Min besøgsven Karen blev færdig med 30 blokke til et puttetæppe, og vi havde aftalt, at jeg syr det sammen og monterer det.

Da jeg havde skåret blokkene til (se forrige indlæg) og syet midterfeltet sammen på maskine, tog jeg det med for at vise hende det, og hun syntes, det var et rigtig flot tæppe. “Jamen det er jo også dig, der har syet det,” sagde jeg.

“Neej, er det det?, det kunne jeg slet ikke se! Hvor er det blevet flot!” Men ved nærmere kig kunne hun selvfølgelig godt genkende de enkelte blokke, som er syet så flot. Hun havde bare ikke forestillet sig, hvordan det blev, når det var syet sammen.

Hendes hjælper, der også syr patchwork (Karen sidder i kørestol efter en hjerneblødning), var også meget begejstret. Hun har jo set Karen sy blokkene, men havde svært ved at forestille sig, hvordan resultatet ville blive.

Nu har jeg syet kanter på, og det er klart til at blive monteret og quiltet.

Det er da flot, syet af masser af forskellige rester helt tilfældigt anbragt, og så med rolige kanter omkring.