På udflugt med den flotte “karet”!

Jeg var på en lille udflugt i dag, med ældstesønnen i hans flotte nye VW multivan! Den er da godt nok smart! Med alle mulige moderne teknikker: afstandsmåling (elle hvad det hedder), automatisk gear og autopilot, som selv sætter farten ned, hvis han kommer for tæt på en (langsom) forankørende, foruden liften til Genny’en, drejelig stol osv, og den er sandelig også bekvem for en passager!

Vi havde et ærinde i Vejle. For han vil gerne have min hjælp til at sy en “taske/kuffert” til hans manuelle letvægtskørestol, som er den, han kan bruge, når han f.eks. skal flyve på ferie, og den skal i flyets bagagerum. Han har jo set, hvor voldsom bagagen bliver håndteret! Så den skal pakkes ind i en foret, quiltet pose, som han gerne selv vil sy på min symaskine, hvis jeg kan hjælpe ham?

Vi købte kraftig nylonstof til ydersiden og bævernylon til for, pladevat, rød bævernylon og anoraksnor til tittekanter, og 2 lange, kraftige lynlåse. WAUWW – så må jeg se, om jeg kan finde ud af det! Han har slev lavet en skitse til udformningen!

Og så fik han lige en god idé! Vi kørte omkring hans Fars 2 gamle kusiner, så de kunne få lov at se hans 2 nye køretøjer: Multivan’en og Genny’en (Segway for handicappede). Det var de meget begejstrede for, de har jo kun hørt om alt det, der er sket det sidste ½ år!

Og nu vil jeg til at forberede lidt aftensmad, jeg kan nemlig tygge lidt i dag, så jeg har tænkt på stuvet spidskål og lidt af den landskinke, jeg stadig har i køleskabet, samt en kartoffel!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *