Helt svedt !

Sikke noget pjat! Jeg, der i tidens løb har haft massevis af gæster – og så kan jeg ikke have min “Kludekone-klub” til syaften uden at blive helt opløst!

Nå, men det gik selvfølgelig godt, da de først var bænket om spisebordet, og jeg faldt lidt til ro. Det kan jo umuligt være overgangsalder, som én spurgte til!!! Nej, det er i nærheden af 20 år siden, at det stod på.

Det er rigtig hyggeligt, når vi syr sammen én gang om måneden, på skift hos hinanden, det passer med, at vi er 10 og holder pause i juni og juli.

Vi syr meget forskellige ting, mest tæpper, og der er stor forskel på hvor meget og hvor svært, vi syr, men det er meget inspirerende.

I går var det så hos mig, og de fik lov at se den efterhånden store stak af puttetæpper, som hober sig op til aflevering på Julemærkehjemmet Fjordmark senere på efteråret.

Det er ingen overdrivelse at sige, at de var meget imponerede over de flotte tæpper, der bliver syet i Projekt Puttetæpper. Der er én af dem, der har deltaget, og måske er der flere, der vil være med engang.

Vi skal selvfølgelig altid hygge os med kaffe / the og hjemmebagt, og det er ikke 1. gang, jeg har serveret den rå æblekage, som jeg selv elsker, og som jeg lige havde de rigtige nyplukkede æbler til. Den kan de godt lide – og ØV, så havde jeg glemt, at en af dem ikke kan tåle rå æbler, men der var da nogle horn med marcipan også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *