For meget!!!

Jeg er (vist?) ved at blive gammel!

Det var en weekend med så meget aktivitet, at jeg er nødt til have en fuldstændig slapper-dag i dag!
Det startede egentlig allerede torsdag aften med Fælles-spisning her i vores andelsbolig forening – for første gang i 1½ år! Vi har endda fået 4 nye beboere, og de 3 af dem var med, det var meget hyggeligt – også selv om vores madleverandør er syg og ikke kunne levere! Men så var formanden vaks og fik bestilt store Stjerneskud et andet sted (jeg havde doggy-bag med hjem til Diki, for jeg kunne ikke spise det hele).

Fredag formiddag var jeg inviteret til pige-frokost hos en af pigerne fra Depotgården – der fik vi også Stjerneskud! Det mætter jo for aftensmaden også!

Og lørdag morgen blev jeg hentet i min nye kjole og nye sko (!) af ældstesønnen og hans børn, vi kørte sammen til stor 50-års fødselsdag hos “lillebror” i Brøndby. Desværre var det svigerdatterens arbejdsweekend, men så var der også plads til Christinas kæreste, som skulle møde familien!

Det var faktisk 2 fester: åbent hus med grillpølser mm til frokost og middag kl 18, i 2 telte i haven (det regnede, så det var godt nok). Hyggeligt at møde familie og naboer – nogen deltog i det hele og nogen i den ene del.

HELE min familie deltog – det er godt nok meget længe siden, vi har været sammen (altså desværre bortset fra den ene svigerdatter). Fætre og kusiner fra begge familier fik et bord for sig selv, der er ikke meget forskel på alderen. Og Victor, som jo er noget yngre, tullede rundt og hyggede sig i bare tæer! (fatter ikke, han ikke frøs), han elsker jo sine store fætre og kusiner.

Ovenikøbet kom min lillesøster med gemal og den ene datter også, vi har jo heller ikke set hinanden i flere år! Samt min niece og hendes Faster, som er meget populær i vores familie. Nøj, det var hyggeligt, at vi kunne få plads ved samme bord! Og hen på aftenen brillerede vi med en vores Far’s slagsange – det var sjovt!

Fødselaren havde hyret en dygtig kok, som lavede noget skøn mad, både med og uden kød, og der var masser af dejlige vine, øl og sodavand. Jeg når jo aldrig at smage det hele, men jeg tog forsigtigt til det, og det var meget lækkert. Det var rødvinen også!

Og Christina havde på forhånd meddelt, at hun gerne ville køre sin Fars store, spændende bil (VW multivan) hjem, så vi kunne allesammen slappe af!

Diki var i “gæste-dagpleje” hos en nabo, der var meget glad for at få lov at passe ham, og det var gået fint. Hun havde efter aftale fulgt ham og hans kurv hjem til mig i aftenens løb, så han var i hjemlige, trygge rammer og kunne tage imod mig kl 01.30 med overstrømmende begejstring!

Og så kunne jeg ikke engang sove længe søndag, for da ville jeg til Dansk Patchwork Forenings TRÆF, som i år var i Vejle – det blev jo også aflyst sidste år – AK! der er meget, der skal indhentes! Det var et flot TRÆF, en utroligt flot medlems udstilling, dejlige butikker med lækre tilbud, og så havde jeg også et par timer i Projekt Puttetæppers stand, men det var sidst på søndagen, hvor der ikke var ret mange besøgende. Så kunne vi til gengæld få en hyggelig snak!

Men så var jeg også “færdig”, så det blev en stille aften foran TV, og med Diki indenfor rækkevidde – det er han også i dag! Han flytter sig hele tiden efter, hvor jeg bevæger mig hen, jeg skal ikke lige forsvinde i dag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *