Jeg elsker jo min morgenavis og meget gerne et strikketøj af de enklere, mens jeg læser!
I morges blev jeg naturligvis fanget af denne artikel om, at mange pårørende til patienter (lungekræft i dette tilfælde) føler sig udenfor. Avisen havde så snakket med et ægtepar, som taklede det på nogenlunde samme måde, som Søren og jeg gjorde.
Nemlig ved, at ALT var fælles omkring hans sygdom. Det kan jeg kun varmt anbefale. Avisen skriver både om eksempler på, at pårørende føler sig sat udenfor eller glemt af behandlersystemet, og på at de selv trækker sig, eller bliver for omklamrende
Det faldt helt naturligt for både Søren og mig, at jeg var med i alt. Jeg var med til samtlige behandlinger – også de ubehagelige – lige fra starten for 1½ år siden. Søren kaldte mig selv sin “sekretær” og henviste til mig, når han fik nye oplysninger og instrukser, ny medicin osv. Så var han sikker på, at han ikke glemte noget. Jeg var også hans chauffør, pga medicinen valgte han selv at undlade at køre bil.
Og selv om vi havde en dygtig hjemmepleje, var det stadig mig, der talte piller op og havde godt styr på den forskellige medicin – jeg oplevede faktisk af og til, at læger/sygeplejersker spurgte til min faglighed, som jeg ikke har spor af, men jeg lærte mig det, jeg havde brug for. Hjemmesygeplejersken havde flere gange snakket om at overtage det efterhånden omfattende optællingsarbejde, for at skåne og hjælpe mig, men det blev det ikke til.
Vi havde det begge 2 rigtig godt med, at jeg tog aktivt del i behandlingen – og ja, jeg måtte nok lige huske mig på ikke at blive omklamrende! – men jeg er sikker på, at Søren også var glad for min deltagelse i plejen, han gav på smukkeste vis udtryk for det i den imponerende tale, han holdt for mig på min fødselsdag, hvor han rejste sig op ved festen, kun 14 dage efter, at han havde fået den nye hofte!
Hele dette fællesskab omkring sygdommen gjorde det også naturligt, at jeg til sidst blev hans “advokat” og sørgede for, at der blev sat turbo på hans hjemsendelse fra sygehuset, og jeg sad hos ham i ambulancen og fortalte ham, hvor langt vi var! Jeg er overbevist om, at det var med til at han klarede det.
Alt dette er helt klart også med til, at JEG har det godt nu, hvor jeg ved, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ham i hele forløbet.
Og nu er jeg ved en lille banal ting: Et par af Sørens sokker lå til at få en ny tå! Ja, kald mig gammeldags, men det er gode, bløde hjemmestrikkede sokker, og jeg har mere af garnet. Så nu er de blevet kortet lidt af og får ny tå, så de passer mig! Sentimental? Nej, slet ikke, jeg synes, det er hyggeligt!
ja, det er en uendelig balancegang når man er pårörende, at deltage og stötte uden helt at “kvæle” den der er syg i omsorg. og fra “systemets” side, ja jeg kunne skrive en længere meget forarget smöre om det. min mand fik for 10 år siden en hjerteinfarkt og så har jeg to börn med langvarige kroniske lidelser, og det er helt utroligt at man den dag idag stadig möder læger og sygeplejersker der faktiskt synes at ægtefællen/forældrene ikke skal blande sig i tingene!
kh.fra Island
Frida
Det er hårdt at have sygdom i den nærmeste familie og jeg mener ikke man skal undervurdere, præcis hvor hårdt det, også, er at være pårørende. Jeg er dybt imponeret over dig. Og jeg synes det er smukt, at du nu strikker Sørens sokker om. Ikke det mindste gammeldags!
Tak Stine, jamen jeg hygger mig jo med det!
Frida, det er SÅ gammeldags (siger den gamle kone!), at møde den indstilling, som du beskriver. Det har jeg heldigvis ikke oplevet, men jeg tror dig gerne! Selv på sygehuset var plejepersonalet meget åbne og inddrog mig i mulighederne. Søren var nu også meget glad for det sygehus – så for ham var det et plus at være indlagt der – og jeg lærte jo så at køre den lange vej!
Det er da en fantastisk ting at strikke Sørens sokker om til dig selv Hanne. Må de lune godt om fødderne!
Du får da også bare udnyttet det hele. Knus
Hej Hanne
Så smukt og enkelt kan det hele gøres op i “at være med” i det hele.
Du har gjort et flot “arbejde” og som jeg føler er kommer godt ud på den “anden” side. og er klar til at fortsætte på bedste vis.
Tak fordi du deler med os..
Lone
Kære Hanne. jeg synes det er en god ide, det med sokkerne, rart for din at kunne få noget af Sørens til at lune dig i den kolde tid.
Så når du bruger sokkerne varmer og krammer ahn dine fødder.
🙂 Tak for jeres søde kommentarer! I har forstået det!
Hej Hanne.
Det er bare ikke alle pårørende, der kan magte det du har gjort, det har været et flot forløb at følge, Dejligt at du har villet dele det med os. Og det at du har været med i det hele, gør nok du har en god følelse af at du har gjort alt.
Jeg har arbejdet som social og sundhedshjælper, derfor ved jeg, at det ikke er alle der kan rumme ,det at skulle miste mand eller kone.
Du har klaret det på imponerende vis.
Mange tanker fra Laila
Tak skal du have, Laila! Jeg er sikker på at du har ret, og jeg ved godt, vi er forskellige og har forskellige evner og muligheder for at klare vanskelighederne.
Jeg har ikke været alene om det: Søren havde en stor rolle i, at vi sammen klarede det!
Du har bare været fantastisk, Hanne. Og hvor er det sødt med sokkerne. Mon vi ses i Vitus Bering Quilterne i aften?
Knus Kirsten.
Det gør vi, Kirsten!
Kære Hanne
Jeg er dybt berørt af at læse din blog om Søren’s sygdomsforløb og den kæmpe støtte du har ydet til ham – og dermed jer begge. Jeg har selv mistet min mand til kræften (i 2007) og jeg valgte som dig at være aktiv pårørende, og deltog i ALT – både i en form for sekretærrolle og som den der “hørte efter”. Det var bestemt ikke alle indenfor “sygdomsvæsnet” der havde forståelse for det. Alt det bedste ønskes du fra Hørsholm