Så indviklet, at det ikke kan fortælles!

Jeg fik et opkald i aften, og havde næsten en times meget underholdende og morsom samtale med en fuldstændig fremmed kvinde.

Hun havde fundet frem til mig ad veje, hun dårligt selv kunne forklare – eller rettere til denne blog og min “Grønlandskrønike”. Og her havde hun fundet en af mine historier, som hun både kunne genkende og føje en hel masse til.

Men dels er historien privat, dels er den så indviklet, at jeg ikke ville kunne genfortælle den forståeligt.

Men hun læser nok med her! Og så kan jeg fortælle, at den person, hun efterlyste, kunne jeg ikke skaffe navn på!

Jeg fordøjer – det er svært: fra glæde til stor vrede!

Sundhedsvæsenet i vores velfærdssamfund har nogle svære brist!

Et af af dem er læger, der dækker over hinanden!

Jeg har aldrig i deltaljer fortalt om min søns sygdom, men denne gang er det for tykt – og nu vil han give op! Han orker ikke mere.

Han fik pga slidgigt en ny hofte som 40-årig (hårdt arbejde i mange år, aldrig bange for at tage fat). Efter 4 år fik han flere og flere smerter i den, så det blev aftalt, at den skulle skiftes. Men under operationen besluttede den opererende overlæge – uden patientens viden – at lade den sidde, fordi den sad godt! I stedet løsnede han nogle sener og muskler – hvad det så gik ud på?

Og fra den dag kunne han ikke gå! Yderligere glemte man at indkalde ham til genoptræning, så der kom aldrig gang i musklerne.

Efter 1 år med smerter og krykker blev han sendt til OUH, hvor han fik en ny hofte fastgjort med skruer – UDEN GARANTI! Men ingen opfølgning, kontrol eller lign.!

Det hjalp ikke, og siden er det gået støt tilbage, fik slidgigt i skuldrene af at gå med krykker, så han nu sidder i kørestol. Han har selvfølgelig mistet sit arbejde, og efter at sygedagpengene ophørte, får han ingen form for økonomisk hjælp, fordi han selv for over 20 år siden tegnede en u-arbejdsdygtighedsforsikring, som han betalte til i dyre domme, og som han nu modtager ydelse fra – som modregnes i offentlige ydelser efter en lov, der trådte i kraft, mens han var på sygedagpenge.

Jobafklaring (lovpligtig) blev undladt af kommunen i 4 år, og da Jobcenteret endelig ville job-afprøve ham og arrangerede et “job”, hvor han skulle drikke kaffe med de gamle på et plejecenter (!), var det for sent, han kunne ikke holde til at sidde og vente på transporten til og fra. Det ville nok ellers have været muligt med et lille job (med lidt mening i) nogle timer om ugen.

Det er ikke kun fysikken, der ikke kan klare sådan en situation! Det kan psyken heller ikke, og en depression meldte sig. Hårdt for både ham og familien – det er opslidende og ulykkeligt.

Indimellem har genoptræning været forsøgt på flere forskellige måder, rygcenter, smertehåndtering, flere slags, osv, alle sluttede med en konstatering af, at ingenting kunne hjælpe.

I forbindelse med depressionen tog egen læge fat og fik en undersøgelse i stand på et andet sygehus, og optimismen spirede!

Den voksede endda, da samtale og scanning med den (nye) overlæge virkede positiv. Scanningsjournalen, som man selv kan hente på sundhed.dk, viste sig at være overraskende! Den beskrev, at de skruer, der blev sat i ved sidste operation, går igennem hofteskålen og ind i flere muskler! Musklerne er svundet ind! De beskrives som “svært atrofiske” = svær muskelsvind.

Det er da til at forstå, så nu må der ske noget! Genoptagelse af pensionssag? Genoptagelse af sag mod Sundhedsvæsenet, som Retslægerådet afviste, fordi det ikke var gjort noget forkert! Ny operation? (med stor betænkelighed, for tilliden er væk) – eller???

Og så ryger det hele på gulvet igen, da overlægens ord i journalen foreligger i dag:

Her bagatelliseres “penetreringen” = skruerne, der går gennem hofteskålen, og det nævnes ikke, at de går ind i musklerne. Musklerne beskrives som “atrofiske” = svundet ind / svært atrofiske, og den besværede gangfunktion begrundes dermed. Der er overhovedet ingen gangfunktion, han har siden 2012 ikke kunne løfte sit ben! Ikke destomindre anbefales optræning, gerne varmtvands svømmetræning, som vil kunne forbedre hans gangfunktion! – som altså er ikke-eksistrende!

Og udover en ultralydsvejledt hoftepunktur er nu kun en aftalt telefonisk kontakt tilbage – så slipper også denne overlæge sagen – og patienten!

Svømmetræningen har kommunen stoppet med at betale, så den betaler han selv og er i den forbindelse afhængig af, at familien har fri til at køre ham.

Er det virkelig sådan, at lægerne dækker over hinanden, med patienternes helbred som gidsel???

Retslægerådet afviste klagesagen, selv om det er ulovligt at operere anderledes end aftalt/planlagt. De forskellige læger kryber udenom, selv om det i samtaleforløb fremgår, at de godt kan se, det er mærkeligt, at der f.eks. ikke blev foretaget kontrol efter operationen i 2013 på OUH osv.

JEG GRÆMMES!

 

Hvor kom den lige fra….?

..den baktusse, der lagde mig ned med voldsomt maveonde i eftermiddags.

Som lyn fra en klar himmel, kort efter at Diki og jeg havde været ude at gå, fik jeg meget ondt i maven, og det endte med voldsomme opkastninger.

Jeg kan ikke engang gætte på, hvad jeg kan have spist, som evt. ikke har været frisk (det har jeg prøvet for et par år siden), og jeg er flink nok til at vaske hænder – og ligeledes til at bruge pose til Dikis efterladenskaber. Det er mystisk.

Jeg fik rygeost-salat til frokost, helt frisklavet, og grøntsagerne var skyllet, så det er meget mærkeligt. For en sikkerheds skyld smider jeg resten ud!

Men det er frygtelig udmattende, og jeg tilbragte 4-5 timer på sofaen under et yndlingstæppe med TV kørende, uden at se ret meget af det. Til gengæld havde jeg en dejlig lunende ven liggende ved fødderne. Jeg var klaret så meget op, at jeg kunne give ham mad ved 19-tiden, og så forsøgte han sig med at lægge et lille legedyr på min mave! Det blev kun til en mat “jagt” = jeg skal kaste dyret, så han kan fange det i fuldt firspring.

Nu vil jeg prøve med lidt kogt vand og måske senere the + en kiks. Maven er fuldstændig tom!

Reddet!

Hvor er det dejligt med hjælpsomme venner på Tekstilværkstedet!
I morges, da jeg kom derind, efterlyste jeg 3 syede blokke, som jeg ikke kunne finde derhjemme!

Jeg havde opdaget, at de 3 blokke, der skulle være de sidste af 30 til et puttetæppe, manglede! Og da jeg tænkte mig om, kunne jeg huske, at det var voldsomt blæsevejr i onsdags, da jeg forlod Depotgården med min kurv med patchwork, så de var måske blæst op af kurven på vej ud til bilen – ellers kunne det være, jeg havde glemt dem på Tekstilværkstedet. Men ingen havde set de 3 blokke.

Da vi holdt kaffepause i eftermiddag, kom Anne-Grethe, som er én af strikkerne, tilbage og lagde noget foran mig, som hun mente, jeg ville blive glad for!

Ja – mon ikke! Hun havde set noget kulørt mellem nogle visne, våde blade i rabatten om P-pladsen og fandt mine 3 blokke! Pjaskvåde og lidt beskidte (de har ligget der siden onsdag!), men det er der råd for. Så nu ligger de i lidt sæbevand og skal nok blive så gode som ny!

Tusind tak for din opmærksomhed, Anne-Grethe!

Nu har jeg alle de 30 blokke, der skal til, for at lave et puttetæppe! Håndsyede! Det tager 3 aftener at sy 3 stk, så glad er jeg!

Fødselsdagsmiddag og madpakke

Ældstesønnen havde fødselsdag i går, og det blev fejret i en meget snæver kreds med hans egen dejlige familie, der nu også omfatter Christinas søde kæreste, og så hans Mor! Humøret er i kulkælderen i øjeblikket, hvor alting ser meget sort ud i forhold til hans handicap og økonomien.

Men vi havde en dejlig eftermiddag og aften. Han havde selv lavet en skøn lagkage til eftermiddagskaffen, og hans kone lavede en lækker middag med super møre kalve rib-eyes, bagte kartofler, grøntsager og whiskysauce. Han er glad for at få besøg, og trods alt det triste kan vi godt hygge os og lave sjov.

Da Diki og jeg gjorde klar til at tage hjem igen, stod svigerdatteren med en “madpakke” til min aftensmad i dag – hold op, hvor er hun betænksom!

Kongeligt besøg i Sisimiut Holsteinsborg 1960

Som den anden af Sørens film blev den, han var mest stolt af, “Kongefilmen”, som han kaldte den, digitaliseret af ældstesønnen og Christian, og den kan nu ses på YOUTUBE.

Søren drømte om at få den lagt på en DVD og sende den til Museet i Sisimiut, så de kunne se den deroppe. Det kan de nu! Og mange andre også. Jeg har lagt den på en Facebook-gruppe, der hedder “Gamle billeder fra Sisimiut”, og det kan allerede ses nu, at der er nogen, der glæder sig over at se den. Nogen er der vel tilbage fra 1960, og så kan jeg se, at der er familiemedlemmer, der er glade for at se den. Det ville have frydet Søren!

Man kan godt se, at den originale 8 mm film er slidt, men den har godt nok også været vist mange gange! Selvfølgelig for familie og venner, men også i forsamlinger, hvor Søren var ud og vise billeder og film, han havde taget deroppe.

Det går godt nok

Da først jeg havde fået pakket fingerspidsen ind, kunne jeg gøre det meste af mine sædvanlige gøremål – med en strittende finger!

Så jeg fik både skåret stof til de blokke, jeg er ved at sy med det nye puttetæppemønster 2017 (hemmeligt), og jeg kunne godt korrespondere på pc’en med en finger mindre 😉 så jeg fik i dagens løb en aftale i stand med en relativt ny tæppetante om at sy jubilæumstæppet med 2017-mønsteret.

Projekt Puttetæppers 20 års jubilæum bliver bl.a. fejret ved, at 21 tæppetanter syr hver sit puttetæppe med hver sin årsblok fra årene. Disse tæpper vil blive udstillet første gang til Tæppetante-træf 10. juni i Hejnsvig, og derefter på Dansk Patchwork Forenings Træf i Skærbæk 25. – 27. august. Men vi har jo ikke kunne aftale med nogen at sy 2017-tæppet, før mønsteret var fastlagt.

Vi kunne udveksle billeder af stoffer, for at hun selv kunne vælge, og det skal nok blive godt i de farver, hun kan lide.

Nu skal jeg se, om jeg kan strikke? Det har jeg ikke prøvet endnu med den indpakkede finger. Men jeg kunne godt håndsy i går aftes.

Projekt Puttetæppers “Mor”

Birgit Glüsing, som stoppede i styregruppen for 10 år siden, syr heldigvis stadig rigtig fine puttetæpper, og hun har sendt billeder af 4 fine tæpper.

Nogle af blokkene i dette tæppe var syet af hendes nu afdøde søster Marianne, som også var med til at starte projektet for 20 år siden, og da Birgit kendte hendes så godt, syede hun flere blokke og monterede og quiltede det, som hun regnede med, at det var planlagt.

Disse 3 tæpper har Birgit selv håndsyet og håndquiltet:

De skøreste drømme

Jeg har altid drømt meget, somme tider kan jeg huske, hvad jeg drømte, andre gange ikke. Men nogen gange bliver det siddende i mig og skal bearbejdes!

Tidligt i morges havde jeg en mærkelig drøm – hvor kommer det dog fra? Jeg drømte om Søren, det gør jeg ofte. Men jeg har aldrig før drømt, at han var mig utro!

Efter min bedste overbevisning har det aldrig fundet sted, det var hans natur fremmed. Men skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men i hvert fald har jeg aldrig haft den tanke.

Men i min drøm opdagede jeg, at han i lang tid havde haft en fremmed dame udover mig. Han forsøgte ikke at benægte det, men han var ked af det – og det var jeg i hvert fald også. Skuffet, vred og ked af det.

Siden jeg vågnede, har jeg kunne se hende for mig – nydelig og venlig dame, lidt triumferende – hun var sikker på, hvem han ville fortsætte livet med! Jeg vidste, der var noget bekendt ved hende, men kunne ikke komme på, hvem hun var. Pludselig gik det op for mig, at det er én, jeg har set i TV, men ellers aldrig har mødt. Der er ingen grund til at nævne navnet, for det er jo helt ude i skoven!

Hvor kommer sådan noget fra? Det er over 7 år siden, jeg mistede Søren, hvorfor skal jeg “miste” ham igen? Tåbeligt!

Men jeg tror på, at man får den slags drømme ud af hovedet ved at fortælle om dem – og det har jeg nu gjort.

En gammel spejderven er borte

Jytte Faldborg, min gamle spejderven fra Klarup, er gået bort i går , 82 år gammel, efter kort tids sygdom, har Svend skrevet til mig.

Jytte var et dejligt, humørfyldt menneske, og en god spejderleder i mange, mange år. Vi havde et godt samarbejde i Klarup, hvor hun havde piger, og jeg havde drenge – det var i overgangen, før man blandede børnene.

Vi var stadig i forbindelse med hinanden, og så sent som for ½ år siden skrev hun efter et hønsestrik-mønster. Gad vide, om hun blev færdig med det?

blaa-sommer

Købmandspersonalet – Jytte til højre, Svend til venstre

Sidst, vi var på spejderlejr sammen, var i 2004, hvor vi bemandede en nærkøbmands butik i en underlejr på Blå Sommer! Det var både hyggeligt, arbejdsomt og interessant.

Tak for et godt venskab og samarbejde, Jytte! Din dejlige familie og alle dine venner vil huske dig!