Mystik om mit helbred

Det er spændende, hvad de finder ud af, lægerne!

Da jeg var syg i efteråret (og fik covid-19 oveni), fik jeg trods flere forskellige scanninger og røntgenundersøgelse aldrig helt at vide andet, end at det var en voldsom infektion, som blev behandlet med antibiotika.

Men min egen læge har efterfølgende taget nogle blodprøver, som bl.a. viser, at mit stofskifte er for højt.

Jeg har bare ingen symptomer! Det er selvfølgelig dejligt, og det er da også fint, at lægen følger op på det.

Som led i det, var jeg i går til en undersøgelse på Kolding sygehus, afd. for hormon- og diabetes sygdommer. Datteren kørte og var med til undersøgelsen, det er altid rart at have en ledsager, der måske hører noget andet/mere end én selv.

Det var en meget omhyggelig og tiltalende læge, der spurgte ind til rigtig meget, også familieforhold og evt. arvelighed.

Det eneste symptom, vi fandt frem til, var, at jeg af og til sveder om natten – men det er slet ikke noget nyt!

Blodtryk, hjerte, puls, vægt osv var helt OK, og mit blodsukker nogenlunde acceptabelt.

Så nu skal jeg “videre” og scannes med radioaktivt stof i blodet på Vejle sygehus!

Jeg tager det meget afslappet! For jeg har jo ingen symptomer og har det generelt fint!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *