PYH ha, det har været en travl dag!

Jeg troede, jeg skulle julepynte i dag. Christian bar mit julepynt ned fra loftet i går og hjalp med den udendørs julebelysning.

Men dagen er fløjet af sted med besøg hos Patchworkværkstedet – Lene Krogh i Taulov, hvor jeg har købt fine stoffer til gode priser på “Senior-salg” (læs: ophørsudsalg) til Projekt Puttetæpper:

Lene krogh udsalg

Jeg har tænkt på drengetæpper – det må blive nogle flotte af slagsen!

lene krogh donation

Og så havde Lene samlet en meget stor pose med rester til PP, som donation. Tusind tak!

Og så var jeg lige på en lille visit hos datteren med hundenes før-julegaver: 2 halskæder med lys, hhv blå og røde, familien var vildt begejstret! Hundene var nok nærmest ligeglade! Men så fik jeg også lige en hel roman om en rumsterende halsbåndmus, som i den grad løber om hjørner med dem, tømmer skabe for alt muligt og nu sidst har stjålet 17 af 20 chokolade kugler = næste søndags kalendergave! Enten har den mavepine, eller også har den lavet sig et depot! Og fælden kan den lige bestemt holde sig fri af!

Nu orker jeg ikke sidde ved pc’eren mere, jeg er nemlig også ved at skrive julebrev til Projekt Puttetæppers tæppetanter!

 

 

 

 

Til lykke med de 20 år!

I dag er det 20 år siden, Jan og Leonor giftede sig i Sct. Knuds Kirke i Fredericia.

031294 bryllup

Det var en stor dag og en dejlig fest, som familien gik sammen om at holde. Søren førte bruden op ad kirkegulvet – hendes forældre kunne jo ikke være her – og der var ikke et øje tørt!

Festen blev holdt i hans søster og svigerdatters store lejlighed, Jan havde selv lejet borde, stole, porcelæn og glas, familiesølvtøjet, som min søster og jeg havde hver ½-delen af, blev fundet frem, jeg havde lavet mad, og Søren leverede vinen. Familie og venner havde en skøn dag sammen med brudeparret, og Leonor kunne sende mange dejlige billeder hjem til familie på Filippinerne.

Det er et godt ægteskab, som bl.a. har givet mig 2 skønne børnebørn, Leonor er faldet rigtig godt til i Danmark, er dansk statsborger og har taget en dansk uddannelse og kørekort! Og hun er en fantastisk støtte for Jan nu med hans problemer med førligheden efter mislykkedes hofteoperationer.

Til lykke med de første 20 år!

En trøje mere

Jeg strikker næsten altid på flere ting – noget til TV, noget småt til at have med i byen – noget til at læse avis!

cardigan fra sannes broderi og strik 2Og nu fik jeg så 2 trøjer færdige næsten samtidig. Denne her er et meget nemt mønster, som jeg godt kan læse eller se TV til. Og der er næsten ingen montering: kun sammensyning under armene, ellers er den strikket ud i ét.

Den er af tykkere garn, end jeg plejer at strikke i, men den er dejlig i denne kulde, så jeg har den på hele tiden – også under frakken, når jeg går tur med Diki.

Opskrift og garn er fra Sannes broderi og Strik i Taastrup, købt via Facebook (god service, jeg havde nemlig fået for lidt garn, men der kom 2 nøgler mere lynhurtigt).

Strømper på rundpind – 1 eller 2 på én gang?

zauberball

Der er flere, der har spurgt, hvordan jeg strikker strømper på rundpind

2 på 1

.. og hvordan man kan strikke 2 strømper på én gang på samme rundpind.

Det vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe med, så jeg har startet på 2 små projekter, så er det nemmere at vise.

Det er nok bedst at starte med én strømpe på en rundpind, så har man teknikken i fingrene. Jeg bruger samme teknik til ærmer eller huer.

Teknikken kaldes “Magic loop” eller “Den magiske løkke”, og der findes en rigtig god vejledning HER.

Hvis man vil prøve at strikke 2 sokker på én gang, vises det HER

I dette tilfælde bliver sokkerne strikket fra tåen, jeg strikker dem fra skaftet og ned, men teknikken kan bruges til begge. Jeg ville nok første gang, man prøver, starte med at slå op på strømpepinde og strikke første omgang – på hver sok for sig og med (hver sit nøgle), og så sætte dem over på rundpinden, før man strikker videre. Jeg tror, det er nemmest at håndtere.

Hjemmesiden På pinden har rigtig mange gode tips, råd og vejledninger til strik.

Det er vigtigt, at det er en lang rundpind, mindst 80 cm, fordi man skal kunne lave en løkke i begge ender og have maskerne fordel på hver sin side. Til store herresokker eller sokker af kraftigt garn kan det være nødvendigt at bruge rundpind 100 cm.

Nu er jeg klar til at demonstrere sokkestrikning på en ny måde for strikkere i Tekstilværkstedet på Depotgården, og for nogle af mine naboer i Andelsboligforeningen.

Projekter til tørre

til tørre

En gang uldvask til tørre: et super blødt langt tørklæde i håndfarvet mohair – et par sokker og 2 par pulsvarmere med ugler.

Jeg fik lige hæftet alle ender og syet knapper på som “uglerøjne”

Vasket i maskinen på uldvaskeprogram ved 0 grader.

 

Glad fra morgenstunden

Jeg havde lovet at køre en nabo til toget til morgen, og på vejen hjem hentede jeg en pakke i postbutikken, der viste sig at indeholde 2 meget klassiske og dejlige puttetæpper fra en patchworker, som jeg ikke mindes at have fået tæpper fra før:

1411 britta ranfelt 2 1411 britta ranfelt

Efter mine begreber er det netop klassiske puttetæpper, syet på en enkel og alligevel kreativ måde af de rester, man nu har.

Da jeg satte billeder ind på galleriet, talte jeg lige antallet af tæpper for de 4 kvartaler i 2014 = 594, og sammenlignede med de forrige år, og selv om 2014 ikke er slut, er der alligevel allerede ca 200 tæpper mere end i 2013 = 407 og endnu flere end i 2012 = 290, 2011 = 368 og 2010 = 304.

Det er helt klart steget markant med antallet af modtagne puttetæpper i de år, og så ved vi i øvrigt godt, at vi ikke har billeder af alle tæpper, der er afleveret til julemærkehjemmene – det er helt OK, men vi kan jo godt aflæse tendensen. Og vi er i tæt kontakt med hjemmene, så vi ved, at det er rigtig mange tæpper, de får! Det er SÅ dejligt!

Det bliver spændende, hvad den sidste månedstid af 2014 bringer!

Læs indlægssedlen!

Siden engang i sommer har jeg haft muskelsmerter i mine overarme. “Du strikker for meget!” siger el. tænker både jeg selv og andre. Min massør har ikke kunne få bugt med det, som hun har med knuderne i nakken og skuldrene. Det er særlig slemt om natten, jeg har rigtig ondt og har svært ved at finde hvile, selv om jeg har en rigtig god seng.

Jeg var overbevist om, at det var gigt og havde overvejet, om jeg kunne få en henvisning til varmtvandssvømning.

Men så kom jeg til at snakke med yngstesønnen om det forleden. Han får en pille for kolesterol – og ja – det gør jeg så også – siden i sommer!

Han har i modsætning til mig læst indlægssedlen, og han ved, at jeg døjer med kramper i benene om natten (gennem mange år), så han syntes, jeg skulle snakke med lægen om det. Pludselig gik der et lys op for mig: Muskelsmerterne i overarmene begyndte efter, at jeg begyndte med de piller!

Så da jeg var til diabeteskontrol i dag hos sygeplejersken, spurgte jeg, om der kunne være en forbindelse – og det kunne der bestemt! Så jeg skal straks have en anden pille. Der er nogen, der ikke kan tåle “Simvastatin”, som rigtig mange får, det gjorde Søren også i flere år, så jeg tænkte ikke over, at der kunne være noget galt med den.

Jeg må indrømme, jeg er lidt sur over, at der ikke er nogen i sundhedsvæsenet, der har pippet det mindste om dette problem. Jeg ved godt, at jeg skulle have læst indlægssedlen, men jeg passer jo kontrollen hos lægen, og jeg har været på diabeteskursus.

Når jeg nu læser indlægssedlen, så bliver jeg faktisk lidt forkrækket over, hvad den pille kan forårsage. Men mens der tidligere ikke var noget alternativ, har det bare været sådan. Nu er der kommet andre midler, så jeg vil håbe, at jeg ikke har taget varig skade! 😉

Jeg mangler en hånd!

garnvindeJeg burde have 3 hænder til at vinde garn op, når det ikke foregår via en “karrusel”, som jeg ellers bruger. Men dette garn er på en cone, så den er jeg nødt til at sætte ned på gulvet, for at garnet kan rende af.

Og når den står der, og jeg vinder for fuld speed, så kan Diki ikke modstå det spændende garn, der hvirvler forbi hans nærgående snude!

Men det bliver også for løst, så jeg burde have en hånd til at holde igen, for jeg skal også holde på garnvinden. Hvis jeg alligevel lader garnet løbe igennem fingrene, så svider det fingrene! Det har jeg løst: jeg har handske på venstre hånd, som holder garn og garnvinde, mens jeg kører håndsvinget med højre.

Det kan godt ses på billedet, at det bliver meget løst, hvis jeg ikke holder igen.