Jeg fordøjer – det er svært: fra glæde til stor vrede!

Sundhedsvæsenet i vores velfærdssamfund har nogle svære brist!

Et af af dem er læger, der dækker over hinanden!

Jeg har aldrig i deltaljer fortalt om min søns sygdom, men denne gang er det for tykt – og nu vil han give op! Han orker ikke mere.

Han fik pga slidgigt en ny hofte som 40-årig (hårdt arbejde i mange år, aldrig bange for at tage fat). Efter 4 år fik han flere og flere smerter i den, så det blev aftalt, at den skulle skiftes. Men under operationen besluttede den opererende overlæge – uden patientens viden – at lade den sidde, fordi den sad godt! I stedet løsnede han nogle sener og muskler – hvad det så gik ud på?

Og fra den dag kunne han ikke gå! Yderligere glemte man at indkalde ham til genoptræning, så der kom aldrig gang i musklerne.

Efter 1 år med smerter og krykker blev han sendt til OUH, hvor han fik en ny hofte fastgjort med skruer – UDEN GARANTI! Men ingen opfølgning, kontrol eller lign.!

Det hjalp ikke, og siden er det gået støt tilbage, fik slidgigt i skuldrene af at gå med krykker, så han nu sidder i kørestol. Han har selvfølgelig mistet sit arbejde, og efter at sygedagpengene ophørte, får han ingen form for økonomisk hjælp, fordi han selv for over 20 år siden tegnede en u-arbejdsdygtighedsforsikring, som han betalte til i dyre domme, og som han nu modtager ydelse fra – som modregnes i offentlige ydelser efter en lov, der trådte i kraft, mens han var på sygedagpenge.

Jobafklaring (lovpligtig) blev undladt af kommunen i 4 år, og da Jobcenteret endelig ville job-afprøve ham og arrangerede et “job”, hvor han skulle drikke kaffe med de gamle på et plejecenter (!), var det for sent, han kunne ikke holde til at sidde og vente på transporten til og fra. Det ville nok ellers have været muligt med et lille job (med lidt mening i) nogle timer om ugen.

Det er ikke kun fysikken, der ikke kan klare sådan en situation! Det kan psyken heller ikke, og en depression meldte sig. Hårdt for både ham og familien – det er opslidende og ulykkeligt.

Indimellem har genoptræning været forsøgt på flere forskellige måder, rygcenter, smertehåndtering, flere slags, osv, alle sluttede med en konstatering af, at ingenting kunne hjælpe.

I forbindelse med depressionen tog egen læge fat og fik en undersøgelse i stand på et andet sygehus, og optimismen spirede!

Den voksede endda, da samtale og scanning med den (nye) overlæge virkede positiv. Scanningsjournalen, som man selv kan hente på sundhed.dk, viste sig at være overraskende! Den beskrev, at de skruer, der blev sat i ved sidste operation, går igennem hofteskålen og ind i flere muskler! Musklerne er svundet ind! De beskrives som “svært atrofiske” = svær muskelsvind.

Det er da til at forstå, så nu må der ske noget! Genoptagelse af pensionssag? Genoptagelse af sag mod Sundhedsvæsenet, som Retslægerådet afviste, fordi det ikke var gjort noget forkert! Ny operation? (med stor betænkelighed, for tilliden er væk) – eller???

Og så ryger det hele på gulvet igen, da overlægens ord i journalen foreligger i dag:

Her bagatelliseres “penetreringen” = skruerne, der går gennem hofteskålen, og det nævnes ikke, at de går ind i musklerne. Musklerne beskrives som “atrofiske” = svundet ind / svært atrofiske, og den besværede gangfunktion begrundes dermed. Der er overhovedet ingen gangfunktion, han har siden 2012 ikke kunne løfte sit ben! Ikke destomindre anbefales optræning, gerne varmtvands svømmetræning, som vil kunne forbedre hans gangfunktion! – som altså er ikke-eksistrende!

Og udover en ultralydsvejledt hoftepunktur er nu kun en aftalt telefonisk kontakt tilbage – så slipper også denne overlæge sagen – og patienten!

Svømmetræningen har kommunen stoppet med at betale, så den betaler han selv og er i den forbindelse afhængig af, at familien har fri til at køre ham.

Er det virkelig sådan, at lægerne dækker over hinanden, med patienternes helbred som gidsel???

Retslægerådet afviste klagesagen, selv om det er ulovligt at operere anderledes end aftalt/planlagt. De forskellige læger kryber udenom, selv om det i samtaleforløb fremgår, at de godt kan se, det er mærkeligt, at der f.eks. ikke blev foretaget kontrol efter operationen i 2013 på OUH osv.

JEG GRÆMMES!

 

22 tanker om "Jeg fordøjer – det er svært: fra glæde til stor vrede!"

  1. ja, hvað kan man sige? det er grusomt og dybt uretfærdigt og uetisk og desværre alt for vanligt at folk bliver udsat for sådan noget. at du/I græmmes kan vel ikke undre nogen. mine bedste önsker, selvom jeg ved at det kan I da ikke rigtig bruge til noget som helst.
    kh.fra Island
    Frida

  2. Du har ganske ret, de er sammenspiste, for den der skal kritiseres kunne sidde i det udvalg, som skal forfremme den læge læge, der berettiget kritiserer en “dårlig” kollega.
    En af mine døtre er læge og har været i klemme, da hun var i turnus, baglægen der havde ansvaret ville ikke komme ind og operere patienten, min datter brugte 2 timer på at få ham ind. Patienten døede, og min datter kom til at stå som hovedansvarlig, den ansvarshavende blev skrevet ud af sagen af “gode” kollegaer. Han var overlæge. Ikke at han takkede for at hun fik ham ind, patienten var dårlig , en eftervirkning af den første operation, men han spurte hvordan vidste du det? Og som hun fortalte mig, det står i bøgerne, at dette kan ske, men det turde hun ikke at sige. Det var lige ved at tage ” livet” af min datter. Klage kunne hun ikke, og jeg som hendes mor kunne heller ikke, det ville kunne spores.
    Hun er kommer sig over det nu, men har valgt en vej, hvor hun ikke vil blive udsat for dette igen. Jeg håber din søn ikke giver op.

  3. Jeg er en glad læser af din blok, og følger den til stadighed.
    Denne situation er dog forfærdeligt, forslag er der prøvet Patientklagenævnet.
    Har hørt at dette er en god mulighed for at få en erstatning.
    Men desværre ikke helbredet, egen læge må da kunne se det absurde i denne situation, bare klø på, giv ikke op, de ansvarlige må stilles til regnskab .
    Kh Ellen en patchworker.

    • Tak for sympatien, Ellen. Patientklagenævnet er prøvet for 4½ år siden. En klage til Regionen, der er ansvarlig for sygehusene gav i 1. omgang en latterlig sum i erstatning (hvilket faktisk var en anerkendelse af, at der var lavet fejl) – men da den blev anket som værende for lav, blev den afvist og det modtagne beløb forlangt tilbage!!! Det viste sig at være ulovligt at gøre det, så længe der kører en sag, og det er så iøvrigt den del af det, som de diskuterer på Christiansborg p.t.
      Ja, en erstatning ville hjælpe, selv om det ikke giver helbredet tilbage. F.eks. ville han så kunne købe den handicap-bil, som han er kendt berettiget til, men ikke har råd til at betale sin andel af! I samme omgang blev hans kørekort ændret, så han kun må køre bil med automatgear + pedalen flyttet til venstre fod. Derfor må/kan han ikke køre deres egen bil og er dermed låst derhjemme!

  4. Tak Lykke Thomsen – jeg opmuntrer og presser ham for ikke at give op – men han har desværre mistet troen på, at der NOGEN overhovedet, der vil hjælpe – han siger simpelthen, at det er hele systemet, der er råddent.
    Og jeg kan læse, at din datter også har gennemskuet “systemet”.

  5. Det ses desværre inden for mange fag at man dækker over hinanden – magt og penge kommer før almindelige menneskers liv og levned.
    Håber og ønsker for jer……

    • Tak Maria! Han har faktisk kørt sag mod regionen i 3 år, men Retslægerådet afviste sagen, før den kom til en retssag, med begrundelse “hændeligt uheld” om operation nr. 2. Og så kan han ikke gøre mere i den retning, når forsikringen stopper der.
      Hvis jeg bare vidste, hvor han kunne få støtte…

        • Hej Maria – Jeg ved ikke, om der er en retshjælp her i byen. Men han har i 3 år ført sag vedr. operationerne gennem et advokatfirma, der har specialiseret sig i den slags erstatningssager. Hans forsikringsselskab havde bevilget retshjælp. Men det endte med, at Retslægerådet kom med en udtalelse i retning af “hændeligt uheld” – så det kom aldrig til en egentlig retssag. Efter min mening greb advokaten det forkert an og brugte ikke det rigtige som argument.
          Det slog ham helt ud, men han kom op på hesten igen og fik sin læge til at sætte en undersøgelse i gang, der skulle vise, hvad det egentlig er, der er galt, helt konkret? Scanningen viste jo med al tydelighed, hvor galt, det står til, men lægens definition og manglende forslag til, hvad der kan gøres, slog ham helt ud igen. Så nu – med hans ord – “får han trykken i hovedet og brystet, hvis han får et nyt brev fra en læge” – så han har “meldt sig helt ud”, vil ikke vand-træne eller noget andet.

  6. Hvor jeg dog føler med jer – magtesløse overfpr et kæmpesystem, og at være mor og stå på sidelinien, kan slet ikke beskrives.
    Hanne TV2 og DR kontant efterlyser ofte sager der kan være i offentlighedens interesse, og det må jeres sag da bestemt siges at være.
    Send hele din ovenstående beskrivelse til dem begge, måske du også skal tilføje at han har været byrådsmedlem og offentlig ansat.
    I har intet at tabe. Rigtig meget held og lykke og qnuz

  7. Tak Lone! Det har været i mine tanker flere gange, og faktisk har jeg for noget tid siden kontaktet Jyllands Posten, som jeg har abonneret på i mange år og betragter som en seriøs avis, men der kom ikke noget svar! På det tidspunkt var det mest job-afklaringen, der var på bordet. Efter omtale af samme i Fredericia Dagblad, lavede TV Syd et glimrende indsalg – men der kom ikke mere ud af det!
    Dengang troede sønnen på, at den erstatningssag, der har kørt i 3 år, mod sundhedsvæsenet, ville give resultat – men den tog Retslægerådet af bordet. Og han har ikke råd til at køre sag for egen regning, når han kun har sin forsikring som indtægt.

  8. Jeg græmmes!!!!
    Det er forfærdelig at det danske system er sådan, men jeg ved ikke hvad der kan gøres.
    Har han overvejet “alternertive” behandling? de kan jo ikke gøre noget ved operationen men kan måske afhjælpe nogle af smerterne? Jeg fik for nogle år siden af vide at de ikke kunne gøre noget ved mine smerter og at jeg bare måtte leve med det, gennem en arbejdskollega hørte jeg om en osteopat og jeg er i dag stort set smertefri. Så da min søn fik konstateret kollik og at han ville vokse fra det, så man kunne ikke gøre noget, så ringede jeg igen til en osteopat og 1 (!!!!) behandling og han var en helt anden dreng uden smerterne og uden alt gråden.
    Jeg aner ikke om det er noget der vil hjælpe, det jeg prøver at sige er bare at man aldrig må give op, selv om det er hårdt og en meget sej kamp (min mor har været det igennem – det tog en 10-12 år inden der er kommet afklaring på hende). Giv ikke op!!!
    tænker på jer
    mette

  9. Tak Mette! Han har prøvet forskellige former for smertebehandling, træning osv
    Jeg er alvorligt bange for, at han er ved at give helt op! Han har mistet troen på, at der nogen eller noget, der kan hjælpe.

    • Tak Maria – det er sødt af dig at følge op. Jeg kigger på det og snakker med sønnen. Han har mistet troen på, at nogen vil hjælpe.

Skriv et svar til Maria Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *