Strikke klub

Da jeg flyttede ind her for 5 år siden, hvor vi har et dejligt stort fælleshus , sagde mine børn: der går ikke lang tid, før du har startet en patchworkklub i det hus!

Det har nu ikke været aktuelt, og jeg er fint tilfreds med at sy patchwork på Depotgården.

Men i går mødtes nogle af beboerne for 2. gang til strikning i Fælleshuset. Der var nogle, der gerne ville lære at strikke strømper på lang rundpind, og det begyndte vi på for 14 dage siden, hvor vi var 5 stykker. Det gik rigtig godt, og i går var nogle af dem nået et pænt stykke. Tove havde strikket 2 strømper indtil hælen, den gik hun så i gang med i går. Og Else på 89 år, som har strikket tusindvis af strømper på 4 pinde, var tilstrækkelig stædig, så det var lykkedes hende med noget besvær at strikke en strømpe indtil hælen. Fra hælen er det jo som efter en helt alm. opskrift, bare med 2 løkker på wiren, og det kom hun så også videre med.

I går var vi 8 ! Ikke alle strikker strømper, men det bestemmer man jo selv! Det er i hvert fald meget hyggeligt!

Vi mødes igen på tirsdag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *