“Farmor, du har en grøn hund”, sagde Christina, når hun havde gået med Diki i “skoven”.
“Skoven” er læbæltet mellem landevejen og vores vej, og det er der, vi går morgentur hver dag. Der er en masse lave blomster, der nu er fyldt med burrer, og dem skal Diki altid ind og snuse imellem. Og så kommer han til at se sådan her ud – også i dag.
Hæhæ lissom min Molly …. dejlig pause at pille frø af sin hund <3
Vi kalder de der grønne dimser for præstelus. Jeg ved ikke hvorfor, men det har de altid heddet i min familie. Burrer er de små runde kugler med små hår på der får dem til at sidde fast. Præstelus er lette at rede ud af pelsen, burrer er lidt sværere! Men hvor ser han dog sød ud…
Jeg har ikke hørt udtrykket præstelus før, men du har ret, burrerne er små og kuglerunde, dem har han også haft, men ikke i de mængder. Jeg tror, burrerne er ovre nu.