Festlig fødselsdag i Ramløse

En af mine ældste veninder, Jette, som jeg har kendt siden vores begge’s bryllupsrejse i 1964, fejrede i weekenden sin halvrunde fødselsdag med “forsinkelse” + hendes dejlige hus’s 50 års fødselsdag med en stor fest for familie og venner.

Vi startede ved Ramløse Havn kl 11 lørdag formiddag, hvor turistbåden “Frederikke” hentede os alle 38 og sejlede os rundt på Arresø 1½ time!

Og hvor de foregående dage havde været både våde og kolde, var vejret til denne begivenhed det allerbedst tænkelige! Sol over det hele, lette, fine skyer, stille og lunt. Lidt køligere, da vi kom ud på vandet, men vi var jo klædt til køligt vejr, så det var bare en stor fornøjelse.

Se bare, hvor flot!

Værtinden nød den fine tur – hun havde været svært nervøs for vejret – det var jo et sats!

Sønnen var også glad – ligesom alle vi andre!

Vi kom tæt på et bæverbo – uden at se bæverne, de sover om dagen, men vi kunne godt se de fældede træer og bygningsværket inde i skoven.

Og vel i land igen fik Jette sit store ønske om et gruppe foto opfyldt!

I Ramløse Menighedshus stod bordet dækket med en meget lækker frokost til os allesammen, leveret fra Skævinge Kro – nøj hvor var det lækkert! Og ikke helt almindelige retter, bl.a. en fantastisk marineret laks, der var helt sort af birkes ovenpå, det så fantastisk ud og smagte bare himmelsk!

Efter flere timers spisning, festlige taler, indledt af Jettes “reserve-barnebarn” (børnene var længe om at levere børnebørn, så hun fandt selv Lasse), der 19 år gammel rejste sig holdt en rørende tale for hende, osteanretning, kaffe og kage, med små ophold i solskinnet udenfor, pakkede fødselaren gaver ud:

Sikke et gavebord! Der var bl.a. mange pengegaver til rejser, det kan da blive til noget!

Stenen i forgrunden er fra mig, malet af min datter, lakeret mange gange, så den kan ligge på hendes trappesten. Det fik hun sammen med et assymetrisk sjal af super blødt garn, som jeg havde strikket:

Og vejret holdt sig hele dagen:

Det var en dejlig dag!

Og stenen kom på plads!

En god begravelse

Maja blev begravet i dag i Herslev, hvor hun havde levet det meste af sit liv, og som for hende var det allerbedste sted.

Det var dejligt at opleve, hvor mange mennesker, der var i kirken, som var næsten fyldt, både hendes meget store familie: 5 børn, svigerbørn, 11 børnebørn og 10 oldebørn, en dejlig familie, samt mange venner, nuværende og tidligere naboer.

Det blev også fremhævet i præstens dejlige tale, at familien betød utroligt meget for Maja, og det fremgik med al mulig tydelighed af den store families tilstedeværelse i kirken, ved graven og i forsamlingshuset til mindesammenkomst, hvor der var ca. 100 til smørebrød og kage.

De fleste af naboerne her var med, det var meget hyggeligt.

Som vi også gør, når vi har fællesspisning i Fælleshuset, sang vi også et par sange fra Højskolesangbogen, som Maja var glad for – og så er det, at jeg er sådan en gammel tvær kone, der krøller tæer, når man synger f.eks. “Livstræet” helt nede dybest i struben – sådan en livsglad sang skal synges lyst og let! Eller andre sange fra mobiltelefonerne! Alle sangene alt for dybt og alt for langsomt, det er en skam. Er det yngre mennesker, der synger sådan?

Nå, men det var en god begravelse, og Maja ville have været meget stolt og glad, hvis hun kunne være med og kunne se, hvor mange mennesker, der gerne ville mindes hende!

Sød hilsen

Jeg har fået den sødeste hilsen og tak i dag fra Majas 5 børn! Det rørte mig, selv om jeg jo ikke forventer noget for at hjælpe min nabo.

Det har været naturligt for mig, lige siden jeg flyttede ind her, og Maja og jeg fandt ud af, at vi havde samme interesse for håndarbejde. Maja syede også lidt patchwork, og hun var meget dygtig til at strikke, jeg har tidligere hjulpet hende med at købe garn og mønster i en webbutik. Men på det sidste har det knebet for hende at se, og så sent som i sidste uge kom hun ind til mig med sit strikketøj – en lille djævlehue til et kommende oldebarn, hvor hun havde tabt nogle masker og havde fået det kludret fuldstændig sammen. Det kunne jeg jo hurtig hjælpe hende med, mens vi fik en lille snak. Da fremgik det også, at hun syntes, der var så mange ting, der var blevet træls!

