Dagene flyver af sted lige nu – en underlig kontrast til de langsomme, skrækkelige 17 dage, hvor Søren lå herhjemme og havde det så dårligt, og jeg ikke kunne gøre ret meget for at hjælpe ham, og hvor frustrationerne stod i fuldt flot!
Det går godt, og det er dejligt at besøge ham og se, hvor frisk han er! Han kunne fortælle i eftermiddags, at han i dag er gået ud selv med gangstativ og har fået bad og vasket hår! Det var det sværeste at vaske i sengen, så det er dejligt for ham! Drænet er taget væk, og det ser fint ud i modsætning til, da han for 5 år siden fik nyt knæ, og hvor der var kæmpemæssige sorte/blå blodudtrækninger på det meste af benet. Så nu er det træning, og det er han frisk til.
Jeg tror, at jeg i dag har fået en forklaring på, hvad det egentlig var, der gik så galt. Altså han faldt, og i det fald har han fået noget, man kalder et indkilet brud, som kan være meget svært at se på røntgenbillederne, medmindre man tager et i en helt speciel vinkel. Dette brud kan i nogen tilfælde vokse sammen af sig selv. Men det vil ofte brække helt, første gang, man støtter på benet.
Og i bakspejlet kan jeg se, at det er sket, da han blev kørt hjem, efter skadestuen havde konstateret, at de ikke kunne se noget brud. Både lægerne i Randers og nu på afdelingen i Horsens har set de første billeder og kan heller ikke se noget brud, og han havde heller ikke meget ondt, da han lå på skadestuen. Men da han kom hjem med Falck, skulle han selv gå op ad trappen, støttet af Falckredderne, og da gjorde det vanvittigt ondt på ham – jeg kunne ikke holde ud at se på det, men måtte gå! Og det har sikkert været på det tidspunkt, lårbenshalsen brækkede helt over! Og det lå han så med i 17 dage, hvor han nødvendigvis måtte støtte på det, når han skulle på toilettet. Det er frygteligt at tænke på! Falckredderne har ikke været klar over det, de havde jo fået at vide, at der ikke var brud.
Det var en god veninde, der er gammel røntgensygeplejerske, der forklarede om den slags brud, og så var jeg pludselig klar over, hvad der var sket. Jeg fortalte den sygeplejerske, der passede Søren i dag, om min teori, hun havde aldrig hørt om et “indkilet brud” og ville tage det med på afdelingsmøde, for hun mente, at skadestue/røntgen måtte tage højde for dette som standard.
Men jeg kan altså stadig ikke forstå, at han skulle lide så forfærdeligt i så mange dage, før nogen foreslog nye billeder!
Søren vil gerne være fri for at blive fotograferet på sygehuset, så I må “nøjes” med et dejligt billede af Ebbe, som besøgte Morfar i dag sammen med sin Mor. Han kredsede længe om den kørestol, som Søren ikke selv har benyttet sig af, men som står til hans rådighed. Endelig fattede “de dumme voksne”, hvad det var han fløjtede for, og så fik han lov til at prøve. Der ligger ikke andre på stuen, så det kunne der ikke ske noget ved.
