Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden min familie – især min datter og svigersøn!

Allerede, mens jeg lå på Intensiv i Kolding, og de alle sad i et rum og afventede operationen, oprettede datteren en “tråd”, hvor alle familiemedlemmer kunne holde hinanden a jour med de beskeder, de fik, så alle kendte alt – en god idé.

Og en vigtig ting: de tog hånd om min søde hund Aramis, som vi fra start har haft en aftale om. Det var en del af den omplaceringsaftale, jeg lavede med hans ejer i Sverige, at skulle der ske noget med mig, så blev han en del af deres familie. Han flyttede ind hos dem og deres 2 tæver af samme race – men så kom den yngste i løbetid! Hvorefter datteren proklamerede: Jeg er flyttet fra min mand! (de har lige haft sølvbryllup). Ja, hun flyttede ind i mit hus og boede her med Aramis, indtil jeg var kommet hjem!
Ikke nok med det – hun besøgte mig næsten hver dag, snakkede med sygeplejerskerne, ryddede op i mit køkken, min fryser og mit udhus, satte ud til genbrug og købte ind til min hjemkomst og holdt min søster og mine veninder orienteret! Og hun var også med til udskrivningssamtalen, da vi kom så langt, så hun hjalp mig med at huske, hvad der blev sagt.

Den omsorg har rørt mig dybt!!

Hun satte sig også ind i, hvad det betyder, at jeg skal drikke – drikke – drikke! Væskeindtaget var næsten det vigtigste i helingsprocessen, for nyretallene var ikke gode.

Efter 2 døgn på Intensiv fik jeg en enestue på 8. plan med eget badeværelse og en smuk udsigt over grønne områder. Jeg kunne se ud af det store vindue fra sengen, og selv om jeg var frygtelig træt og sov meget, kunne jeg også tidligt om morgenen ligge lige så stille og nyde bare at ligge fredeligt og kigge ud, når jeg havde fået sat et nyt drop op, fået mere medicin i “min edderkop” = de slanger, der var lagt ind i siden af halsen og holdt fast med hæfteplaster (så de ikke skulle stikke hver gang), eller fik taget nye blodprøver. Det foregik døgnet rundt, men jeg vænnede mig til det. Jeg er dybt imponeret over den behandling, jeg fik! Det var weekend, og der var ikke fuldt belagt, men sygeplejepersonalet gav sig også god tid – ingen fornemmelse af fortravlethed, som der eller snakkes så meget om! Efterhånden som jeg fik det lidt bedre, kom jeg af med kateteret og hjælp til at komme på toilettet og i bad, og de var meget søde til at lokke mig til at spise lidt – og jeg mener “lidt”, for jeg havde absolut ingen appetit, maden vendte sig i munden på mig, ikke mindst pga den svamp, der var.

Maden er et helt kapitel for sig, for de er så dygtige til at lave bittesmå portioner i små fine skåle, og det er så lækker og frisk mad! Samt alt muligt forskelligt at drikke, som hjalp mig med det vigtige væskeindtag.

Jeg fik en rollator til rådighed, så det blev nemmere at komme op på de vaklende ben, og jeg blev i løbet af et par dage animeret til selv at hente min mad i spisestuen henne ad gangen, i stedet for at få det bragt.

Svampen i munden bredte sig til læberne og blev behandlet flere gange om dagen/natten med en mælket væske, som jeg fik i tynde sprøjter (uden spids), som jeg kunne smøre ud, samtidig med, at jeg skulle passe på ikke at smitte mig selv yderligere. Læberne var ét stort sår, men så fik jeg et råd, jeg ikke havde hørt før:
Zendium tandpasta indeholder samme ingredienser som den salve, man bruger mod herpes! Så jeg fik en lille tube Zendium, som jeg kunne smøre læberne godt med til natten. Og det hjalp! Men det gav også lidt at grine af – for den første nat, jeg gjorde det, hvor natsygeplejersken kom ind kl 3 for at sætte et nyt drop op, kiggede han først på mig og sagde: nåh, jeg syntes godt jeg kunne kende navnet – du er her endnu – og så drejede han rundt og hentede en klud for at ville tørre mig om munden! – men det skulle han jo ikke! Han havde aldrig hørt om det middel, så det kunne vi så lige grine af!

Diverse læger på stuegang fortalte mig lidt om, hvad de mente om min “tilstand”, men først efter 12 dage kom en yngre læge ind alene og satte sig og så alvorligt på mig: “Du var godt nok meget syg, da jeg så dig sidst!” Ja, det var jeg jo blevet klar over. Vi opfriskede min 20 år gl. galdeblære/sten-historie, og han var faktisk vred over, at man havde undladt at fjerne galdeblæren for 10 år siden efter at have fjernet alle stenene. Han kaldte det “alders-diskrimination” ! Altså: man brugte ikke ressourcer på at forebygge dannelsen af nye galdesten, fordi man mente, jeg var for gammel (74 år dengang) til at jeg ville”nå” at danne nye sten af betydning!

Og så gav han mig en virkelig overraskelse! Når der er faldet ro på og jeg har fået det bedre – om 1 – 3 mdr. – vil de lave en ny kikkertundersøgelse og måske fjerne galdeblæren! Det er da fantastisk! Og faktisk har jeg allerede (efter hjemkomst) fået indkaldelse til ambulant kikkertundersøgelse i fuld narkose på tirsdag d. 18.6.! Jeg er klar over, at det “kun” er en undersøgelse af galdevejene – men alligevel: det, jeg har fået vide i 10 år, det kan måske alligevel finde sted – det er selvfølgelig videnskabens fortjeneste, men fantastisk!

Der gik 1 dag mere + et par scanninger, før jeg måtte komme hjem. Så kom datteren og var med til udskrivelse, fjernelse af “edderkoppen” mm, sammenpakning af mit habengut, bl.a. en bog, jeg ikke havde haft åbnet og et strikketøj, som jeg havde strikket ganske få pinde på under opholdet (!!!), og så kørte vi hjem til en skeptisk lille hund, der helt tydeligt havde fået en ny Mor! Eller i hvert fald syntes, jeg lugtede forkert og ikke kunne lide den rollator, jeg havde fået med hjem! Det varede ikke så længe, før vi var gode venner igen!

Og datteren blev her til næste dag, sov med døren åben, så hun kunne høre mig, og lavede meget lækker mad både den dag og de næste par dage, hvor svigersønnen kom og spiste med.

Og de skiftes stadig til at komme og gå en god tur med Aramis morgen og aften – han elsker det – og jeg er så taknemmelig! Jeg er først nu begyndt at øve mig i at gå små ture i nærheden, benene er lidt usikre endnu.