3. december…

3. december – en dato med minder!

3. december 1994 holdt vi bryllup for ældstesønnen og hans dejlige kone, som han havde lært at kende på Cypern, da han var FN-soldat, og som han havde skrevet sammen med i et par år, før hun kom hertil på turistvisum for at se, om det holdt! Det gjorde det, og vi fejrede et dejligt bryllup for et meget ungt brudepar – nej det var de ikke, men de så meget unge ud, når vi ser dem på billeder nu! Han kunne aldrig have fået en bedre kone! Hun er stadigvæk et meget skattet medlem af familien!

Alle husker stormen 3. december 1999, den værste storm i DK! Jeg husker godt, hvordan det stormede helt vildt hen over os, fordi vi boede meget lavt, nærmest i et hul, men når man gik ud på terrassen, kunne vi høre hvor voldsomt, vinden buldrede ovenover os.

Vi kommunikerede i tlf. med vores børn, de 2, der boede i hus i Fredericia med deres familier. Svigersønnen og Frederik på 3 år var på ferie i Spanien og kunne ikke komme hjem som planlagt den aften, for flyet blev aflyst/udsat gang på gang, uden at de kunne få et tidspunklt. Derhjemme sad moderen og var selvfølgelig urolig, hun skulle hente dem i Billund og var meget nervøs for at køre. Men hendes bror tilbød at køre for hende – når der engang blev oplyst et tidspunkt for landing. Han tilbød også at komme og være hos hende eller hente hende – men det mente hun ikke var nødvendigt. Da hun så fortrød, fordi det blev for voldsomt for hende at være alene, turde han simpelthen ikke gå ud af døren, for vinduerne stod nærmest i buer, så han turde ikke lukke døren op af frygt for, at vinduerne ville blæse ud!
Hen imod morgenen blev flyet annonceret til at lande, og så kørte de, og det var godt, det var ham, der kørte! For pludselig så han en skygge i mørket! – det var et stort væltet træ, og der kom hans erfaring og reaktions instinkt til gavn! Puh ha, det var barsk! Men det gik godt!

Jeg kan også godt huske det klip fra DR’s vejrudsigt, hvor journalisten står på Storebæltbroen og næsten ikke kan stå på benene!

Og så alle de skove, der bagefter stod nøgne over hele landet! UHA!

En tanke om "3. december…"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *