Uhm! Grillet Mortens and hos ældstesønnen…
…og familie + veninder, der ofte er på besøg og med til at spise. Og hvem er også med? og ligger og venter på at få del i resterne?
Svigerdatteren og jeg havde begge lavet dessert: hun havde lavet frugtsalat, og jeg havde lavet trifli med svesker, lagt i blød i portvin siden i går.
Uha, jeg er så forspist!
..for en lille hund, der er alene hjemme – men det er sjældent, og synd for ham, når det sker!
Det var ikke så sjovt at komme hjem til en umiskendelig lugt i går – og min næse er meget fintmærkende, så jeg var klar over det i samme øjeblik, jeg lukkede døren op: Diki havde haft dårlig mave og havde i sin nød både klattet på gulvet og kaste slim op.
Det er utroligt synd for ham, for han kunne jo ikke sige til for at komme ud, når jeg ikke var der!
Så det var gummihandsker og i gang med rengøring, så snart jeg havde smidt jakken og lukket ham ud i haven.
Det er ganske få gange, det er sket for ham i de 3½ år, han har boet hos mig. Han er meget regelmæssig og aldrig syg, og han er fantastisk god til at være alene hjemme – altid overstrømmende og kærligt glad, når jeg kommer hjem, og jeg har aldrig fornemmelse af, at han synes, jeg skulle blive hjemme!
Vi mødte i går på morgenturen en af vore venner, en lille charmerende, sort Pekingeser med en normalt stor flot pels. Han havde til min undren fået frakke på, men det fik jeg forklaringen på: han har fået stafylikokker, og dyrlægen har barberet ham ned hen over ryggen og oven på hovedet. Forklaringe skulle være, at hans har så kraftig underpels, at hans hud ikke kan få luft? Jeg har aldrig hørt det før. Men nu er han på penicellinkur, og så skal han klippes fremover. Jeg ser jo mange langhårede hunde = Dikis racefæller, og det har jeg ikke hørt før, så jeg synes, det lyder underligt. Han er ellers meget velplejet og tilsyneladende fint børstet.
De sidste sting på lukkekanten blev syet på Depotgården i dag, hvor de andre på Tekstilværkstedets mandagshold beundrede det utroligt flotte tæppe højlydt!
De små firkanter: 2 x 2 cm og 3 x 3 cm, farverne, herunder samme farve på firkanterne rundt i kanten, kantstoffet – alt fik roser med på vejen!
Alle var enige om, at det er et heldig barn, der får dette puttetæppe som gave!
Jeg er også glad for at have givet mig selv lov til at sy det færdigt – det har været en fornøjelse.
..nåh ja, nr. 2 er undervejs! Men nu er jeg færdig med at sy lukkekant på det ene af 2 meget søde puttetæpper i pink, som Gitte har syet og Laila har quiltet. De er næsten ens, men det gør jo ikke noget, det er 2 forskellige piger, der får dem.
Der er pink lækker pink fleece i en god kvalitet på bagsiden – jeg må indrømme, at selv om det er god fleece, bliver det lidt mere fast, når der er bare en tynd volumenflies imellem, men det er der ikke her. Quiltningen bliver også mere synlig med lidt imellem.
Men det er et dejlig tæppe, og jeg er sikker på, at en pige vil putte sig i det og synes, det er både hyggeligt smukt!
Koncentreret arbejde – afbrudt af tur med Diki i det gode vejr, mens solen stadig skinnede! Så fik jeg quiltet og minsandten også syet lukkekant på.
Så nu skal der klippes rent og lukkekanten stafferes på bagsiden.
Det har været en produktiv weekend.
Øj, det bliver fint! Nu er det “sandwichet” = spray-limet sammen med bagsidestof og mellemfor, og jeg er begyndt at quilte på min egen symaskine.
Tænk, hvor er det heldigt, at jeg lige havde det stribede stof til kanter!
Jeg ærgrede mig sådan, da mit kamera pludselig var løbet ud for strøm – for da jeg begyndte at lægge lagene ud på gulvet, var mellemforet en stor rulle, jeg klippede af. Og Diki, som følger opmærksomt med, men ikke må gå eller lægge sig på det, lagde sig ved siden af vatrullen med en besiddende pote oven på rullen! Han så bare så sød ud, at jeg ville tage et billede, men så var der ingen strøm på! Og jeg ku’ jo ikke så godt bede ham blive liggende, mens jeg fik ladet op 😉
En meget sød UFO skal gøres færdig. Den er én af i alt 6, vi har modtaget til Projekt Puttetæpper, alle syet i hånden over pap af utroligt små firkanter. Det er den sidste, der bliver lavet færdig – her er 2 af de øvrige
Anette, der har syet de 6 tæpper, syr de små firkanter (3 x 3 cm og 2 x 2 cm) over pap på en meget smart måde, hvor stoffet ikke bliver “lagt ned” på bagsiden. Det er ubetinget godt, når man – som jeg – vil sy kanten på med maskinen.
MEN! det kræver stor koncentration og fingerfærdighed at holde alle de små snipper fast på vrangen, mens kanten sys på ret mod ret! Også selv om det hele er foldet ud og presset.
Men det blev pænt! Jeg var så heldig, at jeg i jagten på stof, der kunne passe, fandt noget af det sidste, der er tilbage af en rulle stribet stof, som Helene Juul har doneret for et par år siden, og som jeg har brugt af rigtig mange gange! Både til kanter og til bagsider, fordi det er farver, der passer til meget. Det er blevet udnyttet, Helene!
Nu mangler quiltningen – og lukkekanten!
Det er da et rigtig glad solskinstæppe i de farver!
Jeg bliver i hvert fald meget glad, når sådan et tæppe er færdigt, som jeg blev i går aftes. Der er heldigvis ekstra stof – en hel del faktisk – med fra Lisbeth, som har syet blokkene, så jeg vil sy et tæppe mere i ca. samme farver.
“Busy day to day” ! Jeg har 3 tæpper i gang på samme tid.
3 UFO’er, som får lukkekant på. Her det meget charmerende “solskinstæppe”, påbegyndt af Lisbeth, som jeg har syet færdigt af en UFO og quiltet i onsdags, og som i dag har fået lukkekant. Jeg var meget i tvivl og brugte megen tid på at finde “det rigtige”, og jeg syntes egentlig, det var lidt frækt med den petrolblå prikkede – men det er helt rigtig – der er sammenhæng med de blå i blokkene.
Her er quiltningen – husk nu, jeg er stadig under oplæring!
De 2 næsten ens pink, som Gitte har sendt os, og Laila har quiltet, har også fået lukkekant – den småblomstrede.
Laila har quiltet dem forskelligt – her med krøller og hjerter ..
..her med blomster.
Så nu kan jeg hånd-staffere sømmene foran TV på alle 3.
Jeg tror, jeg har hørt, at når man har mareridt (og kan huske indholdet) skal man fortælle om det. Jeg tror, det passer for mit vedkommende, for jeg kan mærke, at jeg skal af med det!
Jeg drømmer altid meget, og som regel kan jeg ikke huske ret meget af det næste morgen.
Men jeg har af og til en slags mareridt, som sidder i kroppen længe. Det havde jeg i morges imellem kl 4 og 7, og jeg var helt tung i hovedet og ked af det, da jeg vågnede.
Meget ofte er jeg i sådan et mareridt, som er meget livagtigt, stresset og skal nå et eller andet, som jeg forgæves prøver at indhente! Altid noget vrøvl, som dog indeholder kendte personer og begivenheder, som på en måde er genkendelige, men urealistiske.
I morges var det meget forvirret og indeholdt personer, meget fortrolige for mig. Søren var med, og vore gamle naboer var der, plus en hel masse andre, ganske ukendte kvinder. Jeg kan simpelthen stadig mærke, hvordan jeg løb rundt imellem dem, bl.a. i naboens hus, hvor der var et helt uendeligt antal soveværelser, hvor det var meningen, at jeg skulle sove i et af dem, men der lå mennesker (kvinder) i alle sengene!
Jeg vidste, at jeg kom for sent på arbejde og jamrede over det, men jeg skulle både finde den seng, og jeg skulle have mad med – og pludselig gik det op for mig – med skræk ! – at jeg heller ikke havde fået morgenmad.
Nabokonen var der, og hun skulle flytte – men hun stod helt alene med det, for manden var rejst på ferie i Japan! (Han rejste ellers aldrig!)
Der var meget mere, men det underlige er, at både naboens mand og Søren jo er døde for flere år siden!
Jeg tror, det kan hænge sammen med, at det i dag er 6 år siden, Søren døde. Og denne uge i 2015 falder ugedagene på samme datoer som i 2009, så hele ugen siden mandag har jeg “levet i 2009”, dag for dag. Sørens sygdom kulminerede i den uge: tirsdag var jeg kaldt til lægesamtale på sygehuset, hvor Søren var indlagt i 14 dage, hvor vi fik at vide, at de ikke kunne gøre mere.
Senere samme dag var han tæt på at dø (han sagde selv næste dag til yngstesønnen, at han døde kl 3 om natten), og det var tydeligt, at det var tæt på. Derfor insisterede jeg på, at han skulle hjem, efter at jeg havde sovet der om natten, hvor vi ikke vidste, om han vågnede igen.
Ambulanceturen hjem onsdag, al den hjælp, vi fik fra alle sider derhjemme, hundens rørende velkomst til Søren, familien, der kom og sagde farvel – også nabokonen – i de knap 2 døgn, før hans lunger og hjerte stoppede fredag = i dag for 6 år siden – alt det gennemlever jeg i disse dage.
Jeg ved ikke, hvad det er, jeg “skal nå” som i drømmen, for alt gik dengang meget stille og roligt, og jeg er kommet rigtig godt igennem, både dengang og indtil nu. Men underbevidstheden kan man ikke styre!