6. afsnit, Angmagssalik 1967 – 1968

I 1967 sejlede vi til Danmark på ½ års permission efter at Søren havde arbejdet ved Handelsinspektoratet i Godthåb 2½ år.
Hvert år omkring nytår udsendte Kongelige Grønlandske Handel (KGH) placeringsplaner for det kommende år, hvor tjenestemændene fik besked, om de skulle forflyttes og hvortil. Vi havde fået besked på, at vi efter ferien skulle til Angmagssalik på Grønlands østkyst.
Dvs at alt vort indbo skulle pakkes i solide flyttekasser og med  skib transporteres fra Godthåb til København og omlades i et andet skib til Østgrønland!

Ferie

Rejsen i sig selv blev en hel ferie, for skibet løb ind i flere havne ned langs vestkysten for at losse og laste, så det fik vi ekstra dage ud af, idet ferien først blev beregnet fra vores ankomst til København. Og Søren var godt kendt med officererne på fragtskibet, så vi blev meget forkælede!

Det særlige ved det ½ års ferie denne gang var, at vores 1-årige datter for første gang var i Danmark og lærte vores familie og venner at kende. Vi boede lidt på skift hos Sørens mor og mine forældre, og lånte el. lejede sommerhuse her og der, hvor vi selv kunne invitere andre til at være sammen med os – det kan godt være svært at bo for længe ad gangen hos familien.

Vi var også en tur i Sverige for at besøge familie, hvor mine forældre i mellemtiden fik lov at passe deres barnebarn. Helle havde fået nyt sommer tøj, da vi kom tilbage, for Mormor havde syet en lille kjole til hende af noget af min lillesøsters aflagte tøj!

På slutningen af det ½ år tog vi en charterrejse til Mallorca sammen med mine forældre, dog uden Helle, fordi vi syntes det var bedre for hende ikke at være under de anderledes forhold, og for os, som bedre kunne nyde 14 dages ferie uden barn, så hun blev sat i familiepleje hos mine forældres venner, hvor der var andre mindre børn at lege med, og hun havde det rigtig godt.

Angmagssalik, Østgrønland 1967 – 68

Derefter fløj vi i oktober tilbage til Grønland – denne gang Østgrønland, det var spændende og mere isoleret.

Første skib hvert år kom til Angmagssalik omkring Sct. Hans, så havde isen spredt sig så meget, at skibene kunne sejle igennem. Og sidste skib med forsyninger kom i september/oktober.

Værsgo’ her er nøglerne!
Vi kom til Angmagssalik i Østgrønland i oktober 1967 efter at sidste skib var afsejlet. Søren skulle være fungerende handelschef indtil sommeren 1968. Vi – Søren, vores 1½ årige datter Helle og jeg – fløj fra København over Sdr. Strømfjord, hvor vi overnattede, inden vi fløj videre med et lille DC4-fly til den lille lufthavn Kulusuk på Grønlands østkyst. Denne lufthavn var bygget til brug for amerikanske fly, der forsynede de baser, der var en del af kæden af radarstationer, der overvågede evt. russiske missil-angreb.

Da vi landede i Kulusuk, blev Søren mødt af den handelschef, som han skulle afløse. ”Værsgo’, her er nøglerne til pengeskabet! Der er lagt madrasser frem i huset, som I kan sove på.” Han skulle med samme fly, som vi ankom med, tilbage til Sdr. Strømfjord og til Danmark, og flyet skulle af sted med det samme pga dårligt vejr. Det var den overdragelse, der fandt sted, og det skal nævnes, at det pengeskab indeholdt hele byens pengebeholdning, mange hundredtusinde kroner samt frimærkebeholdning, for KGH var både Grønlandsbank og Sparekassen Bikuben, foruden postvæsen, butik og lager! Og næste skib med forsyninger kom først 8 måneder senere.

Gæstfriheden og hjælpsomheden var som før nævnt stor, så da vi kom sejlende til Angmagssalik med rejsebåden ”Signe Vest”, opkaldt efter en dansk sygeplejerske, som havde været der i mange år, blev vi modtaget af fuldmægtigen, som kørte os op til huset og derefter med hjem til sin kone, hvor vi blev beværtet hjerteligt. Vores gods var ankommet, så næste dag kunne vi begynde at pakke ud og fordele det i det kæmpe store hus, der var tjenesteboligen.

I stueetagen var der 2 meget store stuer, stort soveværelse, som vi indrettede til arbejds- og legeværelse, køkken, badeværelse og hall, + en flot svunget trappe til førstesalen, hvor der var 8 soveværelser! Der foruden vaskehus og kælder. Huset var i sin tid bygget til Ejner Mikkelsen, der virkede som inspektør for Østgrønland indtil 1950. Vi var forberedte, så vi havde købt ekstra møbler til at fylde ud med, og en masse gardinstof, så jeg kunne sy 7 sæt ens gardiner til vinduerne i stuerne.

Da vi pakkede flyttekasserne ud, viste det sig, at det meste af vores smarte brune keramik-spisestel fra Illums Bolighus i København var smadret under transporten! Vi havde dog nogle få tallerkener af et nyt hvidt B&G porcelænsstel, som vi ville samle på, men det gav en sjov borddækning, hvis vi var mere end 5 til middag! Vi kunne ikke supplere indenfor de næste 8 måneder.
Huset lå højt med en meget smuk udsigt over en del af byen, havnen og fjorden. Og der var en lille ”have” med stakit omkring som værn mod løse slædehunde, hvor Helle kunne lege.

Sørens arbejdsplads, KGH’s kontor, lå lige ved siden af.

Helle var 1½ år gammel, og jeg var gravid i 5. måned med vores 2. barn, da vi kom til Angmagssalik, så det var dejligt, at jeg hurtigt fik en ”kivfak” til at hjælpe med at holde det store hus. Hun var en lidt ældre, dygtig kone, som kom hos os 3 gange om ugen, hun snakkede ikke dansk, men vi kunne sagtens kommunikere alligevel. Senere blev det til 5 gange om ugen, ikke fordi det var nødvendigt, men fordi en så stabil kivfak var eftertragtet, og en anden familie var lige ved at ”hugge” hende fra os.

Og så blev vi næsten lidt i familie med hinanden, da hendes datter og jeg fødte samme dag og delte den 2 sengs fødestue. Det betød meget i det grønlandske samfund, at de 2 børn var født samme dag, og på deres 1 års fødselsdag sendte vi hilsner til hinanden.

Hønsehus

Den store frostfri kælder havde tidligere været brugt til opbevaring af hele koloniens konserves og andre salgsvarer, der ikke tålte frost. Men efter bygning af en stor lagerhal var det kun æggene til hele vinterens forbrug, der blev opbevaret i vores kælder, for i den konstante temperatur på +5o og uden lugtpåvirkning fra andre varer, kunne æggene holdes brugbare, selv om de blev 9 måneder gamle, før der kom nye forsyninger.

Det var her, der blev bygget et hønsehus til vores høns, som forsynede os med friske æg. Vi vidste godt, at der ikke kom friske forsyninger i 9 måneder, og nu var vi jo vant til helt friske æg fra vores 20 hvide italienere i hønsegården i Godthåb. Så Søren havde skriftligt aftalt med sin kommende sekretær i Angmagssalik, at der blev indrettet et aflukke med elektrisk lys på klippegulvet i kælderen. Og så blev 6 høns + 1 hane sendt op med sidste skib sammen med foder! Og sekretæren passede dem, indtil vi selv kunne overtage.

Vi fik glæde af de æg på mere end én måde. For udover at vi selv havde friske æg, var der også overskud til, at vi kunne medbringe 6 æg i stedet for blomst (som vi jo ikke kunne købe), når vi blev inviteret i byen! Det var populært. Og Helle elskede blødkogt æg.

Vi havde også lidt sjove oplevelser med hønsene. Deres aflukke i kælderen lå lige under stuen, og da vi en aften havde besøg af et par bageri-konsulenter fra København, som skulle hjælpe med etablering af et bageri, serverede jeg gule ærter med alt tilbehør. De var kommet med slæde i for tyndt tøj, så jeg syntes, de skulle have en “herreret”, og Søren skænkede godt op af Genever, så stemningen var god. Men da de hen på de små timer pludselig hørte en hane gale, fik de lige pludselig travlt med at finde hen, hvor de skulle sove!

Da det blev forår og mildere vejr, kunne hønsene komme ud i den lille indhegning, hvor Helle legede. Og det blev snart en lille seværdighed, idet grønlandske børn, som ikke kendte til levende høns, stod langs det hvide stakit – kiggede på hønsene – og fodrede Helle med stenhårde beskøjter (store hårde skibskiks).

Venner

Som før beskrevet var det naturligt, at man fandt mennesker at omgås og knyttede venskaber. Selskabeligheden var livlig, også i det afsondrede Angmagssalik, og vi blev kort efter vores ankomst inviteret til spisning hos børnehjemmets bestyrerpar, som havde fundet ud af, at en ung læge og Søren begge kom fra Kjellerup. Og ganske rigtigt kendte de hinanden fra drengetiden. Det fik vi megen glæde af, ikke mindst da det viste sig, at vi ventede barn nr. 2 i begge familier næsten samtidig, nemlig i februar 1968.

Vi så meget til hinanden, og fik også fælles venner i den stedlige politibetjent og hans familie. Bl.a. holdt vi jul sammen, det er altid hyggeligt, når man har sin familie så langt væk, at man kan hygge sig til jul og andre højtider.

Men vi observerede så også – som vi selv havde erfaret før, at hvis man overdriver og render ud og ind hos hinanden i tide og utide, så revner det på et tidspunkt. Der var vi blevet mere forsigtige, mens vore venner måtte igennem sådan en tur midlertidigt.

Politibetjent-parret havde i øvrigt kobberbryllup den vinter. Vi blev inviteret til middag, men vi 2 par venner besluttede at overraske dem med morgensang. Og det var rigtig sjovt, for det kom bag på dem. Så da vi ”larmede” udenfor, kom betjenten frem i vinduet i pyjamas, men med det barske politi-ansigt på – indtil han opdagede, hvem det var, der stod og sang, medbringende morgenkaffe og boller.

Pitteraq

Der er en meget flot natur i Østgrønland, men meget koldt om vinteren, hvor der er minus10-30o. Og med mellemrum sætter det i med en frygtelig, varm vind, nærmest orkan, kaldet ”Pitteraq”, som kommer pludseligt, men dog varslet af en voldsom fygning ude mellem fjeldene, så man kan nå at træffe sine forberedelser. Det vidste jeg ikke noget om, før der pludselig en dag gik en mand og slog skodderne for alle vore vinduer. Det kan dog gå galt alligevel. Der er eksempler på, at tagene er blæst af husene, og tøjrede slædehunde er blevet kvalt i deres tøjr, fordi stormen tog fat i dem. Man kan blive nødt til at holde sig inden døre i flere dage, så man skal have forrådet i hus.

Fjordene fryser til de fleste vintre, så transporten foregår pr. hundeslæde, f.eks. når der kommer luftpost via Kulusuk.

Så kommer der op til 10 hundeslæder med postsække og rejsende, og det rygtes hurtigt, så man strømmer til posthuset. Men i perioder med dårligt vejr kan der gå flere uger imellem, at man får post.

Fødsel og sygdom

Det kom jeg utilsigtet til at få gavn af, da min Far derhjemme fik en alvorlig blodprop i hjertet samme dag, som jeg fødte vores andet barn, Jan. Vi sendte telegram hjem om fødslen (telegrammer blev naturligt brugt til kommunikation), mens min Mor i lykønskningstelegrammet for at skåne mig ikke fortalte om Fars sygdom. Derefter gik der 3 uger, før der kom post, hvor Far selv i et brev kunne fortælle om det, og at det nu gik fremad. Vi havde i forvejen en aftale om ikke at alarmere unødigt, for vi vidste jo godt, at det var umuligt for mig at komme hjem – højgravid med slæde og fly i minus 30o!

Sygehuset

Der var et udmærket sygehus, ingen jordemoder, men 2 danske læger. Jans fødsel var lige ved at blive dramatisk, for igen oplevede jeg at føde så hurtigt, at det kom bag på alle. Vandet gik midt i opvasken, mens Søren havde Helle i badekarret, så han måtte ringe efter sygebilen og var selv nødt til at vente, til barnepigen kom. Det betød, at fødslen var overstået, før han kom listende ind ad døren og kunne se vores lille ”store” søn på 4200 gram! Det tog kun 3 kvarter fra vandet gik, og hverken lægen eller den danske sygeplejerske nåede at være med, så den ene grønlandske fødselshjælper og en elev havde virkelig sved på panden! Og jeg rystede over hele kroppen bagefter!

Men alt gik godt, og da Helle, endnu ikke fyldt 2 år, næste dag kom på besøg sammen med Søren, fandt vi ud af, at hun faktisk forstod, hvordan det hang sammen. For da jeg løftede hende op til mig i sengen og krammede hende, manglede der noget – hun kiggede ned ad mig, trak dynen ned og spurgte: ”Barn?” – og så kiggede hun ned i vuggen ved siden af mig og sagde: ”Barn – der?” Så får man en stor klump halsen.

Helle havde også barselgave med til sin lillebror: en lille hårbørste og kam – lyserøde! – fordi lyseblå var udsolgt. Men hun elskede at børste og frisere sine dukker, så det skulle det være.

Hun elskede sin lillebror meget højt.

I øvrigt så det rigtig sjovt ud med de 2 nyfødte, der lå i deres vugger imellem deres mødre på den 2-sengs stue, der var indrettet, så man fødte der og lå der med sit barn bagefter, hvor alt, hvad man havde brug for, var på stuen, både til én selv og til børnene.

Den anden baby, der var født tidligere på dagen, var barnebarn af min kivfak Kornelia, en lille pige, født 2 måneder for tidligt, men fuldstændig frisk, bare lille. Hun vejede præcis det halve af Jan, nemlig 2100 gram, var selvfølgelig helt sorthåret og udpræget grønlandsk. Da Flemming gik stuegang næste morgen, løftede han dynerne af dem begge 2 på én gang, og der skal jeg love for, at vores ”bamse” så stor ud!

Det var dejligt at komme hjem igen, jeg havde det rigtig fint, for efter at have været meget besværet til sidst med den store baby, havde jeg igen min normale skikkelse (jeg tog kun 5 kg på og tabte 9 ved fødslen). Mens jeg lå på sygehuset blev min smuldrende fortand (en krone, jeg havde haft siden jeg var 13 år) udskiftet, og jeg fik mine nye briller fra Danmark til erstatning for dem, der var knækket og klistret sammen med hæfteplaster! Få dage før jeg fødte, kom jeg til at se mig selv, iført en gabende housecoat, i et højt spejl og blev helt deprimeret, hvortil Søren sagde: ”Ja, køn er du sgutte!”

Koldt

Det var meget koldt, da Jan blev født i februar, -30o, da han skulle begynde at sove ude i barnevognen. Så jeg startede med at lade barnevognen stå i vindfanget med døren på klem ca et kvarter, og så satte jeg det gradvis op. Han var selvfølgelig særdeles godt pakket ind i uldtøj, skindpose og dynen halvt op over ansigtet, og det gik også fint.

Så det varede ikke længe, før vi kunne gå tur med barnevognen, Helle i varme sælskindskamikker…

..strikket sweater og hue fra Mormor.

Forsyninger

KGH havde en stor butik med alt nødvendigt, friske fødevarer dog kun så længe lageret rakte. Kød kun i dybfrossen stand. Og grøntsager og frugt i begrænset omfang og tid.

På et tidspunkt var tørrede  figner, der var en meget populær spise, udsolgt. Men Søren opdagede tilfældigt, at den lille private grønlandske købmandsbutik solgte figner til ca. 5 gange så meget, som de normalt kostede.

Det viste sig, at der ved en fejl var sendt alt for mange figner ud til butikkerne på udstederne, og det var derfor, de var udsolgt i byen. Købmanden havde så sendt en slæde ud for at købe fignerne op, så bestemte han selv prisen!

Vores største problem var de manglende friske grøntsager og især frugt. For Helle var meget glad for frugt og havde, siden hun fik de første 2 tænder, gnavet masser af halve, skrællede æbler i sig. Men jeg lærte hende at spise tørret frugt, som man kunne købe til at koge grød af. Og når hun legede ude i sneen i ”haven” og kaldte på mig for at få en ”madpakke”, fik hun lidt tørret frugt, pakket ind i folio, ud ad vinduet.

Bager var der ikke i byen, Grønlands Tekniske Organisations kantine bagte rugbrød, som man kunne købe. Franskbrød bagte man selv. Fisk, fuglevildt og anden grønlandsk proviant kunne man købe hos fangerne. Og vi var så heldige, at det var ”rype-år” netop den vinter. Så vi købte sækkevis af ryper, også til fryseren til at tage med til Danmark, når vi skulle hjem næste gang. Men de skulle jo gøres i stand først – plukkes el. flåes – det kunne jeg godt, men det var mange, så jeg fandt ud af, at man kunne ”leje” nogle gamle koner fra alderdomshjemmet. De sad på gulvet i køkkenet med rank ryg og udstrakte ben og plukkede ryper, mens de drak masser af kaffe og røg store cigarer, og kneveren gik! De syntes, det var herligt at komme i huset hos kolonibestyrerens unge kone og hyggede sig gevaldigt, og de skulle kun have 50 øre pr stk.

Søren blev inviteret til ”Julemik” på alderdomshjemmet og fik at vide, at det forventedes, at han kom med gaver, så han købte godter og små glas Nescafé til dem alle og blev meget populær.

Jeg fandt ud af, at der var en kone til en dansk telegrafassistent, som var uddannet frisør og havde indrettet en lille salon i deres hus. Så der blev jeg klippet, mens vores børn legede sammen. Mange år senere mødtes vi igen her i Brædstrup, hvor hun var fra, og hvor hun og hendes mand bosatte sig som pensionister, og vi spillede bridge sammen.

Angmagssalik ligger ikke så nordligt, at der er egentlig mørketid, men pga de høje fjelde var der en periode midt på vinteren, hvor man næsten ikke så solen, det kunne godt være deprimerende. Og det var slemt for potteplanterne. Derimod havde vi stor glæde af at drive løgplanter, tulipaner, hyacinter og tazetter frem i skåle. Søren havde købt en del blomsterløg i Danmark, som først stod i kælderen og spirede og derefter blev hentet op. De små glæder havde stor værdi.

Hvad vi manglede

En måneds tid før, Jan blev født i februar 1968, fik vi brev fra en gammel bekendt, en amerikaner, der var professor ved et universitet i Canada og ekspert i arktiske forhold. Han havde været i Grønland mange gange og havde bl.a. boet hos Søren både i Holsteinsborg og Narssaq. Han ville gerne benytte sig af, at vi nu boede i Østgrønland, hvor han aldrig havde været, og spurgte om han måtte komme i marts? Det var jo herligt, så vi fortalte ikke om det forventede nye familiemedlem, for så ville han nok ikke komme til ulejlighed! Han spurgte, om der var noget, han kunne tage med til os, og Søren skrev, at vi stærkt savnede citroner, men ellers ikke noget.

Da han ankom på Helles 2 års fødselsdag efter 10 timer på hundeslæde i -30o, skyndte han sig at pakke ud og var spændt på, hvordan bagagen havde holdt sig. Han medbragte nemlig en hel kasse citroner, og da han mente, det ikke kunne passe, at der ikke var andet, vi manglede, havde han spurgt sig for i Grønlandsministeriet og havde så også købt bananer, vindruer, appelsiner og æbler. Det var fantastisk, for i butikken var der på det tidspunkt ikke andre friske grøntsager end kartofler.

De friske frugter havde holdt sig fint allesammen, godt indhyllet i hans sovepose og rygsæk. Så ikke bare kunne Helle og jeg drikke frisk lemonade i kandevis (barselkoner har sære lyster!), men Helle fik ½ banan ad gangen og friske æbler, og vi kunne også, når vi blev inviteret ud hos vore venner sammen med Bill, glæde værtinden og medbringe et par citroner.

Han fik så lejlighed til at tage på slædeture til udstederne sammen med Søren for at studere de østgrønlandske forhold og tage flotte billeder.

Til sådan en slædetur var Søren iført: lange kamgarnsunderbukser, lammeskindsunderbukser og krafitige vindbukser, ulden strikket sweater, anorak, tykke sokker, store støvler og øreklaphue, samt selvfølgelig store vanter.

Bills påklædning var mere amerikansk: vatteret nylontøj over ulden sweater og militærstøvler.

I øvrigt brugte han også sine ører, for efter at han var rejst, kom der en pakke fra ham med en kæmpestor spegepølse og 2 glas vitamindråber, købt i Sdr. Strømfjord. Han havde lyttet sig til, at vi savnede spegepølse, og at jeg ikke kunne få de vitaminer, som Jan skulle begynde at have!

Afsked med Angmagssalik

Foråret var en dejlig tid, isen på fjorden begyndte at smelte, og selv om vi ikke kunne komme ret langt, kunne vi godt gå nogle gode ture med barnevognen og nyde den flotte natur.

 

Og vi havde fået gode venner og oplevelser.

Men vi skulle ikke blive der, så der skulle pakkes igen! Søren skulle have haft 8 ugers ferie efter den nye ferielov for grønlandske tjenestemænd, og vi havde planlagt Jans barnedåb i Danmark sammen med familien. Men ferien blev aflyst, fordi Søren hurtigst muligt skulle til Egedesminde (Aasiaat), Grønlands næststørste by, som fuldmægtig. Han fik dog som kompensation forhandlet sig frem til 1 uges ferie i Danmark, og da det ville tage 1½ måned at transportere vore møbler hele vejen rundt om København og op til Egedesminde, kunne børnene og jeg blive i Danmark i den tid. Derfor rejste jeg med børnene først, mens Søren overvågede pakningen af alt vort gods.

Det var en meget omstændelig rejse med 2 så små børn. Da der stadig var is i fjorden, måtte rejsebåden sejle den lange vej forbi bygden Tiniteqilâq, en tur på over 8 timer, til Kulusuk og derfra fly til Sdr. Strømfjord med overnatning begge steder. Med babylift, kufferter og en 2-årig! Men folk er hjælpsomme, så det gik godt. Og i Kastrup blev vi hentet af mine forældre lige før Sct. Hans.

Barnedåben, med Mormor som gudmor, holdt vi som planlagt i Gangsted Kirke og på Søvind Kro hos Emma, der netop var blevet enke efter Sørens fætter

Og mens Søren knoklede i Egedesminde, både på arbejde og med at pakke vores gods ud, kunne vi nyde sommeren på stranden i Kerteminde.

 

14 tanker om "6. afsnit, Angmagssalik 1967 – 1968"

  1. Kære Hanne, tak endnu en gang fordi jeg måtte læse med på din erendrings-rejse. Meget spændende. Men man skal nok være ung og stærk for at holde til at flytte så meget ved så besværlige vilkår!
    Kærligst Sigrid.

  2. Tak for indvielsen af jeres meget anderledes liv, det er supert at læse om hvordan jeres liv har været og hvor er Helle dog en lille sød tøs at se på. Hvor mange unge kvinder tror du, havde mod på den tilværelse idag.
    Kærlig hilsen Annette
    glæder mig allerede til næste gang du fortæller om jeres liv i ord og billeder.

  3. Hej – Faldt lige over din lille historie fra Tasiilaq – som Angmagssalik hedder i dag. Min søn er født i 1968 og er i dag skolelærer deroppe. Heldigvis er det meget lettere at komme dertil i dag, end da du rejste derop. Nu flyver man via Island til Kulusuk og så med helikopter det sidste stykke, om sommeren kan turen fra København til Tasiilaq gøres på 10 timer med mellemlandingerne og ventetiderne, men resten af året må man have en enkelt overnatning på Island. Tak for din søde historie.

  4. Hej.Jeg kan se,at vi har boet på i Nuuk på samme tid.Min far,det var Doktor Andersen.Han var distrikslæge i Angmagssalik,før jeres tid.Hilsen Hanne Larsen.

  5. Kære Hanne.
    Jeg har arbejdet på børnehjemmet i Angmagssalik fra 69 – 71 og på skolen fra 71 – 72. Jeg var pædagog på børnehjemmet og havde børnehaveklassen det sidate år.
    Det er sjovt at læse din beskrivelse af jeres ophold. Jeg kan genkende det. Der er sket meget siden i Angmagssalik, godt det samme.
    Jeg hed Inger Amtrup den gang, hvis der er andre, der støder på min lille notits.
    Mvh. Inger Christensen
    Struer

  6. Hej Hanne Faldt helt tilfældigt over din blog og din fine beskrivelse af livet i Angmagssalik i “gamle dage”. Jeg har selv arbejdet som lærer der fra 86 til 95. Nu er jeg på vej derover for en tur mere som lærer til sommer . Kommer du fra Kerteminde. Det gør jeg.

    Hilsen Morten

    • Hej Morten – velkommen på bloggen! Og tak for de pæne ord om min beskrivelse af Angmagssalik i gamle dage!
      God tur derop igen, du kan sikkert kende huset, vi boede i, jeg regner med, at det ser ud som dengang.
      Jo, jeg kommer på en måde fra Kerteminde, forstået på den måde, at jeg med min familie flyttede dertil i 1953, mine forældre blev der resten af deres liv, hvor de havde skobutik, og ligeså min yngste søster, Lotte Andreasen, der var lærer på Kerteminde skole, nu pensionist, gift med Erik Andreasen, som havde Folkebådscentralen. Det kan være, du kender dem?

  7. Hej
    Kan jeg få lov til at bruge til billede af hundeslæde, Angmargsallik
    på mit nye Dankort?
    Vh
    Lisbeth

Skriv et svar til hanne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *