Tak for hjælpen!

Det er godt at have hjælpsomme (voksne) børn, når man ikke selv kan finde ud af, hvad der er galt med Internettet!

Jeg er rimeligt god til at bruge IT i forhold til, hvad jeg har brug for – men hvis der er problemer, har jeg brug for hjælp. I fredags kunne jeg pludselig ikke komme på “nettet” og heller ikke på TV. Konsultationer hos yngstesønnen, som er den, der plejer at “fjern-styre/hjælpe” og udbyder = Yousee gav ikke resultat, så sidstnævnte mente, at det var min “router”, der var noget galt med og ville sende mig en ny. Men det var jo weekend, så det huede mig ikke at skulle være afskåret fra både PC og TV en hel weekend!

Heldigvis fungerede mobilen, og den kan jeg også bruge til “nettet”, selv om det er lidt mere besværligt (læs: småt!).

Tilfældigvis snakkede jeg også med Christian i løbet af lørdagen, og uden egentlig at vide hvordan, så fandt jeg ud af, at jeg kunne se enkelte kanaler “udenom” på TV, og det var fint for mig, at jeg kunne se DR1, DR2 og TV2 !

I dag kom den nye router direkte til døren med PostNord, og ældstesønnen kom og installerede den og genoprettede det hele, både PC og TV med mine valgte kanaler – efter at svigersønnen i går gjorde klar og flyttede ledningerne, der lå under skrivebordet, så de er nemmere at komme til. Sønnen er jo handikappet og kan ikke komme til under bordet (det kan jeg heller ikke selv!), men svigersønnen rejste i morges til Frankrig, så det var sødt af ham at forberede!

Altså, hvor er de dejligt hjælpsomme – og nu fungerer det hele, som det skal!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *