Det er ikke til at se det…

…hvis man ikke lige ved det!

Men jeg kan godt se, hvordan meget af det afklippede (eller savede) er fjernet.

De var både hensynsfulde og dygtige, de 2 gartnere, der gik her mange timer for at få “dynen” af afklippede grene væk.

Jeg var temmelig nervøs for en Magnolia og en særlig rose, som var begravet under grenbunken. Men det havde chefgartneren set i går, da de fældede, så de passede på, og der var ikke sket noget med dem:

De står lige så fint ved enden af fliserne “4 pinde” = Magnonialen, og “1 pind” = rosen, som jeg har haft med mig fra BRædstrup, og som dufter så helt vidunderligt! Nu skal de lige hvile sig, så skal jeg nusse lidt om dem og give dem gødning.

Rhododendron’erne ser også lidt slukørede ud, men de var slet ikke dækket af grenene, og de skal snart have gødning, når frosten nu er væk. Måske også et lag ekstra sphagnum?

De kæmpemæssige bunker af grene blev båret i store bundter af 2 mand, hvoraf den ene havde en motorsav i den ene hånd, så han kunne kappe det, der ikke fulgte med. Det blev mast igennem det lille hul i hækken indtil naboen, hvor de havde fjernet hendes gren bunker allerførst.

Derefter gik de efter og klippede/savede endnu mere, og rev fint op. Det hele havnede ude i naboens indkørsel (det er et enderækkehus), hvor det blev grabbet op på en stor lastbil og kørt væk. Det var rimeligt imponerende! Især når man tænker på, hvor lidt plads, de havde at arbejde på.

Og nu er der fint og revet sammen, de tog ovenikøbet lige toppen af en meget tornet småblomstrende rose, der vokser som ukrudt, og tog det med. Så kan jeg selv klippe til. Og hundehegnet er sat for åbningen i hækken igen. (Diki var iøvrigt ret ligeglad med det hele!)

Alt det, der nu er tilbage, vil hurtigt begynde at skyde grønne skud og camouflere rækværket efterhånden. Jeg har selv bedt om, at der skal være grene op ad, så det blev ikke klippet helt ned, som andre af mine naboer selv har gjort.

Fremover vil foreningen betale gartneren for at holde det nede ved at klippe det hvert eller hvertandet år. Han slår også græs på fællesarealerne og klipper alle hække.

Det bliver spændende at se, hvordan, det kommer til at se ud.

Mens jeg kiggede på “herligheden” inde fra stuen, så jeg pludselig en gærdesmutte søge rundt i grenene. Jeg vidste godt, at jeg har gærdesmutter, men ser dem sjældent. Det er godt, at det var nu, der blev fældet, for ellers havde den måske boet derinde?

UHA – sikke et syn! Min stakkels have.

Sådan så min baghave ud, da jeg kom hjem i eftermiddags!

Det var ikke helt uventet, men jeg var alligevel ikke forberedt på, at det kunne se sådan ud!

Bestyrelsen i vores andelsboligforening har besluttet, at foreningen betaler for, at den grønne bevoksning op ad vold og plankeværk mod jernbanen, der kører nedenfor, bliver klippet og fremover holdt ved lige. Nogen af os i de 5 huse i denne del af foreningen har selv fået det klippet mere eller mindre ned og ind, men vi kan ikke selv, og enten har vi så måtte betale for det eller bede vores familier hjælpe. Og det, mener bestyrelsen, ikke er rimeligt, når de øvrige huse får klippet alle hække.

Jeg havde på forhånd aftalt med gartneren, at han ikke måtte klippe det helt ned, så det grimme plankeværk blev fuldt synligt, og det har han forsøgt, så godt det lod sig gøre. Hele den “dyne” af grene, der ligge mellem rhododendronerne og plankeværket bliver fjernet i morgen, og så vil det hurtigt spire og grønnes på de grene, der står tilbage op ad plankeværket og i bunden. Det er jo den rigtige årstid til den slags. Fremover vil det så blive klippet/studset så meget, at det ikke igen bliver en “tyk dyne”.

Lidt spændende, hvordan det bliver!

Groggy!

Jeg rendte ind i et regulært maveonde i dag, som lyn fra en blå himmel!

Pludselig midt i en hyggelig dag og møde med styregruppen i Projekt Puttetæpper hos Birgith i Hejnsvig v/Grindsted blev jeg utilpas og fik lidt efter kvalme. Det endte med voldsomme opkastninger og koldsved – puh ha, jeg var godt nok mat i sokkerne!

De andre mente ikke, det var forsvarligt, at jeg selv kørte bilen hjem, og først forsøgte jeg, om jeg kunne få Christian til at komme, men han var på arbejde.

Det er godt med gode venner! Så jeg blev kørt hjem af Birgith, mens en af hendes gode venner kørte hendes bil.

Jeg havde det bedre på det tidspunkt, men jeg måtte give dem ret i, at jeg ikke var i stand til at køre bil. For jeg havde meget svært ved at hoilde øjenene åbne!

Nu mangler jeg bare væske, så jeg drikker urtete og håber, at det kun var et maveonde og ikke galdesten på ny, som for 5 år siden!

Sarte fødder og ben – 2 eller 4 benede

Jeg er meget øm over mine fødder, jeg kan kun gå i sko med indlæg, og min fodplejer siger, at hun får helt ondt over mine fødder, for jeg har næsten kun knogler og hud at gå på! Og så har jeg jo diabetes II, så jeg skal passe på fødderne.

Derfor har det gået mig på, at de virkelig gode (og dyre) ECCO støvler, jeg købte som et godt tilbud for 2 år siden, stadig var så stive, at de gav mig blå og meget ømme mærker på anklerne. Jeg har skrevet om det før, men nu havde jeg fået hjælp fra Grethe, som har en lang erfaring som sko-ekspeditrice. Grethe har haft dem hjemme hos sig selv julen over, hun har banket dem, gjort dem våde og banket igen, så nu skulle de være brugbare.

Grædefærdig var jeg, da jeg gik med dem første gang forleden, og jeg var tæt på at opgive – men de er så dyre, at jeg ville ærgre mig gul og grøn!

Så jeg prøvede igen i går med uldne sokker indeni, og uden at snøre dem helt op. Og HURRA! – det hjalp! Jeg går fint i dem, de generer mig ikke, og det er på det rigtige tidspunkt, for jeg står meget bedre fast på de kraftige såler, når det er glat om morgenen i denne tid, end jeg gør i de nu 9 år gamle, godt tilgåede, hvor sålerne er næsten ikke eksisterende!

De er stadigvæk mere stive end de gamle, men de støtter godt, og de er så solide, at jeg tror, de kan holde min tid ud! (Hvor lang den så bliver?)

Én, der også er øm over sine ben, er Diki, og når han, som i morges, står helt bom stille midt på fortovet, ved jeg godt, hvad der er galt! Så sidder der et eller andet i pelsen på bagbenene! Og ja, der sad en lille pind med torne, og så kan han ikke gå, før jeg har fjernet den! Han siger ikke noget – står bare helt stille og drejer hovedet lidt om mod sin bagdel, så jeg kan gætte, hvad der er i vejen!

Vi kommunikerer ganske udmærket uden ord!

Et særligt billede på Facebook – med 47 års forsinkelse

Facebook er omdiskuteret – nogen kan slet ikke se, hvad man skal med det! Nogle er bange for det. Andre kan finde mange sjove ting – og f.eks. finde frem til gamle venner, skolekammerater og meget andet.

F.eks. vores bolig 1968 – 1973 i Aasiaat (Egedesminde):

– et billede, jeg modtog for et par år siden fra en webstrikker, der arbejdede der som sygeplejerske.

Og nu så jeg huset igen på Facebook, taget af en lokal den 12. december 2017, hvor dette var det lyseste tidspunkt på døgnet: Det billede (og andre nutidige) førte til udveksling af minder fra de år – og her kom så pludselig et billede, jeg aldrig har set før:

Arveprins Knud og Caroline Mathildes besøg i Aasiaat 1970 (omtalt i min “Grønlandskrønike”) – og i midten – ja det gav lige et lille gib i hjertet! – Søren!
Som den, der officielt tog imod dem og arrangerede stor frokost og forskellige “uofficielle” besøg i byen.

Søren var fungerende handelschef under sin chefs ½ års permission, og han gik meget alvorligt til den pålagte opgave.

36 år gammel og opsat på at levere det perfekte – iøvrigt uden forudsætninger – og samtidig syntes han, det var rigtig sjovt!

Så jeg synes, at man godt kan bruge Facebook til noget godt! Tak til Jørn Bjerregaard.

Mit Grønlandsliv

I dag skal jeg igen ud for at vise Sørens lysbilleder fra vores liv i Grønland (eller nogle udvalgte!), som jeg også har brugt her på bloggen i min “Grønlandskrønike”, og som jeg ved, at mange har læst og set.

Denne gang er det i Senior huset Nordbo her i Fredericia. Jeg glæder mig altid til at vise billederne og fortælle – men er også altid en lille smule nervøs for, om jeg kan gøre det godt nok!

Så jeg frisker hukommelsen op og viser serien for mig selv nogle gange!

Festlig fødselsdag i Ramløse

En af mine ældste veninder, Jette, som jeg har kendt siden vores begge’s bryllupsrejse i 1964, fejrede i weekenden sin halvrunde fødselsdag med “forsinkelse” + hendes dejlige hus’s 50 års fødselsdag med en stor fest for familie og venner.

Vi startede ved Ramløse Havn kl 11 lørdag formiddag, hvor turistbåden “Frederikke” hentede os alle 38 og sejlede os rundt på Arresø 1½ time!

Og hvor de foregående dage havde været både våde og kolde, var vejret til denne begivenhed det allerbedst tænkelige! Sol over det hele, lette, fine skyer, stille og lunt. Lidt køligere, da vi kom ud på vandet, men vi var jo klædt til køligt vejr, så det var bare en stor fornøjelse.

Se bare, hvor flot!

Værtinden nød den fine tur – hun havde været svært nervøs for vejret – det var jo et sats!

Sønnen var også glad – ligesom alle vi andre!

Vi kom tæt på et bæverbo – uden at se bæverne, de sover om dagen, men vi kunne godt se de fældede træer og bygningsværket inde i skoven.

Og vel i land igen fik Jette sit store ønske om et gruppe foto opfyldt!

I Ramløse Menighedshus stod bordet dækket med en meget lækker frokost til os allesammen, leveret fra Skævinge Kro – nøj hvor var det lækkert! Og ikke helt almindelige retter, bl.a. en fantastisk marineret laks, der var helt sort af birkes ovenpå, det så fantastisk ud og smagte bare himmelsk!

Efter flere timers spisning, festlige taler, indledt af Jettes “reserve-barnebarn” (børnene var længe om at levere børnebørn, så hun fandt selv Lasse), der 19 år gammel rejste sig holdt en rørende tale for hende, osteanretning, kaffe og kage, med små ophold i solskinnet udenfor, pakkede fødselaren gaver ud:

Sikke et gavebord! Der var bl.a. mange pengegaver til rejser, det kan da blive til noget!

Stenen i forgrunden er fra mig, malet af min datter, lakeret mange gange, så den kan ligge på hendes trappesten. Det fik hun sammen med et assymetrisk sjal af super blødt garn, som jeg havde strikket:

Og vejret holdt sig hele dagen:

Det var en dejlig dag!

Og stenen kom på plads!

En god begravelse

Maja blev begravet i dag i Herslev, hvor hun havde levet det meste af sit liv, og som for hende var det allerbedste sted.

Det var dejligt at opleve, hvor mange mennesker, der var i kirken, som var næsten fyldt, både hendes meget store familie: 5 børn, svigerbørn, 11 børnebørn og 10 oldebørn, en dejlig familie, samt mange venner, nuværende og tidligere naboer.

Det blev også fremhævet i præstens dejlige tale, at familien betød utroligt meget for Maja, og det fremgik med al mulig tydelighed af den store families tilstedeværelse i kirken, ved graven og i forsamlingshuset til mindesammenkomst, hvor der var ca. 100 til smørebrød og kage.

De fleste af naboerne her var med, det var meget hyggeligt.

Som vi også gør, når vi har fællesspisning i Fælleshuset, sang vi også et par sange fra Højskolesangbogen, som Maja var glad for – og så er det, at jeg er sådan en gammel tvær kone, der krøller tæer, når man synger f.eks. “Livstræet” helt nede dybest i struben – sådan en livsglad sang skal synges lyst og let! Eller andre sange fra mobiltelefonerne! Alle sangene alt for dybt og alt for langsomt, det er en skam. Er det yngre mennesker, der synger sådan?

Nå, men det var en god begravelse, og Maja ville have været meget stolt og glad, hvis hun kunne være med og kunne se, hvor mange mennesker, der gerne ville mindes hende!

Sød hilsen

Jeg har fået den sødeste hilsen og tak i dag fra Majas 5 børn! Det rørte mig, selv om jeg jo ikke forventer noget for at hjælpe min nabo.

Det har været naturligt for mig, lige siden jeg flyttede ind her, og Maja og jeg fandt ud af, at vi havde samme interesse for håndarbejde. Maja syede også lidt patchwork, og hun var meget dygtig til at strikke, jeg har tidligere hjulpet hende med at købe garn og mønster i en webbutik. Men på det sidste har det knebet for hende at se, og så sent som i sidste uge kom hun ind til mig med sit strikketøj – en lille djævlehue til et kommende oldebarn, hvor hun havde tabt nogle masker og havde fået det kludret fuldstændig sammen. Det kunne jeg jo hurtig hjælpe hende med, mens vi fik en lille snak. Da fremgik det også, at hun syntes, der var så mange ting, der var blevet træls!

Så selv om det er mærkeligt i dag og var en trist dag i går, så er jeg sikker på, at Maja er blevet forskånet for, at det gik endnu mere ned ad bakke. Det er jeg glad for.

Sov sødt lille Maja!

Min nabo Maja har gennem lang tid skrantet, og i går kaldte hun på mig, da hun var faldet ude i haven, mens hun hængte vasketøj op og ikke selv kunne komme op. Sammen med en anden nabo fik vi hende op og lagt ind på sofaen og hentede et glas vand til hende. Hun syntes, det var træls, at hun var blevet så svag, men hun fortalte, at et af hendes børn ville komme senere, så vi lod hende ligge og slappe af.

Sidst på formiddagen i dag kom en anden nabo og hentede mig. Hun var gået ind til Maja, fordi der var noget, de skulle aftale om på lørdag. Og hun fandt Maja liggende på badeværelsegulvet, men kunne ikke få kontakt.

Det kunne jeg heller ikke, og vi var inderst inde klar over, at Maja havde forladt os, for hun var meget kold og jeg kunne ikke finde puls. Jeg trykkede på alarmknappen til hjemmeplejen og ringede 112, og da redderne gik ind, var de heller ikke i tvivl, så der blev ikke forsøgt genoplivning – heldigvis må jeg sige, for det ville have været grotesk.

Vi fik også ringet til et af hendes børn, der kom akutlæge, og politi, fordi hun er blevet fundet død, så dem skulle vi 2 naboer forklare, hvad der var foregået. Bl.a. fordi terrasse døren stod åben, og det var ikke os, der havde åbnet den.

Jeg så Maja gennem hendes køkkenvindue i morges, da jeg havde gået tur med Diki, så det må være hende selv, der har lukket døren op. Det ville nu heller ikke kunne lade sig gøre at komme ind i hendes have uden at gå gennem min og en andens have, og jeg har jo hundehegn.

Så lille Maja er ganske enkelt faldet om på vej ud i sit badeværelse, og jeg tror ikke, hun har mærket noget.

Hvil i fred Maja! Vi har hejst flaget på halv som hilsen.