Hvor skal hjælpen komme fra?

Da jeg gik eftermiddagstur med Diki i går, så jeg, at der lå/sad en, der lignede et barn, på jorden ved busstoppestedet lige her udenfor vors andelsboligforening, nærmest sammensunken. Jeg studsede over det, især fordi vedkommende stak benene ud over fortovet og ikke flyttede sig, når nogen skulle forbi – det gjaldt både en gammel mand med rollator og et par med barnevogn, som måtte gå ud på kørebanen.

Jeg skulle den anden vej, men bestemte mig til at se efter, når jeg kom tilbage, om det var “en fræk, provokerende unge” eller én, der behøvede hjælp.

Da vi kom tilbage, var der kommet flere mennesker til, bl.a. en af mine naboer, og bekymringen lyste ud af dem. Det var der også grund til, for det var en voksen kvinde, åbenlyst stærkt beruset. Hun ventede på bussen, som ikke holder der på det tidspunkt, og råbte højt på både bussen og taxa.

En af de tilstedeværende havde forsøgt at hjælpe hende på benene, men hun faldt sammen igen med det samme, hun var meget ophidset, så en samtale var ikke mulig.

Hvad gør man? Et ældre ægtepar havde ringet til politiet på 114, hvor han blev stillet igennem flere led, før han kunne forklare, hvad det drejede sig om og blev udspurgt om, hvem han er. De kan se, hvor man ringer fra (via mobiltlf-master går jeg ud fra), så der var ingen misforståelser, og han forstod det sådan, at de ville komme.

3 kvarter senere var der ikke kommet nogen til hjælp, og det begyndte at blive mørkt, så den flinke mand ringede igen, denne gang til 112, og forklarede hele forløbet, hvorefter politimanden i den anden ende sagde, at han kunne høre, hun var i live, så vi kunne bare gå! Det gjorde vi ikke, og efter endnu 1 kvarter kom der så en politipatrulje stille og roligt og tog sig af kvinden, og vi gik vores vej.

Hvorfor gik vi ikke? Hvorfor gik jeg ikke bare? I første omgang for at hjælpe et menneske, der helt tydeligt ikke kunne tage vare på sig selv. Og for mit vedkommende i en slags opbakning – vi 4, der blev der, havde vist en slags solidaritet i forhold til hinanden, det var lidt rystende, og en femte kunne ikke klare alt det råberi fra kvinden, som, jeg iøvrigt er temmelig sikker på, er grønlænder, så hun gik grædende hjem.

Hvad skulle man ellers gøre?

4 tanker om "Hvor skal hjælpen komme fra?"

  1. Hej Hanne.
    Jeg har prøvet noget lignende. For 4 år siden ved juletid, så jeg en mand ligge midt på kørebanen.
    Der kom en dame imod mig, og vi talte om, hvad vi skulle gøre. Hun vidste, hvor han bor, så vi fik stavlet ham på benene, som eksede under ham. Han var mere end fuld og havde tisset i bukserne.
    Nå men vi fik ham hjem, og så sagde han: “Nu kan I godt gå hjem”.
    Ikke en tak for hjælpen, så jeg blev rigtig vred.
    Jeg vil gerne hjælpe, men jeg vil også gerne behandles ordentligt.
    Jeg ser ham tit, og han er stadig fuld, men jeg hjælper ikke mere. Jeg vil ringe 112.

    Hilsen
    Ingelise

  2. Jeg kan helt forstaa at du blev staaende og hjalp. Heldigvis er der stadigvaek mange af os der foeler empati for vores medmennesker naar de er i noed; det er et af vores menneskeligheds fornemste dyder. Og grundlaeggende set er det efter min mening ligemeget hvorfor det enkelte menneske er kommet i den vanskelige situation, der er f.eks. ingen der vaelger at blive alkoholikere med vilje. Vi der er heldigere stillet, boer tilbyde vores hjaelp. Mange steder i verden ligger folk paa gaden og doer, mens andre blot gaar forbi dem. Det er briutalt og ikke vaerdigt for noget menneske.

  3. Tak alle 3 – jeg er heller ikke i tvivl om, at man skal hjælpe sine medmennesker i nød, uanset hvorfor, de er kommet i den situation!
    Og du har desværre helt ret, Gitte, det skal være værdigt for alle, men er det som bekendt ikke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *