I dag er det en uge siden, jeg havde fødselsdag – ikke noget rundt – men varmen og at der er sket flere ting, har sat mit tempo betragteligt ned! Måske ikke så mærkeligt, når antallet af år nu er 87! Til min egen store undren! Jeg har sagt flere gange, at jeg har aldrig troet, at jeg skulle blive så gammel! Og det synes jeg faktisk at 87 er, selv om jeg godt ved, at mange bliver meget ældre, end man f.eks. gjorde på mine forældres tid.

Min Far var yngst af 5 søskende, han blev med hiv og sving og mange blodpropper de seneste år 70 år – det syntes vi faktisk var imponerende! Hans forældre blev ikke gamle, og hans søskende blev kun 34, 48, 62 – og så min lille Faster, der blev 90½ ! Det var specielt, og hun var aldrig syg! Var bare træt og sov ind i middagssøvnen!
Min Mor blev 77½ og var meget syg det sidste år, hendes forældre blev kun lidt over 70, men det var jo også almindeligt dengang i 1940’erne.

De sidste 2 år – efter min voldsomme galdestens sygdom og blodforgiftning i 2024 – er det gået ned ad bakke med kræfterne, min balance er ikke så god, benene er ikke stærke – men jeg kan da stadig gå små ture med Aramis – med stok! Det er nok med til at holde mig i gang, så det er jeg glad for. Og jeg møder folk, som bliver ret overraskede, hvis vi kommer til at snakke om alder!

Jeg er glad for, at mine børn er søde til at hjælpe mig, og for at jeg har Mette, min ualmindelig søde rengøringshjælp, der også hjælper mig med haven.

Så jeg havde sagt til mine børn, at jeg ikke ville holde nogen fødselsdag, bare den sædvanlige traditionelle is-chokolade (kakaomælk i et højt glas m/en klump vanille-is + flødeskum + sugerør) på terrassen – og så kunne vi evt. sende bud efter pizzaer hos Marmeris, som ligger lige ved siden af den andelsbebyggelse, hvor jeg bor. Et par naboer og en enkelt veninde var her, vejret var fantastisk, og så kom de børn og børnebørn, der bor i nabolaget, efterhånden som de havde fri fra arbejde. Og de blev også til pizzaer – det var meget hyggeligt, og vi kunne sidde ude. De ordnede det hele, mine ben ville ikke rigtig mere!

Svigersønnen havde leget lidt med AI (som han ellers havde forsvoret, han ville røre ved!). Det er da meget sjovt! Og jeg kan jo genkende min trøje, mit hår og hunden, så det er realistisk nok, selv om jeg ikke kender dugen, lysene og lænestolen, og det aldrig har fundet sted!

Så var den smukke buket, jeg fik af Christian, dejligt naturlig!

Jan kom med en kæmpestor køletaske på hjul, fyldt med store poser friskplukkede, skyllede røde kirsebær fra sit store træ i haven, så kunne jeg dele ud til alle gæster! Det gjorde lykke! Og Helle havde bagt lækre vandbakkelser m/hindbær-fløde.

Det var en dejlig, afslappet dag, og så kunne jeg slappe helt af de næste 2 dage. Så kom Nicolaj mandag med familie fra Brøndby. Han havde sagt, at han nok skulle sørge for indkøb og madlavning, og han lavede en dejlig middag med kalvesteg og havde aftalt med Helle, at de skulle komme og spise med – det kunne så først blive kl 20, da Thomas var på en opgave i Århus, så ville han komme direkte og Helle ville cykle herude.

Hun kom lige lidt over 20, og Aramis, som altid giver lyd og bliver glad, når der kommer nogen, gik ud sammen med mig for at sige velkommen – og så!!! …

… måbede jeg! For udenfor døren stod Tomasz – min unge polske spejderven, som jeg ikke har set siden 1996, og som så ikke er SÅ ung mere – men det vil han altid være for mig. Han er på alder med mine børn, og vi har har haft et dejligt venskab og samarbejde i ’90-erne med vores spejderarbejde, både i DK og i Polen!

Vi, dvs mest hans søde kone og jeg, har hele tiden holdt kontakt via Facebook, men jeg havde ikke drømt om, at han besøgte mig, Men han havde været på cykletur på Bornholm med en kammerat og havde sms-et med Helle, om jeg mon kunne tænke mig, at han besøgte mig! Og tænk! han lignede sig selv fuldstændig, måske lidt mere fyldig i ansigtet, men ligeså sød og sjov med sit lidt gebrokne engelsk!
Jeg gad vide, hvordan jeg så ud i ansigtet!!
Helle og han var mødtes på banegården og cyklet herud sammen, og han kunne jo få et værelse i Fælleshuset ligesom Nicolaj og Ulla (Victor sover altid her på arbejdsværelset).
Det blev en meget sjov aften, der blev frisket utallige minder op, og Nicolaj havde jo sørget for dejlig og rigelig mad.

Tomasz var kun 18 år, da vi lærte hinanden at kende i 1991, 20 år i 1993, da jeg besøgte ham i det sydlige Polen for at arrangere en lejr med mine spejdere i en stor skov med 80 polske spejdere. Det var et led i et projekt “Det europæiske hus”, som Det Danske Spejderkorps stod for i 1993 for øst-europæiske spejdere, og som min spejdergruppe deltog i . Jeg boede nogle dage hos hans Mor i Thychy, han viste mig Auschwitz og en stor saltmine i 9 etager under jorden! Og jeg mødte også de spejdere, han havde haft med i DK på den jamborette på Kulsø, som jeg var leder af og havde inviteret dem med til.
Og i 1994 var de så 25 spejdere med på Blå Sommer sammen med os. Og der var hans kæreste Karolina også med, og de var allesammen i “Home Hospitality” hos vores spejdere i Brædstrup bagefter.
I 1996 inviterede Karolina Søren og mig med til deres bryllup i Thychy – det var en stor oplevelse!

Sikke en dejlig aften, og sikke en overraskelse, mine børn kender ham jo også, og det var lykkedes dem fuldstændig at holde det hemmeligt for mig – det var også snyd med Thomas’s arbejde i Århus! – og Nicolaj var spændt på, om jeg opdagede, at han lavede rigeligt mad = 2 kalveculotter! Næste dag fulgte Jan på sin Genny Tomasz og hans cykel op på Den gl. Lillebæltsbro for at tage billeder og så mod Kolding, hvor han havde fået billet til en Flix-bus incl. cykel, mod Berlin, som han gerne ville besøge.

…