4 gamle piger i byen

Sikke da en sjov aften! 4 gamle veninder fejrede fødselsdag med brask og bram!

Helle er fyldt 85 – det er hun selv imponeret af, og vi andre også! Hun ville gerne fejre det sammen med 3 sine veninder, (som er næsten lige så gamle), som hun har kendt hver for sig i mange år, og hun bad om, at vi ikke kørte selv, for nu skulle vi altså have en festlig aften med drinks, god mad, masser af vin og Irish Coffee! – så tag nu en flex-taxa ud til Kryb-i-ly-kro og bestil den til hjemtur kl 22.

Jeg behøver ikke at bruge flex-taxa, jeg har min egen chauffør – som Christian selv siger: jeg har kørt for ham til mange fester, så nu er det hans tur!

Der er meget hyggeligt på Kryb-i-ly-kro, og vi startede med en stor Martini i pejsestuen, hvor Helle fik gaver og flag, inden vi gik ind i restauranten, hvor Helle havde reserveret bord og bestilt mad.

En kæmpestor wienerschnitzel med alt tilbehør, bl.a. klaret smør i en stor kande – ja den var så stor, at kun én af os kunne spise op. (Men så er det jo godt, man kan få en doggy-bag!) 2 flasker rødvin og 2 flasker hvidvin havde værtinden bestilt til os 4 – det kunne vi altså ikke klare, men den utroligt søde tjener havde klogeligt holdt den ene flaske tilbage, og den blev heller ikke hentet frem!

Når Helle holder fødselsdag, står desserten altid på lagkage – og hvilken lagkage! Der var både friske jordbær, hindbær-drys, creme, masser af syltetøj og flødeskum samt chokolade glasur. Hele lagkagen kom på bordet, og tjeneren skar store stykker ud, men Helle insisterede på, at det var hendes lagkage – det hele – og da vi ikke kunne spise den, fik hun også en stor transport-æske til den!

Tjeneren spurgte, om vi skulle have kaffe – nej det skulle vi selvfølgelig ikke, for Helle havde bestilt Irish Coffee, og den skulle ikke drikkes til lagkagen!

Humøret var der ikke noget i vejen med! Vi havde det bare så sjovt, opfriskede gamle minder, fortalte historier og helbredsproblemer blev også vendt, men det skulle vi ikke snakke så meget om. Humøret smittede helt klart også personalet – de 2 kvindelige tjenere, en ung og en ældre – pjattede med de gamle traner, og da kl. nærmede sig 22, blev der også delt kram ud i massevis!

Og så var afhentningen også klar, nabohjælp, flex-taxa – og Christian, som troligt holdt klar. Han morede sig vist også, da jeg underholdt ham på vejen hjem!

4 tanker om "4 gamle piger i byen"

  1. Dejligt at morskab og venskab ingen alder har. Det er guld værd.
    Og Kryb-i-ly borger i sig selv for kvalitet over hele linien.
    Har selv været der flere gange, når min faster og onkel fra den lokale Børupgård, havde noget at fejre, for tingene skulle bare være i orden.
    Skønt at 4 modne kvinder stadig kan hygge og more sig mens man indtager himmelsk mad.
    Stort tillykke til din veninde med det flotte, halvrunde tal og mange hilsener
    fra Diana

    • Tak Diana! Der er vistnok skiftet ejer og ændret nogle ting på Kryb-i-ly-kro, men vi var enige om, at det er et dejligt sted!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *