Én ting hver dag!

Det passer mig fint, at det kun er én ting – udover det sædvanlige – jeg skal hver dag. Men det er så også 1 ting hver dag, der er ingen “fridage” !

I dag er jeg blevet klippet, og jeg er fint tilfreds med min “nye” frisør, som jeg overraskende fik for ca. 6 uger siden, da jeg sidst blev klippet og havde bestilt tid hos “Mette” – der viste sig at være en anden Mette, end jeg er blevet klippet af i 5 år! Jeg vidste ikke, at hun var stoppet (af forståelige grunde for at hjælpe en syg veninde).

Jeg er altid skeptisk, når jeg skifter frisør eller andre faste ting, men den nye Mette gør det rigtig godt, når hun klipper mit tynde pjusk! Vi snakkede iøvrigt om, hvorfor det er blevet så tyndt, og om der er noget at gøre ved det. Min lillesøster har skrevet til mig (ude fra Laos, hvor hun bor), at jeg skal få undersøgt, om det kan være symptom på underproduktion fra skjoldbruskkirtlen, som hun har fået konstateret. Det kan ses på en blodprøve, så det skal jeg have min læge til at kontrollere.
Min søster og jeg skriver flittigt sammen, det er dejligt, når vi ser hinanden sjældent, og vi drøfter af og til helbredsspørgsmål, for vi har nogle af de samme autoimmune lidelser, f.eks. Vitiligo = mangel på pigment, som er arveligt, og som vi begge har haft i mange år, hvor det langsomt har bredt sig – uden iøvrigt at give andre gener end kosmetiske, og så at man skal passe meget på i solen!

Jeg skal have undersøgt, hvornår man kan tilmelde sig ny læge, når grunden er, at ens nuværende læge sælger praksis for at flytte. Bliver man automatisk overflyttet til den/de læge(r), der har købt praksis, eller får man lov at vælge? Der er netop nu flere nye praksis startet op i Sundhedshuset (det gamle sygehus), og rygterne siger, at det er nogle af dem, der har købt den praksis, der nu er den eneste i Erritsø, så under alle omstændigheder har vi fremover ingen læge her, men må ind til byen. Og så vil jeg faktisk helst selv vælge!

Og så skriver jeg på det årlige Julebrev til alle tæppetanterne, en skik, jeg har overtaget efter den oprindelige starter af Projekt Puttetæpper, det er meget hyggeligt, og der sker jo hvert år nye ting i vores dejlige projekt. Så det skal jeg også arbejde lidt med både i dag og i morgen.

4 tanker om "Én ting hver dag!"

  1. Hej Hanne, i forbindelse med kemobehandling (brystkræft) fra februar til juni mistede jeg håret. Da jeg var færdig med alle behandlinger startede jeg på at tage Silica tabletter (dem fra Matas er de billigste) og mit hår er kommet fint igen og , synes jeg selv, mere kraftigt end tidligere, jeg har nemlig også ret tyndt hår. Bare et lille tip.
    Mange hilsner Hanne Wolff

  2. Du kan frit vælge læge. Gå på borger.dk eller prøv at google lægeskift.
    Umiddelbart vil jeg tro, du automatisk tilmeldes den/de nye læger, hvis ikke du gør noget. Du er heldig, at have et valg. I Herlev, hvor jeg bor, er der kun en læge med åben tilgang.

    • Tak Lone Nielsen – jeg har både været på nettet vedr. lægeskift og snakket med Borgerservice. Der er mange læger at vælge imellem her p.t., men for bare 1 år siden var der et stort problem, da en læge med mange patienter blev frakendt retten til at praktisere, og der ikke var læger nok til at hans patienter kunne få en ny læge.
      Skift af læge koster et gebyr, men da jeg skifter pga min læges ophør, er det gratis, ligesom det er, når man selv flytter. Borgerservice kunne ikke for nuværende fortælle, hvilken læge, jeg automatisk bliver overført til, men jeg vil kunne vælge en anden, hvis jeg ønsker det.

Skriv et svar til hanne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *