Cæzar, yngstesønnens og svigerdatterens dejlige rottweiler har de måtte sige farvel til her til morgen.

Det er ikke helt uventet, for efter en operation for diskoprolaps sidste år, har det knebet med bentøjet og her til sidst også med vandladningen.

Åh, hvor jeg kender de ulykkelige følelser, man har, når man skal træffe den beslutning, og den store sorg, man sidder med bagefter. Også selv om man ved, at det er den bedste beslutning, man kan tage for sin trofaste, gode ven. Og det havde de gjort op med sig selv: det måtte ikke blive uværdigt for hunden.

Det gik ellers så ovenud flot, da de fik spædbarn i huset i januar. Cæzar tog kærligt imod den lille Victor, og der har slet ikke været problemer med jalousi, han accepterede den lille fuldstændigt som et medlem af familien.

Men med i overvejelserne har også været, at nu, hvor Victor begynder at blive mobil, kunne han måske en dag volde smerte på hunden, når den havde dårlig ryg og ben, og så kunne det ende ulykkeligt.

Det væsentligste har helt klart været hensynet til, at hunden havde det dårligt, og en ny stor operation ville de ikke udsætte ham for.

Vi vil huske en dejlig, kærlig hund.