Sikke en masse vand, vi fik i går! Og det kan ses i haven. Lige pludselig går det stærkt med bærrene. Så jeg må lige sætte fyr på gryderne og bruge de sidste bær i fryseren, inden den nye høst, som kommer til at gå stærkt nu.

Så det syder og bobler med både syltetøj af brombær og saft af hindbær.

For sådan ser hindbærbuskene ud nu efter regnen i går. Dem skal jeg i gang med at plukke i aften, når jeg kommer hjem fra besøg hos Søren på sygehuset.

Jeg er lige kommet hjem fra Horsens sygehus, hvortil Søren er overført i eftermiddags. Det er så dejligt, at han har det godt, er frisk og har gå-på-mod til genoptræning. Han havde kun rosende ord om Randers sygehus, hvor han synes servicen er formidabel, maden fantastisk, operationen var gået godt, den bulgarske læge, der opererede ham meget sympatisk osv osv. Han er knap så tilfreds med Horsens! Det er altså min “gamle Søren”, men det er jo ligefrem dejligt at høre ham være kritisk!

Han har gået med gangstativ allerede i formiddags i Randers og skal nu fortsætte med en fysioterapeut i Horsens i morgen, og det er helt tydeligt, at han er kraftigt motiveret! Det er bare skønt!

Jeg havde jordbær med til ham, helt friskplukkede fra haven, mørkerøde og søde, det var han glad for. Og bøger fra biblioteket, der havde jeg ramt rigtigt, for han gik i gang med at læse, selv om jeg var der! Nå men sådan har vi jo altid haft det, så det var også dejligt. Jeg hjalp ham selv med aftentoilette, inden jeg kørte hjem, det var sygeplejersken glad for. Jeg glemte at fortælle ham, at det i dag er 47 år siden, vi mødtes!  Til fåreholderbal i forsamlingshuset i Narssaq, Grønland. Tænk engang – det er længe siden!

Søren har lige ringet hjem: han er blevet opereret og har fået nyt hofteled, og de siger, det er gået godt. Allerede kl 8.00 i morges kom han ind og var færdig kl 10.00. Han var frisk at snakke med, sikkert også pga af at operationen forgik i lokalbedøvelse, og han var på opvågningsafdelingen nu. Det var rigtig dejligt at snakke med ham og høre, at han har det godt!

Så nu går Whisky og jeg en god tur!

Jeg kan næsten ikke få armene ned af begejstring! Den frygtede tur til Horsens sygehus gik over al forventning. De søde, hjælpsomme Falckfolk forsøgte forsigtigt at hjælpe Søren på benene, så han med støtte kunne gå ned ad trappen, men det kunne han ikke. Så de riggede en bærestol til og bar ham ned! Og båren i ambulancen blev hævet op, så den havde affjedring, så han gyngede lige så fint, det var meget behageligt, sagde han.

På sygehuset kørte de ham helt op på samme båre og spurgte sig for, hvor længe, han skulle være der, og selv om vi var før den aftalte tid, tog de ham ind straks, så Falck ventede! Jamen altså, hvor dejligt. Behandling, samtale og drøftelse af hidtidig og fremtidig behandling med en overlæge, som vi ikke har haft før, var god og grundig, igen skal noget ny medicin afprøves, men det er i orden, hvis det kan hjælpe på smerterne. Desværre er udviklingen i sygdommen ikke bedre, men det ved vi nok godt, så det kom ikke bag på os.

Og så gik turen hjemad igen, hvor der samtidig med, at vores ambulance parkerede, rullede en ambulance mere op, så 2 kolleger til vores reddere kom til! Og når de er 4 mand, må de gerne bære Søren op ad trappen i bærestolen! Hvis ikke det er service og situationsfornemmelse, ja, jeg vil kalde det patientvenligt! Det kunne regionspolitikerne (der vil sende Søren til Randers, hvis han blir dårligere) lære noget af!

Alle anstrengelserne var alligevel ved at være for meget for ham, eller rettere hans dårlige ben, så han fik det skidt lige bagefter, men nu er han på plads i sin plejeseng! Og i haven er vores havemand kommet og er godt i gang med græsplænen mm, så det er i mere end én forstand solskin!

Jeg er bange for, at det bliver en hård dag i dag. Søren skal til behandling på Horsens Sygehus, som han er hver 3. måned, og jeg er bange for, hvordan Falck-folkene skal få ham ned ad trappen, når de henter ham, og op igen senere, for han kan ikke større på benene. Hans fald for 1 uge siden har lavet stor skade, og det er ikke blevet ret meget bedre.

Det er så æergerligt, fordi han ellers havde fået det så meget bedre og var så glad for at kunne komme op og ud og omkring.

Jeg sover ikke så godt for tiden, for jeg spekulerer!

Nu er det hverdag igen efter en hård weekend, og vores faste hjemmesygeplejerske kom tidligt for at se, hvordan det stod til og for sammen med mig at kontakte “Det palliative team”, for videre behandling af Søren og de smerter, han nu har fået oveni. Så nu bliver der sat flere ting i værk, både medicinsk og med nyt hjælpemiddel, der kan lette både for Søren og hjælperne at flytte på ham, når han skal på toilettet eller vaskes. Hvor er det altså guld værd, at der er så gode folk inde i behandlingen, det er vi begge meget trygge ved. Jeg gik og tumlede med tanker om, hvem jeg skulle ringe til – vores egen læge havde jo heller ikke været inde i billedet efter faldet, men ham havde sygeplejersken også snakket med! Og hun lavede også nogle fysiske tests på Søren for at se, hvordan benene fungerer. Så de har virkelig tjek på det! Nu er Søren vasket og på plads igen, og jeg kan gå min tur med Whisky og så gå omkring apoteket efter den nye medicin!

Det er hårde dage herhjemme lige nu. Selv om billederne ikke viste noget brud, så har Søren så frygtelig ondt, når han skal bevæge sig, og især, hvis han skal ud af sengen, f.eks. på toilettet. Og ja, vi får al den hjælp, vi beder om, og både hjemmesygeplejerskerne og den mandlige aftenvagt, som kommer flyvende, når vi ringer, hjælper alt det, de kan. Især sidstnævnte har et fantastisk godt tag omkring Søren, når han hjælper. Men de kan ikke tage smerterne væk, og det kan medicin heller ikke. Vi må stole på, at billederne er blevet tydet rigtigt, men man skulle ikke tro, det kunne gøre så ondt, når der ikke er brud.

Jeg hjælper ham også, når det skal gå stærkt, eller når det er midt om natten, og jeg har fundet taget, så jeg ikke misbruger min ryg, som aldrig har været stærk. Men jeg kan godt mærke både i knæene og ryggen, at det slider, selv om jeg ikke skal løfte, men støtte. Søren skal helst selv flytte benene, og stoppe, når det gør for ondt, ellers kan han ikke klare det.

Ville det være bedre, hvis han blev indlagt? Så ville der være fagfolk omkring ham hele tiden – men i så fald ved vi, at det hedder Randers Sygehus, og det er ikke til at tænke på. Det kan godt være, det er “smart”, rationelt, økonomisk og-hvad-ved-jeg med al den centralisering og specialisering indenfor sundhedsvæsenet, men patientvenligt og menneskeligt, det er det i ihvert fald ikke, når det handler om ældre og syge mennesker! Det er ikke på os, alle de mange milliarder, de praler af, bliver brugt!

Hvor er det ærgerligt, når det ellers gik så godt, og han var så glad for at han kunne komme ud. Så der bliver ikke nogen bridge til ham lige foreløbig!

Se bare her – igen en dejlig gave til projekt Puttetæpper! Det er simpelthen så dejligt, at der bliver tænkt på os, når man har fine UFO’er, som man af den ene eller anden grund ikke får gjort færdige! Jeg glæder mig meget til at se blokkene i virkeligheden – på forhånd TAK!

Ja, den skal altså lige sys sammen på skuldrene (eneste sømme) og nogle få ender skal hæftes, inden den får en tur i vaskemaskinen på koldtvandsprogram. Men så er den færdig i morgen, og der skal nok komme et billede.

Jeg er sikker på, at den bliver meget blød og lækker – og varm! Det er den yngste svigerdatter, der har bestilt den, og hun vil helt sikkert få gavn af den både en kølig sommeraften og til koldere årstider. Farven er smuk blå, denim vil jeg kalde den, og garnet er en tråd Drops alpacca og en tråd New Zealandsk lammeuld, 150 gram af hver, fra Katrinelund, som også står for opskriften på “Vest i ret og vrang”. I opskriften er brugt Gotlandsk pelsuld, og det har jeg strikket min egen i, men det er lidt hårdere ved fingrene, synes jeg. Alpaccaen er bare så lækker, og der er en lille farvenuance mellem de 2 garner, det giver et flot spil!

Jeg er helt hæs af at skælde Whisky ud! Han snuppede et stykke stegt kylling på køkkenbordet! Den frække hund – han var slem til det, da han var yngre, han er jo så stor, at det er supernemt for ham at sætte forpoterne op på bordet, så kan han nå ind over bordet, også i dette tilfælde, hvor fadet med rester fra i går lige var taget ud af køleskabet for at blive skåret i stykker til en salat. Jeg var inde på kontoret og havde pludselig på fornemmelsen, at der  var noget galt, og ganske rigtigt: jeg hørte ham smaske på vej ud i køkkenet. Han var fuldstændig klar over, at det var galt og luskede væk, så snart han så mig, men han fik en ordentlig – verbal – omgang og blev sendt ud af køkkenet. Det var godt, jeg opdagede det, for hvis han havde fået knækket benene, kunne det være farligt. Og jeg har – suk – lige betalt en kæmpe regning til dyrlægen for undersøgelse og behandling af hans dårlige mave, samt diætfoder. Det er åbenbart en kendt svaghed med den sarte mave hos schæferhunde.

Nu har han travlt med at vise, at vi skal være gode venner, han kommer og lægger sig ved mine fødder, og man skal ikke bære nag!