Glad og mobil..

..er Victor nu, 11 måneder gammel. Man oplever det først rigtigt, når man er sammen med sådan en baby i flere dage i hans egne rammer. Jeg skal love for, at det går stærkt! Hans Faster har efterlyst billeder, hvor man kan se, at han kravler rigtigt – de kommer her, hvor han 2. juledags morgen leger med nogle af sine julegaver:

victor 2

Det er ikke nemt at fange ham med sådan et almindeligt lille digitalt kamera som mit, for han er videre, før det har indstillet sig! Så dette viser jeg kun, fordi det netop viser hans fine kravle-stil! Han kravler hurtigt, meget smidigt og målbevidst! Lynhurtigt er han gennem flere rum, og de farvestrålende æsker med bl.a. højt værdsatte LEGO duplo klodser kan sætte fart på!

victor 1

victor 3

Han kan også selv rejse sig op, og nu kan han også sætte sig ned igen uden hjælp, det var ellers et lille problem, for så stod han bare og hylede, indtil nogen kom og hjalp ham. Det var f.eks. et problem i dagplejen, hvor han er den mindste, men så lærte dagplejemoderen en af de lidt større piger at give Victor en hånd, så han kunne sætte sig igen. Det behøver hun ikke, når han kommer tilbage efter nytår.

victor 4

Sutten er helt uundværlig, bl.a. fordi tænderne myldrer frem i øjeblikket. Men han jonglerer selv med den og kan selv finde den – undtagen om natten!

victor 5

Han er både kvik og sød! Som vi siger: han var værd at vente på!

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hans forældre er “lidt gamle førstegangsforældre”, men det var godt, at det lykkedes. Og nu fik jeg lige en dejlig nyhed i går: et familiemedlem venter 1. barn til sommer – på tide, siger hendes mor, for hun bliver snart 41! Hun har i år sammen med sin mand overtaget den lille gård, som hendes og mine børns oldeforældre havde, så nu kommer tipoldebarnet til at vokse op der, hvor Søren og hans fætter elskede at være hos deres bedsteforældre for mange, mange år siden! Det er da hyggeligt at tænke på!

En tanke om "Glad og mobil.."

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *