Klokkestreng med grønlandske motiver

Nu er min fine gave hængt op ved siden af mine Grønlandsmalerier, som Søren købte for over 50 år siden i Grønland af den grønlandske maler Jakob Jessen, og de klæder hinanden.

Min besøgsven Karen har broderet klokkestrengen for mange år siden efter mønster af Helga Bruun de Neergaard, som også har boet i Grønland og som lavede broderimønstre for Håndarbejdets Fremme, mener jeg. Jeg kender godt klokkestrengen, for Sørens søster havde broderet den, og han beundrede den så meget, at hun lovede at brodere den til ham også, men det blev aldrig til noget. Jeg mener, at mønsteret dengang var i et ugeblad, men det er jeg ikke sikker på.

Den er ualmindelig smuk, og den er meget fint broderet. Karen havde besluttet at give mig den, fordi jeg har boet i Grønland, og hun, som snart fylder 93 år, siger: “Man kan aldrig vide, hvad der kan ske, og det kan ske pludseligt.” Derfor ville hun gerne selv give mig den.

Det er ikke helt efter reglerne, at jeg modtager en gave som besøgsven, men Karen har ikke nære slægtninge, så derfor har jeg glædet hende ved at sige mange, mange tak! Jeg er meget glad for den og ville bare ønske, at Søren kunne se den hænge ved siden af hans dejlige malerier

Jeg måtte have hammeren frem for at flytte det nærmeste maleri en lille smule, så der blev plads.

Her er nærbilleder.

For mig, der selv har broderet meget, er det en uvurderlig gave!

 

 

 

25 tanker om "Klokkestreng med grønlandske motiver"

  1. Ja den er meget flot! Så må Du jo passe godt på den, for Karens og for Sørens skyld! (og for Din egen) Den kigger Du nok på mange gange hver dag!

    Mange hilsner fra Hanne i CH.

  2. Ren nostalgi for mig at se din klokkestreng for min mormor broderede en magen til som en gave til min mor og den hang i mit barndomshjem. Jeg tror den måske har været i ugebladet Hjemmet evt Familie Journalen og jeg vil tro min mormor broderede den ca 1965- 68 . . Vores var så med blå kant på monteringen . Sjovt at se en magen til for min mor døde i 95 og jeg har ikke set den siden . Men smuk det er den og glæd dig over den og over Karens glæde ved at give dig den . Hilsner Lone

  3. Lone, det passer meget godt med tidspunktet, måske lidt tidligere. Den er virkelig flot, og jeg er meget glad for den og for at jeg har fået den af Karen.

  4. Hej Hanne.
    Den er meget smuk klokke strengen, kan godt forstå du er glad for den.
    Kh fra Laila

  5. Hvor er den smuk. Det er også dejligt for Karen at give klokkestrengen til en, hun ved, vil sætte pris på den. Og det vil du. Du er også klar over, hvor stort et arbejde, det har været. Jeg har aldrig set den før, og hvor er den dog smuk.
    Knus Kirsten.

  6. Jeg har lige mistet min klokkestreng med grønlandske motiver da vores hus brændte. Så vidt jeg husker det syede jeg den over to vintre 62-63 og 63-64
    Lidt af mønstret fandt jeg i et nummer af “Hendes Verden” fra sidst i halvtredserne og gik så på jagt efter resten som jeg fandt og måtte købe til dagspris. Vi var i Grønland sommeren 1957 som nygifte ,derfor betød den ret meget for os

    • Velkommen på bloggen, Birthe! Det må være frygteligt at miste alt, hvad man har incl. alle minder! Jeg kan godt forstå, at den klokkestreng betød meget for dig. og håber, du får den syet igen. Hilsen, Hanne

  7. Klokkestreng med grønlandsk malet motiver. nord, midt og syd grønlandsk, i
    modsat rækkefølge fra oven. Kender du evt noget til disse motiver og evt kunstner ?
    Den er lavet i omkring 1970.
    Jeg sender et foto den til din hjemmeside.

    Mvh. Janus.

    • Mønsteret til klokkestrengen var i et ugeblad i 1960’erne, muligvis Alt for Damerne eller nuværende Hendes Verden

      Det er lavet af Helga Bruun de Neergaard, som har boet i Nanortalik.

      Venlig hilsen
      Hanne

  8. Jeg har avet en broderibog med alle de broderier. Også en færdig klokkestreng og mange andre broderier. Første udgave kom i 54 og den jeg har i 69.
    Min udgave er købt i Qaqoutoq (Julianehåb) i hvor jeg flyttede til i 72 fra Østgrønland. Jeg var ti år dengang. Jeg glædes hver dag over de smukke broderier mm. Jeg har fra det smukke land.
    Mvh Grethe

    • Kære Grethe, velkommen på bloggen! Den klokkestreng er så smuk, og jeg glædes over den hver dag, da den har en god placering her i mit lille hus, hvor jeg bor nu. Min svigerinde havde mønstrene fra et blad, mener jeg, i -60’erne, men jeg også set bogen med broderierne engang.
      Jeg har lige for et par uger siden holdt lysbilledforedrag med billeder og historier fra min tid deroppe, det var deltagerne meget begejstrede for! Det er fint at kunne glæde nogen.

    • Kjære Grethe, Er det mulig å få vite hva boken heter så jeg kan søke den opp i et antikvariat? Eventuelt om jeg kunne kjøpe kopier av deg ville jeg blitt veldig glad!!! Mvh. Iris

  9. Kære Grethe Holm,du skrev at du har arvet alle de broderier, er det muligt at bede om kopier især om den med den smukke klokkestreng? jeg er villig til at købe, hvis du kan kopier og sendt den til mig ?
    Jeg bor i Ilulissat. Box 637, 3952 Ilulissat. Mit navn er ; Ane T Rosbach

  10. Kære Grethe Holm
    Jeg er glad for at høre at det er muligt at få kopien.Mit er mail er atr@qaasuitsup.gl.Hvis det ikke lykkedes så er min adresse er: Ane T Rosbach
    Box 637, 3952 Ilulissat.
    Mvh Ane T

  11. Kære Grethe Holm
    Tak for svaret. Jeg glæder mig til at får pakken. Vores boxnr er 637,3952 Ilulissat

  12. Hej
    Søger malerier af Jakob, William og Lauritz Jessen. Vi er I familie.
    Hvis I på et tidspunkt måske vil sælge maleriet, er jeg interesserer.

    Mvh
    Mikael Jessen

    • Hej Mikael. Tak for din kommentar! Jeg har 2 store (som billedet) og 2 mindre billeder af Jakob Jessen, og jeg er meget, meget glad for dem! Så jeg vil ikke skille mig af med dem.
      Men jeg vil gerne tage billeder af dem alle 4, hvis du er interesseret, og sende til dig?
      Og så vil jeg fortælle mine børn, at du er interesseret, hvis de vil sælge dem engang, når jeg ikke er her mere.
      Jeg er godt klar over, at Jakob ikke er så kendt og anerkendt som Lauritz, men jeg synes, de utroligt smukke. William kender jeg ikke noget til, er det en bror?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *