Børnebørnene flytter hjemmefra

Det var en stor dag og en sjov oplevelse for mig at være med ældstesønnen og hans familie i IKEA i går!
Christian og Christina flytter hjemmefra – sammen – og har været meget heldige med at finde en lejlighed, hvor de kan bo sammen og alligevel have deres eget, i Vejle. Christian er i gang med at uddanne sig på datamatiker skolen i Vejle. Han startede med at gå i skole hjemmefra, mens Corona ikke tillod undervisning på skolen.

Og Christina håber at kunne begynde sin uddannelse, også i Vejle, til sygeplejerske til august. Lejligheden ligger helt perfekt centralt i Vejle, og den er lige det, de ledte efter! Stue og 2 værelser, i stueetagen, så deres Far kan komme ind i sin kørestol – det kan ikke være bedre.

Så nu skal lejligheden møbleres! Og det skulle i nogen grad foregå med indkøb i IKEA! Og Farmor fik lov at komme med!

De havde lavet en fantastisk grundig plan med lister på telefonen, hvor de havde udvalgt, hvad de skulle bruge, så vi gik slavisk hele vejen rundt og fandt tingene.

Noget har de fået hjemmefra: forskellige praktiske ting til køkken og bad (Mor har nærmest tømt køkkenet til os!), senge har de købt på forhånd, og noget kan godt vente lidt.

Men der blev købt alt muligt – lige fra tandkrus og sæbeskål til badeværelset, til foldegardiner, reoler, skriveborde, tallerkener og bestik i store sæt og alverdens andre ting.

De er så fornuftige – sofa, spisebord + stole kan godt vente! Og de har selv sparet op, så de var lettede, da de så bon’en – den var ikke så stor, som de havde regnet med!

En lånt trailer kunne rumme det hele, Mor’ens og Farmor’ens småting kunne sagtens være i bagagerummet!

Det bliver spændende at se det hele komme på plads!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *