Panik!

En underlig oplevelse i eftermiddags! Jeg havde længe lovet mig selv at se biograf filmen Downton Abbey, som jeg har elsket at se som TV-serie. Men der kom hele tiden noget i vejen.

Nu skulle det være! Til en eftermiddags forestilling. Det er sjældent, jeg går i biografen, men der var god plads, og jeg fik en plads på en af de øverste rækker i midten, det var helt fint! Jeg var overrasket over, hvor stejlt det går op ad!

Hold nu op, hvor er der mange reklamer og trailers før filmen endelig går i gang!

Det var en helt anden fornemmelse at se de velkendte roller i kæmpe stort format og med surround musik! Det var lige ved, at jeg syntes, de kom for tæt på! Handlingen var helt i tråd med serien, og den var også lagt nogle få år efter sidste afsnit i serien, så det passede meget godt som fortsættelse af handlingen. Selv om vi ikke var så mange tilskuere, var det tydeligt, at alle kendte de forskellige medvirkende og grinede, når Enkegrevinden, butleren osv brændte igennem med deres originaliteter! Så det var en dejlig oplevelse!

Men da filmen var slut, og lyset langsomt blev tændt igen i salen, var jeg en lille smule svimmel efter 2½ time i samme stol! Og helt galt blev det, da jeg kom hen til enden af min stolerække og skulle ned ad trappen! Jeg sad på 9. række, og der var omkring 3 trin for hver række, altså ikke høje trin, og brede, så hvad var der galt med det? Jo, der var en smal lysstribe langs med hvert trin, trinnene var sorte, og der var langt over til det gelænder, jeg gerne ville holde i, når jeg gik ned – det gør jeg i det hele taget helst, når jeg går ned ad trappen nu. Jeg kunne ikke træde ud på trappetrinnet uden at holde i noget – kunne simpelthen ikke! Panik!

Det løste sig ved, at jeg bad om hjælp fra nogle af de andre, der var på vej ned – bare en hånd, til jeg kunne få tag i gelænderet! Det var altså underligt! Men jeg ved godt, at min balance er blevet meget dårligere, og der er heldigvis ingen skam ved at bede om hjælp, når man er 80 år! En sød dame, som så ud, som om hun var helt klar over mit problem og også holdt fast i gelænderet, gav mig en hånd, og så var jeg på vej ned uden problemer.

Men jeg følte mig godt nok usikker på benene!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *