Flere gamle billeder fra mine søstres og min barndom. Vi var 4, og vi lignede nok mere eller mindre hinanden – mest for den ældste og den yngste’s vedkommende, tror jeg – med 9 år imellem. Det ses mest på billeder, netop på grund af aldersforskellen, for jeg var jo “stor”, da hun var “lille”. Det hed: “de 2 store” og “de 2 små” i familien.
Så da jeg bladrede i Lottes album for nylig, røg det ud af mig: “Det er da ikke dig – det er mig!”
Nej, den er go’ nok, det er Lotte. Jeg kan godt se det, også på baggrunden, for den stol stod i Mormors stue, da jeg var i den alder – men prøv at se:
Næsten samme alder, sløjfen i det let krøllede hår, øjnene især, kjolerne, som Mormor var mester for og som gik i arv. Så selv om Mormor døde, ½ år før Lotte blev født, så har hendes kjole sikkert været syet til Gitte og er gået i arv. Mor kunne ikke sy, mente hun, for hun kunne ikke leve op til Mormor. Men hun kunne strikke! Og ja – der er hjemmestrikkede strømper!
Det er godt nok mange år siden. Og vi er heldige, at vi har så mange flotte billeder, det er der vist ikke mange i min alder, der har, men det var selvfølgelig i kraft af presse-fotograf-onklen.
Det var vist ikke kun kjolerne der gik i arv – se skoene, hvis jeg ikke ser meget galt, saa var de forsaalede paa det forreste stykke. En hel anderledes tradition end nu om dage, hvor tingene er lavet til at holde kort tid, saa kunderne kan skynde sig at koebe nyt. Hvem stopper f.eks. stroemper i de yngre generationer? – Her i Sydoestasien er det helt galt. Tonsvis af superbillige varer holder naeppe en saeson, men det er jo godt for pengeomsaetningen, siges det.
Det tænkte jeg også på, da jeg så billedet! Jeg er overbevist om, at det er kvalitetssko, og så har de været værd at forsåle! Men hvem gør det i dag? De kan også godt have fået nye hæle, de ser i hvert fald ikke slidte ud.