Nye naboer?

Det er en senior-andelsboligforening, jeg bor i, og det vil selvfølgelig give en naturlig udskiftning. Men de seneste år har der ikke været ret mange frafald – og så pludselig var der hele 3 boliger til salg. Og dermed nye naboer, når de bliver solgt – og det bliver de for det meste ret hurtigt.

Vi har en god forening og en fornuftig økonomi, husene er ældrevenligt indrettet i 2 forskellige størrelser, og der er grønt omkring os allesammen, både vore egne små haver med bøgehække omkring (og de bliver klippet af foreningens gartner), grønne plæner imellem husene, som gartneren holder, og så skal vi selv holde vores egne haver, der er ret forskellige. Nogle har f.eks. slet ingen græsplæne og dermed intet besvær med græsslåning, andre har fliser eller sten, og hvad vi så hver især har indrettet os med. Jeg har en lille græsplæne foran huset, en terrasse og et stort stykke med blomstrende buske og stauder bagved huset + en masse krukker med blomster. Lidt vildt, ikke særligt tæmmet, det er vist noget, jeg har med mig fra Brædstrup, hvor Søren havde anlagt en meget frodig have med f.eks. flotte rhododendron – det har jeg også her.

Nu har der været et par dødsfald i år. Det ene hus er solgt, og en ny flytter ind om kort tid. Det andet hus har jo kun stået tomt i kort tid, og der er allerede interesse for det.

Det 3. hus har været beboet i 19 år – lige fra husene blev bygget – af vores alderspræsident på 97 år, og hun er flyttet på plejehjem i dag. Så nu bliver der snart mulighed for, at en ny beboer kan overtage det måske bedste hus (set med mine øjne).

Vi var inviteret til en lille afsked hos hende i går – lidt ad gangen i løbet af dagen – det var en god idé, som hendes børn hjalp hende med. Hun var glad for at hilse på os allesammen, og vi snakkede hyggeligt om minder og naboer, som ikke er her mere.

Jeg kom lige til at regne! Hvis jeg kan blive boende her i lige så mange år, som denne beboer har gjort, så vil jeg være 93 år! Hmm – det er godt, man ikke ved noget om, hvordan det skal gå!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *