre bil. For jeg havde meget svært ved at hoilde øjenene åbne!

Nu mangler jeg bare væske, så jeg drikker urtete og håber, at det kun var et maveonde og ikke galdesten på ny, som for 5 år siden!

Sarte fødder og ben – 2 eller 4 benede

Jeg er meget øm over mine fødder, jeg kan kun gå i sko med indlæg, og min fodplejer siger, at hun får helt ondt over mine fødder, for jeg har næsten kun knogler og hud at gå på! Og så har jeg jo diabetes II, så jeg skal passe på fødderne.

Derfor har det gået mig på, at de virkelig gode (og dyre) ECCO støvler, jeg købte som et godt tilbud for 2 år siden, stadig var så stive, at de gav mig blå og meget ømme mærker på anklerne. Jeg har skrevet om det før, men nu havde jeg fået hjælp fra Grethe, som har en lang erfaring som sko-ekspeditrice. Grethe har haft dem hjemme hos sig selv julen over, hun har banket dem, gjort dem våde og banket igen, så nu skulle de være brugbare.

Grædefærdig var jeg, da jeg gik med dem første gang forleden, og jeg var tæt på at opgive – men de er så dyre, at jeg ville ærgre mig gul og grøn!

Så jeg prøvede igen i går med uldne sokker indeni, og uden at snøre dem helt op. Og HURRA! – det hjalp! Jeg går fint i dem, de generer mig ikke, og det er på det rigtige tidspunkt, for jeg står meget bedre fast på de kraftige såler, når det er glat om morgenen i denne tid, end jeg gør i de nu 9 år gamle, godt tilgåede, hvor sålerne er næsten ikke eksisterende!

De er stadigvæk mere stive end de gamle, men de støtter godt, og de er så solide, at jeg tror, de kan holde min tid ud! (Hvor lang den så bliver?)

Én, der også er øm over sine ben, er Diki, og når han, som i morges, står helt bom stille midt på fortovet, ved jeg godt, hvad der er galt! Så sidder der et eller andet i pelsen på bagbenene! Og ja, der sad en lille pind med torne, og så kan han ikke gå, før jeg har fjernet den! Han siger ikke noget – står bare helt stille og drejer hovedet lidt om mod sin bagdel, så jeg kan gætte, hvad der er i vejen!

Vi kommunikerer ganske udmærket uden ord!

Et særligt billede på Facebook – med 47 års forsinkelse

Facebook er omdiskuteret – nogen kan slet ikke se, hvad man skal med det! Nogle er bange for det. Andre kan finde mange sjove ting – og f.eks. finde frem til gamle venner, skolekammerater og meget andet.

F.eks. vores bolig 1968 – 1973 i Aasiaat (Egedesminde):

– et billede, jeg modtog for et par år siden fra en webstrikker, der arbejdede der som sygeplejerske.

Og nu så jeg huset igen på Facebook, taget af en lokal den 12. december 2017, hvor dette var det lyseste tidspunkt på døgnet: Det billede (og andre nutidige) førte til udveksling af minder fra de år – og her kom så pludselig et billede, jeg aldrig har set før:

Arveprins Knud og Caroline Mathildes besøg i Aasiaat 1970 (omtalt i min “Grønlandskrønike”) – og i midten – ja det gav lige et lille gib i hjertet! – Søren!
Som den, der officielt tog imod dem og arrangerede stor frokost og forskellige “uofficielle” besøg i byen.

Søren var fungerende handelschef under sin chefs ½ års permission, og han gik meget alvorligt til den pålagte opgave.

36 år gammel og opsat på at levere det perfekte – iøvrigt uden forudsætninger – og samtidig syntes han, det var rigtig sjovt!

Så jeg synes, at man godt kan bruge Facebook til noget godt! Tak til Jørn Bjerregaard.

Mit Grønlandsliv

I dag skal jeg igen ud for at vise Sørens lysbilleder fra vores liv i Grønland (eller nogle udvalgte!), som jeg også har brugt her på bloggen i min “Grønlandskrønike”, og som jeg ved, at mange har læst og set.

Denne gang er det i Senior huset Nordbo her i Fredericia. Jeg glæder mig altid til at vise billederne og fortælle – men er også altid en lille smule nervøs for, om jeg kan gøre det godt nok!

Så jeg frisker hukommelsen op og viser serien for mig selv nogle gange!