De skøreste drømme

Jeg har altid drømt meget, somme tider kan jeg huske, hvad jeg drømte, andre gange ikke. Men nogen gange bliver det siddende i mig og skal bearbejdes!

Tidligt i morges havde jeg en mærkelig drøm – hvor kommer det dog fra? Jeg drømte om Søren, det gør jeg ofte. Men jeg har aldrig før drømt, at han var mig utro!

Efter min bedste overbevisning har det aldrig fundet sted, det var hans natur fremmed. Men skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men i hvert fald har jeg aldrig haft den tanke.

Men i min drøm opdagede jeg, at han i lang tid havde haft en fremmed dame udover mig. Han forsøgte ikke at benægte det, men han var ked af det – og det var jeg i hvert fald også. Skuffet, vred og ked af det.

Siden jeg vågnede, har jeg kunne se hende for mig – nydelig og venlig dame, lidt triumferende – hun var sikker på, hvem han ville fortsætte livet med! Jeg vidste, der var noget bekendt ved hende, men kunne ikke komme på, hvem hun var. Pludselig gik det op for mig, at det er én, jeg har set i TV, men ellers aldrig har mødt. Der er ingen grund til at nævne navnet, for det er jo helt ude i skoven!

Hvor kommer sådan noget fra? Det er over 7 år siden, jeg mistede Søren, hvorfor skal jeg “miste” ham igen? Tåbeligt!

Men jeg tror på, at man får den slags drømme ud af hovedet ved at fortælle om dem – og det har jeg nu gjort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *