Squashboller og squashmarmelade – Uhmm!!!

Indrømmet – jeg er frygtelig dvask i dag, men jeg havde også travlt i går – hele dagen!

Først skulle jeg ha’ det tæppe færdigt – det er sendt nu – og så kom Kludekonerne, den private patchworkklub, til syaften. Og der får vi altid kaffe/the og hjemmebagt hen på aftenen. Og jeg gjorde det nok ikke helt nemt for mig selv, for jeg fik sådan en lyst til at servere noget, de ikke har fået før.

Jeg skal hilse og sige, at det var en succes!

Dette er resterne, som jeg fik til morgenmad!

Squash boller og squashmarmelade

Begge dele smager fantastisk godt, og rigtig lækkert sammen – men bollerne også med f.eks. ost eller en anden marmelade.

Jeg lavede marmeladen først, den kunne jeg sagtens have lavet i forvejen, men jeg kom jo lige i tanker om det, så jeg skulle også først ud og købe squash + appelsiner, citron og ægte vanille til marmeladen + flere squash og alle de lækre kerner, nødder mm til bollerne.  Der er ingen tilsætningsstoffer eller konserveringsmidler i marmeladen, men den kan godt holde sig nogle dage i køleskabet.

Bollerne blev bagt om eftermiddagen og blev først taget ud af ovnen samtidig med at Kludekonerne kom!

Vil I gerne have opskriften? OK da, det ville kludekonerne også! Det er overhovedet ikke svært, tager lidt tid, men det er det virkelig værd!

ELSES SQUASHMARMELADE (Den er bare go’)

1 stk squash a ca 1 kg (eller flere mindre)
2 stk appelsiner (økologiske)
1 stk citron (økologisk)
sukker, vanillesukker (evt. ægte vanille) 

Squashen renses for evt. grove kerner, men skrælles ikke. Skær enderne af. Appelsiner og citronen vaskes grundigt og det hele skæres i grove stykker med skræl og det hele, så de kan gå i en blender eller foodprocessor (evt. lidt ad gangen), start bæstet, go’ fornøjelse. (I mangel af en blender, kan det hakkes i en kødhakker).

Så puttes hele griseriet ned i en gryde og koges sammen med sukker efter smag (tilsæt det efterhånden) og den flækkede vanillestang, til det smager godt! (Stumper af skræl skal være møre), ½ – 1 time.

Nu det meget vigtige: ingen konserveringsmidler, dette er en sund marmelade, så lad kun trygt børnene spise, den holder ikke så længe! (Helst i køleskabet)

HELD OG LØKKE

Historien om opskriften er, at det var en spejderleder Else Løkke, der kom med både boller og marmelade til et spejderledermøde for mange år siden, og vi blev så begejstrede, at en anden leder gik hjem og skrev opskrifterne rent til os allesammen. Else døde desværre alt for ung, kun 40 år gammel, men hun får en tanke, hver gang, jeg bruger hendes opskrifter.

SQUASH-BOLLER (eller gulerods- eller æble-) til pålæg eller sandwich 

3 dl vand koges med 4 “håndfulde” (nap med fingrene – gerne rigeligt) gryn:
hørfrø, rugkerner, müsli, hvedekerner, solsikkekerner, pinjekerner, hakkede nødder el.lign. 

Tilsættes:    3 dl kærnemælk el.a. surmælksprodukt, hvor 50 gr gær er rørt ud.
1 dl olie
ca. 225 gr revne squash el. æbler el. gulerødder
300 gr grahamsmel
500 gr hvedemel

Dejen æltes (den er lidt våd), hæver mindst 30 min, slås ned, formes til 12 – 15 store boller (enten med melede hænder eller med 2 skeer), genhæver 30 min, pensles med lidt æg, bages 20 – 30 min ved 225o

I en plasticpose holder bollerne sig fint til næste dag – hvis der er nogen til overs!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *