Det ser ud til, at Sørens helvedesild klinger af, i hvert fald blev det bedre op på dagen i går, og han har sovet godt i nat. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi fatte, hvordan den praktiserende læge, som stillede diagnosen sidste fredag, kan sige, at der ikke er noget, der kan hjælpe! For vagtlægen gav jo piller, der kunne bremse udviklingen af anfaldet, og Det palliative team, som har Søren under deres vinger, har ordineret ekstra af de nervedulmende kapsler samt en lokalbedøvende salve, som jeg smører på (og dækker med husholdningsfolie – smart), og så fik han endelig den morfinindsprøjtning i går, som virkede godt, da det var mest påkrævet. Det var MIN læge (for jeg har skiftet læge), der ordinerede den, og nu skifter Søren også læge – det var for meget med denne omgang, som godt nok ingen læge kan helbrede, men som åbenbart kan dulmes, stik imod hvad oprindelige læge sagde.
Skal ens læge ikke gøre, hvad han kan for at hjælpe sin patient? Det var også ham, der ikke så til Søren i de 17 dage, han lå med et brækket lårben – det kunne jo være, han kunne have stillet diagnosen, så Søren var blevet sparet for så mange pinsler! I stedet for at slå sig til tåls med, at skadestuens røntgenbillede ikke viste noget brud.
Jeg vil aldrig snakke med ham igen, og jeg er glad for, at jeg kender den læge, som vi kunne komme ind til, han er en omhyggelig og erfaren læge, som jeg har snakket med i dag, han skal nok tage hånd om Søren.