Så selv om det er mærkeligt i dag og var en trist dag i går, så er jeg sikker på, at Maja er blevet forskånet for, at det gik endnu mere ned ad bakke. Det er jeg glad for.

Sov sødt lille Maja!

Min nabo Maja har gennem lang tid skrantet, og i går kaldte hun på mig, da hun var faldet ude i haven, mens hun hængte vasketøj op og ikke selv kunne komme op. Sammen med en anden nabo fik vi hende op og lagt ind på sofaen og hentede et glas vand til hende. Hun syntes, det var træls, at hun var blevet så svag, men hun fortalte, at et af hendes børn ville komme senere, så vi lod hende ligge og slappe af.

Sidst på formiddagen i dag kom en anden nabo og hentede mig. Hun var gået ind til Maja, fordi der var noget, de skulle aftale om på lørdag. Og hun fandt Maja liggende på badeværelsegulvet, men kunne ikke få kontakt.

Det kunne jeg heller ikke, og vi var inderst inde klar over, at Maja havde forladt os, for hun var meget kold og jeg kunne ikke finde puls. Jeg trykkede på alarmknappen til hjemmeplejen og ringede 112, og da redderne gik ind, var de heller ikke i tvivl, så der blev ikke forsøgt genoplivning – heldigvis må jeg sige, for det ville have været grotesk.

Vi fik også ringet til et af hendes børn, der kom akutlæge, og politi, fordi hun er blevet fundet død, så dem skulle vi 2 naboer forklare, hvad der var foregået. Bl.a. fordi terrasse døren stod åben, og det var ikke os, der havde åbnet den.

Jeg så Maja gennem hendes køkkenvindue i morges, da jeg havde gået tur med Diki, så det må være hende selv, der har lukket døren op. Det ville nu heller ikke kunne lade sig gøre at komme ind i hendes have uden at gå gennem min og en andens have, og jeg har jo hundehegn.

Så lille Maja er ganske enkelt faldet om på vej ud i sit badeværelse, og jeg tror ikke, hun har mærket noget.

Hvil i fred Maja! Vi har hejst flaget på halv som hilsen.

Skidt og godt!

Det er da godt, at der er små ting at glædes over, når det hele ellers ser håbløst ud.

Ældstesønnen og min dejlige svigerdatter har i frustration over hans fuldstændig håbløse situation helbredsmæssigt og økonomisk – kørestolbruger, ude af stand til at gå, uden mulighed for at komme ud af huset ved egen hjælp, afhængig af andre mht kørsel til alt, afslag på erstatning pga fejlslagne operationer, afslag på pension, kun indtægt fra hans egen uarbejdsdygtigheds pension – besluttet af blive separeret, sælge huset, søge handicap bolig til ham og en lejlighed til hende + datteren. Det er sat i gang.

I den forbindelse har han bedt om praktisk hjælp fra hjemmeplejen og havde besøg af en visitator i går sammen med en bisidder fra Dansk Handicap Forbund.

Til vores forbløffelse gav det et godt resultat! Vi er så vant til, at alt er negativt og bliver mødt med ufattelig kold afvisning i kommunen!

Visitatoren gennemgik huset, som de stadig bor i, så på de 2 kørestole, han er afhængig af, den ene er nærmest en kontorstol med bremse, som han kan skubbe sig rundt i, fordi dørene i huset er for smalle til den rigtige kørestol, f.eks. må han bruge den lille stol til at komme ind i badeværelse, soveværelse og køkken.

Det besøg resulterede i, at han vil modtage personlig hjemmehjælp hver morgen til at komme ud af sengen og i bad, alle 7 dage om ugen! Konen arbejder i hjemmeplejen og er ved at blive slidt op af “dobbelt arbejde”, og det, mener man heldigvis ikke, kan være rigtigt (eller lovligt?).

Han får også nødkald installeret, så han kan få hjælp, hvis han falder.

Det er en kæmpe lettelse efter flere års fuldstændig gennemgående negativitet fra Fredericia Kommune (som mange er frustrerede over hvad angår hjælp til svage borgere). F.eks. fik sønnen, i forbindelse med flere genoptræningsforløb, varmtvand-bassintræning hos en fysioterapeut 3 gange om ugen gennem 2 år. Pludselig meddelte kommunen, at det var en fejl, han var ikke berettiget til den træning! Det var det eneste, han kunne holde til, så han fortsatte for egen regning 2 gange om ugen, hvor hans kone eller søn kørte ham. Det stoppede af økonomiske årsager i maj i år. For nylig fik en borgervejleder, der skulle hjælpe til at løse de forskellige “knuder”, igennem, at han fik træningen bevilget igen – MEN (!) transporten kunne ikke bevilges! Og så kan det ikke gennemføres, for sønnen er nu under uddannelse i en anden by, og konen må jo passe sit arbejde!

Så den hjælp, han nu har fået, er et kæmpe lyspunkt.

Jeg skal ikke skjule, at jeg håber, han kan få mere hjælp, så de kan blive sammen, enten i det hus, de har boet i siden 2003, eller en handicapbolig med plads til familien. Men de skal jo kunne leve, og uden indtægt går det ikke.

Så indviklet, at det ikke kan fortælles!

Jeg fik et opkald i aften, og havde næsten en times meget underholdende og morsom samtale med en fuldstændig fremmed kvinde.

Hun havde fundet frem til mig ad veje, hun dårligt selv kunne forklare – eller rettere til denne blog og min “Grønlandskrønike”. Og her havde hun fundet en af mine historier, som hun både kunne genkende og føje en hel masse til.

Men dels er historien privat, dels er den så indviklet, at jeg ikke ville kunne genfortælle den forståeligt.

Men hun læser nok med her! Og så kan jeg fortælle, at den person, hun efterlyste, kunne jeg ikke skaffe navn på!

Jeg fordøjer – det er svært: fra glæde til stor vrede!

Sundhedsvæsenet i vores velfærdssamfund har nogle svære brist!

Et af af dem er læger, der dækker over hinanden!

Jeg har aldrig i deltaljer fortalt om min søns sygdom, men denne gang er det for tykt – og nu vil han give op! Han orker ikke mere.

Han fik pga slidgigt en ny hofte som 40-årig (hårdt arbejde i mange år, aldrig bange for at tage fat). Efter 4 år fik han flere og flere smerter i den, så det blev aftalt, at den skulle skiftes. Men under operationen besluttede den opererende overlæge – uden patientens viden – at lade den sidde, fordi den sad godt! I stedet løsnede han nogle sener og muskler – hvad det så gik ud på?

Og fra den dag kunne han ikke gå! Yderligere glemte man at indkalde ham til genoptræning, så der kom aldrig gang i musklerne.

Efter 1 år med smerter og krykker blev han sendt til OUH, hvor han fik en ny hofte fastgjort med skruer – UDEN GARANTI! Men ingen opfølgning, kontrol eller lign.!

Det hjalp ikke, og siden er det gået støt tilbage, fik slidgigt i skuldrene af at gå med krykker, så han nu sidder i kørestol. Han har selvfølgelig mistet sit arbejde, og efter at sygedagpengene ophørte, får han ingen form for økonomisk hjælp, fordi han selv for over 20 år siden tegnede en u-arbejdsdygtighedsforsikring, som han betalte til i dyre domme, og som han nu modtager ydelse fra – som modregnes i offentlige ydelser efter en lov, der trådte i kraft, mens han var på sygedagpenge.

Jobafklaring (lovpligtig) blev undladt af kommunen i 4 år, og da Jobcenteret endelig ville job-afprøve ham og arrangerede et “job”, hvor han skulle drikke kaffe med de gamle på et plejecenter (!), var det for sent, han kunne ikke holde til at sidde og vente på transporten til og fra. Det ville nok ellers have været muligt med et lille job (med lidt mening i) nogle timer om ugen.

Det er ikke kun fysikken, der ikke kan klare sådan en situation! Det kan psyken heller ikke, og en depression meldte sig. Hårdt for både ham og familien – det er opslidende og ulykkeligt.

Indimellem har genoptræning været forsøgt på flere forskellige måder, rygcenter, smertehåndtering, flere slags, osv, alle sluttede med en konstatering af, at ingenting kunne hjælpe.

I forbindelse med depressionen tog egen læge fat og fik en undersøgelse i stand på et andet sygehus, og optimismen spirede!

Den voksede endda, da samtale og scanning med den (nye) overlæge virkede positiv. Scanningsjournalen, som man selv kan hente på sundhed.dk, viste sig at være overraskende! Den beskrev, at de skruer, der blev sat i ved sidste operation, går igennem hofteskålen og ind i flere muskler! Musklerne er svundet ind! De beskrives som “svært atrofiske” = svær muskelsvind.

Det er da til at forstå, så nu må der ske noget! Genoptagelse af pensionssag? Genoptagelse af sag mod Sundhedsvæsenet, som Retslægerådet afviste, fordi det ikke var gjort noget forkert! Ny operation? (med stor betænkelighed, for tilliden er væk) – eller???

Og så ryger det hele på gulvet igen, da overlægens ord i journalen foreligger i dag:

Her bagatelliseres “penetreringen” = skruerne, der går gennem hofteskålen, og det nævnes ikke, at de går ind i musklerne. Musklerne beskrives som “atrofiske” = svundet ind / svært atrofiske, og den besværede gangfunktion begrundes dermed. Der er overhovedet ingen gangfunktion, han har siden 2012 ikke kunne løfte sit ben! Ikke destomindre anbefales optræning, gerne varmtvands svømmetræning, som vil kunne forbedre hans gangfunktion! – som altså er ikke-eksistrende!

Og udover en ultralydsvejledt hoftepunktur er nu kun en aftalt telefonisk kontakt tilbage – så slipper også denne overlæge sagen – og patienten!

Svømmetræningen har kommunen stoppet med at betale, så den betaler han selv og er i den forbindelse afhængig af, at familien har fri til at køre ham.

Er det virkelig sådan, at lægerne dækker over hinanden, med patienternes helbred som gidsel???

Retslægerådet afviste klagesagen, selv om det er ulovligt at operere anderledes end aftalt/planlagt. De forskellige læger kryber udenom, selv om det i samtaleforløb fremgår, at de godt kan se, det er mærkeligt, at der f.eks. ikke blev foretaget kontrol efter operationen i 2013 på OUH osv.

JEG GRÆMMES!

 

Hvor kom den lige fra….?

..den baktusse, der lagde mig ned med voldsomt maveonde i eftermiddags.

Som lyn fra en klar himmel, kort efter at Diki og jeg havde været ude at gå, fik jeg meget ondt i maven, og det endte med voldsomme opkastninger.

Jeg kan ikke engang gætte på, hvad jeg kan have spist, som evt. ikke har været frisk (det har jeg prøvet for et par år siden), og jeg er flink nok til at vaske hænder – og ligeledes til at bruge pose til Dikis efterladenskaber. Det er mystisk.

Jeg fik rygeost-salat til frokost, helt frisklavet, og grøntsagerne var skyllet, så det er meget mærkeligt. For en sikkerheds skyld smider jeg resten ud!

Men det er frygtelig udmattende, og jeg tilbragte 4-5 timer på sofaen under et yndlingstæppe med TV kørende, uden at se ret meget af det. Til gengæld havde jeg en dejlig lunende ven liggende ved fødderne. Jeg var klaret så meget op, at jeg kunne give ham mad ved 19-tiden, og så forsøgte han sig med at lægge et lille legedyr på min mave! Det blev kun til en mat “jagt” = jeg skal kaste dyret, så han kan fange det i fuldt firspring.

Nu vil jeg prøve med lidt kogt vand og måske senere the + en kiks. Maven er fuldstændig tom!

Reddet!

Hvor er det dejligt med hjælpsomme venner på Tekstilværkstedet!
I morges, da jeg kom derind, efterlyste jeg 3 syede blokke, som jeg ikke kunne finde derhjemme!

Jeg havde opdaget, at de 3 blokke, der skulle være de sidste af 30 til et puttetæppe, manglede! Og da jeg tænkte mig om, kunne jeg huske, at det var voldsomt blæsevejr i onsdags, da jeg forlod Depotgården med min kurv med patchwork, så de var måske blæst op af kurven på vej ud til bilen – ellers kunne det være, jeg havde glemt dem på Tekstilværkstedet. Men ingen havde set de 3 blokke.

Da vi holdt kaffepause i eftermiddag, kom Anne-Grethe, som er én af strikkerne, tilbage og lagde noget foran mig, som hun mente, jeg ville blive glad for!

Ja – mon ikke! Hun havde set noget kulørt mellem nogle visne, våde blade i rabatten om P-pladsen og fandt mine 3 blokke! Pjaskvåde og lidt beskidte (de har ligget der siden onsdag!), men det er der råd for. Så nu ligger de i lidt sæbevand og skal nok blive så gode som ny!

Tusind tak for din opmærksomhed, Anne-Grethe!

Nu har jeg alle de 30 blokke, der skal til, for at lave et puttetæppe! Håndsyede! Det tager 3 aftener at sy 3 stk, så glad er jeg!

Fødselsdagsmiddag og madpakke

Ældstesønnen havde fødselsdag i går, og det blev fejret i en meget snæver kreds med hans egen dejlige familie, der nu også omfatter Christinas søde kæreste, og så hans Mor! Humøret er i kulkælderen i øjeblikket, hvor alting ser meget sort ud i forhold til hans handicap og økonomien.

Men vi havde en dejlig eftermiddag og aften. Han havde selv lavet en skøn lagkage til eftermiddagskaffen, og hans kone lavede en lækker middag med super møre kalve rib-eyes, bagte kartofler, grøntsager og whiskysauce. Han er glad for at få besøg, og trods alt det triste kan vi godt hygge os og lave sjov.

Da Diki og jeg gjorde klar til at tage hjem igen, stod svigerdatteren med en “madpakke” til min aftensmad i dag – hold op, hvor er hun betænksom!