Nej – altså – ikke 2 gange på en uge!

Det er sørme godt, jeg ikke lider af knogleskørhed! Og det er heller ikke svimmelhed, men rent uheld.

2 gange på 1 uge er jeg faldet og har slået mig forbistret, men uden alvorlige følger. Og så oven i købet på samme albue og ben.

Denne gang var det også et rent tilfælde: jeg blev fanget af den snor, jeg bruger til at flytte min store, tunge parasol, der har hjul under foden, så jeg kan trække den. Da jeg vendte mig om efter at have flyttet den på plads, hang min fod fast i snoren, og jeg nåede hverken at tage fra eller gribe fat i noget, før jeg lå på terrassen. AV for s…. peb jeg! og måtte lige sunde mig lidt, før jeg kunne rejse mig. Det gjorde dæleme ondt! Og jeg var faldet præcis på højre albue, hvor såret fra sidste uge lige var ved at hele, men hvor skorpen nu var revet op og såret endnu dybere og blødte, så det løb. På hoften er der bare et godt blåt mærke, og ingen hul i bukserne.

Men højre arm mærkes halv lammet, det er i forvejen den arm, hvor jeg døjer med smerter i musklerne. Jeg har mærket efter, og der er ikke noget brækket, det er bare ømhed, og et stort plaster på albuen (vasket i sæbevand) er eneste synlige spor.

For en uge siden faldt jeg, da jeg i mørke troede, at der var 1 trin ned, mens der var 2. Så det er 2 helt tilfældige årsager med forskellig årsag.

ØV!

2 tanker om "Nej – altså – ikke 2 gange på en uge!"

  1. Hanne, vil Du så lige passe godt på Dig selv! Man kan sagtens ødelægge sener, bånd og muskler uden at have brækket noget! Så jeg krydser fingre for at alt er helt endnu! God bedring!
    Hanne i CH.

    • Tak Hanne i CH. Det er jeg smerteligt klar over! For ca 25 år siden blev jeg blæst hen over min cykel i stormvejr og faldt på den ene skulder, hvor det et par dage efter (for sent) blev konstateret ved en kontrol-røntgenbillede, at senen, der holder kravebenet på plads, var sprunget! Det blev ikke opdaget ved skadestue besøget umiddelbart efter uheldet. Og det var for sent at gøre noget ved det, så det lever jeg med! Det gjorde meget, meget ondt det første års tid, nu mærker jeg ikke så meget til det. Men så slemt er det ikke efter faldet i går, jeg tror “bare” at musklerne i overarmen/skulderen har fået et ordentligt rusk. Samme skulder i øvrigt.
      Selv uheldet er svært at gardere sig imod, men jeg skal selvfølgelig være mere opmærksom på, at sådan en snor ikke må ligge og flyde!
      Tak for din omsorg 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *