12 års hverdagsliv i Grønland 1962 – 1973, afsnit 1 – 4.

Bogholder på kæmnerkontoret i Narssaq

I januar 1962 rejste jeg til Grønland, 22 år gammel, alene og uden at kende et menneske der.
Hvordan finder man på det?

Det var nok først og fremmest eventyrlyst. Jeg huskede, hvad min rektor havde sagt til os: kom ud og oplev noget, lad være at gro fast i job og familie her i Odense, før I har oplevet noget af verden!
Jeg var færdig med min uddannelse som bankassistent i 1960, havde senere ladet mig friste af et job som bogholder i et lille firma, men det var et dårligt arbejdssted, så det var det rigtige tidspunkt til at prøve noget helt andet.

Og der havde altid været noget, der tiltrak mig ved Grønland, jeg havde læst nogle bøger om det, men jeg kendte ikke nogen, der havde været der. Naturen og de primitive leveforhold tiltalte mig meget mere end f.eks. London, hvor mange andre piger på den tid  var aupair.
Jeg lagde billet ind på en annonce fra Grønlandsministeriet, som søgte en bogholder til et kæmnerkontor, og jeg blev kaldt til samtale i ministeriet, hvor en kontorchef ikke kun spurgte om mine kvalifikationer, men også om personlige ting, som: boede jeg hjemme hos min familie? hvad var mine fritidsinteresser? osv. Han begrundede det pænt med en forklaring om, at de ofte havde oplevet, at sådanne små unge piger i strutskørter og høje hæle (som også jeg var dengang!!) ofte måtte rejse hjem i utide, når de oplevede den primitive og til tider barske verden i Grønland, uden at opfylde den 2 års kontrakt, man tegnede for at få rejsen betalt begge veje.
Men jeg var flyttet hjemmefra som 18-årig og var vant til at klare mig selv, og da han hørte, at min alt overskyggende fritidsinteresse var spejderarbejde, hvor jeg i flere år havde været ansvarlig leder for 30 ulveunger, så havde han ikke flere betænkeligheder. Faktisk var min største betænkelighed, da jeg skulle underskrive kontrakten, ikke, om jeg kunne undvære min familie, men om jeg kunne rejse fra alle ”mine” drenge!

Farvel

Men jeg må da indrømme, at tårerne sved lidt i øjnene, da jeg vinkede farvel til mine forældre og søstre, der fulgte mig helt til Kastrup, 2 år var lang tid at se frem, når man ikke vidste, hvad de ville indebære.

Som sagt var det januar, og jeg vidste, at mit rejsegods først ville ankomme med skib ca. 14 dage efter mig, og jeg måtte kun medbringe 20 kg i flyveren, så jeg havde skistøvlerne og den nye varme parca-coat på, så de ikke skulle vejes ind, og så havde jeg min sovepose med, så jeg kunne klare mig, indtil min dyne kom, men ikke meget tøj at skifte med. Jeg ville få en møbleret bolig stillet til rådighed, med køkkengrej osv, det var spændende.

Narssaq

Byen, jeg skulle bo og arbejde i, var Narssaq, en lille fåreholder-by med rejefabrik og lammeslagteri i Sydgrønland, hvor jeg skulle arbejde på kæmnerkontoret, som førte regnskab for alle statslige og kommunale funktioner undtagen Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH).
Efter mellemlanding og overnatning på Island, og is-rekognoseringsflyvning (som blev indført efter ”Hans Hedtofts” forlis få år før) langs Grønlands østkyst – hvilket betagende syn ind over indlandsisen! – landede vi i Narssarssuaq, hvorfra vi sejlede med en lille rejsebåd mellem de høje, snedækkede fjelde på begge sider ud gennem Skovfjorden, der heldigvis og lidt usædvanligt for årstiden var helt isfri efter en monsun. ”Vi” var en større flok danske håndværkere, der skulle op til en ny sæson, nogle få grønlændere og så lille mig, ene pige!

Byen under Narssaq fjeldet

På kajen i Narssaq stod masser af nysgerrige, det var altid spændende, når der kom nye mennesker, og på den passagerliste, der blev slået op på væggen til kæmnerkontoret, stod der et pigenavn! Det i sig selv var spændende, men en spøgefugl ville vise, hvor hurtigt et rygte kunne løbe, så han havde fortalt til én mand, at det navn var et pseudonym for en kendt dansk fotomodel, der var kommet ud i noget kriminalitet og derfor skulle lidt af vejen! Hende måtte man jo se. Det vidste jeg ikke noget om før lang tid senere.

Min chef, kæmneren, var der heldigvis også, og han tog mig med hjem til sin kone til et måltid mad, inden han viste mig det lille hus, jeg skulle bo i, og hvor han havde sørget for, at der var tændt op i kakkelovnen, så der var dejligt lunt.

Mit hus.

Min tjenestebolig var et lille gult træhus, der lå på en vej op ad Narssaq-fjeldet, der er et vartegn for byen. Det var en flot beliggenhed med en pragtfuld udsigt ned over byen og ud over fjorden.


Huset var indrettet til en grønlandsk familie, men for min skyld havde man stillet et el-komfur ind i stuen! Derudover var det ganske primitivt. Der var 2 rum, en stor stue med kakkelovn og et lille soveværelse uden varme, begge malet i stærke farver med blank maling! Endelig et bryggers med jernkomfur og en stor tønde til vand, hvor der godt kunne være is på om morgenen! Denne tønde blev fyldt op nogle gange om ugen om vinteren, om sommeren var der rindende vand (koldt naturligvis) i rørene. Toilettet var et lokum ved siden at vindfanget, så renovationsfolkene nemt kunne komme til at tømme det. Bad var der ikke noget af, så det var ”etagevask” i iskoldt vand i bryggerset, og tøjvask måtte man selv finde ud af at klare!
Der var møbleret nydeligt med sofa, stole og spisebord. Tallerkener i den ene af 2 standardmodeller, glas og bestik til 6 personer var det, en ungkarl kunne råde over som ”udsendt” (statsansat dansk-lønnet). Gryder og pander var der også, den største gryde var lige akkurat så stor, at jeg kunne koge et dynebetræk i den første gang, jeg skulle vaske, men ikke stor nok til, at det ikke brændte på!

Jeg var jo ellers spejder, men den første morgen vågnede jeg i min sovepose til et iskoldt hus, for jeg vidste ikke, hvordan man fyrede over i kakkelovnen – men det fik jeg lært! Man tændte op med træ og fyrede med kul, som man kunne få leveret.

Til gengæld fik jeg den første weekend-morgen, hvor det ikke var mørkt, når jeg vågnede, en helt uventet oplevelse, da jeg søvndrukkent så ud af vinduet mod fjorden. I min ikke helt vågne tilstand nåede jeg at tænke: ”Hvem i alverden har hældt blå maling ud over det isfjeld?”

For ude i fjorden lå et stort umiskendeligt blåt isfjeld mellem de mindre isskosser. Jeg har ikke den videnskabelige forklaring på, hvorfor de kan være blå, det må være noget med lysets brydning, men blåt det var det! Og dem kom jeg til at se mange flere af.

En anden fantastisk naturoplevelse, som jeg ret hurtigt stiftede bekendtskab med, var Nordlyset.
Det var jo vinter, og når jeg gik hjemad fra arbejde, gik jeg op mod fjeldet, hvor nordlyset stod og blafrede omkring. Det var et fantastisk syn: blåt, grønt, violet og hvidt, levende, bølgende, eventyrligt – man kunne aldrig blive træt af at se på det, hvis ikke det var fordi det var for koldt, til at man stod stille ret længe ad gangen.

Her er ned over byen og fjorden i månelys.

Arbejde, arbejde

Mit arbejde gik ud på at føre regnskaber ved hjælp af det, der hed ruf-bogholderi. Det var jo før edb, så det var manuelt på en slags dobbelt skrivemaskine, hvor man skrev på kontokort og journal samtidig. Den første måned arbejdede jeg sammen med den pige, som jeg skulle afløse, så rejste hun. Men regnskabet var et helt år bagud! Så det var arbejde, overarbejde og arbejde! Hver aften til kl 22.00 og hver lørdag og måske søndag.

Kæmnerkontoret

Kæmnerkontoret

Det var sådan set i orden, men det havde desværre den konsekvens, at jeg næsten ikke lærte nogle mennesker at kende privat.
På kontoret havde jeg nogle søde grønlandske kolleger foruden den danske chef, men de havde jo alle deres familier. Så da jeg den 31. maj (den dato glemmer jeg aldrig) var helt a jour med bogholderiet og dermed ikke skulle arbejde hele tiden, måtte jeg til at finde ud af at få nogle venner.


Det, og hvordan jeg lærte at fange laks, vil jeg fortælle om i næste afsnit!

 

Grønlands krøniken 2. afsnit 1962 – Narssaq

Narssaq, hvor jeg boede og arbejde fra 1962 – 64, ligger i Skovfjorden, ca. midtvejs mellem den tidligere amerikanske flyveplads Narssarssuaq og Julianehåb (nu Qaqortok), som de hed dengang.
Byen ligger for foden af et meget højt fjeld, og var dengang under udvikling fra en fåreholder- og fiskerby til en industriby med rejefabrik og lammeslagteri.

På udstederne i fjorden boede fåreholderne, meget isoleret og ofte kun 1 familie hvert sted. Lammene blev indfanget og sejlet ind til Narssaq om sommeren, hvor de blev slagtet, frosset og eksporteret. Det var meget fint lammekød.

Rejefiskeriet i Grønland var rigtig ved at komme i gang, rejerne blev kogt, pillet og frosset eller henkogt på de dengang kendte blå dåser i flere byer, hvor Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) havde bygget fabrikker, til eksport.

Narssaq var en af dem, og det gav en stærk vækst i byen, der fik moderne butik, masser af nye huse, endda et ”højhus” med 3 etager, hvilket erfarne folk fandt ganske vanvittigt, for det ville med garanti blive væltet af den første føhn-storm!

Byen var stærkt præget af fiskeriet og fåreholdet. Så sydligt fandtes der ikke hundeslædekørsel, og slædehunde var ikke tilladt, men derimod fårehunde, mest Colli’er, der løb løse. Værre var det, at der løb masser af islandske heste rundt i byen, de væltede skraldespandene på jagt efter føde, hvis de kunne komme til det og var ikke ganske ufarlige.

I den moderne KGH-butik (Kongelige Grønlandske Handel) og hos den private købmand var udvalget ret stort i såvel fødevarer som isenkram. Men det var konserves og lidt frysevarer. Frugt og friske grøntsager var der et meget begrænset udvalg af, afhængigt af skibstrafikken og årstiden. I Sydgrønland var der skibstrafik hele året i modsætning til i Nord- og Østgrønland, så der kom friske forsyninger året rundt – i begrænset udvalg som f.eks. Kartofler og gulerødder og løg.

På et tidspunkt fandt man ud af, at når man alligevel fløj is-rekognosering mellem Island og Narssassuaq, kunne man tage agurker og tomater fra Islands opvarmede drivhuse med til salg i butikken, og det var helt fantastisk! Det var lige meget, hvad det kostede, men de blev rationeret, så alle kunne få chancen for at købe.

Mælk fandtes kun som tørmælk, som skulle piskes op i vand. Man fik små fif af de erfarne, hvordan mælken blev bedst, f.eks. pisket meget kraftigt el. blendet, mens vandet var lunkent, og så afkølet til næste dag. Hvis man havde børn, fik man gratis mælkepulver fra det danske katastrofelager inden udløbsdatoen!

Piskefløde kunne man naturligvis heller ikke få, men man kunne købe et norsk produkt , ”Morfat” på dåse – det lignede hvid skosværte. Det var lavet af hvalfedt og kunne piskes op til en slags ”flødeskum”, der godt kunne bruges til desserter, især hvis det var pisket op med saften fra dåsefrugt!

Rigtige gammelsdags saltede spegesild i tønder havde butikken også, men det hørte ikke med til min køkkenopdragelse at gøre spegesild i stand, så det måtte jeg lære, for hvad er en frokost uden spegesild? Værre endnu: hvad er en spegesild uden løg og uden snaps? Se det var ved at bringe byen i panik den påske, da butikken pludselig ikke havde flere løg og ikke mere snaps! Så var det godt at kende en fisker, som for gode ord og betaling kunne tage mangelvarerne med fra Julianehåb, 4 timers sejlads væk.

En anden gang var sukker lige ved at slippe op, så der blev telegraferet til KGH i Julianehåb om at hjælpe med det. Det var lige ved at gå galt, for den kontorassistent, der eksperede telegrammet, kunne ikke holde mund, men lod det sive til veninderne, så der blev hamstret! Det var nær ved at koste hende stillingen.

Til gengæld kunne man købe frisk proviant af fiskere og fangere. Den flotteste kæmpestore torsk for 1 kr pr. stk., store flotte laks for 3-5 kr, forskelligt fuglevildt, og i bestemte år kunne man købe ryper. Min Mor havde forudset dette og lært mig at rense fisk og gøre fugle i stand.

Der var også en god bager, ansat af KGH og med butik i tilknytning til KGH’s butik.

Der var megen selskabelighed blandt de danske udsendte, men som før nævnt arbejdede jeg de første 5 måneder så meget, at jeg dårligt lærte nogen at kende, det var ikke så spændende for en ung pige at blive inviteret til middag hos chefen sammen med deres lidt ældre venner, eller til kaffe hos nabokonen, der var fraskilt med 3 små børn.

Så en lørdag aften, den 1. juli, fik jeg så ondt af mig selv, at jeg gjorde, hvad jeg var opdraget til at en ung pige ikke gør alene:
Jeg gik til bal i forsamlingshuset, hvor jeg vidste, at mere end det halve af byen holdt den årlige fåreholder-fest med ”danse-mik”.

Og jeg skal love for, at jeg fik danset! Grønlænderne elsker gammeldags folkedans, det ligner meget hurtig polka og rheinlænder, til harmonika og guitar. Og kavalerer var der heller ingen mangel på. Foruden det store flertal af grønlændere, der syntes, det var herligt med en dansk pige, der kunne danse (jeg havde faktisk været sportsdanser), var der masser af danske unge mænd, mens jeg på det tidspunkt nok var den eneste ugifte danske pige.

Der var især en ung assistent ved KGH og en helikopterpilot, der var meget ihærdige, og det endte med, at jeg blev inviteret med deres selskab hjem til natmad hos assistenten.

KGH-assistent Søren

Han var meget stolt af at kunne pynte natmaden med frisk salat og radiser, som han selv havde opdyrket i mistbænke foran sin bolig, et lille rødt træhus. Så på et tidspunkt skulle vi alle ud for at beundre disse mistbænke. Der var bare det ved det, at  låsen i hans hoveddør var gået i baglås, så alle myldrede ud ad bagdøren, dvs. lokumsdøren, og der sad tilfældigvis en butiksassistent – det tog han pænt – også da vi myldrede tilbage igen samme vej!

Mistbænken med salat, beundret af en nabopige i søndagsdragt

Jeg kom godt i snak med værten, jeg havde en frisk replik, så jeg drillede ham, og det kunne han vist ikke stå for. På et tidspunkt ville han være galant og tænde min cigaret, men havde for travlt (der var nok røget nogle øl og snaps indenbords), så han fik sat ild til hele tændstikæsken og brændte en finger slemt, så han næste dag måtte til læge på det lille lazaret. Senere fortalte han, at han havde siddet i venteværelset med den forbrændte finger strittende meget synligt for ikke at blive mistænkt for at fejle noget helt andet og meget mere pinligt, som var den hyppigste årsag til unge mænds besøg på lazarettet!

Jeg blev inviteret med ud på laksefiskeri en af de følgende aftner. Det foregik fra stranden ude ved udmundingen af en elv et stykke uden for byen. Normalt var der kun veje indenfor bygrænsen, men fordi man på det tidspunkt havde forsøgssprængninger efter uran-malm i Kvanefjeldet, havde man anlagt en vej derud, og min vært havde en VW-pick-up til sin rådighed som tjenestebil, så det var jo noget helt nyt.

Vi fiskede med stang, hvilket jeg aldrig havde prøvet før, men jeg blev da så god til det, at jeg allerede den første aften fangede 2 flotte blanke fjeld-ørreder, så jeg var ret stolt! Det blev ikke den sidste fisketur, det var jo dejligt lyst til sent om aftenen, og i weekenden kunne man tage madpakke med og få en dag ud af det. 

Da jeg havde fødselsdag kort efter, faldt det naturligt at invitere ham og hans ven butiksassistenten på kaffe og hjemmebagt franskbrød. Fødselsdagsgaven var en stor, halv røget laks, altså en rigtig skællaks – sikke et festmåltid! Det var den første gave, men ikke den sidste, for det udviklede sig, og Søren, som min vært hed, og jeg blev kærester, og vi var sammen i 47 år.

Søren

Søren havde været i Grønland en periode i Holsteinsborg, før han kom til Narssaq.

Holsteinsborg (Sissimiut) 1959

Som tjenestemand var han 2½ år ét sted og havde derefter ½ års permission, og blev som alle yngre tjenestemænd flyttet rundt imellem de forskellige byer. I Holsteinsborg (Sissimiut nu) var han aspirant, nu var han fastansat tjenestemand, dvs en livsstilling med udsigt til forflytninger og forfremmelser indenfor KGH, forventeligt sluttende med udnævnelse til handelschef i en eller anden by, det, der i ”gamle dage” hed ”kolonibestyrer”.

Hans arbejdsområder var fortrinsvis skibstrafikken, f.eks. lastning af skibene med saltfisk og tørfisk til eksport med kvinder som havnearbejdere.

Grønlandske kvinder som havnearbejdere

Der kom naturligvis også fangere ind med sæler eller én gang med denne krabat: Den kunne bruges som hundefoder.

Hvalros

I Holsteinsborg kom der mange fisketrawlere, både danske og store udenlandske, det udløste mangeartede opgaver, én gang måtte han arrangere en katolsk begravelse af en italiensk sømand.

Fisketrawlere

I Narssaq var det mest forsyningsskibe, der anløb, såvel med alle slags varer til butikkerne som olie og kul og byggematerialer, og KGH var også byens bank.

I Holsteinsborg holdt han helt privat en slags pensionat i sin tjenestebolig…

Tjenestebolig og pensionat

…hvor andre ungkarle betalte for at spise den mad, som han havde hyret en ældre grønlandsk kivfak – en tidligere økonoma til at lave – hun var fyret fra sygehuset, fordi hun faldt til flasken indimellem. Hvis det skete på pensionatet, måtte Søren selv sørge for mad til pensionærerne – så fik de svinehjerter i flødesovs fra dåse, så vidste de, hvad der var galt!

Og der havde han også sommetider udenbys gæster, f.eks. fra den amerikanske base, som så kom med lækkerier fra basen til gengæld. Han oplevede mange sjove ting i den forbindelse og elskede at fortælle om det.

Han havde også hunde og kørte med hundeslæde, hvilket han ikke kunne fortsætte med i Narssaq.

I de år efter ”Hans Hedtofts” forlis blev flyvningen udbygget. I Holsteinsborg fløj man med små ”Ottere” til Søndre Strømfjord eller længere nordpå med passagerer, de kunne lande både på isen og på vandet. Der kunne det ske, at han fik tilbudt en flyvetur, hvis der var plads.

I Narssaq var der ikke flytrafik, men Søren fik opgaven at organisere eftersøgning med store og små skibe, da et fly forulykkede, desværre forgæves, da det viste sig, at det var fløjet ind i et fjeld i tåge, og 12 mennesker omkom, det var nogle grimme dage.

Han påstod, at han var den, der hjalp mig i land, da jeg ankom til Narssaq, men det kunne jeg ikke huske, der var jo så frygtelig mange mennesker på kajen.

Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde mange ting til fælles, vores baggrund var ret ens med kernefamilier, dog med den væsentlige forskel, at han var jyde og jeg fynbo – der var nogle holdningsforskelle! Vi havde også begge været meget aktive spejdere og spejderledere. Og vi holdt begge 2 meget af at læse bøger og høre klassisk musik. Der var jo ingen TV, meget begrænset telefonforbindelse indenfor det halve af byen. Og radiolytteforholdene var meget dårlige inde mellem fjeldene. Vi var begge vant til selskabelige forældre, og mødre, der var gode til at lave mad og have gæster. Så vi tilbragte hurtigt mange timer sammen, både ude i naturen..

…med indendørs hygge. Jeg havde haft kærester før, men aldrig før én, som jeg bare kunne tie stille med, mens vi læste i hver sin bog eller hørte noget god musik fra Sørens store samling af bånd og plader.

Der var mange ”frynsegoder” i forbindelse med hans arbejde, f.eks. kunne han tage bad på fabrikken – og han tog mig med! Jeg havde klaret mig med etagevask i ½ år, så det var ikke at kimse af!

Sørens hus – eller mit? De var ens.

Bortset fra, at det var dejligt at have en kæreste, så førte det også andre ting med sig, for pludselig fik jeg via ham et socialt liv, som jeg havde savnet. Hans venner blev mine venner, vi blev inviteret ud sammen, han havde spændende kontakter på skibene, og han fik af og til interessante gæster fra både Danmark og udlandet. Igennem årene har jeg været værtinde for mange sjove og spændende mennesker, lige fra Thisted FDF-orkester til en amerikansk professor fra et canadisk universitet, folketingsmedlemmer, og ikke at forglemme Arveprins Knud og Arveprinsesse Caroline Mathilde! Derom en anden gang.

Grønlands krøniken 3. afsnit 1962 – 1964, Narssaq

Venskaber

Efter nogen tid i det lille gule hus under Narssaqfjeldet kunne jeg flytte ind i et lidt bedre, hvor min kollega havde boet. Det var nøjagtig magen til Sørens og lidt mere komfortabelt end min første bolig. Stadigvæk med lokum, uden bad og kun rindende (koldt) vand i sommermånederne, men petroleumsovn i stedet for kakkelovn! Da en ny ung mandlig kollega senere skulle overtage huset efter mig, fik jeg besked af vores nye chef på at bestille en vaskemaskine til huset. ”Hvordan skal han ellers vaske?” spurgte chefen, da jeg syntes, det var godt for min kollega. Tjah, havde han mon tænkt over, hvordan jeg havde vasket i ¾ år?

Jeg havde på det tidspunkt, knap 1 år efter min ankomst til Narssaq, fået tildelt en 1-værelses moderne lejlighed med alkove i det nybyggede ”højhus” i stedet for mit lille primitive hus.

Det havde nogle fordele: centralvarme, rindende koldt og varmt vand hele året – og bad – men dog stadig lokum i det moderne badeværelse inde midt i lejligheden!, samt moderne køkken og adgang til fælles vaskerum med vaskemaskiner og tørretumbler, virkelig en revolution.

Højhuset lå et stykke fra centrum ud mod fjorden med en flot udsigt både op mod Narssaqfjeldet og ind mod byen, samt ud over fjorden med de sejlende isskosser. Der var et stykke at gå ind til kontoret og butikken, så jeg fik mine forældre til at sende min cykel op med skib. Der var nemlig anlagt en grusvej derud, men skulle jeg til den modsatte ende af byen, måtte jeg stille cyklen eller trække den over klippeknoldene, terrænet var meget varieret.

Vi opholdt os dog mest i Sørens hus, fordi der kun var telefon i den ende af byen, og han skulle kunne kontaktes døgnet rundt i hans arbejde med skibene.

Den største del af hans ansvarsområde var shipping-arbejde: losning og lastning af skibe døgnet rundt og i al slags vejr fra en alt for lille kaj, hvilket betød, at skibene oftest måtte ligge for svaj, mens godset blev transporteret til og fra på pramme.

Sørens tjeneste-telefon fik vore venner, en telegrafist-familie, glæde af. De boede noget udenfor byen på en pynt, hvor amerikanerne på grund af de meget dårlige radioforhold havde bygget telegrafstationen som pejlestation i forbindelse med indflyvning til basen i Narssarssuaq.

Der var ingen vej, så man måtte enten gå over fjeldet eller sejle derud. Da konen, som ventede deres andet barn, begyndte at føde en nat 2 uger før tiden, og de ringede på sygehuset, kunne de ikke forklare den grønlandske nattevagt, hvor meget det hastede. ”Lægen kommer i morgen!”, sagde hun bare. Og da lægen ikke havde telefon hjemme, måtte de finde en, de kunne vække og få til at hente lægen midt om natten, og så var det heldigt, at Søren havde telefon og bil til rådighed.

Da lægen fik startet en båd op og ankom, var fødslen dog overstået med en anden telegrafistkone som jordemoder, uden anden erfaring end sit eget barns fødsel 20 år forinden, men det gik godt.

Når man har sin familie så langt borte og ikke engang kan snakke i telefon med dem, knytter man sig tæt til de venner, man får. Man omgås selskabeligt, har strikke- eller kortklubber, tager på udflugter, og fejrer højtider sammen.

 

Der var uskrevne regler, f.eks. var det utænkeligt, at enlige ”udsendte” skulle holde juleaften alene, de blev altid inviteret til at holde juleaften sammen med andre. Jeg havde fået flere nye kolleger på kæmnerkontoret, chefen havde fået et større embede i en anden by, og der var kommet en ny chef af en helt anden type. Der var også kommet en souschef, Birthe, der havde været i Grønland i flere år, og som sammen med sin mand Asger, der var automekaniker havde en større lejlighed i samme højhus som mig, hende lærte jeg meget af. I november fik vi en ny ung kollega Ole direkte fra Danmark, som ankom i pæn frakke, hat og nypudsede sko! Det var ham, der flyttede ind i mit tidligere hus, og det var tydeligt, at han ikke var vant til husholdning. Så han kom lidt ”under vingerne” hos os andre og kom bl.a med i Søren og Asgers kortklub.

Birthe og Asger havde inviteret os til at holde juleaften hos dem (min første jul i Grønland), men vi gik ud fra, at Ole var inviteret hos chefen. Først lillejuleaften gik det op for os, at han skulle være alene, og da havde vi meget vanskeligt ved at overtale ham til at tro på, at det ikke kun var medlidenhed, der fik os til at bede ham om at holde juleaften sammen med os. Men vi holdt en helt traditionel juleaften, dansede om juletræet og havde gaver til hinanden ud over gaverne fra vore familier. Det var hyggeligt.

Senere var det Søren og mig, der inviterede andre enlige eller andre familier til at holde juleaften sammen med os efter samme model, det kunne være venner, men også en enlig sekretær, der syntes, at ”det var alt for meget”. Det er klart at det mildner savnet efter familien!

Jeg vidste, da jeg rejste op første gang, at indenfor det første år var der både en søsters konfirmation, min fars 50 års fødselsdag og mine forældres sølvbryllup, som jeg ikke kunne komme hjem til! Det var selvfølgelig lidt hårdt, men det var vilkårene.

Til min fars fødselsdag havde jeg lånt Sørens spolebåndoptager og indtalt en hilsen, som blev afspillet under hans fest med familie og venner. Den kvitterede han for ved at sende en hilsen tilbage, hvor det første, han sagde, var: ”Sig mig, omgås du udelukkende jyder deroppe i Grønland?!”

Jeg havde nemlig altid haft nemt ved at lade mit sprog præge af dem, jeg var iblandt – jeg snakkede næsten uforståeligt Kerteminde-fiskersprog, når jeg som 16-årig havde øvet på Fiskerrevyen, og når jeg kom hjem på weekend, mens jeg var i lære, kunne mine forældre høre, at der var mange JYSKE teknikumstuderende på pensionatet, hvor min søster og jeg spiste.

Det var selvfølgelig Søren, der ”smittede” mig sprogligt, så det fik de en forklaring på.

Vi fik flere fælles venner, nogle kom, og nogle rejste igen efter kortere eller længere tid. Nogle så vi aldrig igen, andre holdt vi kontakten med og mødtes måske igen i en anden by på Grønland.

Vi lærte, at med nogen skal det helst være hver lørdag med 3 retter mad, 3 slags vin og cognac til kaffen mm, andre kan man drikke en kop kaffe med, eller man kan tage på ”skovtur” med madpakke. Og så lærer man også, at man skal ikke overdrive, for man kan blive så grusomt træt af de nye venner, hvis man overrender hinanden. Det bliver nemt lidt hektisk.

Der var også ”sommerrejsende langs kysten”, dvs forskellige specialister, såsom dyrlæger, tandlæger, lægelige specialister og forskellige konsulenter, der løste forskellige opgaver hver sommer, de var taknemmelige for at blive inviteret hjem eller med på fisketur, og for os var det afvekslende at møde nye mennesker.

Søren havde ladet et ord falde i et brev til sin familie om en pige, han havde mødt. Han var absolut ikke nogen flittig brevskriver, så det blev bemærket! Og hans mor fandt ud af, at der som noget helt nyt var et rejsebureau, Airoloyd, der var begyndt at arrangere rejser til Sydgrønland, så hun meldte sin ankomst til sommeren 1963! Det var spændende, og heldigvis blev vi straks gode venner.

Besøg fra Danmark

Hun boede hos Søren i de 14 dage, hvor det øvrige rejseselskab rejste rundt og var privat indkvarterede – hoteller fandtes slet ikke – og jeg havde flyttet mine ejendele ud i min lejlighed, det var ikke almindeligt først i 60’erne at man boede sammen uden papir!

Søren havde mulighed for at låne havnebåden til udflugter, så vi inviterede venner med på ture ind i fjordene, medbringende store madkurve, det var fantastisk. Der var en anden gammel mor med på samme rejse, og jeg tror, at vore venner syntes, det var herligt med 2 ekstra bedstemødre!

Hvalsø kirkeruin

 

Da min kommende svigermor rejste hjem igen, var det mig, der fulgte hende til Narssarssuaq, og det foregik i en storm, der vippede den lille, lukkede rejsebåd så voldsomt, at jeg blev meget søsyg…

…og hun købte mig mit livs første par cowboybukser, da vi kom i land!

Røgfri

Som de fleste i vores alder var både Søren og jeg rygere, jeg røg cigaretter fra jeg var omkring 15-16 år, mine forældre var også rygere, og Søren røg mest cigarer eller pibe. Men da jeg var begyndt at købe ”udstyr” med henblik på en fælles fremtid med eget bohave, irriterede de stigende priser på tobak mig mere og mere. Sundhedsrisikoen snakkede man slet ikke om dengang! Og da prisen på 20 cigaretter, som jeg røg til dagligt, steg til 8 kr, spøgte tanken om at holde op. Jeg troede bare ikke, jeg kunne.

Men den 22. november 1963 holdt jeg op med at ryge. Noget bekendt ved den dato? Ja, det var den dag, J.F.Kennedy blev myrdet. Jeg lå på sygehuset efter en operation dagen før og havde stadig lidt ubehag efter narkosen. Sygehuset var et lille lazaret med 2 sygestuer og en konsultationsstue, som blev lukket, steriliseret og omdannet til operationsstue, når der var brug for det. Den enlige læge ville gerne operere i stedet for at sende patienterne 4 timer med båd til nærmeste større by, og han havde en grønlandsk, dansk uddannet jordemoder og en dansk sygeplejerske, som han selv havde uddannet som operationsassistent og narkosesygeplejerske!

De 2 stuer var en mande stue og en kvindestue, på kvindestuen lå der evt. også børn. Da jeg lå der, var vi 4 kvinder og 2 børn på den lille stue.

Den lille pige på 1 – 2 år med dårligt hjerte havde tilbragt det meste af sit korte liv på sygehus i Danmark, men havde det godt nu. Hendes forældre kom hver dag og besøgte hende, men helt akklimatiseret til Grønland var hun ikke endnu. En af dagene stod menuen på ”Suase” (stavet efter udtale), som er en fed suppe, kogt på hele fugle med grøntsager og valsede byggryn, der flyder rundt i suppen, en stor delikatesse for grønlændere, men ikke fristende for mig! Det var forudset , så der blev serveret alkebryst for mig, stegt som bøf med løg, kartofler og brun sovs – sikke en service.

Den lille pige blev madet af en kivfak, men hun skreg i vilden sky og ville ikke spise det. Jeg foreslog, at hun fik noget af min mad, som der var rigeligt af, kivfakken så undrende på mig, for ”Suase” er jo det bedste af det bedste! Men i desperation prøvede hun, og så spiste den lille. Hun havde fået danske spisevaner.

Jeg var blevet opereret for en extrauterin graviditet, en graviditet udenfor livmoderen, som kan være livstruende. Det var ikke nogen planlagt graviditet – vi planlagde jo bryllup i Danmark det kommende forår – men den blev opdaget så tidligt, at jeg faktisk ikke var klar over, at jeg var gravid, og den blev derfor hverken alvorlig eller traumatisk. Og lægen var dygtig: han fortalte mig, at det var så lidt, han havde fjernet, at det ikke ville få konsekvenser for mine muligheder for at få børn fremover.

Aftenen efter operationen kom portøren farende ind på stuen og fortalte ophidset, at det var blevet sagt i radioen, at Kennedy var blevet skudt! Det var så uvirkeligt, det var jo det første af de politiske mord, der har fundet sted i vor tid.

I ophidselsen var der en af de andre patienter, der bød cigaretter rundt, og jeg fik også en – men puh ha, den smagte ikke godt! Så den blev hurtigt slukket og lå så i askebægeret og ”kiggede på mig” de næste dage, for sådan et stort skod smed kivfakken ikke ud. Jeg opdagede også, at Søren havde lagt ekstra pakker cigaretter i skuffen på mit sengebord, de var heller ikke rørt, da jeg pakkede sammen.

Jamen, røg man på sygestuen med patienter, hvoraf de 2 var børn, den ene med generelt dårligt immunforsvar efter en vanskelig start på tilværelsen og den anden med dårligt hjerte? Ja, det var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved!

Men jeg besluttede at benytte mig af min øjeblikkelige lede ved røgen til at holde op – og det gjorde jeg! Jeg belønnede mig selv ved at bruge et tilsvarende beløb hver måned til at købe tallerkener, kopper el.a. udstyr til vort kommende hjem. Og efter en overgang med små cerutter ved selskabelige lejligheder røg jeg aldrig mere.

”Hjem”

Efter 2½ år i Narssaq fløj vi hjem på ½ års permission og havde planlagt bryllup i Danmark sammen med vore familier – som vi jo også først skulle lære at kende!  Derefter skulle Søren udsendes til et nyt sted, og jeg håbede på at kunne få job i samme by.

Farvel til Narssaq

 

Vi fløj ud over Skovfjorden og Narssaq til Island, hvor vi overnattede på et meget elegant hotel i Reykjavik. Vi havde snakket om at gå i byen, måske i biografen. Men efter middagen i den flotte restaurant på tagetagen med vores meget blandede rejseselskab, bestående af håndværkere i islandske sweatere og trætte børnefamilier, kom vi aldrig videre end vinduet på værelset på 8. etage, hvor vi helt benovede beundrede udsigten over byens neonlys og alle de flotte biler.

I 2½ år havde vi kun set spredt gadebelysning, lastbiler, jeeps og varevogne!

Vi kom lige hjem til det danske forår med anemoner og bøgeskov

– og bryllup:

Grønlands krøniken 4. afsnit 1964 – 1966, Godthåb, Grønlands hovedstad

Efter at have arbejdet og boet hhv 2½ / 2 år i den lille by Narssaq i Sydgrønland, hvor Søren og jeg mødte hinanden, rejste vi hjem i april 1964 på ferie – eller permission, som det hed for Søren, der var tjenestemand og efter den gamle lov havde ½ års permission efter hver 2½ års periode i Grønland. Herefter skulle han forvente at blive flyttet til et nyt sted, idet især yngre tjenestemænd dermed dels fik nye erfaringer, dels rykkede frem mod større stillinger. Han havde fået at vide, at næste tjenestested var Jakobshavn (Illulissat), og det glædede vi os til, for det var Nordgrønland og et meget smukt område. Jeg regnede med at kunne få arbejde samme sted.

Det mest spændende ved at komme “hjem” til Danmark var selvfølgelig, at vi skulle holde bryllup, men også at vi skulle lære hinandens familier og venner at kende! Det havde vi et halvt år til.

Vi blev hentet i Kastrup af mine forældre og en af mine yngre søstre, som var spændte på at lære det kommende familiemedlem at kende. Søren var nok lidt tilbageholdende og høflig, for på storebæltsfærgen, hvor vi drak kaffe, og han var ude for sig selv, sagde min far til mig: “Han virker da meget flink, men tror du nu, at han kan styre dig?” Det kan man jo godt grine af i dag, men jeg forstår godt, hvad min far mente, for han kendte mig jo som den lidt rebelske, meget selvstændige pige, og mente sikkert ikke, jeg skulle have en alt for stille mand! Det var Søren heller ikke, nærmere tværtimod, til gengæld gav min selvstændighed nok også et sundt, omend ikke nemt, modspil til ham.

I Odense mødtes vi efter aftale med Sørens svoger, som tog ham med til Jylland. Og der gik heller ikke mange dage, før vi sås igen og begyndte vores turné på besøg hos den nærmeste familie. Mange år senere har jeg fået fortalt, at der også i Sørens familie var betænkeligheder, hvor nogle havde ondt af mig, fordi han havde 2 dygtige, lidt dominerende søstre, som nok ville tryne mig! Det gjorde de bestemt ikke, jeg blev taget godt imod!

Skobutikken, Kerteminde 1964

 

Mine forældre holdt et dejligt bryllup for os i Kerteminde, hvor de havde skobutik, og hvor butikken blev indrettet til festlokale. Det gav lidt logistikproblemer, for pladsen var begrænset, men de havde overladt til os selv, hvem der indenfor det mulige antal skulle inviteres, og invitationerne var sendt ud, før vi kom hjem. Forinden havde vi mødt de fleste af hinandens familiemedlemmer, og det blev rigtig festligt med påklædning: “kjole og hvidt”, som indebar lange kjoler for kvindernes vedkommende, hvilket alle syntes var herligt. Selv den ene af Sørens søstre, som var forholdsvis højgravid, havde syet sig en meget flot 2-delt lang festkjole. Og Sørens svogre og forlovere, som aldrig havde været iført kjole og hvidt før, følte sig meget elegante i det lejede antræk.

 

Vi tog nogle dage til Langeland, Tåsinge og Ærø, hvor Søren aldrig havde været før, og 14 dage efter rejste vi til Rhodos på bryllupsrejse, en charterrejse, hvor vi allerede den første aften kom i snak med det par, der boede på værelse ved siden af os – typisk: mens konerne pakkede ud, kom mændene i snak på altanerne og fik en drink sammen! De var også på bryllupsrejse, og vi tilbragte bogstaveligt de næste 14 dage sammen og blev livsvarige venner!

Da de hørte, at vi boede på Grønland, var de meget interesserede i at høre mere, for det var én af de muligheder, de som hhv sygeplejerske og kok havde snakket om, for at opleve noget, og hvor de mente at kunne få job begge 2.

Senere på sommeren hjemme i Danmark, ringede de til os, fordi han var ved at søge job i Godthåb og gerne ville have gode råd med hensyn til, hvad han skulle sørge for at få med i kontrakten? Søren svarede, at ud over bolig skulle han sørge for, at overtidsbetaling var fastsat. – Jamen, der ville slet ikke bliver overtid. – Så skulle han netop sørge for, at der var sat takst på – og det kom han til at tjene godt på!

I sommerens løb foregik der en ny rokering af de yngre tjenestemænd inden for Grønlands Handel, så Søren nu fik besked på, at han i stedet for Jakobshavn skulle til Godthåb, hvor han skulle arbejde på Handelsinspektoratet, der havde en koordinerende rolle i forhold til KGH-stationerne, og samtidig dirigerede skibsfarten internt i Grønland.

Da de nye venner begge fik de job, de søgte, han som kok på det private Hotel Godthåb og hun som sygeplejerske på Dronning Ingrids Hospital, kunne vi se frem til 2 år sammen i Godthåb, det var hyggeligt!

Samtidig med at vi holdt ferie, bl.a i Sørens mors sommerhus…

hvor vi kunne invitere vores familie og venner…

…tage på diverse besøg (det var “hårdt” med alt for god mad, kaffe og wienerbrød – jeg tog 10 kg på!) købte vi nyt tøj, møbler, gulvtæpper mm.

Vi havde fået dejligt udstyr i bryllupsgaver. Spisestel, glas og sølvtøj havde jeg samlet, men der skulle jo meget andet til: fryser og køleskab, en centrifuge til den vaskemaskine, vi havde i forvejen, vi havde jo boet i møblerede boliger som ugifte. Det hus, vi fik stillet til fri rådighed, havde ikke andet end et el-komfur og tilhørende gryder og pander – og en stor, gammeldags rulle!

Det var da sjovt, og vi havde en rekvisition til firmaer, som KGh handlede med, så vi kunne købe alt til levering i Godthåb. Fragten af vort bohave var en del af kontrakten.

Vi fik at vide, at det hus, vi skulle bo i, var et meget specielt hus. Det havde været canadisk konsulat under 2. verdenskrig, hvor Grønland var afskåret fra Danmark, og USA og Canada sørgede for forsyninger til Grønland. Huset var sendt som samlesæt fra Canada og opført midt i Godthåb. Der var ikke 2 vinduer i huset, der var ens, så jeg købte masser af gardinstof på udsalg samt en billig japansk symaskine!

I oktober 1964 gik turen tilbage til Grønland efter afsked med familierne, som troede, jeg var gravid – men det var de 10 kg forkælelse, og dem smed jeg lynhurtigt igen, da vi blev os selv.
Jeg var heldig og havde fået ansættelse i bogholderiet på kæmnerkontoret i Godthåb – det blev ellers ikke accepteret, at begge ægtefæller var ansat på ”udsendt løn”, dvs med en løn, som var 3 gange så høj som lokal løn. Men der var meget stor boligmangel i Godthåb, og boligen var en del af kontrakten for udsendte medarbejdere. Da Søren var tildelt et hus, løste jeg et stort problem for kæmnerinstitutionen, hvis yngre medarbejdere måtte bo på pensionat i lang tid, før de fik egen lejlighed.

Vi fløj via Sønderstrømfjord, hvorfra vi skulle fortsætte med Catalina, med landing på vandet ud for Godthåb.

Sørens chef lagde pres på, for at han skulle blive flyttet op i køen af ventende, fordi de manglede ham. Men han ville ikke flyve uden mig! Heldigvis! For der blev problemer under flyvningen, hvor vi kunne se mekanikerne kravle ned under gulvet i flyet og undersøge noget. Instrumenterne viste, at lugen over landingshjulene ikke var lukket. Og året før var en Catalina forulykket under landing med passagerer og mandskab af samme grund, netop ud for Godthåb, mens de pårørende stod og så på inde på havnen. Sådan gik det heldigvis ikke, vi kom i land i god behold.

 

Vores første hjem
Det første hus, vi boede i som familie, var ganske rigtig usædvanligt. Det “canadiske konsulat” var bygget af træ, i 2 etager + kælder, temmelig stort med 3 stuer samt køkken i underetagen. På 1. salen var der soveværelse og 2 kamre og badeværelse. Der var rindende vand, om sommeren udefra, om vinteren fra en vandtank i kælderen. Men da forbindelsen til 1. salen (og badeværelset) var en åben trappe fra stuen, havde man bygget et lille aflukke bag ved køkkenet til toilettet, som var et tørkloset, der blev tømt af renovationsfolk. Rygtet fortalte, at de engang havde tabt spanden på vej ned ad trappen i stuen!
At de stadig skulle gennem køkkenet for at komme ind og hente spanden – tjah, man var ikke så sart!

Vi ville selvfølgelig gerne have inviteret vores familier på besøg for at vise det nye hjem frem. Det lod sig ikke gøre, så vi tog billeder, så de kunne følge med.

Søren havde været på kursus i Århus, hvor han blev gode venner med en værkfører fra J.L..Møllers Møbelfabrik i Højbjerg, som tilbød, at vi kunne købe spisestuemøblerne der. (Tænk engang, de stole, nr 78 og 62, laver de stadigvæk!!) – incl. et flot dækketøjsskab, som var lavet som svendeprøve.

Gulvtæpperne var Ege-tæpper..

..og reolsystemet var Royal i teaktræ, som var meget moderne dengang, og iøvrigt utroligt flexibelt, så det fik vi stor glæde af i de forskellige huse, vi kom til at bo i.

Huset lå midt på Skibshavnsvej, som var en meget lang gennemgående vej..

.. fra den gamle havn ”Kolonihavnen”, hvor Handelsinspektoratet (Sørens arbejdsplads), det gamle sygehus, som nu var lægekonsultation, og kirken lå, og hvor..

..statuen af Hans Egede står, til den mere moderne havn med ”Atlantkaj”, hvor de store skibe kunne lægge til, og hvor fiskeindustrien og de store lagre lå.

Butikken – den orange stribe til venstre

 

Lige ved siden af os lå ”Butikken”, drevet af KGH og overfor os lå Hotel Godthåb og politistationen. Der var også private butikker i nærheden, så vi boede meget centralt. Og længere henne ad samme vej lå min arbejdsplads, så uanset vejret havde jeg nemt til alting – til fods, for privatbiler eksisterede stort set ikke. Søren delte en bil, en lille VW, med kolleger som tjenestebil, men den tog man normalt ikke med hjem.

Klimaet i Godthåb var temmelig barsk, der faldt megen sne om vinteren, og den kom pludseligt.

En af mine kolleger arbejdede over en aften alene på kontoret, og da hun ville gå hjem, opdagede hun, at der var faldet så meget sne, at hun ikke kunne komme ud, så hun redte op med frakker fra garderoben og overnattede på et skrivebord!

Der var et pragtfuldt skiterræn om vinteren, lige udenfor byen, desværre har jeg aldrig været god til at løbe på ski, men prøvede, alene fordi der var så flot.
Sommeren var kølig, der kom ofte en iskold gus ind fra havet. Men der kunne være dage med varm sol, hvor vi kunne sidde ude på den lille træterrasse eller gå en tur, naturen omkring byen var imponerende. Mange købte en båd og sejlede ind i fjordene, vi havde ikke selv båd, men var flere gange på sejlture, enten med venner eller med en lejet båd.

Med til huset hørte også et isoleret hønsehus med en indhegnet hønsegård. Om der havde været holdt høns, siden den canadiske ambassadør var flyttet ud, fandt vi aldrig ud af. Men da Søren på et tidspunkt fik tilbudt 20 “hvide italienere” fra nogen, der rejset hjem og ikke kunne få sig til at slagte og spise hønsene, syntes vi, at det kunne være sjovt at holde høns! De æg, vi kunne købe i Butikken, var utroligt kedelige og temmelig gamle, så vi slog til og fik hønsehus og -hegn sat i stand og en varmelampe hængt op til at varme lidt om vinteren. Foder kunne vi bestille gennem KGH.

Det var en blandet fornøjelse! Det var meget dejligt med friske æg, og de lagde så mange, at vi ikke alene kunne forære væk af dem, men også kunne sælge til kolleger for 50 øre stykket – det kunne holde hønsene med foder. Og det var meget populært med de friske æg.

Men de grønlandske børn kendte ikke til husdyr. Måske var de bare lidt bange for dem, måske var det et medfødt jagtinstinkt? Men de kunne ikke lade dem være, og vi kunne tydeligt høre inde i huset, når der – igen – var nogle drenge, der kastede sten ind gennem hegnet, så hønsene kaglende flagrede rundt og gemte sig i hønsehuset.

En dag fik Søren sat en stopper for den dyremishandling, som det jo var. En dreng var gået ind i hønsegården og lå med hovedet halvt inde gennem hønselemmen. Søren listede sig derind og satte en fod op mellem drengens ben, så han ikke kunne komme ud, og så slog han på væggen, så hønsene flagrede rundt i huset og omkring drengens hovede! Ondt? ja måske, men det hjalp.

Oplevelser

Blandt de spændende oplevelser i fjordene ved Godthåb, var en sejltur til Qorqut, som var en fåreavls-førsøgsstation langt inde i en indskæring i Godthåbsfjorden. Stedet blev også brugt som opholdssted for straffede personer, der blev isoleret her. Der fandtes nemlig ikke fængsler i Grønland, så afhængig af forbrydelsens karakter blev dømte enten sendt til Danmark eller isoleret. Stedet blev ledet af en islænding, der også som forsøg havde opdyrket jord til gartneri. Der var utroligt frodigt, og man blev næsten helt euforisk over at se de lækre grøntsager, som blev dyrket med henblik på salg i Godthåb, ligesom det også lykkedes at bjerge hø til fårenes vinterforråd. Men i længden kunne det ikke løbe rundt, så nu eksisterer det vist kun som et meget søgt udflugtssted med hotel.

En anden tur, arrangeret for formanden for Danmarks Fiskeriforening, gik til et ganske lille sted, hvor man landede stenbider. Det foregik kun én gang om året, nemlig når hunnerne var med rogn. Omkring det lille landingssted vrimlede det med små fiskerbåde, nogle af dem kun sejldugsbåde, med hele familier ombord, det så faretruende ud, for p.g.a. lasten lå de meget dybt i vandet.
De store stenbider-hunner blev langet op på kajen, hvor de omgående blev slagtet, rognen taget ud og resten af fisken smidt i vandet igen! Rognen blev så presset igennem en sigte, for at fjerne hinderne, ned i store tønder, sukkersaltet og eksporteret til videre forarbejdning til kaviar!
Det var en rå oplevelse, men spændende at få chancen for at se det.

Selskabelighed
Vores nye venner boede lige overfor os på hotellet, hvor han arbejdede.

Hotel Godthåb – begravet i sne

 

De havde kun et stort værelse og køkken og badeværelse fælles med en tjener, og det var lige over køkkenet, så når kokken var på arbejde om aftenen og konen fik madlugt og de travle lyde op gennem gulvet, kom hun ofte over til os på den anden side af vejen.

Det kan godt gå galt og blive “for meget”, så på et tidspunkt var vi lige ved at være lidt tyndhudede i vores venskab.

Det gik bedre, da de senere fik en lejlighed på sygehuset, hvor hun arbejdede. Vi fik efterhånden også andre venner, som før nævnt fik man nemt venner, som man knyttede sig til, familien var jo langt væk.  Vi dannede også en strikkeklub sammen med nogle af mine og venindens kolleger, og vores mænd fandt sammen i en kortklub.
Det var også helt almindeligt, at man fejrede juleaften, nytårsaften, påske osv sammen, og hvis der var enlige, var der altid nogen, der sørgede for, at de blev inviteret. Det var en uskreven regel, at ingen skulle sidde alene juleaften.

Juleaften – resterne af anden som natmad

Således inviterede Søren sin sekretær, som var tidligere skuespillerinde Else Hvidhøj (fra Far til Fire), til vores juleaften så sent som lillejuleaften, da det gik op for ham, at hun ikke havde nogen anden invitation.

Da et par fra strikke/kortklubben giftede sig efter mange genvordigheder, var vi også ”familie” alle sammen og fejrede dem. På det tidspunkt var der en blomsterforretning i København, der slog igennem med luftbårne friske blomster til Grønland, det var en risikabel affære med de ustabile transportmuligheder, selv om det på det tidspunkt foregik med helikopter, men det lykkedes at få en lille brudebuket af friske violer frem i januar, det var fantastisk! Men kun fordi postmesteren var en af vennerne og ekspederede udenfor åbningstid!

Juleaften på forskud
I december 1965 var der ved at opstå en ”katastrofe”, da Godthåb var ved at udgå for øl. KGH i København besluttede at undlade at losse skibet ”Umanak” for kryolit, og fylde lasten op med øl og sende skibet ekspres til Godthåb. Men der var risiko for, at det ikke nåede hjem til Danmark igen inden jul, derfor havde hovmesteren købt ind til at fejre jul i søen, så de havde både juletræer og julemad ombord. Da sejladsen op og losningen gik så hurtigt, at de kunne se, deres jul ikke var i fare, inviterede kaptajnen alle de mennesker, han kendte i Godthåb, til (før)juleaften. Det var meget festligt. Vi kendte ham særdeles godt, for i kraft af Sørens arbejde, som omfattede ansvar for skibenes trafik fra de rundede Kap Farvel, kom mange af officererne i vores hjem, og vi blev ofte inviteret ombord. Som ung nygift kone tog kaptajnen mig til bords og sørgede for, at jeg fik de bedste stykker fra anden, for ”nu får I jo nok snart børn, og så får du aldrig mere et lår!”

Om det emne i næste afsnit!

37 tanker om "12 års hverdagsliv i Grønland 1962 – 1973, afsnit 1 – 4."

  1. God morgen Hanne!
    Du var godt nok noget af en modig kvinde, men spændende læsning. glæder mig til næste afsnit af din grønlands historie.
    God søndag til dig.

  2. Godmorgen Hanne.
    Sikken en morgen, lige en tur til Grønland.
    Tusinde Tusinde tak for at dele ud af din dejlige historie ….
    Nu kan jeg jo bare vente på næste afsnit.
    Mange hilsner om en dejlig søndag fra Mette

  3. Venter spændt på næste afsnit, du er en bemærkelsesværdig kvinde og jeg nyder at læse din blog dagligt

  4. Hej Hanne.

    Ja det må jeg sige var modigt gjort af dig, men sikke en oplevelse at få, med den flotte natur, det er helt ubeskriveligt.

    kh fra Laila

  5. Tak for kommentarererne! Ja, det er en spændende rejse tilbage til min ungdom og en masse minder. Billederne hjælper rigtig godt til!

  6. Jeg kan give de andre ret, sikke en spændene læsning, og sikke en oplevelse du har haft
    Mvh Lone

  7. Jeg har glædet mig til du fik skrevet dine oplevelser, og jeg har da ikke glædet mig forgæves! Du skriver så godt og levende, og jeg ser frem til flere beskrivelser. 12 år er lang tid, og du har oplevet en masse i den tid. Det er en spændende tid i Grønlands tid, for der skete en masse i de år. Jeg glæder mig til næste afsnit.

  8. Lone og Lisbeth, ja det var spændende 12 år, måske allermest fordi det var en hverdag i meget anderledes omgivelser og den flotte natur, og ikke kun en ferie!

  9. Kære hanne

    Wow sikke et spændende liv, det er skøn læsning og jeg glæder mig til at læse mere. Også billederne er super flotte, det er jo næsten som at være der selv. Det er ekstra sjovt for mig da jeg er født det år du rejste ud, så billedstil og tøj er jo velkendt fra egne familiebilleder.
    Tak for de to første afsnit 🙂

    Hilsen
    Hanne Melgaard, osse webstrikker.

  10. Hej Hanne
    Rigtig spændende at læse om dit liv i Grønland .
    Også fordi min mand var på Thule Basen , har jo hørt meget om den dejlige natur derop . rigtig dejligt at få de minder kaldt frem igen .
    Du er super god til at fortælle , glæder mig til næste gang du skriver

    Hilsen Anette

  11. Hej Hanne!
    Dejlig spændende fortælling, glæder mig til fortsættelsen!!!!!
    Min bror med familie rejste/flyttede i 1966 til Egedesminde, så det er meget interessant at læse din historie.
    God week-end til dig
    Mange hilsner fra Anne-Marie i Birkerød

  12. Kære Hanne,
    Tak fordi, du deler din oplevelser med os. Jeg har lige nydt 1. og 2. afsnit her og jeg glæder mig til at læse videre.

    Spændende…. ja, det må det have været, men også en udfordring. Det var modigt gjort af dig, synes jeg 🙂

    Mange hilsener
    Pia fra Malmö

  13. Jeg slutter mig til de andres kommentar, flot arbejde og hvordan du får billeder og tekst flettet sammen. Jeg er især vildt med billedet hvor du har striktrøje og briller på. Ting som nok ville koste dyrt hvis du satte dem til salg. Unikt! Glæder mig til næste afsnit. Kærligst Sigrid.

  14. Sigrid, det har jeg slet ikke tænkt på! Både striktrøjen (som jeg selvfølgelig selv har strikket) og brillerne er for længst gået “kødets gang”!

  15. Hej Hanne
    Hvor er det spændende at læse om Grønland….. Ja selvfølgelig er det også dejligt at se alt det patchwork og få nye ideer.
    V.H.
    Jeanette

  16. Hej Hanne!
    Gad vide om vi kender hinanden.Min mand og jeg var i Narssaq fra august 71 til sommeren 77.Vi var begge lærerer på skolen.Min mand var også ungdoms/aftensskole lærer.Han hedder Ingo Grimnitz.Vi havde vores datter Rikke på 5 år med derop, og jeg fødte 2 dejlige drenge på det lille sygehus, som ligger lige nedenfor den blok, hvor vi boede.
    Vi havde 6 dejlige år deroppe, men rejste hjem, da vores datter skulle videre i skolesystemet.
    Hilsen fra et par gamle “grønlændere”
    Vivi & Ingo

  17. Vivi og Ingo – nej vi kender ikke hinanden, vi rejste fra Narssaq, som beskrevet i 3. afsnit, i 1964 og kom ikke tilbage til Narssaq. Det lyder som sygehuset var det samme, som jeg var indlagt på, det var i hvert fald lille, men der var i 1964 kun 1 blok, det er den, du kan se på et af billederne, som lå i udkanten af byen dengang. Men der er jo nok bygget mere og måske også et nyt sygehus?

  18. Spændende læsning fra en svunden tid. Jeg boede selv i Grønland fra 1992 til 2007 og var de første år ansat i KNI og kan nikke genkendende til mange af de ting, du nævner – men Grønland udvikler sig hele tiden, så ærlig talt er meget af det eksotiske fortid nu.
    Men en rigtig god og velskrevet historie, du her fortæller.

  19. Hej Hanne har lige læst din historie meget spændende, rigtigt godt skrevet,og sikken nogle smukke billeder der er taget. mange hilsener Ane

  20. Jeg har med stor interess læst dine erindringer fra Narssak.Jeg genkender det hele, da jeg selv rejste til Grønland i 1961 som sygeplejerske, først i Godthåb, siden Julianehåb. jeg blev der gift med en grønlandsk fåreholder og vi khavde da fårehold i Søndre Igaliko. Jeg var deroppe i 15 år, en oplevelse , jeg ikke ville have været foruden. Jeg har skrevet en bog om mine erindringer, som jeg her til vinter vil redigere.
    Mange hilsener

    Jytte Jeremiassen.

    Vi har sikkert mange fælles bekendte, da jeg jævnligt var i Narssak

    • Det lyder interessant! Så har vi jo været der samtidig. Jeg besøgte også Julianehåb nogle gange i 1962. Jeg boede nabo til børnehavelederen i Narssaq, Else Lynge, som var datter af kredsdommer Claus Lynge, som jeg besøgte. Jeg gætter på, at du kendte nogle af dem, der arbejdede på sygehuset i Narssaq? Jeg sender dig en privat mail i morgen.

  21. ,Hej Hanne.

    Jeg forsøgte at sende dig en mail, deværre tror jeg ikke den kunne komme igennem. Har du modtaget den. Mange hilsener
    Jytte

  22. Hi.
    Her sidder Jeg I mit hus I det nordlige Canada,Yukon,og læser om Grønland.
    Jeg var faktisk på vej i seng,men kunne ikke lade være med at læse. Nu er klokken 1:30 om natten.
    Jeg var selv på Grønland som Børnehavelærer i Sukkertoppen fra 1968 til 1970.
    Dine fortællinger var så levende, at jeg oplevede min egen ankomst på Grønland igen,og selvfølgelig min tid på Grønland.
    Du har suppleret en masse gode Fotografier også.
    Jeg håber jeg kan finde resten af dine historier senere.
    Tusind tak for dine beskrivelser.
    Mange hilsener,
    Lene Nielsen
    Scandia@northwestel.net

    • Tak for din kommentar, Lene! Du kan finde resten af historierne samme sted, altså til højre på forsiden af bloggen. Du er velkommen! Hilsen Hanne

  23. Hej Hanne. Er lige ved en tilfældighed faldet over din historie fra Grønland. Fantastisk historie. Men sjovt nok så har min mand været på fisketur i Narssaq i 72. Revideret regnskab for kommunen i 87, 88 og 89 hvor de boede hos Børge Brodersen på hotel Perlen. Vh Susanne

    • Hej Susanne – velkommen på bloggen! Tak for roserne! Det er jo så lidt efter vores tid, din mand har været i Narssaq. Og der var slet ingen hoteller el.andre muligheder for overnatning, bortset fra privat, da vi boede der. Og regnskabet sendte vi hjem til København dengang! Med den risiko, det indebar, og som desværre var tilfældet, da et fly forulykkede og 12 personer omkom. Da var mine regnskaber om bord og gik tabt, så jeg måtte sende kopierne hjem. Der var jo ikke mulighed for fotokopiering!
      Men det var et skønt sted, og sjovt nok har jeg for nylig lært én at kende, som kom dertil 1 år efter, at jeg var rejst derfra, og som boede der i mange år. Vi kan være helt tabt for omverdenen, når vi snakker!

  24. Hej Hanne.
    Hvor sjovt at læse om dine Grønlands oplevelser, ikke mindst da det er mig, der som lille pige i kalaallisuut står og beundrer salaten i mistbænken. Det var lidt pudsigt at opleve.
    Venlig hilsen Jane

    • Hej Jane! Tak for din hilsen, det er rigtig sjovt, efter så mange år, at du finder dig selv på min blog! Jeg kan godt huske dig, jeres familie hed Høegh, ikke? Og jeg kan huske dine forældre, jeg mener, at de var næsten-naboer til Søren, der dengang var min kæreste, senere ægtemand. Men jeg kan ikke huske, at din mor hed Vivi eller at hun arbejdede på skolen. Jeg tror, at du besøgte os engang imellem.
      Mange hilsen, Hanne

  25. Tak for en dejlig beskrivelse af dit grønlandsophold. Jeg rejste også som 22 årig til Grønland, det var i 1963. Var først i 3 måneder i Jakobshavn, hvorefter jeg kom til Godthåb, som jeg forlod i 1977 sammen med mand og to børn for at flytte til Danmark. Jeg var ansat på “Boligstøtten” og kendte mange fra kæmnerkontoret. Kan dog ikke lige huske dig.
    Det har været alletiders læsning.
    Venlig hilsen Irmgard

    • Velkommen på bloggen! Jeg var på kæmnerkontoret i Godthåb – i bogholderiet – fra oktober 1964 til marts 1966, hvor vi fik vores datter, men vi blev boende til april 1967 i “Det gamle Canadiske konsulat” lige overfor Hotel Godthåb og den daværende politistation, midt på Skibshavnsvej.
      Dejligt, du kunne lide min “krønike” som jeg kalder det.

Skriv et svar til Pia Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *